En falsk udgave af Grubleren, et af verdens mest kendte kunstværker. To af verdens ældste og mest prestigiøse auktionshuse, Christie’s og Bruun Rasmussen. Og tre mænd fra samfundets øverste top tiltalt for groft bedrageri.
Det kunne lyde lidt som en sæbeopera, der udspiller sig i overklassen. Men det her er nogle af elementerne i den opsigtsvækkende og principielle sag om den falske Grubler, som Politiken har fulgt siden 2015 og i øjeblikket er i gang i Østre Landsret.
I sagen er to nu tidligere direktører fra Danmarks største auktionshus Bruun Rasmussen sammen med deres ven, Rigmanden, tiltalt for at forsøge at sælge en falsk udgave af Auguste Rodins Grubleren til auktionshuset Christies.
En tiltale de tre mænd nægter sig skyldige i, og som byretten sidste år frikendte dem for. Frem mod 1.juni finder vi ud af, hvordan det går med sagen i landsretten.

