Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sagens fraværende fjerdemand, den 37 centimeter høje Grubler-skulptur, som to gange er blevet erklæret falsk af den førende autoritet på området: Rodin-komiteen. Her fotograferet, da den optrådte som bevismateriale i byretten.
Foto: Joachim Adrian

Sagens fraværende fjerdemand, den 37 centimeter høje Grubler-skulptur, som to gange er blevet erklæret falsk af den førende autoritet på området: Rodin-komiteen. Her fotograferet, da den optrådte som bevismateriale i byretten.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bjerge af mails og en kamp om ord i opsigtsvækkende sag

På den første dag i landsretten i sagen om den falske Grubler og de tre tiltalte mænd fra samfundets top, var det mændenes mailkorrespondancer om købet af den falske Grubler, der var i fokus.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Landsrettens sal 6 var halvt så stor som salen i byretten.

Der var seks dommere og domsmænd i stedet for tre. Og til højre i salen stod en ny anklager. Men ellers var meget som ved sidste retssag, da ankesagen om den falske Grubler og de tre tiltalte mænd fra samfundets top i dag, gik i gang i Østre Landsret.

Det er den opsigtsvækkende sag, hvor to nu tidligere direktører fra Danmarks største auktionshus, Bruun Rasmussen, sammen med deres ven, kaldet Rigmanden, er tiltalt for groft bedrageri ved at forsøge at sælge en falsk udgave af Auguste Rodins ’Grubleren’ til auktionshuset Christie’s.

En tiltale, de tre mænd fortsat nægter sig skyldige i, og som byretten sidste år frikendte dem for.

Sagens tre hovedpersoner lignede sig selv, velklædte med stort ur om håndleddet, flankeret af hver sin forsvarer.

Den tidligere frimærkedirektør i Bruun Rasmussen Thomas Høiland i mørkeblåt jakkesæt med hvid let opknappet skjorte. Den velhavende Rigmand, som altid den mest casual klædte, solbrændt i lyse bukser og ruskindssko.

Og den ældste af de tre, den tidligere administrerende direktør fra Bruun Rasmussen Claus Poulsen, som vanligt ulasteligt klædt i mørkt jakkesæt, lyseblå skjorte og slips.

72-årige Claus Poulsen ankom som den sidste til retten og gik med værtsmine rundt og hilste velkommen til flere af de fremmødte tilskuere, der ligesom i byretten var mødt talstærkt op.

»Jeg er jo nødt til at være her. Men jeg kunne godt have fundet på noget morsommere at lave«, bemærkede den tidligere auktionshusdirektør.

Anklager fører ordet

At dømme ud fra mængderne af gab, øjne, der så ud til at være ved at falde i, og ben, der blev rystet i løbet af dagen, havde flere af de fremmødte det på samme måde. Den første retsdag blev ordet stort set udelukkende ført af sagens nye anklager, senioranklager Morten Ebbe Nielsen.

Hans bord var dækket af blå ringbind med påskriften ’Bedrageri (groft)’, og på gulvet stod en gigantisk stor kuffert med, hvad man må formode var sagens akter.

Rent underholdningsmæssigt havde han fået en svær opgave. Det meste af førstedagen i landsretten var – ligesom i byretten – dedikeret til at fremlægge anklagemyndighedens bevismateriale i sagen.

Det består blandt andet af rigtig mange e-mails og breve, de tre mænd har sendt til hinanden om den falske Grubler, og den senere kontakt, de tog til auktionshuset Christie’s. De første mange timer gik derfor med, at senioranklageren læste op fra e-mails.

Det var et stort problem i byretten, at anklageren selv havde oversat nærmest ved at bruge Google Translate

Mailkorrespondancerne om Grubler-skulpturen fik politiets opmærksomhed, da de efterforskede en stor sag om indsmugling af 9 tons hash. En sag, hvor frimærkedirektør Thomas Høiland fik en dom på 1 år og 9 måneder i landsretten for hvidvaskning af en hashbagmands narkomillioner.

Som anklageren flere gange nævnte, læste han korrespondancerne op for at vise det forløb, der ifølge anklageren ledte frem til købet af den falske Grubler, og at de tre mænd dernæst i forening prøvede at sælge den til Christie’s som ægte, selv om de vidste, at den var blevet erklæret falsk af den førende autoritet på Rodins værker: Rodin-komiteen i Paris.

For at forstå forløbet, er man nødt til at gå over 20 år tilbage i tiden, til 1996. Dengang mødte Thomas Høiland som den første af de tre tiltalte Grubler-skulpturen. Det år købte han nemlig på vegne af sin velhavende mentor den 37 centimeter høje bronzeskulptur på Christie’s i New York for et beløb, som dengang svarede til 1 million kroner.

Skulpturen gik senere i arv til mentorens steddatter. Men da hun i 2012 forsøgte at sælge skulpturen hos det danske auktionshus Bruun Rasmussen, blev den erklæret for falsk af Rodin-komiteen, den førende autoritet på området. Derfor afviste Bruun Rasmussen at sælge den.

En mailveksling mellem steddatteren og hendes far, der blev læst op i retten, viste, at Høiland først talte om at købe figuren selv for et beløb omkring 600.000 kroner. På grund af sin stilling i Bruun Rasmussen, hvor ansatte ikke længere selv må købe kunders genstande, blev han til sidst nødt til at droppe det.

Ind på scenen trådte nu den yngste af de tiltalte, Rigmanden, som blev introduceret til skulpturen gennem Høiland. De to var gode venner gennem en fælles passion for jagt. Så gode venner var de, at Høiland gav ham forkortelsen ’MBV’, en formulering, som hans forsvarer forklarede betød ’min bedste ven’.

’Røvhul’

Ordlyden af den næste e-mail fik Rigmanden til at fnise højt.

»Til venlig orientering, røvhul«, skrev Rigmanden til Thomas Høiland.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I mailen stod det nemlig klart, at Rigmanden havde forhandlet en, efter de to herrers mening, rigtig god pris med kvinden: 200.000 kroner gav han for den af Rodin-komiteen falskstemplede Grubler-skulptur.

»Røvhul selv«, skrev Høiland kammeratligt tilbage til vennen, tilsyneladende som en slags cadeau for at have forhandlet prisen ned fra de 600.000 kroner, han først selv havde tilbudt kvinden.

En række e-mails fra den daværende administrerende direktør Claus Poulsen, Høilands daværende chef, havde også anklagerens fokus.

Det var især e-mails fra Claus Poulsen til Rigmanden. Mange af dem var skrevet fra Claus Poulsen søns e-mail, også kaldet ’Junior’, da Claus Poulsen, som han selv formulerede det, gerne ville holde sin egen e-mail ude af korrespondancen.

I e-mails med emnefeltet ’Tekst til Christie’s’ formulerede han sig, som om han var Rigmanden. Rigmanden skulle skrive, at skulpturen blev købt hos Christie’s i 1996. Den havde endda stadig lotnummeret fra auktionen.

Til gengæld skulle han fortie, at han faktisk siden købte den for 200.000 kroner af kvinden. Han skulle også undlade at nævne, at skulpturen allerede var blevet erklæret falsk af Rodin-komiteen.

Samtidig skulle han lyve og sige, at auktionshuset Sotheby’s allerede havde tilbudt ham 3 millioner kroner for den. Et fiktivt tilbud. Rigmanden sendte brevet af sted til Christie’s med få rettelser.

Sælge eller indlevere?

Da anklageren skulle til at oplæse teksten, der blev sendt af sted Christie’s, mødte det store protester fra forsvaret. Teksten, der oprindelig var på engelsk, men siden er blevet oversat til dansk, indeholdt nemlig ordet ’to consign’.

I første omgang var oversættelsen af brevet lavet af den tidligere anklager i byretten, som havde oversat ordet med ’at sælge’. Men i forsvarets optik kan man ikke konkludere, at ordet betyder ’at sælge’, og fremførte som tidligere, at ordet også kan oversættes som ’at indlevere’.

»Det var et stort problem i byretten, at anklageren selv havde oversat nærmest ved at bruge Google Translate«, sagde Claus Poulsens advokat, Henrik Høpner.

Senioranklager Morten Ebbe Nielsen endte med at læse teksten op på engelsk, men fremlagde også to andre oversættelser fra to forskellige tolke, der også forstod ordet i betydningen ’at sælge’. Forsvaret kritiserede tolkene for at være forudindtagede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne genoptagne strid om ord er vigtig i en sag, hvor dommerne skal tage stilling til et centralt spørgsmål: Forsøgte de tre herrer at sælge den falske Grubler, eller ville de indlevere den til vurdering? Det første er anklagerens påstand. Det sidste er forsvarernes.

I begge scenarier vidste de tre herrer udmærket godt, at skulpturen allerede var blevet erklæret falsk af Rodin-komiteen i Paris. Den viden tav de tre mænd om. Så langt er både forsvarer og anklager enige.

Men kan anklageren ikke bevise, at de havde til hensigt at sælge skulpturen, som der står i sigtelsen, er løgnene og fortielsen ikke noget, retten i sig selv kan dømme de tre mænd for. Det var i hvert fald en af grundene til, at byretten frifandt de tre herrer sidste år, til trods for deres lemfældige omgang med sandhed og auktionshusetik.

Ud over e-mail-oplæsning blev det i retten afsløret, at forsvaret vil indkalde et nyt vidne, en konservator med kendskab til Rodin. Ellers er vidnerne de samme som i byretten.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden