Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

PJ Harvey og lyden af en verden i kaos

I et glasstudie i kælderen under den historiske bygning Somerset House i London sidder den engelske musiker PJ Harvey for tiden og indspiller sin kommende plade. Politiken var med en tilfældig torsdag, og resultatet var lige så fascinerende, som det var frustrerende.

De bløde, dybe trut lyder næsten, som om de hilser os velkomne.

Men selv om den nærmest fanfareagtige lyd, der viser sig at komme fra en basklarinet og en tenorsaxofon, strømmer os varmt og insisterende i møde, aner den slet ikke, at vi er på vej. For musikerne, der spiller, sidder bag to lag glas, som er konstrueret på en måde, så man ikke kan kigge ud. Man kan kun kigge ind. Og det gør vi så.

Vi er 30-40 mennesker, som alle var pinligt hurtige på tasterne, da det i begyndelsen af januar blev bekendtgjort, at PJ Harvey ville indspille sit kommende studiealbum i den historiske bygning Somerset House i London – med publikum på. Billetterne til ’Recording in Progress’, som projektet hedder, blev revet væk. Tre timer om dagen er der publikum på til indspilningsprocessen bag glasset. Hver gruppe af gæster får tre kvarter.

Efter at have lagt jakker, tasker, telefoner og deslige i en sikret garderobe bliver vi andægtigt ført ned i kælderen under Somerset House. Og det er her, i en lavloftet forhal på vej ind i glasstudiet, truttelydene rammer os som et heftigt blæsercrescendo, der virker som det helt rigtige soundtrack.

Vi træder ind i det lyse kælderrum, og bedst som folk er ved at fordele sig mellem de store vinduer, der udgør glasstudiets vægge, sætter PJ Harveys ikoniske primalhyl ind som en aparte blæser med sin helt egen skingre dagsorden. I et kort sekund er det, som om øjeblikket fryser til is. Så bliver der stille. Og musikerne? De begynder at tale om akkorder.

En ledig skydebane i London

Ideen om at indspille et helt album som en kunstinstallation foran et publikum kom fra PJ Harvey selv.

»Jeg var på udkig efter et sted i London, hvor jeg kunne indspille, og jeg vidste, at det ikke skulle være et konventionelt studie«, forklarer hun i programmet til ’Recording in Progress’.

»Jeg går ofte på kunstudstillinger og begyndte at overveje, om vi måske kunne indspille på et kunstgalleri. Og hvis det var en mulighed, hvordan kunne vi så blive betragtet af publikum, samtidig med at vi fik luft til at indspille vores musik?«.

Valget faldt på et hemmeligt rum under Somerset House, der stod tomt efter at have udtjent sin rolle som kombineret gymnastiksal og skydebane for de ansatte, der kom der i deres frokostpause, dengang bygningen stadig husede Londons skattekontor.

I dag er de rå murstensvægge malet hvide, og et væld af musikinstrumenter fylder godt op i glasstudiet, der fylder omkring tre fjerdedele af rummet. Resten er tilskuernes domæne. Vi må gå rundt, som det passer os. Og selv om vi får at vide, at studiet er lydisoleret på en måde, så vi kan høre, hvad der foregår derinde, men ikke omvendt, sænker en højtidelig stilhed sig hurtigt.

I midten af det hele derinde sidder hun, Polly Jean Harvey. 45 år gammel og multiinstrumentalist med otte soloplader under bæltet. Hun har lavet musik som PJ Harvey siden debutalbummet ’Dry’ fra 1991 og har som den eneste vundet den prestigefulde engelske Mercury Prize to gange. Og så har hun noget nær ubesværet formået at bevæge sig fra de tidlige års rå primalrock over elektroniske eksperimenter på sen-90’ernes ’Is This Desire?’ til et langt mere strømlinet udtryk på ’Stories From The City, Stories From The Sea’, der stod i skærende kontrast til den mildest talt traurige klaverplade ’White Chalk’ fra 2007.

Hun ligner Patti Smith mere og mere. Dels af statur med de fugleungeagtigt magre lemmer og det lange mørke hår. Men også rent kunstnerisk er der klare paralleller. For ligesom Patti Smith med alderen virker langt mere optaget af kaosset i verden omkring sig end det personlige kaos indeni, synes PJ Harvey at være grebet af en iver efter at trykke sin finger ned på jordkloden, der hvor det gør allermest ondt. Noget der i udpræget grad karakteriserede hendes seneste album, ’Let England Shake’ (2011), hvor Storbritanniens krigstraume blev raslet brutalt til live, imens døde soldater hang i træerne som klumper af kød.

Som Kim Skotte skrev i sin sekshjertede anmeldelse af pladen her i avisen: »Før protesterede rockmusikken mod krig med idealisme. Nu sker det med realisme«.

Zoologisk have uden isbjørn

Og alt tyder på, at det realistiske spor med krigens brutale konsekvenser fortsat optager PJ Harvey.

Som forberedelse til sit nye album har hun rejst rundt i Afghanistan med krigsfotografen Seamus Murphy. Og at dømme ud fra en række håndskrevne tekstuddrag, der hænger på række uden for glasstudiet, er tematikken ikke blevet mindre blodig af at have fået et mere internationalt præg. »I cannot forget/ my father or brother/ they were killed/ right in front of me«, står der et sted. Imens en sang med titlen ’Chain of Keys’ åbner med linjerne: »The dusty ground’s a dead end track/ the neighbour won’t be coming back«.

Ifølge Michael Morris fra kunstorganisationen Artangel, der har samarbejdet med Harvey om ’Recording in Progress’, hænger de her for at understrege følelsen af at være på et galleri. Og det virker egentlig efter hensigten. Man er bare nødt til at vende ryggen til glasstudiet, imens man nærstuderer kragetæerne, og det føles lidt som at gå i zoologisk have for at stille sig med ryggen til isbjørnen.

Det er imidlertid ikke det helt store sus, man går glip af i denne tilfældige torsdags 13-forestilling. I et hjørne sidder John Parish bag et væld af guitarer og forskellige tangenter.

Han har fungeret som Harveys musikalske samarbejdspartner i mere end 20 år. De to har desuden udgivet to plader sammen, der har det med at have karakter af dyster musikalsk legestue.

I dag er stemningen nu munter. Parish mener bare ikke, det duer at have en række G’er spillet på stribe i det, han kalder for »lynchhelvedespassagen«. Hvortil PJ med drilagtig, chokeret mine siger: »Nej, G’er på stribe, det går bare ikke«.

»Er der nok form? Som i fokus«, spørger hun tænksomt ud i rummet, imens jeg i mit stille sind håber, at hendes forespørgsel vil munde ud i en regulær gennemspilning af sangen, som den er nu. Som en slags lakmustest for niveauet af fokus ... Men nej. Vi skal liiige høre klarinetten og saxofonen én gang til. For det er jo ingen koncert, det her. Vi har løst billet til at se PJ Harvey arbejde. Og det er det, vi får. På godt og ... ikke ondt, bare mindre sindsoprivende.

Det ligner en måde at demonstrere langsomhed på i en accelereret tid. Det eneste overhovedet ved ’Recording in Progress’, der er gået hurtigt indtil videre, har været billetsalget. Der var udsolgt på en eftermiddag.

»Nå, skal vi bevæge os videre til en anden sang«, spørger producer Mark ’Flood’ Ellis, der følger med fra en hvid sofa. »Vi kunne også spise frokost?«, svarer Parish, og i samme nu slukker en usynlig hånd for lyden, der kommer fra studiet. Vi bliver gelejdet ud, imens PJ Harvey og Co. går til frokost.

De tre kvarter er gået. Dagens første session er slut. Og den var lige så fascinerende, som den var frustrerende.

Støvet på den bedste måde

Ifølge hovedpersonen selv lader det til netop at være pointen. »Jeg håber, det altid vil være interessant, uanset hvornår man træder ind«, siger hun i programmet.

»Når du indspiller en plade, går du igennem forskellige faser. Nogle gange bruger du en time på at lytte til en stortromme, der ikke lyder korrekt, indtil alle begynder at gabe. Eller man spiller tre sange igennem live, imens man improviserer – boom, boom, boom, den ene efter den anden. Du følger det flow, der er i rummet den dag, og jeg håber, vores gæster vil opleve det samme. Jeg tror, at det, man vil opleve, er en proces, man er nødt til at gå igennem. Du er nødt til at gå igennem de kedelige øjeblikke for at komme til de gode«.

Og noget tyder på, at der er noget om snakken. I hvert fald er dagens anden seance mere interessant end forgængeren.

PJ Harvey selv virker opstemt efter sin frokostpause. Hun står op ved sin mikrofon, og idet vi træder ind og der tændes for lyden til studiet, udbryder hun begejstret, at hun synes, der skal nogle bækkener ind.

»Blare up some drums in this!«, siger hun til Parish, imens hun sætter sig ned og lægger sin ene autoharp i skødet og slår nogle akkorder an til noget, der lyder som en sang ved navn ’Guilty’. »There’s a little figure/ on the television/ scratching on the ground/ waiting for the moment«, synger hun over Parishs akkompagnement på en akustisk guitar. Det lyder støvet på den bedst tænkelige måde. Som en ørkenblues’et sjæleven til ’Let England Shake’.

Hun klapper med på 2 og 4 og glider over i noget, der lyder som et omkvæd: »What’s he doing with that stick?«, synger hun gentagne gange, indtil Parish pludselig spiller noget på guitaren, der tydeligvis ikke var planlagt. »What are you doing with that, Johnny?«, synger hun drillende, og sangen stopper brat.

»Vil du lige tænde«, spørger hun ud til mikserpulten, hvor studieteknikeren drejer på mikserpulten.

Reggaesample og dans på stedet

Den er omgivet af tegninger af tynde hunde og læssede muldyr i ørkenlandskaber. Formentlig resultater af turen til Afghanistan, der også går igen på studiets ene væg, hvor 18 sangtitler med tilhørende noter optræder på et stort ark hvidt papir. Titler som ’The Ministry of Social Affairs’, ’A Dog Called Money’ og ’Homo Sappy Blues’ taler i hvert fald sit eget sprog.

Det geopolitiske udtryk forstærkes yderligere, da der fra mikserpulten pludselig gjalder et højlydt reggaebeat ud i rummet tilsat en mandlig sanger, der på den jamaicanske patois-accent synger »They talkin’ ’bout the rules of regulation«. Den skal øjensynlig samples. Bag mikrofonen danser PJ Harvey med løftede arme. Hun synger med på sangen med påtaget patois og går ned i knæ, imens fødderne tripper rytmisk på stedet.

Omkring mig gør folk store øjne. Fair nok. På 5 minutter er der sket mere, end der tilsammen skete i den første sessions samfulde 45 minutter. Men hvor skulle de vide det fra?

Publiceret 9. februar 2015

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce