Auktionariussen, frimærkesamlingen og den sjællandske hashring

Thomas Høiland var en af landets mest anerkendte frimærkehandlere og auktionariusser. Han solgte verdens dyreste frimærker og var leder i auktionshuset Bruun Rasmussen. I januar blev han dømt for hvidvaskning af en hashbagmands narkomillioner og for et ejendommeligt afpresningsforsøg mod Bruun Rasmussens direktør i en af de største skandalesager, den danske auktionsbranche har set. Sagen involverer ikke bare Thomas Høiland, men er også historien om den mystiske Knud, 9 tons hash og en frimærkesamling, der måske aldrig har eksisteret.

De 28 flyttekasser raslede, når plastiklågene indeni stødte mod hinanden. Det var netop derfor, nogen havde lagt de hullede låg fra Ikea i bunden af kasserne. Så plastikken ville give en lidt tilforladelig lyd, og man ikke ville ane uråd om de vakuumpakkede blokke af hash, der lå nede i lågene med et par bløde puder oven på.

Den gule flyttebil, som var kørt gennem natten fra Málaga, havde fået besked om at standse i et industriområde uden for Ringsted for at aflevere fragten. Foran en autolakerer på Jættevej ville to mænd samle kasserne op tidligt om morgenen tirsdag 4. oktober 2011. De seneste fem måneder havde Københavns Politi aflyttet og fulgt den sjællandske hashring og dens bevægelser. Selv om mændene tog deres forbehold, når de snakkede i telefon om kommende leverancer fra Spanien, var politiet ikke i tvivl om, hvad mændene mente, når de talte om ’kopitasker’.

Fra en bil tæt på autolakereren så politiet den gule flyttevogn køre ind på Jættevej, hvor den ene mand begyndte at flytte de 28 kasser fra flyttebilen over i sin varevogn. Da han havde flyttet omkring halvdelen, turde politiet ikke vente længere. De omringede mændene og anholdt dem midt i aflæsningen. Da politiet åbnede kasserne og fandt ud af, at der var 523 kilo hash nede i plastiklågene, blev de euforiske.

Aktionen ved autolakereren i Ringsted var blot den første af politiets razziaer mod den sjællandske hashring den dag. På en øde beliggende rasteplads 4 kilometer sydpå ud ad Næstvedvej holdt en mand med kodenavnet ’Boogiemand’ ind. Han parkerede sin sorte Audi og gav sig til at vente med udsigt til landsbyen Høms åbne marker. Da endnu en mand standsede på rastepladsen kort efter, steg ’Boogiemand’ ud af bilen og begyndte at læsse flyttekasser over i den anden mands bil. I kasserne var der 74 kilo hash. ’Boogiemand’ var hashringens bagmand, en udenlandsdansker ved navn Peter Stig Hansen.

Klokken var tæt på 10 om morgenen, og før dagen var omme, havde politiet ikke bare anholdt bagmanden, men også 9 andre mænd og en kvinde, beslaglagt næsten 1 ton hash, våben og over 2 millioner kroner i kontanter. På det tidspunkt vidste Thomas Høiland intet om, at hans gode ven Peter Stig Hansen var blevet lagt i håndjern på en rasteplads uden for Ringsted.

Thomas Høiland var i oktober 2011 en af landets driftigste frimærkehandlere og auktionariusser. To gange havde han solgt verdens dyreste mærke, og han, der var opvokset på Amager og uddannet værktøjsmager, boede nu i en villalejlighed i Klampenborg med tilnavnet ’lille Christiansholm slot’. I weekenderne kørte han til sit slot i Sverige med opvarmet swimmingpool, tennisbane og en Rolls-Royce i guld, som han stolt viste frem i TV 2-programmet ’Liebhaverne’. På slottet elskede han at holde store fester med god vin for venner og forretningsforbindelser, der inkluderede både en borgmester, en tidligere vicepolitidirektør og helst masser af godt kvindeligt selskab. Ved siden af auktionshuset tjente han millioner på ejendomshandel og valutaspekulation.

I starten af 2011 havde han afhændet sit auktionshus til Bruun Rasmussen Kunstauktioner i Bredgade. Nu var den 53-årige frimærkehandler ansat som leder af frimærke- og møntafdelingen i det prestigiøse auktionshus, hvor han også som auktionarius sikrede de højeste hammerslag på husets auktioner. Han havde netop fejret sit 30-års jubilæum i frimærkebranchen, og i løbet af det næste stykke tid kom han til at femdoble sin afdelings omsætning. Hvis Thomas Høiland så på sit eget liv i oktober 2011, kunne tilværelsen ikke være bedre.

Lige nu står jeg midt i mit livs deroute, mit liv står på pause, og jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske

Men siden begyndte den tilværelse at falde fra hinanden. Og han endte som hovedperson i en sag om hvidvaskning af 3,1 million kroner for hashbagmanden Peter Stig Hansen. I januar i år blev han i landsretten ikke bare dømt for særdeles grov hvidvaskning, men også for et ejendommeligt forsøg på anonymt at afpresse sin chef i Bruun Rasmussen, den daværende administrerende direktør Claus Poulsen.

Bruun Rasmussens ledelse kendte længe til politiets hvidvaskningssag mod deres frimærkedirektør, men selv efter at de blev klar over, at Thomas Høiland stod bag afpresningen af auktionshusets administrerende direktør, fik han lov til at fortsætte i firmaet, som om intet var hændt. Først umiddelbart inden han blev dømt i byretten i 2013, forlod frimærkedirektøren auktionshuset. I dag venter den 56-årige Thomas Høiland på at afsone landsrettens dom på 1 år og 9 måneder.

I marts i år ringede Thomas Høiland til Politiken. Han havde hørt fra en ven i filatelistmiljøet, at der var en journalist, der talte med hans venner og bekendte og stillede spørgsmål om sagen og hans rolle i det, som kan betegnes som en af de største skandaler i den danske auktionsbranche i nyere tid. I telefonen præsenterede han sig og kom så med et tilbud. Hvis jeg ville mødes med ham, ville han til gengæld »ærligt og åbenhjertigt« fortælle sin version af »den største katastrofe« i hans liv. Han havde solgt sin villalejlighed i Klampenborg og slottet i Sverige og boede i sin kærestes sommerhus. På vej til bindingsværkshuset i hans Mercedes kørte vi gennem en bladløs og brun midtsjællandsk skov.

»Lige nu står jeg midt i mit livs deroute, mit liv står på pause, og jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske«, sagde Thomas Høiland, mens han lod bilen følge skovvejens snoede sving.

»Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at mit liv blev ændret med ét slag, da jeg fik landsretsdommen 22. januar. Eller det blev det i realiteten allerede i 2010, da jeg lånte 1,2 millioner kroner af Peter Stig Hansen«.

Historien om Knud

Det første møde mellem Peter Stig Hansen og Thomas Høiland var præget af tilfældigheder. Det er i hvert fald sådan, Thomas Høiland selv gengiver historien om, hvordan han fik forbindelse til manden, der senere ledte politiet på sporet af ham i en omfattende efterforskning af hashindsmugling, hvidvaskning og afpresning. I centrum af hans version står en frimærke- og møntsamling, som andre tvivler på, nogensinde har eksisteret. Det her er hans beskrivelse af det første møde, og hvad der skete det efterfølgende år.

Sommeren 2010 havde Thomas Høiland, som på det tidspunkt havde sit eget auktionshus, spist middag på Skovshoved Hotel på Strandvejen i Nordsjælland. Bagefter faldt han tilfældigt i snak med Peter Stig Hansen, en dengang 39-årig mand klædt i et »nydeligt jakkesæt, hverken tatoveret eller rockerlignende«, der spillede billard i hotellets krostue. De snakkede hyggeligt sammen, og Thomas Høiland fortalte om sit auktionshus. Det var her, Peter Stig Hansen første gang nævnte sin kæreste Lones frimærke- og møntsamling, siger Thomas Høiland i dag.

Mødet udviklede sig til et venskab mellem Peter Stig Hansen og Thomas Høiland. De gik til middage sammen, og Peter Stig Hansen fik lov til at låne Høilands Maserati. Allerede i august, samme sommer som de mødtes første gang, dukkede Peter Stig Hansen og den 7 år yngre Lone ifølge Thomas Høiland op i hans auktionshus på Lygten i Københavns Nordvestkvarter med samlingen i 4-5 flyttekasser.

Til politiet fortalte Lone senere en næsten eventyrlig historie om, hvor denne frimærke- og møntsamling kom fra. Under første afhøring påstod hun, at hun selv havde samlet på frimærker, siden hun var 18. Men historien ændrede sig, da det var umuligt for den dengang 33-årige kvinde at beskrive et eneste af samlingens mærker. Hun fortalte nu i stedet politiet historien om Knud – en sød ældre mand, hun skulle have mødt i 1990’erne, da hun gik i 10. klasse og holdt af at drikke varm kakao på værtshuset Promenaden i Roskilde. Knud og den unge Lone talte godt sammen, og da han ikke havde nogen pårørende, gav den ældre mand på et tidspunkt hende sin sjældne samling af frimærker og mønter.

Knuds efternavn kendte hun desværre ikke. Og da hun ville have Thomas Høiland til at sælge samlingen i august 2010, så hun kunne købe et hus for pengene, havde de desværre for længst mistet kontakten.

Vaskemaskinen

Thomas Høiland har siden i retten forklaret, at han kun fik at vide, at samlingen var et arvestykke. Kasserne bar de med hjælp fra en af hans medarbejdere op på kontoret, og Thomas Høiland var selv med til at gennemgå samlingen. Den var efter hans opfattelse samlet af én kender gennem et helt liv. Mønterne kom først ind uger efter. Thomas Høiland gik med til at give Lone 1,5 millioner i forskud, inden samlingen var solgt. De blev enige om, at han ikke skulle have de normale 25 procent i provision.

En betroet vurderingsekspert og mangeårig ven skulle foretage opdelingen og mærkningen af frimærkerne. Men da han blev alvorligt syg og senere døde, nåede frimærkerne ikke at komme med på den sidst afholdte auktion hos Thomas Høiland Auktioner. I stedet blev frimærkerne i januar 2011 solgt uden om auktion til en af Høilands tidligere medarbejdere som et ’restlager’ for 1,6 millioner kroner uden at skrive, hvor frimærkerne stammede fra eller beskrive den værdifulde samlings historik. Møntsamlingen blev ifølge Høiland solgt for 406.550 kroner på auktion i november 2010, og pengene blev ligesom forskuddet på 1,5 millioner overført til Lones konti.

Kort efter at han overførte millionforskuddet til Lone, stod Thomas Høiland akut og manglede penge til en istandsættelse af ejendommen i Nordvest. Han har senere i retten beskrevet, hvordan hans økonomi og likviditet var meget stram på det tidspunkt, og at han ikke kunne låne flere penge af banken. Efter finanskrisen havde auktionshuset leveret millionunderskud, afskediget medarbejdere og et forsøg på også at sælge kunst, smykker, vin og våben var mislykkedes. Men Thomas Høiland vidste, at han ville få nogle penge ind i det nye år, da han havde solgt sit auktionshus til Bruun Rasmussen.

I november 2010 bad han derfor sin nye ven Peter Stig Hansen om et lån på 1,2 millioner kroner. Og Peter Stig Hansen gav ham ikke bare lånet uden renter. Pengene fik han umiddelbart efter i flere omgange i bundter à 100.000 kroner i kontanter, som Peter Stig Hansen havde med i sin inderlomme, og som ifølge ham stammede fra salg af timesharelejligheder. Thomas Høiland var selv vant til at håndtere mange kontanter i auktionsbranchen, og derfor stillede han ikke spørgsmål ved at låne så stort et beløb i rede penge af sin ven.

Det er almindelig snak i miljøet, at moralen blev sænket nogle grader, da Thomas kom ind

Selv om han havde lånt pengene af Peter Stig Hansen, satte Thomas Høiland i flere omgange tilbagebetalingerne af lånet ind på Lones konti med anmærkninger på overførslerne, der ifølge politiet skulle få det til at se ud, som om de stammede fra auktionssalg. Pengene brugte hun kort efter på en landejendom uden for Ringsted, hvor Peter Stig Hansens senere opbevarede indsmuglet hash, våben og millioner af penge fra hashsalg i kontanter i et pengeskab.

Men politiet troede ikke på Lones historie om den gamle mand Knud, der forærede sin kostbare samling til en tilfældig ung pige på et værtshus. Den værdifulde samling, som ingen i filatelistmiljøet havde hørt om, troede politiet heller ikke på havde eksisteret. Knud kunne de ikke finde. Thomas Høiland udnyttede i stedet sit auktionshus og sin position ved at lade som om, at nogle mærker og mønter, han solgte, var Lones.

Politiet forkastede også Thomas Høilands forklaring om at have været i god tro, da han modtog et lån på 1,2 millioner i kontanter af sit nye bekendtskab Peter Stig Hansen. Politiet mente, at det hele var en nøje udtænkt løgnehistorie. Løgnen skulle dække over, at først de 1,5 millioner kroner, dernæst de 406.550 kroner og til sidst de 1,2 millioner kroner – i alt 3,1 million kroner – som Høiland overførte til Lone i mindre portioner, i virkeligheden var Peter Stig Hansens narkomillioner, som han havde tjent på at indsmugle 9 tons hash.

Gennem Thomas Høiland og hans auktionshus blev de sorte penge vasket hvide og gjorde det muligt for Peter Stig Hansen og hans kæreste Lone at bruge narkopengene. Meget kunne tyde på, de havde lavet den perfekte vaskemaskine.

Købmand eller fusker?

Da Thomas Høiland besluttede sig for at sætte sit skånske slot til salg, valgte han ikke en helt almindelig ejendomsmægler. Det 690 kvadratmeter svenske ’hyggested’ blev i stedet vist frem i TV 2-programmet ’Liebhaverne’ i efteråret 2010.

I programmet fremviste Thomas Høiland stolt slottet med dets 27 grader varme indendørspool med vippe, den omfangsrige hestestald og tennisbanen med grus i baghaven. Stuerne en suite var fyldt med ægte tæpper, naturalistisk kunst i tunge guldrammer og antikke møbler. Iført højrøde slacks og polotrøje tegnede Thomas Høiland et portræt af sig selv som levemand og succesrig auktionarius for hundredtusindvis af seere.

Ved garagen med plads til tre biler standsede han slotsfremvisningen ved en bil i guld.

»Det er Gorbatjovs gamle Rolls-Royce«, sagde han og udtalte bilfabrikantens navn som Poul Reichhardt i en film fra 1950’erne, hvor ’Rolls’ rimer på ’Mols’.

»Jeg kører i den en gang imellem«, sagde Thomas Høiland til programmets ejendomsmægler.

»Den er for sjov, men den er helt fantastisk«.

I slutningen af programmet gik de ind i slottets herreværelse for at diskutere, om han ville kunne få 30 millioner for slottet, sådan som han ønskede.

Den sommer var portrættet af den succesrige levemand endnu intakt. Thomas Høiland var manden, der bragte glamour, pressedækning, politikorteger og royal glans til filatelistmiljøet. En branche, som tidligere mest var præget af gråhårede mænd med lup og støvede gamle frimærkesamlinger.

Da Thomas Høiland i 1991 startede sit eget auktionshus, var han den første, som fandt på at flytte frimærkeauktioner ind i de traditionsrige renæssanceomgivelser på Børsen midt i København. Til auktionerne optrådte han selv som auktionarius, der charmerende og vidende fortalte om mærkernes blækannulleringer, jumborande, deres stumme stempler og historik. Han begejstrede både købere og sælgere. Man var sikker på, at med ham som auktionarius indkasserede mærkerne de højeste hammerslag.

Efter auktionerne var de mest betydningsfulde filatelister og møntsamlere inviteret til hans stort anlagte børsfester, der snart fik legendarisk status. Invitationerne ankom i konvolutter med flotte Børsen-frimærker, og til festerne var han den glade giver, som bød på dyr vin og middag til de flere hundrede gæster. Der er en almen opfattelse i filatelistmiljøet, at Thomas Høiland var en medvirkende faktor til filateliens positive udvikling i Danmark i 90’erne og 00’erne. Hans karismatiske personlighed gav ham et stort og værdifuldt netværk af både de største nationale og internationale frimærkesamlere. To gange stod han ligefrem for at sælge verdens dyreste mærke – begivenheder, han dygtigt fik lavet til store medieevents med omfattende pressedækning.

Selv efter et par år med millionunderskud i auktionshuset efter finanskrisen lykkedes det ham i løbet af 2010 at forhandle en god aftale med landets ældste og mest prestigiøse auktionshus Bruun Rasmussen om at sælge sit auktionshus til dem. Og han kom for alvor ind i de allerfineste kredse, da han samtidig blev leder af auktionshusets frimærke- og møntafdeling i starten af 2011.

Men de mange positive beskrivelser af den entreprenante købmand og iværksætter bliver suppleret af lige så mange negative udsagn om en mand med tendens til pengegriskhed, der gik til den yderste grænse af reglerne og nogle gange over den for at vride den sidste krone ud af enhver handel. De to versioner af Thomas Høiland kommer ofte fra de samme personer.

For eksempel oplevede flere, at der blev manipuleret med buddene på Thomas Høiland Auktioner. Flere købere holdt op med at indsende skriftlige bud, fordi de mærker, man havde budt på, altid nåede op i den maksimale pris, man havde sendt ind – nogle gange ved at Høiland fik sine medarbejdere til at byde prisen kunstigt op.

»Det er almindelig snak i miljøet, at moralen blev sænket nogle grader, da Thomas kom ind«, siger Leif Ørndorf, mangeårig filatelist og manden bag filatelisten.dk – et nyhedssite om filateli.

Frimærkehandler Jørn Jensen, som ejer Odder Frimærkehandel, holdt helt op med at handle med Thomas Høiland.

»Han kørte lige på kanten af det lovlige og ulovlige«, siger frimærkehandleren, der også er medlem af Danmarks Frimærkehandlerforening, hvor Thomas Høiland var formand frem til byrettens dom.

En af Høilands mangeårige medarbejdere oplevede, hvordan et mærke kunne blive sendt til undersøgelse hos en ekspert, men hvis det kom tilbage med negative bemærkninger, der havde betydning for prisen, blev der set bort fra dem. Anmærkningerne optrådte ikke ved auktion.

»Folk blev fuppet der, hvor der var mulighed for det. Han opererede efter ’går den så går den-princippet’«, siger den tidligere medarbejder.

Han valgte til sidst at sige op for at undgå at få sit navne og rygte »besudlet«.

»Jeg ville ikke relateres med ham længere for at sige det rent ud«, siger han.

Frimærkehandlerens ry havde i filatelistkredse længe var blakket. Men ingen havde næppe forudset, hvad der skete i efteråret 2011. Måske mindst af alle Thomas Høiland.

Det kom som et chok, da politiet pludselig stod ved hans dør 12. oktober 2011.

Høiland og Bruun Rasmussen

Thomas Høiland var netop kørt fra sit kontor hos Bruun Rasmussen i Bredgade den dag. Det var lidt over en uge, efter at Peter Stig Hansen og resten af narkoringen blev anholdt ved Ringsted. Nu ringede politiet og fortalte, at de stod ved Høilands hvidkalkede villalejlighed i Klampenborg og gjorde klar til at ransage et anneks, som Peter Stig Hansen lejede af ham. Thomas Høiland aflyste et møde og kørte i stedet hjem, hvor han fandt sin baghave fuld af politi.

Da politiet spurgte Thomas Høiland, om han havde lavet forretninger med Peter Stig Hansen eller hans kæreste Lone, afviste han det først flere gange. Senere fortalte han sin historie om samlingen, han havde solgt for Lone, og lånet på 1,2 millioner fra Peter Stig Hansen. Annekset fremstod ubeboet og tomt ud over en seng, en sofa og to fjernsyn. Men i deres efterforskning var politiet allerede stødt på flere forbindelser mellem de to herrer. Blandt andet en række store pengeoverførsler fra Thomas Høiland til Peter Stig Hansens kæreste Lone.

I april 2012 anholdt og sigtede politiet Thomas Høiland for at hvidvaske 3,1 million af Peter Stig Hansens narkopenge, som Lone købte en landejendom for. Kort efter valgte han at orientere Bruun Rasmussen, herunder sin chef, administrerende direktør Claus Poulsen, om sagen. Høiland fortsatte dog uanfægtet som leder af frimærke- og møntsamlingen. Han blev hverken suspenderet eller fyret, selv om Bruun Rasmussen kendte til sigtelsen for hvidvaskning af millioner i forbindelse med misbrug af hans rolle som auktionarius og auktionshusejer.

Thomas Høiland fortsatte med at have ansvar for køb og salg af mønter og frimærker med kontakt til kunder som lovmæssig ansvarlig auktionsleder og som auktionarius på podiet på Bruun Rasmussen. På auktionshuset fortsatte hammerslag med at falde, som de plejede det næste halve år. Men så en morgen fik Claus Poulsen en meget mystisk sms.

Beskederne fra ’X’

Beskeden var kort og fra en anonym afsender:

»Jeg er bekendt med, at en af dine folk er sigtet for narkohæleri. Jeg tror, jeg kan få ham fra forsiden. Vil du og Thomas Høiland betale for dette, send mig sms inden kl. 9 i morgen«, stod der i beskeden afsendt 22. oktober 2012 klokken 17.54.

Allerede tidligt næste morgen tikkede endnu en sms fra samme ukendte afsender ind på den 68-årige direktørs telefon. Denne gang underskrev afsenderen sig ’X’ og skrev i et sprog, der var halvt forretningsmand, halvt gangster.

»Hej Klaus. Kan se, du har ringet, forestiller mig 50k i en kuvert, går i møde, må vide det inden kl. 10 tak X«.

Et sted på Sjælland smed Thomas Høiland et nyindkøbt simkort og en mobiltelefon i vandet, fortalte han senere i retten. Den 68-årige direktør Claus Poulsen tog beskedens indhold så alvorligt og pålydende, at han straks kontaktede Københavns Politi. Den morgen, efter han havde modtaget besked nummer to, afhørte politiet Claus Poulsen og begyndte at efterforske sagen. Men de behøvede ikke grave særligt dybt for at finde ’X’. Morgenen efter at den sidste besked var blevet afsendt, kontaktede Thomas Høiland både sin advokat og Claus Poulsen. Over for dem indrømmede han, at det var ham, som havde sendt beskederne fra en mobiltelefon og et taletidskort indkøbt specielt til lejligheden.

Jeg er bekendt med, at en af dine folk er sigtet for narkohæleri. Jeg tror, jeg kan få ham fra forsiden. Vil du og Thomas Høiland betale for dette, send mig sms inden kl. 9 i morgen

Alligevel lod Bruun Rasmussen igen Thomas Høiland fortsætte i sit job som leder af husets frimærke- og møntafdeling – hans ansvarsområder var fuldstændig de samme som før de anonyme beskeder fra ’X’. Han var lovmæssig ansvarlig auktionsleder ved auktionerne, ligesom han svingede hammeren som auktionarius. Fire måneder efter beskederne udtalte Thomas Høiland sig endda som ekspert med titel af Bruun Rasmussens frimærkedirektør til en artikel i Børsen.

I byretten et år senere, hvor Thomas Høiland nu var tiltalt for både hvidvaskning og afpresning, fortalte han, at han var stresset og søvnløs på grund af sagen, og at det var grunden til, at han havde sendt beskederne.

»Jeg var utrolig glad for mit job hos Bruun Rasmussen og var bange for at miste det. For at skabe lidt sympati sendte jeg sms-beskederne. Jeg har aldrig haft til hensigt at afpresse Claus Poulsen«, sagde han blandt andet i vidnestolen.

I byretten forklarede Claus Poulsen, at de to havde haft »et glimrende forhold«. Da Thomas Høiland havde fortalt ham om politiets sigtelse i foråret 2012, havde Claus Poulsen meddelt Høiland, at »de måtte se, hvad der skete, og så tage stilling«. Han kunne ikke forklare formålet med, at Thomas Høiland siden sendte ham afpresningsbeskederne. Claus Poulsen valgte tilsyneladende at bære over med en handling, der i andre virksomheder normalt ville medføre en fyring.

Bruun Rasmussen: En fejl

I dag er Claus Poulsen ikke længere administrerende direktør i Bruun Rasmussen. Han siger, at han blev bedt af auktionshuset om at fratræde sin stilling i sommeren 2013 – et år inden han gik på pension. Han siger, at han aldrig fik at vide, hvorfor han skulle fratræde sin stilling før tid. Det er derfor Bruun Rasmussens administrerende direktør siden sommeren 2013, Jakob Dupont, der forholder sig til sagen om Thomas Høiland.

Hvorfor lod Bruun Rasmussen Thomas Høiland fortsætte som hidtil, mens politiet efterforskede ham i en sag om hvidvask? En sag, hvor han netop var sigtet for at have misbrugt sin rolle som auktionarius og frimærkekender? Først vil Jakob Dupont gerne medvirke i et telefoninterview. Men da han ser spørgsmålene på skrift inden interviewet, vil han kun svare på mail.

»Anklagen om hvidvaskning drejer sig om forhold, der skete hos Thomas Høiland Auktioner, inden Bruun Rasmussen opkøbte hans forretning i 2011. Bruun Rasmussen havde ingen viden om disse forhold før i foråret 2012. Da det bliver kendt for den daværende administrerende direktør Claus Poulsen, er det hans holdning, at Thomas Højland er uskyldig, indtil der foreligger en dom om det modsatte. Det er det normale udgangspunkt i strafferetten. Der forelå en skriftlig erklæring fra Thomas Høilands advokat, Anders Németh, om, at sagen efter hans opfattelse beroede på en misforståelse hos Københavns Politi«, skriver han blandt andet.

Det er uhyre skadeligt. Det giver ingen mening, at de fortsat har ham ansat i den stilling, efter at de kender til sagen om hvidvask. Det er hele auktionshusets troværdighed og ry, de har sat på spil her

På spørgsmålet om, hvorfor aukttionshuset valgte at have Thomas Høiland ansat et år efter truslerne mod Claus Poulsen, henviser han til den daværende direktørs forklaring om, at han troede »truslen blev fremsat på skrømt eller i fuldskab, og at der således, hvor mærkelig situationen end var, ikke var nogen realitet i dem, når det kom til stykket«, skriver Jakob Dupont.

Tidligere administrerende direktør Claus Poulsen, siger, at beslutningen om at lade Thomas Høiland fortsætte, både efter at de kendte til sigtelsen og afpresningen, var en, han tog sammen med bestyrelsen og formand og ejer Jesper Bruun Rasmussen.

»Jeg talte med bestyrelse og formand, og vi havde en fælles holdning om, at han kunne fortsætte, indtil vi fandt ud af, om han blev dømt«, siger Claus Poulsen.

Havde Thomas Høiland en klemme på dig, der gjorde, at han ikke blev fyret umiddelbart?

»Han havde ikke nogen klemme på mig, nej«, siger Claus Poulsen.

Jakob Dupont bekræfter, at bestyrelsen kendte til sigtelsen og afpresningen, og at sagen blev diskuteret i bestyrelsen.

»Hvis vi havde fyret Thomas Høiland, og han ikke blev dømt, ville der på grund af uberettiget afskedigelse være basis for erstatningskrav mod Bruun Rasmussen i den anledning og også under den aftale, vi et par år før havde indgået om køb af hans forretning«.

Også Jakob Dupont afviser, at han kender til en klemme på Claus Poulsen eller andre fra Bruun Rasmussen, der gjorde, at Thomas Høiland ikke blev suspenderet eller fyret umiddelbart. Han understreger, at han selv ville have handlet anderledes end den daværende ledelse.

»Efter min mening – og set i bagklogskabens klare lys – var dette en fejl. Min og den nye ledelse hos Bruun Rasmussens holdning er utvetydigt den, at Bruun Rasmussen ikke via medarbejdere skal kunne associeres med kriminelle handlinger eller anklager om kriminelle handlinger. Og derfor gælder der i dag det, at bliver en medarbejder sigtet i en sag med en straframme over bagatelgrænsen, medfører det per automatik en suspension indtil domsafsigelse. Bliver medarbejderen dømt, medfører det en umiddelbar afskedigelse/bortvisning«.

Jakob Dupont lader det være op til andre at svare på, om sagen og auktionshusets håndtering af den har skadet Bruun Rasmussens troværdighed. Det er der ingen tvivl om, at den har, siger Sarah Thornton. Hun er forfatter til bogen ’Seven Days in The Art World’, og har i mange år skrevet undersøgende journalistik om auktionsbranchen for magasinet The Economist.

»Det er uhyre skadeligt. Det giver ingen mening, at de fortsat har ham ansat i den stilling, efter at de kender til sagen om hvidvask. Det er hele auktionshusets troværdighed og ry, de har sat på spil her«, siger hun.

Hun har meget svært ved at se, at internationale auktionshuse, som man kan sammenligne med Bruun Rasmussen såsom Christie’s og Sotheby’s, ville reagere sådan.

»Det er vanvittigt. Sådan noget ville aldrig ske på Sotheby’s eller Christie’s. Han ville være blevet fyret umiddelbart. Hvorfor de fortsat har haft ham ansat, er meget besynderligt«, siger hun.

Det var først, kort før byretten afsagde sin dom 2. oktober 2013, at Thomas Høiland selv opsagde sin stilling som frimærke- og møntdirektør hus Bruun Rasmussen. Da byretten læste dommen op, var Thomas Høiland ikke til stede. Men kort efter kunne både han og resten af Danmark læse den opsigtsvækkende sags afgørelse på netaviserne.

»Bruun Rasmussen-direktør dømt for narkohvidvask«, skrev BT i en artikel, der blandt andet var illustreret af et billede af Thomas Høiland, som viste kronprinsesse Mary rundt på en frimærkeudstilling.

Thomas Høiland fik dengang en straf på 8 måneders fængsel for at have vasket 1,2 millioner af Peter Stig Hansens hashindtægter hvide. Efter dommen undsagde Bruun Rasmussen for første gang sin nu tidligere frimærkedirektør.

»Thomas Høiland er trådt ud af Bruun Rasmussen for tid og evighed. Det er sket i fuld forståelse med Bruun Rasmussen ud fra devisen, at når han har skudt sig selv, kan vi ikke skyde ham. Han har beklaget over for Bruun Rasmussen de genvordigheder, han har forskyldt. Thomas Høiland har erkendt, at det er uforeneligt med den etik og moral, vi arbejder efter hos Bruun Rasmussen«, sagde Claus Poulsen til BT.

Landsrettens endelige dom

I januar i år fældede Østre Landsret en langt hårdere dom end byretten på baggrund af nye beviser og vidneforklaringer. Landsretten troede hverken på historien om det kontante lån eller på fortællingen om frimærkesamlingen, der stammede fra en sød ældre mand ved navn ’Knud’.

»Hele historien om en person ved navn ’Knud’, der er i gavehumør, er helt utroværdig«, sagde retsformand Gunst Andersen den torsdag i landsretten.

Lånet og frimærke- og møntsamlingen var i stedet en vidtrækkende løgnehistorie, vurderede retten. De 3,1 millioner kroner kom fra Peter Stig Hansen og hans ulovligt tjente narkopenge. Igennem Høiland og hans auktionshus blev pengene vasket hvide, når han overførte dem til Lone.

»Pengene blev kørt gennem vaskemaskinen«, som retsformand Gunst Andersen sagde ved domsafsigelsen.

Især lagde retten vægt på det utroværdige i, at Høiland overførte et forskud for samlingen på 1,5 millioner – endda uden provision – på et tidspunkt, hvor han sagde, han var i akut pengenød, ligesom at den opsigtsvækkende samling blev solgt helt uden for auktionshusets regi, uden at man nævnte dens historik, eller at nogen i filatelistmiljøet havde hørt om en sådan samling. Flere af mønterne fra den møntsamling, Høiland påstod, at han solgte på auktion i 2010 for Lone, var allerede i 2002 blevet solgt via Thomas Høiland Auktioner til en norsk samler.

De anonyme beskeder til Claus Poulsen var et af de sidste punkter i landsrettens afgørelse inden strafudmålingen. Og landsretten troede heller ikke på forklaringen om, at Thomas Høiland kun havde sendt beskederne som et råb om hjælp uden nogen hensigt om at afpresse. Retten kunne ikke forstå beskederne på anden måde, end at Høiland afpressede Claus Poulsen for at få penge ud af det, sådan som han ordret bad om i beskederne. De lagde vægt på, at Claus Poulsen havde taget truslen alvorligt og straks havde ringet til politiet.

Landsretten mente, at det var en skærpende omstændighed, at hvidvaskningen var begået af flere mennesker sammen, at den var nøje planlagt, og at der var tale om et tilfælde af særlig grov hvidvaskning af millionvis af narkopenge. Derfor fik både Høiland og Lone lange straffe. Lone fik 1,5 år, mens Thomas Høilands straf blev skærpet: 1 år og 9 måneders fængsel.

Venter på fængsel

I dag venter Thomas Høiland på at få at vide, hvornår og hvor han skal afsone sin straf. Han har solgt både sin villalejlighed i Klampenborg og sit svenske slot og bor nu i kærestens stråtækte sommerhus midt i en skov meget langt væk fra både Klampenborg og Bredgade.

Han smider en trækævle på brændeovnen i sommerhusets pejsestue, hvor væggene er dækket af en blanding af udstoppede trofæer og kæmpestore guldrammer med naturalistiske oliemalerier. Det ligner malerierne, man kunne se i programmet ’Liebhaverne’. Men Thomas Høiland er mere afdæmpet, end da han fortalte seerne om sin Rolls-Royce i guld.

Han forstår stadig ikke, hvorfor landsretten ikke troede på, at han handlede i god tro omkring det lån og den samling, han stadig insisterer på eksisterede. Han er også uforstående over for, at landsretten ikke troede på, at hans anonyme truende beskeder blot var et misforstået råb om hjælp i en svær tid. Han afviser at have løjet om noget som helst.

»Jeg har ikke anet, at Peter Stig Hansen og hans kæreste var hashhandlere. Der er ikke meget ud over pædofili, jeg foragter mere end hashhandlere«, siger han.

Billedet af ham som en person, der i mange år har snydt, der hvor der kunne snydes, allerede inden han blev dømt i denne sag, afviser han også.

»Det er klart, at man får nogle reaktioner, når man som jeg har stukket næsen frem. Den, der lever stille, lever godt. Det har jeg ikke valgt at gøre. Det gør jeg nu og måske resten af mit liv, men derudover vil jeg ikke undskylde for, at jeg har gjort det bedre end de fleste«, siger han.

Selv om han er helt uforstående over for landsrettens dom, kan han ikke anke sagen. Lige nu tænker han mest på at komme hurtigst muligt ind at afsone sin straf.

»Jeg vil gerne videre med mit liv. Hammeren er faldet«.

Publiceret 25. april 2015.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce