Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Mads Nissen

Jeg var fange hos Islamisk Stat

Han tog ned for at finde to dansksomaliske tvillingesøstre på 16 år i Syrien, hvor de havde giftet sig med jihadister. I stedet endte Ahmad Walid Rashidi i kløerne på terrorbevægelsen Islamisk Stat. I løbet af en måned og fire dage som fange blev den 22-årige danskafghaner tortureret - og tvunget til at mishandle sine medfanger - før han blev løsladt og undslap til Danmark. Nu fortæller han sin historie.

Lokalet lignede et kølerum. Et af den slags mørke, kolde, sterile og isolerede lokaler, hvor kød kan hænge på køl fra kroge i loftet. Men det kød, der hang i rummet, var ikke dødt. Det tilhørte et levende menneske, fastbundet og skræmt. Han havde et gråt stykke stof bundet for øjnene, så han kun kunne tænke sig til de rædsler, der ventede ham.

Ahmad Walid Rashidi trådte forsigtigt ind i rummet. Han betragtede med forfærdelse manden foran sig. Han vidste, at angsten var en del af fangevogternes taktik. Her dybt inde i Syrien, i et fængsel bevogtet af terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), var det blevet sat i system at terrorisere fangerne fysisk og mentalt. Ahmad havde følt det på sin egen krop. Desuden var det umuligt ikke at høre skrigene, der hver eneste dag rikochetterede gennem fængselsgangene.

I kølerummet forsøgte Ahmad at bevare roen. Panik ville ikke gavne nogen, vidste han, og danskafghaneren kunne ikke slippe uden om det, der nu skulle til at ske. Den fastspændte mand var ikke blot en fange, men en medfange, for selv om Ahmad – der på dette tidspunkt selv havde siddet næsten en måned bag tremmer – kunne bevæge sig mere frit rundt i fængslet end mange andre indsatte, var han ikke en fri mand. Langtfra.

Bag Ahmad stod en ledende fangevogter fra fængslet og holdt øje med ham. Nu skulle han overvære den tortur, der fik fangerne til at skrige af smerte.

Fangevogteren stod med et rør af plastik i sin ene hånd.

Danskafghaneren tog en dyb indånding. Så blev røret svirpet gennem luften i retning mod den forsvarsløse mand i krogene.

Tivoli

To måneder tidligere befandt Ahmad sig omtrent så langt fra et IS-kontrolleret fængsel i Syrien, som man overhovedet kan komme.

Den 22-årige medicinstuderende var i Tivoli. Det var en dejlig københavnsk sommerdag i slutningen af juni, og Ahmad kørte rundt i en forlystelse, da hans telefon ringede.

»Hvis du virkelig vil hjælpe, så er det nu«, lød det i telefonen.

En af Ahmads venner var i den anden ende af røret.

Vennen fortalte, at to tvillingesøstre i familien var forsvundet. I ly af natten havde de blot 16-årige piger sneget sig ud af familiens rødstensvilla i Manchester-forstaden Chorlton og var rejst mod Tyrkiet – og muligvis videre ind i krigen i Syrien.

Da deres forældre om morgenen kom ind for at vække dem til en ny skoledag, opdagede de, at pigerne var forsvundet. Da det stod klart, at pigerne ikke var mødt op i skole, ringede forældrene til britisk politi og slog alarm.

Pigerne, der har rødder i Somalia, har boet de seneste 10 år i England, men blev født og boede de seks første år af deres liv i Aarhus og er danske statsborgere. Derfor blev der også straks slået alarm til PET i Danmark for at få spærret tvillingernes pas, så de ikke kunne rejse ind i Syrien.

PET var ikke de eneste, der fik hurtig besked. Et åbenmundet lokalpoliti i Manchester ledte snart de britiske tabloidaviser på sporet, og så begyndte historien om søstrene, der af sensationspressen blev døbt »terror-tvillingerne«, at rulle.

Vennen ringede til Ahmad for at få hans hjælp med at finde tvillingepigerne. Da Ahmad kom hjem, tog han samme aften med ind på politistationen i Bellahøj for at efterlyse tvillingerne, men danskafghaneren stolede ikke på, at myndighederne ville rykke hurtigt nok til at standse dem.

Familien lod forstå, at den var parat til at dække udgifterne, hvis Ahmad satte kurs mod Syrien for at finde tvillingerne.

Det tog ikke Ahmad lang tid at beslutte sig for, at han selv måtte tage affære.

Afrejsen

To dage efter opkaldet i Tivoli fandt Ahmad sin guldfarvede trolley frem og pakkede undertøj, sokker, to par bukser og to trøjer ned sammen med sit danske pas, sin pung, noget ansigtscreme og medicin til at smøre sin benprotese med.

Så smækkede Ahmad døren bag sig til sin lejlighed i Københavns Nordvestkvarter og tog forbi en veninde med nøglerne til lejligheden.

Den begrænsede oppakning var bevidst – danskafghaneren regnede ikke med at bruge mere tid i Syrien end højst nødvendigt. Han var på en mission, og Gud måtte vide, hvornår den sluttede. Men det kunne næppe tage mere end en uge at nå i mål.

»Der er ikke tid til noget følelsespjat«, tænkte han ved sig selv.

»Nu må jeg parkere tankerne og bare komme af sted så hurtigt som muligt«.

Foto: NISSEN MADS

Derfor var Ahmad denne fredag aften, 27. juni 2014, på vej mod lufthavnen for at nå et fly til Tyrkiet, hvorfra han ville tage videre ind i Syrien for at opspore sin vens 16-årige tvillingesøstre.

Havde danskafghaneren vidst, hvad der ventede ham inde i den syriske borgerkrig, havde han formentlig tøvet. Men Ahmad havde ingen anelse om, at han selv skulle havne i kløerne på Islamisk Stat og sidde indespærret som fange i tre forskellige fængsler i sammenlagt 36 dage. En tid, Ahmad vil huske resten af sit liv. På grund af tæskene. Lugtene. Skrigene. De usle celler. Angsten hos medfangerne. Og på grund af den absurde rolle, han selv skulle ende med at få.

»Mit liv har aldrig været helt normalt, men det her er det sindssygeste, jeg har oplevet hidtil. Det er svært at forklare«, siger han i dag.

Ahmad Walid Rashidi er det første kendte eksempel på en dansk statsborger, der har siddet fanget hos IS, siden terrororganisationen i slutningen af juni etablerede et selverklæret kalifat. Hans historie er en øjenvidneberetning fra en verden, der ellers er hermetisk lukket for omverdenen.

Og det er fortællingen om en mand, der – afhængigt af øjnene, der ser – enten er en helt, der satte sit liv på spil for at redde andres, eller en naiv eventyrer, der tankeløst rejste ind i løvens hule med åbenlys risiko for at påføre tvillingernes familie og sin egen familie unødig smerte og uvished, hvis missionen fejlede.

Uanset hvad man måtte mene om Ahmads mission, kan ingen ud over ham selv vide, hvad der foregik bag fængselsmurene under de 36 dages fangenskab. Det har ikke været muligt at få oplevelserne bekræftet af andre førstehåndskilder. Til gengæld har Politiken talt med flere danske myndigheder, en kilde med kontakt til Islamisk Stat i området, en sikkerhedsrådgiver med kendskab til tilfangetagelsen, et medlem af tvillingesøstrenes familie samt flere af Ahmads venner i Danmark, som har været orienteret undervejs i sagen. Alle bekræfter, at danskafghaneren har været tilbageholdt i Syrien – og bidrager til at stykke billedet sammen af, hvad der foregik under de mere end to måneder, Ahmad var væk fra Danmark.

Jagten

Aftenluften var lummer, da Ahmad natten til 28. juni trådte ud på parkeringspladsen foran Hatay Airport i det sydlige Tyrkiet. De seneste år har lufthavnen blandt lokale gået under navne ’ISIS International Airport’, fordi horder af jihadister fra Vesten har benyttet den tyrkiske lufthavn på grænsen til Syrien som knudepunkt på rejsen ind i borgerkrigen.

Nu ville ironien, at Ahmad var på vej i samme retning for at redde de 16-årige tvillingesøstre ud af jihadisternes vold.

»Jeg vidste ikke, om de var i Tyrkiet eller Syrien. Men jeg vidste, at det ville blive sværere og sværere at redde dem, jo mere tid der gik«, husker han.

Ahmad tog en taxa mod grænsebyen Reyhanli og indlogerede sig på et middelmådigt motel. Herfra brugte han de følgende dage på at orientere sig og forsøge at etablere kontakt til personer, der ville kunne hjælpe ham videre i jagten på tvillingerne. Godt hjulpet af sit mellemøstlige udseende og sin muslimske baggrund lykkedes det ham efter eget udsagn at besøge en syrisk grænseby kortvarigt og få nogle af de moderate oprørsgrupper i tale. Det lykkedes ham dog ikke at finde nogen, som havde hørt om tvillingepigerne.

28. juni skrev Ahmad via Facebook hjem til en af sine veninder i Danmark, at han frygtede, at missionen ville blive meget vanskelig, hvis pigerne var havnet hos én bestemt oprørsgruppe:

»Jeg har været en tur over den syriske grænse og tilbage og fundet frem til at, pigerne endnu ikke er kommet ind i Syrien – højst sandsynligt befinder de sig i Tyrkiet. Der er tre store oprørsgrupper i Syrien, to af dem har jeg snakket med. Og den sidste, som er ISIS (nu kaldet Islamisk Stat, red.) har jeg ikke kunnet komme i tale med. Det er typisk ISIS, der forfører piger, og hvis de er kommet i kløerne på dem, så er der desværre ikke så meget at gøre«.

Sådan fortsatte det i nogle dage. Ahmad holdt møder med kontakter. Endeløse snakke med folk, der måske, måske ikke, kunne hjælpe. Folk, der påstod at kunne finde pigerne, hvis bare familien ville betale godt. Og folk, der for en betydelig sum tyrkiske lira ville agere bodyguards for Ahmad, hvis han skulle løbe ind i problemer.

Ifølge Ahmad mødtes han også med repræsentanter fra Islamisk Stat. Mødet fandt sted i en gårdhave ved en café i en anden tyrkisk grænseby, Sanliurfa, 30. juni, hvor han blev modtaget af en nybarberet og muskuløs ung mand, der mente at kunne hjælpe med at garantere Ahmads sikkerhed inde i Syrien.

Og noget tydede på, at pigerne netop befandt sig i det område af Syrien, som var kontrolleret af Islamisk Stat.

Den ene af tvillingerne uploadede den dag sidst i juni et billede på det sociale medie Instagram og skrev, at hun allerede var nået frem til det selverklærede kalifat:

»Takket være Gud ... Jeg er 16 år og iblandt de kvindelige krigere hos Dawlat al-Islam (Islamisk Stat, red.). Jeg sværger, vi rejste bogstaveligt talt fra England til Shaam (helligt islamisk udtryk for Syrien, red.) på 1 dag! Gud er stor. Jeg ville ønske, at I alle var her og kunne se, hvad jeg ser. Byen er forbløffende smuk. Det sorte banner er alle steder. Kvinder, der er fuldt tildækkede – og naturligvis en million fluer, der angriber mig konstant. Om Gud vil, får jeg snart god internetforbindelse, for jeg har taget en masse billeder med min iPad, som jeg vil dele med jer. Om Gud vil«, skrev hun.

Foto: NISSEN MADS

Som dagene gik, var der ifølge Ahmad flere og flere indikationer på, hvor tvillingerne konkret befandt sig. En mand fra den tyrkiske by Antakya, der angiveligt havde gode kontakter inde i kalifatet, påtog sig – mod en betaling på 5.000 amerikanske dollars – at efterlyse tvillingerne, fortæller danskafghaneren.

»Da vi mødtes nogle dage efter, viste manden mig sin mobiltelefon, og jeg kunne se, at han havde sendt billeder af pigerne rundt til en lang række mennesker. Herefter fortalte han mig, at pigerne var i Syrien og læste på en shariaskole i byen al-Bab, og at de skulle studere der i tre-fire uger, før de kunne komme ud og blive gift«.

Dækhistorien

Ahmad mødtes også med en belgisk familiefar ved navn Dimitri Bontinck. Bontinck er en kendt person i Belgien, fordi han har været i Syrien for at redde sin egen søn ud af kløerne på Islamisk Stat, som sønnen havde tilsluttet sig som jihadist. Siden har han hjulpet andre familier med det samme, og under en kort samtale i Gaziantep sagde Bontinck til Ahmad, at han ville forhøre sig i sit efterhånden omfangsrige netværk af kontakter inde i kalifatet.

»Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Det var en meget farefuld mission, han begav sig ud i. Flere detaljer kan jeg ikke give, fordi sagen stadig er følsom«, siger Dimitri Bontinck til Politiken.

Mange forlydender var ifølge Ahmad både tvetydige og usikre. Men en af de meldinger, der fik den unge danskafghaner til at spidse ører, kom om søndagen 6. juli.

Fra en af Islamisk Stats såkaldte talsmænd – lokalt kaldet for ’emirer’ – forlød det nu, at tvillingerne, der efter alt at dømme stadig befandt sig i byen al-Bab, ikke som ventet ville være indskrevne som sharia-elever i en længere periode, men i stedet ville blive gift med hver deres britiskafghanske jihadist i løbet af få dage. Dimitri Bontincks kontakter fortæller den samme historie.

Ahmad følte, at tvillingernes snarlige ægteskab satte ham under pres. Han indså, at det ville virke suspekt at rejse ind i et islamisk kalifat, hvor der er strikse regler for adskillelse af mænd og kvinder, som ene mand for at opsøge to gifte kvinder. Derfor så han kun én udvej: Tvillingernes familie måtte komme derned for at hjælpe til.

»Hvis først tvillingerne blev gift, ville der ikke være noget at gøre. Og hvis jeg tog alene ind i Syrien for at finde dem, ville jeg heller ikke have en chance. Derfor blev det aftalt, at deres mor skulle flyves til Tyrkiet for at hjælpe med missionen«, fortæller Ahmad.

Han planlagde en dækhistorie, der gik ud på, at han var gift med et af tvillingernes familiemedlemmer. Dækhistorien betød, at Ahmad ifølge islamisk lov nu havde status af svigersøn og værge og derfor ville kunne kunne rejse sammen med moren ind i Syrien uden krav fra Islamisk Stat om, at de skulle kønsadskilles.

Omkring 20. juli landede tvillingernes mor i Gaziantep Lufthavn, hvor Ahmad satte hende ind i situationen.

»Hun sagde til mig, at hun ikke ville kunne se sig selv i øjnene uden at have prøvet at få sine døtre med sig hjem. Hun var meget modig og ikke særlig bange for, at der ville ske hende noget«, husker Ahmad.

Politiken har været i kontakt med tvillingesøstrenes mor, der ikke ønsker at udtale sig. Familien vil kun bekræfte, at moren fløj til Gaziantep og efterfølgende rejste med Ahmad ind i det krigsplagede Syrien.

Allerede dagen efter morens ankomst skrev Ahmad via teleprogrammet Viber hjem til en veninde i Danmark, at han var »megabange« for at blive tvunget i hellig krig, hvis han modsatte sig Islamisk Stats regler.

»Bange for at blive slået ihjel eller tvunget til at gå jihad, hvis jeg nægter«.

Men et forsøg måtte gøres, og lørdag 2. august klokken fem om morgenen var tiden inde. Ahmad og tvillingernes mor pakkede de vigtigste ejendele sammen og gjorde klar til afrejse. Uden bodyguards. Nu måtte det bære eller briste.

Til en veninde hjemme i København sendte Ahmad klokken 05.04 en besked over Viber:

»Jeg har ikke sovet hele natten pga. spænding, og nu er vi på vej til Syrien«.

Penge og pas skjulte han i sin protese. Resten kunne han have i to plastikposer. Sammen med et billede af poserne sendte Ahmad en allersidste besked hjem til sin veninde:

»Vi tager af sted nu, og jeg skriver når det er muligt – pas på dig selv :)«, stod der i beskeden.

Han fulgte op med en alvorlig melding: Hvis ikke veninden hørte noget fra ham de følgende otte dage, skulle hun slå alarm til myndighederne.

Barndommen

For udenforstående kan det virke næsten ubegribeligt at kaste sig aldeles uforberedt ud på en livsfarlig mission for at redde to piger, man slet ikke kender. Men for Ahmad Walid Rashidi har det meste af livet være lidt svært at begribe.

Han er født i Afghanistans hovedstad Kabul i sommeren 1991 og boede her, til han var fem år. Landet var plaget af kampe mellem forskellige krigsherrer, og under et skyderi blev Ahmad ramt. Han overlevede, men mistede det ene ben.

Efter syv måneder på et hospital blev Ahmad via en vestlig nødhjælpsorganisation fragtet til Hannover i Tyskland, hvor han gennem et år modtog højtspecialiseret behandling, lærte tysk og fik sig en plejefamilie, før han blev sendt retur til Afghanistan, hvor både hans far og storebror var blevet dræbt i mellemtiden. Situationen i Afghanistan var så slem, at Ahmad og den tilbageværende familie måtte flygte til Iran og siden ankom til Danmark som FN-flygtninge 9. november 2000.

Her blev de indlogeret på et asylcenter i Vestjylland, og Ahmad fik sin første rigtige benprotese, der sidenhen har givet ham mulighed for at leve et normalt liv.

Ahmad fik opholdstilladelse og kom i dansk folkeskole i Jylland. Men problemerne fortsatte: Ahmad blev mobbet og kom bagud i timerne, og minderne fra Afghanistan vendte med jævne mellemrum tilbage.

Frustration blev med tiden til vrede, og den vrede Ahmad nåede omkring både kriminelle venner, problemer med vold og aggressivitet, før han skiftede spor, lagde sin vrede fortid på hylden og stiftede sit nuværende hjertebarn, velgørenhedsorganisationen Walking Future.

Her har Ahmad brugt mange af sine vågne timer de seneste år på at uddele proteser til personer i Afghanistan, der som følge af krigen har mistet et eller begge ben. Derudover har han haft travlt med at skrive kronikker og debatindlæg og med lektierne på Københavns Universitets medicinstudier – et studie, Ahmad havde fuldført et semester på, da han modtog opkaldet om at hjælpe til i jagten på de to tvillingesøstre.

Kalifatet

Solen bagte ubønhørligt 2. august, da Ahmad og tvillingernes mor tidligt om morgenen krydsede grænsen til Syrien ved en smuglerovergang.

Destinationen var byen Manbij, der ligger placeret mellem Islamisk Stats to hovedsæder, Raqqa og al-Bab. Byen er ifølge flere lokalkendte, som Politiken har talt med, kendt for at være et knudepunkt for vesterlændinge, der rejser ind i Syrien. Der ville være gode chancer for, at indbyggerne havde hørt om to 16-årige tvillinger, tænkte Ahmad, og ved eftermiddagstid samme dag nåede de frem.

Ahmad fortæller, at han straks efter begyndte at forhøre sig blandt byens lokale og i officielle bygninger, der tilhørte Islamisk Stat. Her præsenterede han sig som Ahmad al-Afghani – afghaneren Ahmed – og forelagde dem sit ærinde: At han var taget med sin svigermor til Syrien for at besøge hendes to tvillingedøtre.

»Det handlede bare om at forene moren med pigerne. Det var målet. Så måtte vi se, hvad der skete derfra. Man kunne jo kun få pigerne ud, hvis de ville rejse frivilligt«, siger Ahmad .

Den del af forklaringen er i modstrid med familiens udlægning. De mener, at Ahmads klare opgave var at rejse til Syrien for at bringe tvillingesøstrene helt hjem.

Foto: NISSEN MADS

Natten til 3. august overnattede de to hos et lokalt medlem af Islamisk Stat, der kendte en af de personer, Ahmad havde været i kontakt med i Tyrkiet.

Til en af sine veninder skrev Ahmad kort efter om fordelene ved at ligne en syrer og samtidig være på foreløbig god fod med Islamisk Stat:

»Er godt tilfreds med situationen. IS vil ikke røre mig, pga. jeg er civil, og civilbefolkningen vil ikke røre mig, fordi jeg er IS. Det er en ren win win-situation«.

Og senere samme dag:

»Jeg er inviteret til aftensmad hos dem (Islamisk Stat, red.) – så skal ind i deres base. Glæder mig til det :)«.

Tilfangetagelsen

Men det gode forhold til magthaverne varede ikke ved. Ahmads familie og bekendte hørte sidste gang fra ham om formiddagen mandag 4. august.

Kort forinden var han og tvillingernes mor kommet i problemer. Alvorlige problemer.

I deres søgen efter tvillingerne fandt de ifølge Ahmad frem til det hus, hvor den ene af tvillingerne, SH, indtil ganske kort forinden havde boet sammen med den britiskafghanske mand, hun nu var blevet gift med.

»Moren gik ind i huset og fandt ud af, at SH havde boet der, men nærmest lige var flyttet et andet sted hen. Jeg tænkte, at ’nu kan det sgu være nok’, og efter at jeg selv havde tjekket huset ud, blev jeg sur og frustreret over det hele og sagde til de lokale foran huset, at jeg ville involvere IS-politiet i det her, så vi kunne få lov til at se pigerne. Det udviklede sig til et skænderi, og så tog de først moren og så mig på politistationen, så det hele kunne blive afklaret«, siger Ahmad.

Havde han troet, at det var en formssag at udrede forvirringen, tog han fejl.

»Politistationen var en gammel biograf, som var blevet bombet. Da vi kom ind, mødte jeg flere briter og tyskere, som havde sluttet sig til IS. Så startede diskussionen. Moren blev beskyldt for at have optrådt på en vestlig tv-station og svinet IS til. Jeg blev beskyldt for at være journalist og for at være vantro«.

På dette tidspunkt vidste Ahmad og moren ikke, hvor beskyldningerne kom fra. Men snart skulle de finde ud af, at anklagerne var sat i omløb af en af tvillingernes nykårne ægtemand – en oplysning, Politiken har fået bekræftet fra flere kilder.

I de følgende timer føltes alt usikkert. Ahmad og moren havde selv opsøgt Islamisk Stats politi, men nu viste det sig at give bagslag: De blev ført videre til en fængselsbygning i byen.

»Der kom en ordre fra fængselsinspektøren om, at vi skulle sove i fængslet. Jeg skulle blive i fængslet, og moren blev kørt til et andet fængsel. Der var ikke noget at gøre. Mørket var faldet på, og der var maskerede mujahedinere overalt i fængslet. Jeg vidste på det tidspunkt, at nu var jeg deres fange. Men jeg var ikke bange, for jeg tænkte, at jeg jo ikke havde gjort noget forkert, og at det var et spørgsmål om tid, før de fandt ud af, at beskyldningerne imod os var løgn«.

En ting gik imidlertid Ahmad på: I Tyrkiet havde han få uger forinden haft kontakt til en journalist fra vestlig tv-station, og danskafghaneren havde indkodet journalistens nummer under tv-stationens initialer. Fandt krigerne fra Islamisk Stat ud af det, ville Ahmad være i gevaldige problemer.

Og nu tog fangevogterne Ahmads personlige genstande fra ham. En plastikpose med ansigtscreme og høretelefoner. Passet. Hans brune læderpung med nogle få pengesedler og medlemskort til Ikea Family og SuperBrugsen hjemme i Danmark.

I sin benprotese havde han gemt sit nøglekort til NemID, sit studiekort og sit eget og morens kreditkort. Dem fik Islamisk Stat aldrig fat i.

Til gengæld havde Islamisk Stat taget Ahmads mobiltelefon.

»Jeg tænkte bare: ’Fuuuck’«.

Frygten for, at fangevogterne ville finde beviser mod ham, blegnede dog hurtigt, da han trådte ind i en lugtende fængselscelle og fik andet at tænke på.

»Der sad så sygt mange mennesker, at de ikke engang kunne strække benene. Man sad fuldstændigt med bøjede ben i fosterstilling på cementgulvet. Et af de andre fængsler var blevet bombet, så IS fortalte, at de havde været nødt til at flytte nogle af fangerne over til det fængsel, jeg sad i. Og så lugtede der så ulækkert, fordi der også var toilet inde i cellen«, fortæller Ahmad.

Islamisk Stat havde forbudt fangerne at tale sammen, fortæller han. Men stilhed var der sjældent, for ikke lang tid efter begyndte skrigene.

Indespærret

Fangevogterne havde forskellige tilgange til deres arbejde. Nogle var afslappede og decideret sympatiske, husker Ahmad. Andre var »nogle røvhuller«, der hidsigt og utilregneligt gik amok på de indsatte.

Første gang, Ahmad hørte de skrig, der skulle vise sig at være en fast del af hverdagen i fængslet, var i løbet af hans anden dag i fangenskab.

»En af fangerne havde talt højt, og på et tidspunkt kom fangevogterne og tog kvælertag på ham og trak ham ud af cellen. Vi kunne høre, at de tæskede ham. Og han kom først tilbage et par timer senere«, siger Ahmad.

De andre fanger var ifølge Ahmad en blanding af småkriminelle og jihadister. Det var ikke gidsler, men folk, der havde passeret Islamisk Stats grænser uden at have papirerne i orden eller på anden måde forbrudt sig mod kalifatets regler. Arabere, tyrkere og vesterlændinge sad i celle sammen, men kvinderne var adskilt fra mændene i overensstemmelse med islamisk sharialovgivning.

Der kom så lidt lys ind i cellerne, at det kunne være svært at holde regnskab med dagene, siger Ahmad. Typisk gik tiden med at tale lavmælt, holde tankerne i gang, spise brændt ris og kylling, som fangevogterne serverede, og så ellers håbe på, at de ikke tog ham, næste gang der skulle deles tæsk ud.

Der gik nogle dage, før det skete. En aften blev Ahmad slæbt fra sin celle og ud på et stengulv i en lille gård.

»De slog mig, og jeg faldt. Og så begyndte de at sparke. Jeg gjorde ikke modstand, for så ville situationen bare eskalere. Jeg dækkede for mit ansigt og håbede, at det ville slutte snart. Det handlede bare om ikke at begyndte at tude og sådan noget. Jeg kunne se på de andre fanger, at de, der virkede mest bange, også var dem, der fik flest tæsk«.

Seancen stod ifølge Ahmad på i flere timer, før han til sidst blev ført tilbage til sin celle. Mens nogle af de andre fanger var sluppet mere nænsomt, var Ahmad stærkt medtaget. Der er forskel på, hvor hårdt Islamisk Stat behandler fangerne, alt efter hvor rettroende de opfattes, fortæller han. Og indtil nu var Ahmads fangevogtere stadig ikke overbevist om, at han var troende muslim – og mente, at han måske var en journalist eller spion fra Vesten, der ville undergrave kalifatet indefra.

Samtidig pinte det ham, at han ikke vidste, hvor tvillingernes mor befandt sig. Hvordan blev hun behandlet? Hvor sad hun fængslet? Havde hun sagt noget kompromitterende?

Han var ikke i tvivl om, hvad Islamisk Stat i værste fald kunne finde på:

»Jeg fik at vide, at hvis anklagerne imod os var rigtige, ville jeg og moren få hugget hovederne af«.

Foto: NISSEN MADS

Ahmad fortæller, at han efter tre dage i fangenskab blev overflyttet til et fængsel beliggende i bjergene ved byen al-Bab. Årsagen fik han ikke at vide, og selv om han pressede på, fik han heller ikke noget at vide om morens sag.

I det nye fængsel var forholdene en smule bedre – Ahmad opmålte cellen til at være 8 skridt bred og 15 skridt lang – og dagene brugte han på at overbevise Islamisk Stat om sin uskyld og religiøsitet. Det foregik ved at bede regelmæssigt, foregive at have stor religiøs viden, læse i en koran og »gå med på at tale grimt om Danmark og Vesten, for det kunne Islamisk Stat godt lide«.

Men brutaliteten viste sig at være endnu værre i de nye omgivelser. Værst var det umiddelbart efter fredagsbønnen, fortæller han.

»Efter bønnen kom de ind og tog nogle af fangerne med ud. Jeg vidste ikke altid, hvad fangerne havde gjort, men de blev trukket med ud foran, og så var der denne her lyd af skud eller af, at folk fik skåret hovedet af. Det var forfærdeligt«.

Han husker, hvordan en af de ældre mænd i cellen tog en vemodig afsked med sine medfanger og omfavnede dem, før han forlod rummet og aldrig kom tilbage igen.

»Når de råbte ‘takbeer!’ (arabisk hyldest , som besvares med ‘Gud er stor’, red.), og man hverken hørte lyden af skud eller af biler, der kørte personen væk, vidste man godt, at han var blevet halshugget«.

Dertil kom »skrigene fra kælderen«. Lyden af mennesker, der bliver tortureret. Og råbene fra fangevogterne om, at Gud er stor. Følelsen, der fulgte med kontroltabet og af at være fangevogternes »legetøj«, satte sig i ham, og i perioder spiste han meget lidt.

»Når man mister så meget kontrol, har man brug for at tage kontrol over det, man kan. Jeg havde behov for at tage kontrol over, hvad jeg puttede i min krop. Jeg brugte det som et middel til at markere mig – vise, at jeg var stærk og selvstændig«.

Medfangerne havde rødder i Tunesien, Usbekistan og Kasakhstan, husker Ahmad, der efter eget udsagn blev slået flere gange og udsat for psykisk pres for at indrømme, at der var hold i de anklager, som SH’s mand havde fremsat mod ham og tvillingernes mor.

På et tidspunkt havde Ahmad behov for at få styr på sine følelser. Han følte, at han skyldte sin familie nogle svar på, hvad der var hændt ham, så han satte sig ned med et lille kladdehæfte, han havde fået udleveret. Med sort tusch skrev Ahmad et farvelbrev til sin familie.

Løsladelsen

Islamisk Stat har indrettet flere offentlige bygninger i al-Bab som fængsler til det stigende antal mennesker, terrorbevægelsen enten har kidnappet eller tilbageholdt. Kort før august blev til september, blev Ahmad flyttet til en ny bygning i byen. Her, i hans tredje fængsel, var forholdene bedre, fortæller han.

»Det føltes nærmest som en luksus i forhold til det, jeg kom fra«.

Foto: NISSEN MADS

Der var nu gået lidt over tre uger, og der var endnu ikke fundet beviser på, at han var spion eller journalist, eller at moren havde udtalt sig om Islamisk Stat til en vestlig tv-station.

Ahmad var for alvor begyndt at tro på, at han snart ville blive løsladt, og i sit hoved gennemgik han svarene på alle tænkelige spørgsmål, fangevogterne måtte have: Hvorfor havde han flere gange været frem og tilbage over grænsen mellem Tyrkiet og Syrien? Hvorfor var han hovedkulds rejst ind i kalifatet? Hvorfor ville han med livet som indsats have fat i to piger, han ikke engang var i biologisk familie med? Hvorfor ville han ikke være hellig kriger?

Samtidig kunne Ahmad se flere tegn på, at han nød mere tillid blandt folkene fra Islamisk Stat. Hans baggrund som lægestuderende i Danmark havde givet ham viden om forskellige medicintyper, og han fortæller, at han flere gange blev spurgt til råds om fangernes tilstand.

Men ikke alle nød samme goder. Ikke i det sterile, kølelignende kælderrum, hvor Ahmad måtte se til, mens fangevogterne med et plastikrør slog løs på en medfange, der hang fra kroge i loftet.

Ahmad endte med at »gøre ting mod andre fanger«, han »ikke kan stå inde for«. Han så passivt til, mens medfanger blev tortureret. Han kastede koldt vand i hovedet på sine sovende medfanger for at »markere sig« over for fangevogterne.

Ahmad ønsker i dag ikke at gå i detaljer, men siger:

»Jeg havde det jo ikke godt med det, men der var ikke noget at gøre. Og jeg lykkedes til sidst med at overtale fangevogterne til, at man for eksempel hellere skulle råbe ad fangerne end at slå dem. Jeg fik dem til at behandle fangerne bedre, end de ellers ville have gjort«.

Midt i den ubehagelige tid i fængslet modtog han imidlertid afgørende nyt: Kort inde i september fik Ahmad at vide, at en shariadomstol ville tage stilling til anklagerne imod tvillingernes mor og ham selv, og inderst inde troede han på, at Islamisk Stat ikke havde noget på ham.

»Vi blev indkaldt til et slags forhør, og jeg sagde flere gange, at hvis Islamisk Stat fandt beviser for det, vi blev anklaget for, så accepterede jeg, at de halshuggede mig. Men jeg vidste, at jeg var uskyldig«.

Kulminationen kom umiddelbart efter, da shariadomstolen – efter at sagen havde været behandlet af flere højtstående myndigheder – bekendtgjorde, at der ikke fandtes beviser imod hverken Ahmad eller moren. Et dokument underskrevet af shariadomstolen i Aleppo bekræfter, at Ahmad herefter var på fri fod og ifølge dokumentet havde ret til »gennemgang af den islamiske stats kontrolposter«, fordi der »ikke er noget« på deres sager.

De manglende beviser mod Ahmad og moren betød omvendt, at SH’s mand nu i stedet blev tilbageholdt af Islamisk Stat – en oplysning, Politiken har fået bekræftet fra flere kilder. I dag er han dog løsladt.

Ahmad fortæller, at han efter løsladelsen blev bragt sammen med tvillingernes mor, og at han ved en enkelt lejlighed fik forenet moren med tvillingerne. Det skete ifølge Ahmad, da tvillingerne skulle afhøres som vidner i sagen – og i den forbindelse overnattede sammen med deres mor. Selv fastholder familien, at moren rigtignok så sin ene datter, men at Ahmad aldrig så nogen af tvillingerne.

Forløsningen

Med dokumentet i hånden kunne Ahmad og tvillingernes mor pludselig bevæge sig frit i området. Men der var flere problemer:

For det første stod det hurtigt klart, at tvillingesøstrene ikke havde tænkt sig at rejse med deres mor tilbage til Manchester. De ville blive i kalifatet, og rejsen hjem måtte altså foregå uden dem.

For det andet opfattede Ahmad det som underforstået, at løsladelsesdokumentet kun gav bevægelsesfrihed inden for kalifatets grænser.

Foto: NISSEN MADS

Flugten ud foregik derfor på dramatisk vis, fortæller han. Ved hjælp af lokale kontakter, opdigtede forklaringer om et ærinde uden for Islamisk Stats grænser og uden terrorbevægelsens vidende.

Familien mener derimod, at det var Islamisk Stat selv, der arrangerede Ahmads og morens rejse hjem.

Fælles for begge udlægninger er dog, at de to blev kørt til byen Jarabulus, hvorfra de steg på en bus, der skulle bringe passagererne de sidste kilometer frem til den tyrkiske grænse.

I bussen sad flere tyske medlemmer af Islamisk Stat, der bad de øvrige passagerer om at recitere passager fra koranen. Af frygt for, hvad der kunne ske, sørgede Ahmad og moren for at holde lav profil og ikke tiltrække sig unødig opmærksomhed. Det lykkedes – de blev ikke udspurgt.

»Det var blevet mørkt, og ved grænsen skulle vi vente i en halv times tid for at se, om der var politi på den anden side. Til sidst krydsede vi grænsen fire og fire. På den anden side ventede der to hvide varevogne med slukket lys og slukket motor, og de kørte os videre til rutebilstationen i Gaziantep inde i Tyrkiet«, siger Ahmad.

Dagen efter lagde den danske ambassade i Ankara ud for flybilletter, og da Ahmad langt om længe landede i Københavns Lufthavn 12. september, var rædslerne, frygten, usikkerheden endegyldigt ovre. Han var i sikkerhed.

Og mens Ahmad nu er tilbage i Danmark, går dagligdagen videre for tvillingerne hos Islamisk Stat i Syrien. For nylig uploadede den ene af pigerne et billede på Twitter af en rød kattekilling, som lå på brystkassen af en mand klædt i camouflagetøj. Katten hed Abu Hureyra, og i teksten til billedet ærgrede den 16-årige pige sig over, at den nu var rendt bort, efter at manden havde smidt den uden for huset.

»Abu Hureyra er forsvundet!!!! Om Gud vil, bliver vi forenet i Jannah (paradis, red.)«, skrev hun i beskeden, som var ledsaget af en smiley med tårer og et hjerte.

Publiceret 30. november 2014.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce