Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Ulf Bjerre (fra 'Dansk Skateboarding')

»Hvis ikke jeg skater i nogen tid, får jeg abstinenser«

I begyndelsen af 1970'erne var der næsten ingen danskere, der vidste, hvad et skateboard var. I 1980'erne blev skateboarding mainstream og vist frem i 'Lørdagshjørnet'. Og i 1990'erne blev det igen en udskældt modkultur for folk, der gik i alt for store bukser.

I dag er skating større end nogensinde, og en ny bog, 'Dansk Skateboarding', beskriver subkulturens udvikling gennem fire årtier. Her fortæller tre generationer af skatere, hvordan det er at være 16 år og stå på skateboard.

Nicky Guerrero, 16 år i 1984: Først vidste ingen, hvad et skateboard var. Pludselig stod jeg på brættet i Lørdagshjørnet live

Mit første skateboard var rødt og af plastik. Jeg var 9 år gammel og havde aldrig set noget lignende, da min fars lillebror gav mig det brugte bræt på en sommerferie hos min amerikanske familie i Californien i sommeren 1977. Min farmor boede på en villavej i en typisk amerikansk forstad, og min onkel lærte mig at køre ned ad indkørslen i slalom, ligesom på en skibakke, så jeg ikke fik for meget fart på. I 1970’erne var skateboarding USA’s største ungdomssport, men jeg kendte ikke nogen i Danmark, der ejede et skateboard.

Hjemme i Herlevbegyndte jeg at køre ude på fortovet foran vores rækkehus, men samtidig begyndte aviserne at skrive om unge mennesker, som blev kørt ned på skateboard i USA, og skateboarding blev stemplet som en farlig døgnflue. I 1978 blev det helt forbudt at køre på offentlig vej, og jeg stoppede med at køre, indtil min mor så en artikel i Herlev Bladet. Nogle unge havde fået kommunen med på at lave en skateboardklub, og vi gik til den stiftende generalforsamling. Der blev bygget en blå trærampe i Herlev, og min mor blev valgt som kasserer.

I 1979 åbnede klubben, og folk kom dertil fra hele Sjælland. Binzer-brødrene, der senere startede D-A-D, kom fra København i deres sorte læderjakker, og fra Nordsjælland kom en gruppe, der kaldte sig Holte Hot Boys.

I starten var alle pionerer. Ingen vidste, hvad det var, og vi måtte selv definere, hvad skateboarding skulle være. Det var nyt og spændende. Folk kørte i det udstyr, de lige havde. Det var ishockey-hjelme fra Jofa og gamle håndboldknæbeskyttere, der bare var skumgummipuder med noget stof hen over, der gled af, når man faldt. De andre i min klasse gik til svømning eller fodbold. Jeg var i klubben, hver gang de åbnede: lørdag fra 12 til 16 og onsdag og torsdag efter skole. Der var konkurrencer på rampen, og så kom forældrene og stillede skoleborde op som dommerbord.

Samme år som klubben åbnede, fik jeg som 11-årig mit første rigtige bræt. Et hardcore et fra Dog Town i træ med et kors tegnet på undersiden og store blå og røde hjul. Man kunne ikke få udstyr i Danmark i slutningen af 70’erne, så min farmor sendte mig skatershorts fra amerikanske Mad Rats. De gik til lige under ballerne og var lavet i kraftig nylon, så når man gled ned ad rampen på numsen, blev de ikke slidt. De var kamuflagefarvede med et rudeformet mærke af en rotte på skateboard – det var lidt hot sammen med tennissokkerne helt op til knæene. Til trucksne neden under boardet savede vi selv beskyttere ud af elektrikerrør, så man gled bedre på kantsten.

Dengang var der hverken skateblade eller YouTube. Man så sjældent folk stå på skateboard nogen steder, og man kunne kun lære tricks af andre skatere. Hvis man så nogen på gaden i 1980 med sko, der var slidt på lilletåen, vidste man, at de stod på skateboard, og gik hen og talte med dem om, hvilke tricks de kunne. Vi var en dedikeret gruppe teenagere, der mødtes på rampen i Herlev og øvede tricks som ’handplants’ og ’540 McTwist’ opkaldt efter skateren Mike McGill. Vi prøvede at dreje 540 grader rundt i luften, mens vi lyttede til amerikanske punkbands som Dead Kennedys og Black Flag på en spolebåndoptager.

Fra midten af 80’erne begyndte skateboarding at blive mere mainstream. Året efter at jeg var fyldt 16, stod Michael J. Fox pludselig på skateboard i den ikoniske 1985’er film ’Tilbage til fremtiden’, og jeg begyndte at tage til konkurrencer i hele Europa.

Som 18-årig vandt jeg som den første dansker EM på rampe i 1986, og så stod jeg pludselig i Lørdagshjørnet og skatede live i primetime. En amerikansk sponsor kontaktede mig, og jeg blev professionel, droppede min uddannelse som typotekniker og tilbragte vintrene i USA for at træne og konkurrere. Når jeg kom hjem til Danmark, var jeg pludselig den store stjerne fra Amerika.

Jeg tjente ret mange penge på royalties på boards og præmier fra konkurrencer, og jeg købte en grøn Lada og en andelslejlighed. I 6 år levede jeg fint af at skate, men i starten af 90’erne blev det mindre og mindre populært. Man fjernede ramperne, og min sponsor fortalte mig, at de ville stoppe med at producere mit board.

»Ærlig talt, Nicky, så tror jeg, du kan tjene flere penge ved at arbejde på McDonald’s«, sagde han.

På det tidspunkt havde jeg det ret nederen over at blive tyndhåret og være for gammel til at gå i baggypants, som var blevet moderne i 1990’erne. Det er jeg kommet mig over i dag. Jeg arbejder som pædagog i en institution, men jeg går stadigvæk og forestiller mig de tricks, jeg vil lave på rampen. Inden jeg falder i søvn, er det ofte det sidste, jeg tænker på. Hvad skal jeg lave næste gang, jeg står på brættet«.

Anton Juhl, 16 år i 1991: Min bukselomme var så stor, at der kunne være et skateboard i den

Man snakker om, at skating døde i starten af 1990’erne. Men i virkeligheden skete der bare det, at det ændrede sig fra at være en surferinspireret kultur fra Californien, hvor solbrændte fyre med langt hår kørte på rampe og kunne tjene penge på det, til igen at være en lille subkultur, der rykkede ud på gaden.

I starten af 1990’erne var jeg 16 år, og vi var en hård kerne på maks. 15 skatere i København, der hang ud. Vi skatede i Fælledparken, i parkeringskælderen under Lyngby Storcenter, på Israels Plads og i Thomas P. Hejles ungdomsklub ved Nørreport. Men det var ikke nemt at komme ind i gruppen. Der var en lidt hård tone, og der var aldrig nogen piger. Hvis der endelig var en, opførte vi os som nogle fandens karle. Det blev sådan en hanekamp om at være den sejeste, men det var virkelig ikke sejt at være skater på det tidspunkt. Vi var i starten af puberteten, og pigerne syntes på ingen måde, skatere var interessante.

Alle kendte deres plads i hierarkiet. I starten lå jeg nederst og kæmpede med overhovedet at få lov til at skate. De andre ’snakede’ mig, altså sprang min tur over, og jeg kunne stå en hel dag i ungdomsklubben og kun komme til at køre en enkelt gang. Pladsen i gruppen handlede meget om, hvad man kunne på boardet. Var man dygtig, steg man i graderne, og jeg gik fuldstændig målrettet efter at blive den bedste. Jeg pjækkede fra skole og stod flere timer alene og øvede mig på at lave et pressure flip igen og igen. Der var ingen omkring os, der forstod, hvad vi lavede. Det var os mod verden. Det blev en lille lukket modkultur, som ingen ville have noget med at gøre. Ungdomsklubben kunne ikke få nye medlemmer, fordi ingen andre ville være der, når vi var der. De rev ramperne ned og smed os ud.

Vi forsøgte ikke kun at definere os imod mainstreamkulturen. Vi vendte os også imod 1970’erne og 1980’ernes skatere. Looket med afrevne T-shirt-ærmer og korte, farverige shorts forsvandt, og i stedet begyndte vi at gå i meget store bukser, som vi klippede over for neden, så de stoppede midt på skinnebenet. I starten af 1990’erne var de store bukser svære at få fat i. Min mor er scenograf, så hun kunne trylle med en symaskine, og jeg fik hende til at sy nogle gigantiske bukser til mig, mens andre drenge begyndte at sy selv. Skridtet gik til knæene, og på et tidspunkt var min bukselomme så stor, at der kunne være et skateboard i den. Om aftenen lagde man sin kasketskygge i pres mellem to telefonbøger, så den altid var helt lige. I 1980’erne havde man ret høje skatersko, der gik op over anklen. Vores reaktion på det blev, at vi især købte nogle sko, der hed Caballero fra Vans, som vi klippede toppen af. Så var det meget vigtigt, at man lukkede det afklippede stykke med sølvfarvet gaffertape. Jeg kan huske min mor nærmest begyndte at græde, da jeg tog et par helt nye sko, hun lige havde fået hjem til mig via postordre, og udsatte dem for saksen.

Som 16-årig begyndte jeg i lære som maler. Jeg kørte et dobbeltliv, hvor jeg malede som en slags robot fra klokken 7-15 og skjulte skateboarding for dem, jeg stod i lære med. På arbejdet havde jeg normalt tøj på, men når jeg fik fri, skiftede jeg til min skateboard-uniform og gik ud og skatede resten af dagen. Vi skatere var nogle aliens, men vi havde samtidig en tro på, at det var resten af samfundet, der ikke fattede noget.

På mange måder var det også skatekulturens mest kreative periode, fordi skateboarding genopfandt sig selv. Fra at køre stærkt med store hjul på rampe, kom det ned på jorden, og det ændrede fuldstændig måden, man kørte på. Streetskating blev udviklet, og der var masser af tricks, som blev opfundet der. Det blev ekstremt nørdet, og man begyndte at ane alt det, man kunne gøre med brættet. Det var især pressure flips, der var det helt store i starten af 1990’erne, hvor man pludselig brugte en helt anden teknik, hvor boardet trillede rundt på jorden.

Også hjulene kom til at se helt anderledes ud. I perioden med rampeskating var hjulene større, så de kunne køre hurtigt og stabilt. Nu skulle hjulene være så små som muligt for at komme tættere på jorden og gøre det nemmere at lave de nye flip-tricks. Vi havde skabene fulde af store gamle hjul, der var gået i stykker, og dem spændte vi på en boremaskine og høvlede dem fra 68 millimeter til 48 millimeter. Det var virkelig irriterende at køre på, men dem stod vi alle sammen og lavede derhjemme. Tricksene var ikke alle sammen lige elegante at se på, men det var enormt vigtigt for udviklingen af skateboarding. Mange i generationen før os kunne ikke forholde sig til det nye, der skete, og den måde vi så ud på. På mange måder dræbte det den gamle måde at skate på.

Hvor man i 1980’erne lavede smukke skatefilm på 16 millimeter, begyndte skatefilm med hi8-videokamera at dukke op. Æstetikken var mere rå, og videoerne fra USA glamouriserede en hård og voldelig ghettokultur. Vi kunne afspille en video 300 gange og køre den i slow, så man kunne se, hvad de gjorde med brættet, eller hvad det var for sko, de kørte med. Vi begyndte også at optage egne videoer, og i 1998 lavede vi skateboard-videoen ’KBH Sommer’, hvor vi ligesom i de amerikanske film var et crew med fælles stil og identitet.

I slutningen af 90’erne var skating pludselig blevet mainstream og moderne igen. Men folk syntes, det var mærkeligt, at jeg, som var i 20’erne, stadig brugte så meget tid på det. Jeg blev hele tiden spurgt af arbejdet og af min far: Hvornår holder du op med at skate? I manges øjne var det noget, børn gjorde. Det kæmpede jeg også selv med. Jeg vidste godt, jeg ikke skulle leve af det, men jeg havde stadig store ambitioner om at blive dygtigere.

I 00’erne begyndte store skatefirmaer igen at sponsorere skatere, og jeg blev fløjet rundt i hele verden for at lave tricks til de videoer, der begyndte at komme på nettet. Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse, men det var samtidig vildt mærkeligt at blive gammel i skatekulturen. Jeg følte ikke, at der var en fremtid for mig i skating. Jeg var for gammel og må indrømme, at når de yngre skatere blev dygtigere end mig, blev jeg misundelig. Først da jeg fyldte 35, fandt jeg ud af, at jeg godt kunne være en ambitiøs skater og samtidig være ambitiøs andre steder. Jeg var med til at starte tøjmærket Norse Projects og blev gift.

Før i tiden kørte skateboard i mit hoved hele tiden. Nu kan jeg godt slå det fra. Når jeg har skatet i fire timer i dag, kan jeg godt acceptere, at nu skal jeg noget andet. Førhen var jeg i virkeligheden ikke ret meget til stede – undtagen når jeg stod på et bræt.

Ville Wester, 16 år: Os, der skater i dag, ligner ikke gangsters eller idioter

Jeg kan ikke gå på gaden uden at tænke over at skate. Jeg kigger hele tiden efter nye spots at lave tricks på – pludselig ser man en trappe, hvor det øverste trin er helt perfekt at slide på. Så går jeg og tænker på at lave det trick, lige indtil jeg kan komme derhen og gøre det.

Da jeg var mindre, prøvede jeg at gå til fodbold i tre uger, men jeg synes virkelig ikke, det var sjovt. Jeg bildte min mor ind, at træneren var nederen over for os, så jeg kunne få lov til at stoppe. Jeg ville hellere bruge al min tid på at skate. Det overtager ens liv. Mentalt, fysisk og psykisk, alt! Når du først er skater, så er du sådan inde i hovedet resten af dit liv.

Jeg startede med at skate for syv år siden. Mit første board var et fra Element, som jeg arvede af min søster – et rigtig lille skateboard og virkelig slidt, men jeg var 9 år, og det var det fedeste.

Jeg kan huske, at jeg slog mig ret voldsomt, da jeg var 10 år og skulle lave et kickflip. Boardet poppede op i mit ansigt, så jeg flækkede min kind og min læbe. Men jeg overvejede ikke at stoppe. Det var mere bare sådan: Skal vi tage ud og skate i morgen? Det betød intet, at jeg slog mig mega meget.

Nogle gange tog mig og min far toget til Copenhagen Skatepark ved Enghave Station. Der så vi sådan nogle som Anton Juul og Hjalte Halberg skate, da de stadig var halvunge. Det var det fedeste i verden at se dem lave tricks. Man kunne godt se, at de skatede på en lidt anden måde, end vi gør i dag, men mig og mine venner synes stadig, de fleste af de ældre er fucking dope til at stå.

Engang skatede man kun rampe, og så var der engang, man kun skatede street. Nu skal man helst kunne skate begge dele. Du skal have et halvstort board og helst nogle løse trucks. Hjulene skal ikke være mega små. Jeg kører selv 53 millimeter, for det er en god størrelse til at skate både street og rampe. Der er selvfølgelig nogle boardmærker, der er federe end andre – lige nu er det Antihero, Chocolate Girl og Krooked, som alle gerne vil have.

Man skiller sig ikke særlig meget ud, når man er skater i dag. Os, der skater, ligner ikke gangsters eller idioter, og det tøj, vi har på, kunne lige så godt sidde på nogen, der ikke skatede. Lige nu er skatertøj ret fashion. Typisk har man Dickies-bukser, der er sådan nogle arbejdsbukser. De bliver vildt slidte af at køre, så jeg er nødt til at købe et nyt par om måneden. Skoene skal helst være smalle og sidde tæt på fødderne, så det ikke ligner sådan en kæmpestor klods om benet, som de gjorde i 1990’erne«.

Jeg passede ikke så godt ind i min folkeskoleklasse, synes jeg selv, men det var ikke, fordi der var nogen, som ikke kunne lide mig. Jeg var tit sammen med piger, og skateboardet gjorde ikke noget dårligt for det. Jeg tror næsten, det hjælper. Men det er måske mere det, at det er en fordel, hvis man er god til noget. Så er der piger, der synes, man er speciel.

Vi står mest i skateparken i Fælledparken. Der er altid forskellige grupperinger, og folk lægger deres ting forskellige steder på banen, alt afhængigt af hvilken gruppe man er med i.

Grupperne har typisk forskellige skatestile. Der er dem, som kun skater street, dem, der kun skater bowl, og dem, der skater begge dele. Det er lidt, som hvis man starter en forening, hvor alle vil det samme. Alle kender hinanden i Fælledparken, og der er ingen, som hader hinanden, men det er ikke sådan, at man bare lige skifter gruppe fra den ene dag til den anden. Det er også svært at komme ind helt udefra. Du skal bevise dig over for de andre, hvis du vil være med, og du skal kunne præstere noget på boardet. Det er ikke særlig sjovt at skate med en, der er herre dårlig eller pusher mongo.

Der er nok lidt et hierarki, men det handler ikke kun om at være god til at skate. Jeg kender mange, der er vildt gode til det, som jeg ikke gider skate med, fordi de er fucking nederen. Men man har stadig respekt for dem, fordi de er gode. Hvis der er nogle, som ikke er gode til at skate, skærer du dem mere bare af. Det kan du ikke, hvis han er god til at skate.

Om sommeren filmer vi ude i streeten hele tiden. Før i tiden optog man på VX1000 eller 2000, men de gamle kameraer er nærmest gået ud af produktion, og nu filmer vi med superdope HD-kameraer. I en gruppe er der altid filmere, som er rigtig dygtige med et kamera, men vi plejer faktisk at skiftes til det. Så bliver det ikke lige så godt, som når de filmer, men så har alle det i det mindste sjovt, og der er ikke en, der står og fryser.

Nu hvor vi bliver ældre, er der rigtig mange af dem, jeg skatede med før, som falder fra. Der kommer fester og damer, og så vil de hellere gå op i det og i skolen. Jeg går også i byen, men jeg skater mere, end jeg nogensinde har gjort, fordi jeg går på skatergymnasium i Malmø, hvor vi har skating som valgfag. Da jeg gik i 7. klasse begyndte rigtige mange danske skatere derovre, og jeg tænkte, at det måtte være det vildeste. Lige siden har jeg vidst, jeg ville gå der.

Jeg er ikke så teknisk. Det, jeg godt kan lide at skate, er at køre med meget fart og lave halvsimple tricks, men hvor det ser godt ud. Og så lave mange tricks hurtigt efter hinanden.

Det er den bedste følelse i hele verden, når man har grædt, svedt og blødt for et trick, og man til sidst laver det. Jeg er afhængig af det på en eller anden måde. Hvis jeg ikke skater i noget tid, får jeg abstinenser. Sådan har det altid været.

Siden skateboarding i 1970’erne kom til Danmark fra USA har det skiftevis været en obskur, udskældt modkultur eller populær mainstream. I dag er skating større end nogensinde før. 16-årige Ville Wester går på skategymnasium og får abstinenser, når han ikke har skatet i noget tid. Kilde: politiken.tv / Journalist: Sandra Brovall. Foto: Marie Hald. Klip: Peter Vintergaard


Ordbog

Board: Er typisk lavet af ahorn, birk eller bambus, der er lamineret sammen. Man skater på et board, indtil det går i stykker.

Nose: Den forreste del af boardet, som er blevet længere med årene.

Hjul: Typisk lavet af polyurethane og måler mellem 39 og 70 millimeter. Hårdheden måles i ’durometer’ fra 0-100 – jo hårdere hjulene er, jo hurtigere kører man.

Tail: Den bagerste del af boardet. I en ’ollie’, et af skateboardings grundtricks opkaldt efter Alan ollie Gelfand i 1976, træder man tailen ned med den bagerste fod og bruger den forreste til at trække boardet op i luften.

Trucks: De to metalophæng, som hjulene er monteret på. En truck har to dele, en hanger og en base, der gør, at boardet kan dreje. Man kan grinde på sine trucks hen over eksempelvis et trappetrin.

Pushe mongo: Når man støtter i jorden med den ene fod for at komme fremad, men gør det med den forreste fod i stedet for den bagerste. En af de letteste måder at se på, at nogen ikke kan finde ud af at skate og bare er en 'poser', altså en, der kun ligner en skater i sit tøj.

Slide: Når man hopper op på et gelænder el.lign. og kører hen ad det. Man kan slide på nosen, tailen og på midten af brættet.

Regular: At køre med venstre fod forrest.

Goofy: At køre med højre fod forrest.

Mall grab: Nedsættende beskrivelse, hvis man går rundt og holder sit bræt i trucken. Et no go blandt skatere.

Publiceret 26. januar 2015

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce