Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Mads Nissen

»Enten får jeg min kone og børn hertil, eller også dør jeg«

Den syriske familiefar Omar Martini sultestrejker på 8. døgn foran Udlændingestyrelsens kontor i København i frustration over at have ventet i mange måneder på svar om familiesammenføring. Flere kommuner genkender problemet og Udlændingestyrelsen erkender, at ventetiderne overskrides.

Onsdag i sidste uge mister den 35-årige Omar Martini endeligt tålmodigheden og sætter sig på trappen foran Udlændingestyrelses servicekontor i Ryesgade i København.

Med sig har han en flaske vand, nogle få ejendele, et protestskilt og en vilje til at gennemføre en sultestrejke foran kontoret, indtil han får et svar fra myndighederne på, hvornår han kan blive genforenet med sin familie.

»Udlændingestyrelsen bliver ved med at forhale min sag. Jeg har ventet på svar i syv måneder nu, og det går ikke længere. Min kone og mine børn har brug for mig, og jeg savner dem. Vi kan bare ikke fortsætte sådan her. Jeg har alle mine papirer i orden, og jeg har givet de danske myndigheder alt, hvad de har spurgt om«, siger han.

Den første aften, onsdag i sidste uge, er luften kølig. Den syriske familiefar sidder alene på trappen iført en tyk vinterjakke, imens feststemte unge passerer forbi på vej til gadefesten Distortion. Nogle tilbyder ham øl, som han høfligt afslår. Han har ikke forberedt sig godt. Han mangler både tæpper og sovepose, men han virker beslutsom.

»Jeg er et menneske, og jeg nødt til at handle. Jeg er dybt taknemmelig for, at Danmark har taget i mod mig, og at jeg har fået tildelt en lejlighed i Ringe på Fyn, men hvis jeg bare går rundt i lejligheden uden at gøre noget, bliver jeg skør. Jeg mangler en løsning«, siger han.

Omar Martini kom til Danmark i maj sidste år efter en flugt med menneskesmuglere fra borgerkrigen i Syrien. Efter tildelt opholdstilladelse, søgte han - i lighed med hundredvis af andre syrere - om familiesammenføring med sin kone Mais Asfari og parrets to børn, den otte-årige Kamal og fem-årige Abdullah. Det var 8. december sidste år.

Det må tage fem måneder

Udlændingestyrelsen har i familiesammenføringssager to såkaldte servicemål for sagsbehandlingstiden. Den er tre måneder i almindelige sager og fem måneder i de komplicerede.

Efter lidt over fire måneders sagsbehandlingstid modtog Omar Martini et brev fra styrelsen om, at der manglede en religiøs vielsesattest samt en autoriseret oversættelse til dansk af den. Syreren fremskaffede via sin kone i Syrien den originale religiøse attest, og han fik den oversat i København. Samtidig undrede han sig over styrelsens krav, idet han i forvejen havde afleveret en officiel vielsesattest til styrelsen, udstedt af myndighederne i Syrein, dengang han blev gift med sin kone i 2006.

De sidste papirer blev afleveret 29. maj, men eftersom Udlændingestyrelsens servicemål først tæller fra den dag, hvor styrelsen skønner, at alle dokumenter er tilvejebragt, kunne Omar Martini i værste fald nu se frem til yderligere fem måneders ventetid, som jo er servicemålet i sagsbehandlingen.

»Hvad sker der så, hvis myndighederne om en måned finder ud af, at de mangler endnu et dokument? Så starter min sag forfra igen, og så går der yderligere mange måneder«, frygter han.

Ifølge Omar Martini var det perspektivet, som ledte til beslutningen om sultestrejken.

Efterhånden som Omars historie spreder sig, møder flere syrere frem foran Udlændingeservices kontor i Ryesgade. Hazim Abdallah, uddannet i logistik, Mohammed Froakhrji, smed og Issam Alkutaini, ingeniør, er alle familiefædre, som er taget fra Esbjerg til Ryesgade. På deres smartphones har de sagsakterne i deres familiesammenføringssager, som viser, at de har ventet flere måneder længere end de officielle servicemål på fem måneder. De har alle tre modtaget nye breve fra Udlændingestyrelsen, som betyder, at målene atter udskydes.

»Det er små detaljer, som Udlændingestyrelsen mangler, og vi føler altså, at vi gør vores bedste for at få dokumenterne i orden«, siger Hazim Abdallah.

Der er flere lignende tilfælde i Esbjerg, siger de. En af vennerne har ventet i ni måneder, og det er ekstremt belastende for familierne, forklarer han.

»Jeg har en søn på syv år, og når jeg ringer til min kone i Syrien, vil han ikke længere tale med mig over telefonen. Han kalder mig en løgner, fordi jeg ikke har fået ham herop endnu«, siger Hazim Abdallah.

Kommuner bekræfter lange ventetider

Udlændingestyrelsen oplyser, at den ikke har tilgængelige tal for, i hvor mange tilfælde servicemålet er overskredet, men i Aalborg Kommune, som fra juli sidste år for første gang fik tildelt flygtninge, kan man genkende problemet, siger Gurli Joensen, der er konsulent i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen.

»Vi har kun set tre familier blandt de nye flygtninge, som har fået familiesammenføring. Af de cirka 50 flygtninge, som kom til os i 2014, forventede vi 25 ægtefæller, og vi havde nok regnet med, at de familier var kommer i starten af 2015«, siger hun.

Ifølge Gurli Joensen kræver det store ressourcer hos de syriske flygtninge at få udfyldt den omfattende ansøgning om familiesammenføring korrekt.

»Det kræver nærmest en jurist at udfylde ansøgningen rigtig, og når de sender den ind, kan der være mangler. Det er vores erfaring, at det kan trække sagen ud, og det er utrolig svært for de mennesker at gå og vente på deres familier«, siger hun.

Også i Odense Kommune kender man til ventetider, som strækker sig ud over Udlændingestyrelses servicemål, siger Helle Fjord fra Social- og Arbejdsmarkedsforvatningen.

»Vi oplever, at det kan tage op til et år, før syriske flygtning får besked om familiesammenføring«, siger hun.

Vores børn bruges i politisk spil

I Ryesgade kommer Malik Bazzara ud fra Udlændingestyrelsens servicekontor. Han var kok i Syrien, har fået tildelt en lejlighed i Frederiksværk og søgte familiesammenføring 19. december sidste år. I april, efter fire måneder ventetid, fik han brev fra styrelsen, fordi han skulle udfylde et skema, som han allerede havde svaret på, da han talte med myndighederne ved sin ankomst til Danmark tilbage i august sidste år, forklarer han.

»Hvis de havde sagt det til mig for lang tid siden, kunne vi jo have sparet en masse tid. Og der er ikke engang fordi, jeg mangler at give oplysninger. Jeg har jo svaret på skemaet allerede, da jeg kom til landet«, siger han.

Inde på kontoret har de sagt til Malik Bazzara, at han skal regne med en ventetid på yderligere tre til fem måneder.

Ibrahim Jebrel er ankommet fra Hjørring med sin 4-årige handikappede datter, Alma. Moren opholder sig i Egypten, og Ibrahim Jebrel søgte familiesammenføring 1. december, men har endnu ikke fået svar fra styrelsen.

»Jeg er stærkt bekymret for min kone, og min datter savner hende forfærdeligt. Hun bryder sammen hver gang, hun taler med min kone i telefonen«, fortæller han.

På sit skilt har Omar Martini skrevet, 'hold mine børn uden for jeres politiske spil'. Han mener, at sagsbehandlingen af syrene bliver brugt til at formidle et budskab om langsommelighed, så flygtninge vælger andre lande end Danmark.

»Jeg synes i virkeligheden, at regeringen og Udlændingemyndighederne skal tage sig sammen og sige lige ud, at de ikke vil modtage flere flygtninge. Lad os ikke lide, fordi vi skal formidle budskaber for jer. Jeg har familiemedlemmer, som er flygtet til Grækenland, og jeg har sagt til dem, at de ikke skal komme til Danmark. Vi er ikke velkomne her mere«, siger han.

Men hvis du er utilfreds, hvorfor tager du så ikke til et andet land?

»Det har jeg også tænkt på. Men I vil ikke give os vores fingeraftryk tilbage på grund af Dublin-forordningen. Giv os venligst vores fingeraftryk tilbage, så vi kan rejse et andet sted hen som Tyskland, Sverige eller Holland. Jeg er fanget i Danmark, og jeg forstår det ikke. Hvis ikke I vil have flere flygtninge, så lad os rejse. Det er en win-win situation for jer«, siger han.

Omar Martini levede et middelklasseliv og var ansat i telekommunikationsbranchen i Syrien. Før han blev gift, boede han ti år i USA.

»Jeg har altid sagt min mening. Det gjorde jeg også i Syrien før oprøret, og mine venner advarede mig imod det. En dag blev jeg så eftersøgt af regimets mænd, og så vidste jeg, at det var på tide at komme væk«, siger han.

Styrelse erkender ventetider

Efter de første dage i Ryesgade får Omar Martini hovedpine. Det er koldt om natten, og han fryser. Bukserne begynder at hænge på ham. Nogle lokale beboere giver ham Panodiler, men de har også givet ham tæpper, en sovepose, vand og to campingstole.

Overfor hans plads på fortorvet foran Udlændingestyrelsen ligger advokat Åge Kramps kontorer. Han er landets førende familiesammenføringsadvokat med over hundrede sager om året. En af de første dage i sultestrejken forærede han Omar Martini en pude til at sidde på. Han lader også syreren benytte kontorets badeværelse, så han kan få børstet tænder og komme på toilettet.

Åge Kramp har endnu ikke haft syriske klienter, men han bekræfter, at mange familiesammenføringssager i forhold til sidste år nu trækker ud over styrelsens servicemål.

»Det kan mine klienter ikke forstå, for sidste år blev servicemålene overholdt, selv om der også var mange syriske flygtninge«, siger han.

Udlændingestyrelsen ønsker ikke at udtale sig til Politiken om servicemål eller sagsbehandlingen af syrene. Men styrelsen lader forstå, at den erkender, at ventetiden for de syriske familiesammenføringssager i nogle tilfælde er for lang og bliver længere end de officielle servicemål.

Ifølge oplysningerne til Politiken ligger ansøgningerne i kø, inden den reelle sagsbehandling begynder. Derfor oplever flere syrere, at de først sent i forløbet bliver bedt om yderligere oplysninger. Kødannelsen er også forklaringen på, hvorfor nyligt ankommende syrere nogle gange får svar før ansøgere, som har været i landet i længere tid.

Udlændingestyrelsens oplyser også, at der i starten af året er ansat flere sagsbehandlere, og et ekstra kontor til familiesammenføringer er åbnet. Der er ifølge oplysninger yderligere udarbejdet en handlingsplan for, hvordan styrelsen får gennemgået ansøgningerne hurtigere, og handlingsplanen vil angiveligt snart blive iværksat.

Vi passer på ham

Hver aften, inden han lukker kontoret, tager advokat Åge Kramp et fotografi af den sultestrejkende. Han planlægger at lægge billederne ud på sin hjemmeside, forklarer han.

Efter et par dages sultestrejke har en slags hverdag formet sig rundt om Omar Martini. En herre kommer forbi i Ryesgade på sin cykel og afleverer en indkøbspose med drikkevarer.

Om eftermiddagen dukker Chadi og Ahmed som regel op. Det er nogle fyre fra gaden, som holder Omar Martini med selskab om aftenen.

»Vi sørger for ham og passer på ham«, siger Chadi.

Han er født og opvokset her i gaden, og hans mor bor i huset skråt overfor Omar Martinis campingstol. Hver morgen bringer Chadi ham en kande med te.

Om formiddagen kommer viceværten Kim Nemøe og samler cigaretskod og papir op fra gaden. På sjettedagen har Omar Martini sat et foto af sine to drenge op på sin plakat, og Kim Nemøe kigger på det.

»Han holder ud, må man sige, men det er trist at se ham, for han bliver næppe hørt af nogen. Men det er jo hans menneskeret, det er demokrati, og det er det, vi kæmper for hver dag, ikke sandt?«, siger viceværten og går videre.

Omar Martini kalder viceværtens arbejde for room-service.

Frustration er kraftfuldt

På den ottende dag, onsdag 10. juni, er Omar Martini tydeligt svækket. Han bevæger sig langsomt, og øjnene er blanke.

»Min hjerne fungerer også langsomt i dag. Og mit syn er lidt sløret«, siger han.

Over telefonen har han fortalt sin kone, at han sultestrejker.

»Det skulle jeg så ikke have gjort«, siger han.

Hun blev gal og sagde til ham, at han skulle holde ud og vente på, at hun kommer sammen med drengene. Også andre af de syriske mænd har bedt ham om at stoppe.

»Vi prøver at overbevise ham om, at han skal spise og ikke give op. Men det er ikke en aktion fra hans side, det er en reaktion«, siger en af mændene.

Selv afviser Omar Martini at standse sin sultestrejke.

»Jeg er meget stædig. Jeg fortsætter. Jeg har ikke andet at gøre. Hvis jeg tager tomhændet tilbage til Ringe, vil jeg føle mig hjælpeløs og overvundet. Jeg kan ikke længere bare sætte mit liv på hold, det har været sådan her i et år nu«, siger han.

Omar Martini mener, at de danske immigrationsmyndigheder mangler moral.

»Der må vel være en slags etik i sagsbehandlingen af os. De har bedt om min historie, og jeg har fortalt om min families skæbne og bombningerne, men jeg får ikke noget svar. Jeg mener, at man er nået dertil, hvor immigrationsmyndighederne har et moralsk problem. De må udvikle en samvittighed«.

Hvad kunne få dig til at stoppe?

»Hvis Udlændingestyrelsen giver mig en dato for en afgørelse. Men det skal være en snarlig afgørelse. Jeg vil noget med mit liv. Jeg vil i skole og have et job, men det giver ingen mening uden min kone og mine børn. Jeg kan ikke koncentrere mig om integration og om mit liv, når jeg hele tiden tænker på dem. Jeg meget fokuseret på det her. Enten får jeg min kone og børn hertil, eller også dør jeg«.

Hvordan får du kræfter til at fortsætte?

»Frustration er et meget kraftfuldt brændstof«.

Onsdag formiddag, 10 juni, slutter den 35-årige syriske kvinde og husmor, Hazar Kodmani, sig til sultestrejken. Hun kom til Danmark sidst i august, og hun søgte familiesammenføring 2. december sidste år med sin mand og deres to drenge på 13 og 15 år, som alle opholder sig i Damaskus i Syrien.

19. marts modtog hun et brev fra Udlændingestyrelsen, hvori styrelsen skriver, at den senest 2. maj sender hende et brev med »vores endelige afgørelse«.

Siden har Hazar Kodmani ikke hørt fra de danske myndigheder.

Ifølge Udlændingestyrelsen er et endeligt svar på vej til Omar Martini »inden for kort tid«.

Publiceret 10. juni 2015

Læs mere:

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce