Hvad er mørkt stof? Hvad kan det? Det er nogle af de spørgsmål, som får partikelfysikere verden over til at rive sig i håret. I dag skal jeg rejse ned under jorden for at se detektoren Deap (Dark Matter Experiment using Argon Pulse-shape discrimination) og tale med de førende forskere på området. Min rejse starter klokken 5 om morgenen i minus 30 grader på en parkeringsplads foran nogle kedelige grå bygninger i Sudbury, Ontario, Canada.
»I det mindste vågner man af kulden«, siger min guide, 24-årige Jack Dunger, som er andenårs ph.d.-studerende ved Oxford University fra Christ Church College. Han er midlertidigt udstationeret til Snolab (Sudbury Neutrino Observatory) som en del af sit ph.d.-projekt. Mens vi begiver os hen til forhallen, forklarer han de mange sikkerhedsregler for mit besøg. En af reglerne er, at jeg skal holde mig inden for 1 meters afstand til ham de næste 10 timer – fra vi tager ned under jorden, til vi kommer tilbage igen. Snolab ligger i forlængelse af en aktiv nikkelmine, hvilket gør, at sikkerhedsreglerne er strengere end normalt. Inde i forhallen står minearbejdere og fysikere og venter i samlet flok.
Rummets vægge er af beton, og det runger, mens folk småsnakker. Alle er iklædt særligt mine- og sikkerhedsudstyr. Jeg er selv iført en knaldrød heldragt, skrigorange hjelm, sikkerhedsbriller og tunge støvler. Jeg kigger ned ad betonrampen, der leder os ned til elevatoren. Her venter ’buret’, den mørkelagte metalkasse, som skal transportere os ned i dybet.
Med ét begynder flokken af mennesker at bevæge sig ned til buret. Vi går ind og stiller os på rad og række som sardiner i en dåse. Joviale dybe mandestemmer brummer, mens de maser endnu en person ind.
