Dampen står i tykke hvirvler fra filminstruktør Joonas Berghälls nøgne krop. Som en friskbagt tærte sidder han bænket i en baggård i Helsinkis arbejderkvarter Kallio med underkæben skudt frem i et køtergrin og en brystkasse, der hopper af indestængte latterspasmer. Han lytter til en saunaanekdote fra Danmark.
»Vi er i en offentlig svømmehal i København, og folk sidder bænket i saunaen med lukkede øjne og ånder tungt, som var de til fødselsforberedelse«, forklarer jeg.
»Og foran dem står den her saunaleder og fortæller, hvordan den næste duft – rosmarin – er rigtig god for koncentrationsevnen. Han hælder olie og vand på stenene, folk bæller vand som sindssyge, og manden, som de kalder ’gusmesteren’, går langs rækkerne og vifter med et håndklæde og sender bølger af varm luft mod alle stønnerne«.
Berghäll sender et vantro sideblik gennem de smalle øjne, latterrystelserne tager til.
