Lokalet lignede et kølerum. Et af den slags mørke, kolde, sterile og isolerede lokaler, hvor kød kan hænge på køl fra kroge i loftet. Men det kød, der hang i rummet, var ikke dødt. Det tilhørte et levende menneske, fastbundet og skræmt. Han havde et gråt stykke stof bundet for øjnene, så han kun kunne tænke sig til de rædsler, der ventede ham.
Ahmad Walid Rashidi trådte forsigtigt ind i rummet. Han betragtede med forfærdelse manden foran sig. Han vidste, at angsten var en del af fangevogternes taktik. Her dybt inde i Syrien, i et fængsel bevogtet af terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), var det blevet sat i system at terrorisere fangerne fysisk og mentalt. Ahmad havde følt det på sin egen krop. Desuden var det umuligt ikke at høre skrigene, der hver eneste dag rikochetterede gennem fængselsgangene.
I kølerummet forsøgte Ahmad at bevare roen. Panik ville ikke gavne nogen, vidste han, og danskafghaneren kunne ikke slippe uden om det, der nu skulle til at ske. Den fastspændte mand var ikke blot en fange, men en medfange, for selv om Ahmad – der på dette tidspunkt selv havde siddet næsten en måned bag tremmer – kunne bevæge sig mere frit rundt i fængslet end mange andre indsatte, var han ikke en fri mand. Langtfra.
Bag Ahmad stod en ledende fangevogter fra fængslet og holdt øje med ham. Nu skulle han overvære den tortur, der fik fangerne til at skrige af smerte.
