På vore breddegrader er folkeafstemninger traditionelt et kært instrument for partier, der sidder langt fra den udøvende magt. Og en lige så bøvlet klods om benet for de egentlige magthavere i regeringskontorerne.
Tilbage i 1920’erne var Socialdemokratiet ofte fortaler for at sende alskens spørgsmål til folkeafstemning. Lige indtil socialdemokraten Thorvald Stauning selv kom til fadet – og alle det repræsentative demokratis privilegier. Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti har sammen med Enhedslisten i de seneste årtier været folkeafstemningernes bannerførere i en stribe spørgsmål. Uden at nå nogen vegne.
På samme måde har Venstre og Socialdemokratiet altid følt større behov for en straksafstemning om de danske EU-forbehold i opposition end i regering.
Hovedreglen er – i hvert fald under kongeriget Danmarks sydlige himmelstrøg – at folkeafstemninger indebærer et kontroltab for regeringsmagten af så store dimensioner, at regeringer per definition kun nødtvungent tillader det direkte demokrati at tale. Og udelukkende, når grund- eller tronfølgelovenes centrale bestemmelser om suverænitetsafgivelse eller retten til tronen tvinger dem til det.
