Foto: Abraham Pisarek/Ullstein Bild

En sommer med umulig kærlighed på 'Die Asta's lille nordtyske ø

I sommeren 1929 indtog den danske filmdiva Asta Nielsen, som hun havde gjort det siden 1925, sit sommerhus på den tyske ø Hiddensee. Med sig havde hun sin hjerteven, Joachim Ringelnatz, og et lille kærlighedsdrama udspandt sig. Nu er sommerhuset åbnet for offentligheden.

Sommerens første kys blev trykket på kinder og læber, så snart damperen ’Swanti’ lagde til ved middagstid 10. juni 1929. Som et forvarsel om lykke og frihed, men også med mågernes skrig ovenover som larmende advarsler. Blandt passagererne var det par, Asta Nielsen, Danmarks første internationale filmstjerne, ventede på med glæde inde på kajen i landsbyen Vitte.

»Vi har lagt pilsnere og snaps på lager i kælderen, vore gæster kan komme«, skrev hun forventningsfuldt allerede et par uger forinden i sin dagbog.

De nyankomne til øen Hiddensee i den tyske del af Østersøen var den berømte tyske forfatter, kabaretkunstner og maler Joachim Ringelnatz og hans hustru, kaldet Muschelkalk. I de kommende uger skulle de sammen med Asta Nielsen og hendes russiske kæreste og kollega, Grigori Chimara, opleve en ferie af de helt særlige med forelskelse, beruselse, langvarige nattefester, vilde diskussioner og store planer på den lille ø.

I nogle uger havde store dele af den kunstneriske scene, der normalt fik Berlin til at swinge sorgløst og dekadent i 1920’erne, henlagt festlighederne til Hiddensee. Med Asta Nielsens nyindkøbte runde sommerhus, hun selv havde døbt ’Karusel’ – stavet på dansk og bogstaveret på den blåmalede træmur med muslingeskaller – som ramme.

Her ville stumfilmens verdensstjerne, der i 1910 havde forladt sit danske fædreland til fordel for Tyskland for at opbygge en enorm karriere, og som nød massiv popularitet, slappe af. Og måske nyde den frie og eksperimenterende livsstil, kunstnerne var kendt for i datidens Berlin?

Ud over kæresten havde Asta Nielsen sin søster Johanne og sin datter Jesta med. Datteren fik hun som 17-årig, og hun valgte at opfostre hende som enlig mor uden nogensinde at fortælle offentligheden, hvem faren var. Senere på sommeren stødte også den store tyske skuespiller Heinrich George til. Han var ligeledes en nær ven af den danske diva.

Asta Nielsen, der hin sommer på Hiddensee var en voksen dame på 48 år, havde forelsket sig i øen i 1923, da hun optog filmen ’Absturz’ (’Faldet’) her sammen med Grigori Chimara. Seks år senere var det på tide at indvie hendes arkitekttegnede sommerresidens med en månedlang fest.

Turistdirektøren og ildsjælene

86 år senere står turistdirektøren på Hiddensee, Alfred Langemeyer, og jeg og kigger på huset og forestiller os det leben, der var dengang i den magiske sommer.

Det er fredag, solen blitzer ned over et par hundrede gæster, duften af pølser på grillen sendes rundt i haven af en strid forårsblæst, vi er trods alt kun et par hundrede meter fra havet. Turistdirektøren, der netop har budt velkommen til indvielsen af huset, sender et langt blik mod de blå træmure. Og siger med et suk:

»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det. Men ved du hvad? Jeg vil bare gerne bo i det hus. Hvor er det dog smukt«.

Han mener det tydeligvis, Langemeyer. Men det er selvfølgelig ikke det, som er meningen med den restaurering og ændring af ’Karusel’, som kun er blevet til noget takket være lokale indsjæle.

Efter at Asta Nielsen forlod sin sommerresidens i 1936 og året efter rejste hjem til Danmark fra det Nazityskland, hun ikke ville være en del af, har huset været brugt som bolig for flygtninge efter krigen og siden som bolig for et lokalt ægtepar.

Lige indtil øen Hiddensee for et par år siden købte det af skuespillerens stiftelse.

»Det var en helt anden tidsånd, dengang huset blev opført. Der var en stor dyrkelse af friheden og det kunstneriske her på Hiddensee. Det er den tid og selvfølgelig især Die Asta, som var et samlende midtpunkt nogle somre her, vi gerne vil hylde og mindes ved at åbne huset for offentligheden«, siger Alfred Langemeyer.

Sommer fuld af sværmeri

Vi skynder os at flygte ned på stranden, hvor forfatteren Ute Fritsch har fundet læ nok til at læse op for deltagerne i hendes øvandring med temaet ’Asta Nielsen og Ringelnatz på Hiddensee’, som hun netop har udgivet en bog om.

»Det blev en sommer fuld af sværmeri mellem de to. Efter alt at dømme dog mest fra hans side. Og på den måde repræsenterede Ringelnatz meget godt alle os tyskere, der virkelig sværmede for Asta Nielsen. Det er svært at forestille sig, hvor populær hun var dengang. Men folk elskede hende ganske enkelt, og hun var samtidig højt respekteret i det kunstneriske og politiske miljø«, siger hun.

De mødtes nogle år forinden, Asta Nielsen og Joachim Ringelnatz, der egentlig hed Hans Gustav Bötticher, men tog et kunstnernavn inspireret af sine unge år som sømand. Han var en slags datidens standupkomiker/digter, som lynsnart kunne omsætte situationer og aktuelle begivenheder i digte og fremføre dem sammen med rablerier og impulsive indfald ved tyske teatre, altid iført matrostøj.

I 1921 stod han i den mundering på et teater i Berlin med Asta Nielsen blandt tilskuerne på foranledning af en fælles ven. Efter forestillingen var der festligheder i Ringelnatz’ garderobe.

»Han viste sig at være et af de dejligste mennesker, jeg har truffet«, skrev Asta Nielsen i dagbogen efter mødet.

Bekendtskabet fortsatte i de heftige 20’ere i Berlin. Hun læste med stor begejstring Ringelnatz’ digte, og han kvitterede med et af slagsen: ’Über Asta Nielsen’.

»Der findes et landskab, hvor man kan se den blege måne over den brede flod Elben/ Man ser den glansløs, men tydeligt i det fjerne/ Hende vil vi aldrig kunne nå, fordi hun ligger i os«, skrev Ringelnatz og fortsatte sin hyldest længere nede i digtet: »Man kan aldrig slå hende ihjel/ fordi hun helt enkelt er et menneske, og fordi hun også er det, når hun spiller teater«.

På sin side holdt Asta Nielsen sig ikke tilbage med beskrivelser af sin ven og beundrer, der blot var 1,60 meter høj. I sine erindringer skrev hun senere om ham:

»Ringelnatz var lille og ubegribeligt mager. Ved første blik syntes han ansigt at være domineret af en enorm Don Quijote-næse. Men så man nærmere efter, var det par store, mørkeblå øjne, der tiltrak sig opmærksomheden. De var så skønne, som tænkes kan«.

I sommerferien 1929 skulle venskabet nydes i fulde drag og måske endda udvikle sig til mere på tværs af parforholdene på en tre uger lang fælles ferie på Hiddensee. Ganske vist havde Ringelnatz med sin 15 år yngre kone med, læreren Leonharda Pieper, som han konsekvent kaldte Muschelkalk, men hans fascination af Asta Nielsen var stærk.

»Det blev en meget intens sommer, det er der ingen tvivl om. Der var mange andre kunstnere på øen, så der var selskab hver dag på kroen, på beværtninger og ofte til langt ud på på natten hos Asta Nielsen«, forklarer Ute Fritsch.

Kaffe og kringle hos Die Asta

Vi går videre ad de smalle veje eller brede stier, der udgør færdselsårerne på Hiddensee, der strækker sig ud i Østersøen som en forårsgrøn søhest. Dengang som nu er det forbudt at tage biler med til øen. Ingen aner, hvorfor forbuddet blev vedtaget, men det forekommer naturligt.

På stierne vader nu kun tyske familier og ældre ægtepar par i nogenlunde ens friluftstøj. Roen forstyrres blot af hidsige klimp fra det endeløse antal cykler, der kan lejes ved stort set hvert et hus.

Da Asta Nielsen huserede her, var selv cyklerne en sjældenhed, og man færdedes med kun naturens lyde som ledsager.

På en håndskrevet seddel, man har fundet, inviterer den store danske filmdiva hver eftermiddag kl. 15 sine kunstnervenner og andre interesserede til kaffe og kringle i sin ’Karusel’. Hver eftermiddag leverede den lokale bager en stak friskbagte kringler til festlighederne, som ofte gik over i middag og senere nattesæde i det runde blå hus.

»Sjovt nok var det ellers fred, lyset og havet, der trak kunstnerne hertil. Siden de første kom i 1905, var Hiddensee kendt som en kunstnerø. Ikke en koloni, for forfatterne, malerne, skuespillerne og alle de andre boede ikke sammen eller dyrkede hinanden intenst. Nogle af dem, som for eksempel den store forfatter Gerhart Hauptmann, foretrak faktisk at passe sig selv. Først på kroen i Kloster, hvor han til stor irritation for kollegaen Thomas Mann som den eneste fik morgenmad på værelset, og senere i et stort hus, han købte i landsbyen«, fortæller Ute Fritsch.

Selv om de var kolleger, havde Ringelnatz og Hauptmann ikke meget at tale om. Én fælles passion førte dog af og til de to sammen: snaps.

»Hver eneste dag drog Ringelnatz afsted for at finde rav. Men det eneste han nogensinde fandt var en knejpe«, noterede Asta Nielsen i sin dagbog 16. juni.

Inspirationen fandt Ringelnatz, der altid optrådte på scenen med et fyldt glas i hånden, snarere i rusen end på den strand, han ikke havde meget tilovers for:

»For den store digter er verden kun til at bære hvis han ser den gennem en rosarød brille, jeg ser den gennem snapsen«, skrev han et sted.

Badelivet, der ellers var en logisk foreteelse på den lille ø, havde han ikke lyst til:

»Når jeg er i badetøj og skal i vandet med familien/ forsvinder erotikken hurtigt«.

Langt bedre gik det på knejper og kroer, hvor Joachim Ringelnatz faktisk formåede at skrive næsten et helt teaterstykke i tre akter, naturligvis med titlen ’Die Flasche’. Stykket er et trekantsdrama om matrosen Hans Pepper, der elsker Petra, selv om hun sover med en anden, når han er til søs. Hentydningerne til den aktuelle situation i ’Karusel’ var til at forstå – også for Asta Nielsen, der begejstret hørte på, når forfatteren læste sine nyskrevne linjer for hende.

Digteren var i sin beruselse dog også i nærkontakt med andre kvinder.

Sådan gik sommeren sin sløve og skæve gang, uden at det tilsyneladende nogensinde kom til jalousi mellem ægtefæller og par i ’Karusel’. Måske fordi forholdet mellem forfatteren og filmdivaen aldrig udviklede sig fysisk, eller fordi Asta Nielsen var højt hævet over den slags trivialiteter hos sine tyske fans, inklusive Ringelnatz?

»Vi ved ikke, hvad der konkret er foregået. Men jeg tror ikke, at hun fandt ham rigtig interessant som mand. Derfor kunne der ikke rigtig komme noget ud af den affære. Hun holdt af ham som en ven, der havde samme direkte og barske humor som hun, og som en engageret kunstner. Det er muligt, at det har været en stor skuffelse for ham, men han fortsatte ufortrødent sit sværmeri«, siger Ute Fritsch.

En stærk og sej kvinde

Oven på Buchhandel Die Koralle – den diminutive stråtækte boghandel i Vitte – har Renate Seydel det lille arbejdsværelse, hvor hun har skrevet flere bøger om Asta Nielsen. Den 80-årige boghandler, der bor på Hiddensee i sommerhalvåret og resten af tiden i Berlin, er en stor fan af den danske skuespiller, som døde i 1972. Og som mange andre på øen diskuterer hun gerne, hvad der egentlig foregik den sommer et par hundrede meter længere oppe ad vejen i ’Karusel’.

»Jeg nåede desværre aldrig at træffe hende selv, men jeg rejste til København og talte med forfatteren Henrik Stangerup om hende, og jeg traf hendes sidste mand, Christian Theede, som hun blev gift med i 1970. Da var hun 90 år! Det siger jo alt om en helt usædvanlig stærk og sej dame, der var langt forud for sin tid«, siger Renate Seydel.

Selv om Asta Nielsen gennem sine seks meget lange sommerferier på op til fire måneder på øen var omringet af kunstnerkolleger fra Berlin, havde hun også et godt forhold til lokalbefolkningen.

»Hun kom selv fra meget fattige kår på Vesterbro i København og Malmø, hvor hun voksede op, så derfor havde hun fin forståelse for små menneskers vilkår. Under sine mange filmindspilninger talte hun for det meste med lysfolk og kameramænd i pauserne. Det samme gjorde sig gældende her på øen, hvor hun fik rigtig mange lokale venner. Alle elskede hende«, fortæller Renate Seydel.

Da de tre uger var gået i sommeren 1929, forlod Joachim Ringelnatz Hiddensee med sin Muschelkalk. 1. juli skrev Asta Nielsen i sin dagbog: »Muschelkalk og jeg måtte undertrykke en lille tåre ved afskeden. Ringelnatz var derimod så lettet over at kunne flygte fra naturen, at han lod sit nye store lommetørklæde flyve ud over havet som afsked«.

Det hvide lommetørklæde var måske en kapitulation til den uforløste kærlighed, måske et lille flag for den fred, der var truet inde på fastlandet. I hvert fald var uskyldens sommer definitivt forbi. Adolf Hitler og hans nazistparti var til stor forskrækkelse for Nielsen og Ringelnatz i voldsom fremmarch. Nazisterne forsøgte at true og lokke landets førende og mest populære kunstnere over på deres side, og Asta Nielsen var ingen undtagelse.

Efter nogle år kunne hun ikke længere undslå sig for at tage imod invitationerne og havnede til middag med både Goebbels og Hitler som bordherrer. De ville have hende til at medvirke i film med nazistiske undertoner. Som svar begyndte Asta Nielsen at rose de jødiske kunstnere, hun kendte, blandt andet på Hiddensee.

Trods modet var 1930’erne triste tider for Asta Nielsen og hendes hjerteven Joachim Ringelnatz, der i 1933 blev bandlyst af nazipartiet som en såkaldt »degenereret kunstner«. De fleste af hans bøger blev brændt, og han og Muschelkalk måtte leve i stor fattigdom.

Han nåede dog i selskab med blandt andre Asta Nielsen at fejre sin 50-års fødselsdag, inden han blev syg af tuberkulose. Fra sygelejet skrev han til den tydeligvis savnede danske »Seelenfreundin« (sjæleveninde): »Du der, jeg her/ jeg her, du der/ Sådan rejser vi/ hurtigt fra hinanden/ hvornår finder vi sammen, forelskede som vilde flammer? Du ser, at min længsel, varm og dyb, dikterer dette kærlighedsbrev (fortæl det ikke til Muschel!)«.

Selv skrev Asta Nielsen senere noget mere fattet om sin ven, der døde i 1934: »Han var en stor kunstner, men et ufærdigt menneske«.

Måske derfor blev den romance, der lurede på Hiddensee, aldrig til andet end den ’Umulige kærlighed (’Unmöglich Liebe’), der også blev titlen på Asta Nielsens svanesang i filmens verden.

Filmen fra 1932 var et forsøg på at omskole stumfilmens store stjerne til talefilm. Men den patos, der lå på Asta Nielsens stemmebånd sammen med en tydelig dansk accent, gjorde forehavendet umuligt.

Flugtrute til Danmark

Hiddensee besøgte hun stadig hver sommer, sidste gang i 1936, hvor en mere og mere trist og mistrøstig skuespiller ikke gjorde meget væsen af sig.

De fleste af kunstnerne fra Berlin havde opgivet at komme til øen, og mange af de fastboende, især et par kvindelige jødiske malere, frygtede med god grund for deres fremtid.

Året efter opgav Asta Nielsen sit tyske liv og flygtede fra nazismen for aldrig nogensinde at komme tilbage til hverken Berlin eller Hiddensee.

Hjemme i Danmark blev hun beskyldt for at have nazisympatier trods sin åbenlyse modstand og sin økonomiske hjælp til danske jøder, der ville til Sverige under besættelsen.

Årene hjemme på Frederiksberg blev bitre for skuespilleren, der aldrig fik job i hjemlandet igen. Melankolien og tristheden går igen i de breve, hun sendte til sine venner på Hiddensee, og som nu er hængt op i det renoverede hus ’Karusel’, hvor også originale møbler, en enkelt af hendes kjoler og et par af hendes talrige hatteæsker er udstillet.

Men selv om Asta Nielsen forlod sin elskede ferieø, forlod Hiddensee aldrig hende. I 1960’erne skrev hun i sine erindringer:

»Måger lever længe, har jeg læst, ofte mere end 30 år. Mon mågerne i Vitte nogensinde tænker på mig?«.

Publiceret 29. maj 2015

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce