Kristian Thulesen Dahl er en høflig vært. Skænker kaffe til alle og smalltalker drevent. Mens Helle Thorning-Schmidt (S) onsdag formiddag udskriver valg fra Spejlsalen i Statsministeriet, sidder vi og ser fjernsyn på hans store kontor i en afkrog af Christiansborg.
Bag døren hænger et par jakkesætbukser foldet over en bøjle. Dem tager han på, når han skal i folketingssalen eller til forhandlinger i et ministerium. Her på kontoret er han i jeans, ligesom når han går rundt derhjemme i Thyregod. Kontoret er hyggeligt og gammeldags med tunge træstole med stofbetræk og landskabsmalerier i guldrammer på væggene, men stemningen i dag er ikke afslappet eller naturlig. Sådan kan det ikke være, når hver eneste af Kristian Thulesen Dahls bevægelser bliver fulgt af et kamerahold.
Helle Thorning-Schmidt toner frem på fladskærmen. Kristian Thulesen Dahl har på eget initiativ skiftet fra det faste valg TV 2 News til DR 2, fordi kameraholdet er fra DR. Nu siger statsministeren, at vi skal til valg 18. juni. Kristian Thulesen Dahl knytter næven og siger i et kontrolleret følelsesudbrud:
»Yes, så kom det endelig!«.
