En kvinde i en kjole, der er gået af mode for cirka 100 år siden, rækker hånden i vejret og spørger, om det er i orden at tage en barnevogn med, når hun og alle de andre kvinder her i Nationalmuseets kantine skal ud og vandre i gaderne.
»Det må du gerne«, svarer Frederikke Heick, som har flammende rødt hår og styr på de fleste detaljer.
»Politiet skal bare sikre sig, at du ikke har bomber i den«.
Nogle af kvinderne skæver forundrede til hinanden.
Bomber!?
De skal i al stilfærdighed spadsere fra Churchill Parken til Rigsdagsgården på Christiansborg iført selvsyede kjoler i stil med dem, kvinderne bar 5. juni 1915. Det er en genopførelse af det store kvindeoptog, som fyldte det indre København, dengang landet fik den udgave af grundloven, som gav kvinder og tjenestefolk lov til at stemme.
Hvis der endelig skulle gemme sig en terrorist her i forsamlingen, ville hun så nemt som ingenting kunne skjule 5 kilo plastisk sprængstof under sin lange, stofrige 1915-kjole. Eller i hatten. En del bærer store, kunstfærdige hatte.
De sidder omkring lange borde og drikker kaffe, mens de syr på noget til deres kostume og lytter til de sidste instrukser om, hvordan marchen grundlovsdag skal forløbe. Man regner med, at op mod 10.000 kvinder – og mænd – vil deltage. Hvis solen skinner.
Frederikke Heick er etnolog og ekspert i, hvordan kvinder har gået klædt op gennem historien. Nationalmuseet har hyret hende til at instruere de interesserede kvinder i, hvordan de rammer det korrekte snit. Selv går hun altid i historisk tøj.
»Jeg har nyt tøj hjemme i skabet, men jeg går ikke med nyt tøj, hvis jeg skal uden for havelågen. Ikke noget der er nyere end fra slutningen af 50’erne«.
Hvorfor fejrer I 100-året for kvindernes valgret ved at kravle i historiske kostumer?
»Det handler om at inddrage folk i historien. I stedet for at gå på museum eller læse en bog leger man sig ind i det ved at tage det her tøj på. Folk kommer her, fordi de synes, det er skægt«, siger Frederikke Heick.
Når man tager det gamle tøj på, får man på en meget håndfast måde en fornemmelse af den svundne tid, forklarer hun.
»Hvad gør det ved mig at få et korset på? Ville jeg være en arbejderkvinde, en fornem dame eller en hvidklædt jomfru? Hvad ville passe til mig? Okay, hvordan bliver de her mamelukker nødt til at sidde, når jeg også skal kunne komme på toilettet? ... Og så bliver man nødt til at sætte sig ind i, hvad det var for et kvindeliv. Hvad var det for nogle roller?«.
Så det handler om at mærke historien på sin egen krop?
»Lige præcis. Det handler ikke om nostalgi. Det handler om at lege med historien og prøve at være i historien på en eller anden måde«, siger etnologen.
Flere af de tilstedeværende ligner på en prik kvinderne på et fotografi, der ledsagede den lange reportage fra optoget, som Politiken bragte 6. juni 1915. Omkring 20.000 kvinder gik fra Grønningen til Amalienborg Slotsplads. Overskriften lød: ’Kvindernes stolte demonstration for Danmarks riges grundlov’.
Og artiklens mandlige forfatter indledte med disse ord:
»Hvorledes kvinderne er, når de skal ud med deres mænd, er en sag for sig. I går, da de for første gang skulle optræde som et selvstændigt politisk vælgerfolk, var de i alt fald overraskende præcise ...«.
Svært at støvsuge i det her korset
Det er sjovt at sy, synes Stefanie Rasmussen. Hun er 29 år, informationsspecialist og »en kæmpe historisk kostumenørd«, som hun siger. Her til mødet er hun ikke iført stort andet end et korset.
»Det her er version nummer 2 af mit kostume. Jeg havde målt forkert, så det første sad ad helvede til ... Hvis du har lidt polstring på sidebenene, er det lettere at mase dig i den rigtige facon. Men jeg har ikke så meget fedt at skubbe rundt på, så det er vigtigt, det passer«, forklarer hun.
Kan du godt trække vejret?
»Altså, du kan jo ligesom ikke trække vejret helt ned i maven. Der er metalstivere i. 7 millimeter bredt fladstål ...«.
Er det kun på grund af tøjet, du er med her?
»Nej, jeg synes også, det er fantastisk, man laver sådan et arrangement. Det er utroligt at tænke på, at det kun er 100 år siden, at kvinder fik stemmeret. I dag tager vi det bare for givet, at vi kan gå ud og stemme og tage job og uddanne os til det og det ...«.
Synes du stadig, der er meget at kæmpe for som kvinde?
»Det er måske ikke så tydeligt i dag, men det ligger lige under overfladen. For eksempel møder jeg tit gammeldags, sexistiske kommentarer på internettet. Eller mine mandlige venner kan finde på at sige, det bare er et kompliment, hvis nogen tager mig på røven, når jeg er i byen ... Det kan så diskuteres. Og selv om mine forældre begge har fuldtidsjob, hvem er det så, der altid laver aftensmad? Hvem er det, der altid står for vasketøjet«, spørger Stefanie Rasmussen.
Hun giver selv svaret:
»Det er jo stadig min mor. Og hun laver pissedårlig mad ...
Hjælper dragten dig til at mindes det, man engang kæmpede for?
»Ja, sådan et korset er jo ikke vildt frigørende. Det lægger jo ikke op til, at du kan gå ud og lave vildt og voldsomt fysisk arbejde eller dyrke sport ... Men det er interessant at kravle i det for at vise, hvor langt vi er kommet ... Altså jeg har prøvet at støvsuge i det her. Det kan godt lade sig gøre, men du har ikke samme bevægelsesfrihed som i et par cowboybukser og et par løbesko«, siger Stefanie Rasmussen.
Kampen gælder begge køn
Ligesom i 1915 er det nu Dansk Kvindesamfund, der arrangerer optoget og skal gå forrest. Iført hvidt, men moderne tøj. Lige i hælene på dem følger så de historisk klædte kvinder, som man regner med der vil være et par hundrede af.
»Jeg har lige været ovre i Folketinget, og de glæder sig til, at vi kommer. Kongen har desværre meldt afbud, men dronningen vil være der«, siger Signe Valuhn, der er projektlederen fra Dansk Kvindesamfund.
Alle kan godt regne ud, det er prins Henrik, hun kalder kongen. Så der grines.
»Det bliver enormt flot«, fastslår Signe Vahlun. »Der kommer også kvinder i nationaldragter fra hele verden. Og jeg har netop fået at vide, at TV 2 sender helikopteren op. Så der bliver knald på! Og der bliver især spot på jer, fordi I er så sindssygt flotte ...«.
Hun er selv i en hvid T-shirt med kvindetegn. Men hun synes, det er virkelig fedt, at en gruppe kvinder vil marchere i historiske dragter.
Men er det ikke lidt reaktionært at fejre kvindernes stemmeret med et historisk kostumebal?
»Det kan man godt mene«, svarer Signe Vahlun. »Nogle af os kommer i moderne tøj, andre i historisk ... Sagen er den, at optoget er for alle, så hvis du ønsker at komme klædt ud som Spaceman år 3000, så skal du have lov til det«.
Det vil jeg så nok overveje ...
»Det er i orden. Det er i sig selv lidt af en historisk cadeau, at vi laver optoget. Det er en fejring af, hvad man gjorde for 100 år siden. Det er noget, man altid vil forbinde med, at kvinder fik valgret. Og tyendet, de skal ikke glemmes, absolut ikke ...«.
Og mændene må godt gå med?
»Ja. Bare ikke i den historiske del af optoget. Vi har mænd med i den allerforreste del. Vi har både mandlige medlemmer og mandlige ansatte i Dansk Kvindesamfund. Og vi har en mand i styrelsen. Vi kæmper jo for ligestilling«.
Ja, og hvor er fronten egentlig henne, her 100 år efter at kvinderne fik stemmeret?
»Vi har flere problematikker. Vi har sexisme, vi har mangel på lige barsel, vi har absolut mangel på ligeløn – det er et kæmpestort problem. Og så er antallet af voldsramte kvinder skyhøjt. Det er svært bare at nævne én ting ...«.
Så I kæmper for ligestilling for begge køn?
»Ja. Kvinder er overrepræsenteret i forhold til voldsstatistikken. Du ved, der er nogle problematikker, der bare rammer skævt kønsmæssigt. For eksempel er der flere mænd, der sidder i fængsel«, siger Signe Vahlun.
Mindre end en flæskesteg
Optoget i 1915 endte på Amalienborg, hvor også Politikens skribent rundede sin reportage af.
Han skrev:
»For et mandfolk var det lidt bittert at tænke på, at alle disse tusinder af kvinder skulle hen og hilse på kongen. Misundelsesværdige mand, der på én formiddag skulle have besøg af op mod 20.000 kvinder«.
Hvorfor skal jeres optog ikke også til Amalienborg?
»Det, vi fejrer, er det danske demokrati, så vi synes, det giver mere mening at gå til det, der i dag er den demokratiske højborg, og det er altså Christiansborg«, svarer Signe Vahlun.
Samtidig glæder I jer over, at dronningen vil være der. Og det meste af kongefamilien?
»Men det er da også stort, at de vil deltage!«.
Kæmper I også for prins Henriks ligestilling i kongehuset?
»Åh, narh ... Og nu vil han jo desværre ikke deltage. Det var faktisk meningen, han skulle, men jeg ved ikke, hvad der er kommet i vejen«.
Af sikkerhedsårsager skal alle de historisk udklædte kvinder bære et armbånd, så den udkommanderede sikkerhedsstyrke kan se, at de er venligsindede. Er armbåndet gennemsigtigt eller neonfarvet, vil en af kvinderne vide. Står det til kniplingerne?
»Du må godt lige gemme det i ærmet«, beroliger Signe Vahlun.
I Rigsdagsgården vil forkvinden i Dansk Kvindesamfund holde tale, og det samme vil statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
»For vi er stolte af, at vi, 100 år efter at stemmeretten blev indført, har en kvindelig statsminister«, som Signe Vahlun siger.
Livgarden vil også være der. Plus en operasanger. Og så synger alle nationalsangen. Bagefter er der folkefest på pladser og i parker omkring Christiansborg. En del af festen vil blive orkestreret af Distortion. Der bliver desuden kvindefodbold, og Dansk Svømmeunion vil opfordre folk til at hoppe i kanalen.
»Vil der være opstillet toiletter i Rigsdagsgården«, spørger én. »Må man godt have en taske med«, spørger en anden.
»Ja, en lille taske er okay. Men den må ikke være så stor, at der kan være en flæskesteg i den«, lyder svaret.
Publiceret 4. juni 2015
