0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
DALSGAARD MIRIAM
Foto: DALSGAARD MIRIAM

»Jeg kunne ikke forstå, hvor de grimme glimt kom fra«

Hun blev overmandet af indre billeder med sexovergreb mod hende, da hun var lille. Hun anmeldte to mænd, der baseret på Leas genfundne minder blev dømt. Men mændene mener ikke, at erindringer efter 20 års fortrængning er bevis og vil have sagen til at gå om. Lea Vesterby Olesen har ventet på afklaring i næsten tre år. Det bryder hende ned. »Først gjorde kommunen intet trods mistanke om overgreb. Nu svigter domstolene«.

2011. Gennembruddet

Sygeplejersken fandt Lea i et hjørne.

Den unge kvinde på 26 år sad helt sammenkrøbet. Hovedet nede mellem knæene. Spændt som i krampe.

Natten forinden havde Lea haft et af sine mange mareridt på sygehusafdelingen, som gjorde hendes tøj og sengetøj gennemblødt, men som hun aldrig kunne huske indholdet af dagen efter.

Sygeplejersken kunne slet ikke få kontakt til Lea, så det eneste, hun kunne gøre, var at holde om sin patient. Kramme hende. Selv sagde Lea ikke noget i lang tid. Hvorpå hun brød sammen. Og græd. I timer.

Sådan havde hun ikke reageret før. Det var Lea Vesterby Olesens tredje langvarige indlæggelse med anoreksi, men de ansatte havde lært den 26-årige vestjyde at kende som en person, der af al magt prøvede at skjule, hvad der foregik indeni. Velformuleret og klog. Men også meget garderet. Hulkeanfald var helt usædvanlige.

Næste dag mødtes Lea med sin psykiater, som hun havde gjort massevis af gange før på Odense Universitetshospital gennem de seneste fire år. På det tidspunkt havde hun et par langvarige indlæggelser på den psykiatriske afdeling bag sig, men i den lange terapiproces havde de to, terapeut og patient, mest talt om alt det, Lea havde brug for at bygge op: selvtillid, følelsen af at være et jeg, evnen til at sige nej til omgivelserne.

Nu kom der et nyt punkt på deres dagsorden: Lea begyndte ofte at snakke om, at hun kunne huske, at da hun var lille pige hjemme i landsbyen, havde hun sammen med en veninde besøgt venindens onkel, der klippede julelandskab i rødt pap med nisser og sne lavet af vat i en lejlighed, hvor de tit fik rød sodavand eller kakao. Men det havde alligevel ikke været så julehyggeligt, for der var noget med, at hun skulle tage tøjet af. Og manden lagde sig på hende.

Lea var helt lammet af de stærke sanseindtryk. Hun anede ikke, hvor de kom fra. Hun havde aldrig før talt med psykiateren om den tid. Men hun følte nærmest dette syn fra fortiden mere levende end den aktuelle nutid. Og der skulle komme værre ting frem i de kommende måneder.

1992. Kajkagen

Lea fik engang som lille lov til at vælge en kage selv henne hos bageren, og hun valgte en knaldgrøn Kajkage mage til den sjove frø Kaj i fjernsynet. Den glade giver var en dame fra kommunen, der kom for at hente den 7-årige pige hos forældrene på deres maskinstation i den vestjyske landsby Nr. Bork ved Ringkøbing Fjord.

Så kom Lea med hen på et kontor, hvor damen fra kommunen spurgte til de lege, hun havde leget med sine veninder den senere tid. Men Lea var ikke meddelsom. Og mere optaget af den grønne kage.

Dagen forinden var Leas forældre blevet ringet op af en psykoterapeut fra den daværende Egvad Kommune, som havde sagt, at kommunen var ved at undersøge en mistanke om mulige seksuelle overgreb på små piger begået i Nr. Bork. Og at det måske også var gået ud over Lea, den ene af deres tre døtre. De blev bedt om at komme til et møde samme dag.

Leas far og mor blev forskrækkede og mente da ikke, at Lea kunne være offer for sådan noget, som man ellers kun læste om i avisen eller så på tv.

Ganske vist havde de undret sig over, at Lea siden skolestart året forinden havde ændret sig fra den glade pige, de var vant til, til et mere indesluttet væsen, som var blevet »mørk« i øjnene. Moderen havde mange alvorlige fotos af Lea, der ellers før altid var ét stort smil.

Kommunens psykoterapeut havde besøgt maskinstationen ugen efter og talt med Lea alene på hendes værelse. Her var Lea blevet meget, meget ked af det. Samtalen måtte stoppe.

Lea var meget indesluttet i tiden efter, og forældrene prøvede at tale med hende om, hvad damen fra kommunen mon havde spurgt om. Lea fortalte sin far og mor, at hun havde været ovre i et hus sammen med en veninde, hvor der var en mand og en kvinde, og hvor de skulle lave et nissehus. Og så havde hun leget med veninden, hvor de skulle ligge i en kiste ligesom venindens lillebror, der var omkommet ved en brand engang, og de havde også leget numselege og kærestelege.

Da moderen bad Lea tegne legene, havde hun tegnet gardinstænger stukket op i numsen.

Forældrene brød sig ikke om deres datters voldsomme fortællinger. De fik via kommunen fat i en børnepsykolog. Men da han kom, talte han kun med Leas far og mor. Ikke med Lea.

Og så skete der ikke mere.

Den psykoterapeut, Kirsten Filbært, som købte Kajkage til Lea og talte med hende, lavede også en videoptagelse og tegneterapi med en af de andre piger.

»Jeg kunne mærke, at der var noget galt med de piger, men det var svært umiddelbart at få noget at vide af dem. Og efter kort tid sagde min leder i kommunen, at sagen var afsluttet, og at jeg ikke skulle røre mere ved den. Det har undret mig mange gange siden«, siger Kirsten Filbært.

1993-2004. Kropsvægt: 40 kilo

I folkeskolen klarede Lea sig fint. Passede sine lektier, var blandt de bedste i klassen, fik venner. Der var aldrig rod på hendes værelse. Alt gik tilsyneladende godt, så de gamle episoder blev ikke nævnt mere.

Men hun kan huske omklædningsrummet i folkeskolens tidlige år, hvor hun hele tiden skulle finde på undskyldninger for ikke at gå i bad med de andre, for det kunne hun ikke overskue. Hun skulle holde rede på, at hun ikke kunne bruge den samme forklaring for tit over for de samme gymnastiklærere, for så gennemskuede de hende.

»Men jeg var meget dygtig til det. Desværre«, lyder Leas kommentar.

I det hele taget har hun udviklet sig til at være en person, der er virkelig ferm til at læse situationer og mennesker, så hun aldrig bliver påfaldende.

Men i gymnasiet fik Lea en depression.

»Jeg vidste ikke, hvor det kom fra. Det føltes som at møde en mur. Jeg begyndte at gå til psykolog, men det hjalp ikke«.

Men den slags ekstrem tilpasningsduelighed kan hævne sig. Lea blev overfokuseret på at kontrollere sin mad og på, hvor lidt hun følte, når hun ikke spiste, og hvor god en følelse det var at have fuldstændig kontrol. Efter at være begyndt på sociologistudiet i København blev hun indlagt første gang med psykiske problemer. Over en sommer tabte hun sig 15 kilo. Hun måtte opgive universitetet og havde flere psykiatriske indlæggelser.

Så tænkte hun: Sygeplejerske! Det er da en mindre besværlig måde at få en spændende uddannelse på. Det gik også godt. Indtil praktikken. Al den nøgenhed, al den fysiske kontakt med patienter var alt for meget. Lea tabte sig yderligere.

»Jeg ramte de 40 kilo på det tidspunkt«, husker Lea, der blev indlagt igen.

Under indlæggelsen lykkes det hende dog at hive et 12-tal hjem ved en eksamen, for hun er opdraget til at præstere. Men hun gennemførte aldrig uddannelsen.

I alt har Lea været indlagt i knap tre af de seneste otte år. Ingen i behandlingssystemet kunne i de første år ane, hvorfor den engang så friske pige fra maskinstationen i Nr. Bork kunne blive så syg.

Indtil sygeplejersken fandt Lea krummet tavs sammen på gulvet.

2011. Politianmeldelsen

Efterhånden fik Lea flere og flere flashbacks. Hun kunne huske mere om de to mænd, om at være nøgen, at de rørte ved hende og tvang hende til at røre ved dem, og at den ene af dem truede hende med at sætte ild til hendes fars og mors hus, så de alle ville brænde og dø, hvis hun sladrede.

Hver gang Lea kom ind på den slags minder, lyttede hendes psykiater, Magnus Petersen. Men ofte valgte han midt i hendes erindringsstrøm at skifte emne. Sådan havde han også gjort tidligere, når de talte om de lege med seksuelt indhold, som Lea legede med veninden dengang.

»Pludselig kunne han begynde at tale om Dostojevskij eller om Kierkegaards ’Enten-Eller’. Dengang kunne jeg ikke forstå det og blev lidt såret, fordi jeg jo var ved at tale om noget vigtigt, der gjorde ondt. Men i dag ved jeg, at det var en metode. Han ville ikke skubbe mig længere ind i det, fordi det kunne skade mig«.

Men glimtene blev ved med at komme. Lea og psykiateren var ikke i tvivl om, at hun var i gang med at genhuske seksuelle overgreb begået 20 år før.

»Jeg kunne i lang tid ikke forstå, hvor de grimme glimt kom fra. Måske har jeg i barndommen talt med min bamse, men jeg har helt lukket af for andre mennesker. Og også for mig selv«, lyder Leas ræsonnement i dag.

Hun kunne efterhånden se det nedlagte plejehjem i Nr. Bork for sig, hvor der var boliger, og hvor de to mænd, hun fik mareridtsagtige glimt af, havde boet. Hvordan hun kom i bygningen for at lege med en pige, der boede der, og en anden pige, der var niece til en af mændene. Hvordan hun nogle gange også havde siddet i bibliotekets bogbus foran bygningen og læst tegneserier, og så var en af mændene kommet og havde spurgt, om hun ikke ville med op og lege.

»Jeg kan tydeligt huske, at den ene var så god til at klippe figurer, og han havde lavet det her nisselandskab med rødt pap. Det var, da vi skulle ind på et værelse efter en nisse, at det hele skete første gang. Det var fuldt samleje«.

Hun var ifølge sin erindring måske i snit hver uge oppe i lejligheden, og der skete masser af grove overgreb. Måske hen over et halvt års tid.

Efterhånden blev billedet for hendes indre blik så klart, at Lea meldte sagen til politiet.

»Jeg kunne ikke have, at de to mennesker gik ustraffede rundt og kunne begå nye overgreb. Jeg var på det tidspunkt indlagt tredje gang, og de havde sørme godt nok sat nogen svære præmisser for mit liv«.

Undervejs erfarede Lea, at en af hendes legekammerater på det nedlagte plejehjem også var gået til politiet, og at en af mændene året før havde fået en betinget fængselsstraf for seksuelle overgreb mod den anden pige. Denne pige, der nu er en ung kvinde, har Politiken talt med. Hun har ikke som Lea fået erindringsglimt under terapi, men har kunnet huske overgrebene gennem hele ungdommen. Men fordi hun blev anbragt uden for hjemmet og havde mange forskellige voksne omkring sig, var det først, da hun kom op i 20’erne, at hun fik støtte til at gå til politiet.

2012. Retssagen

Det var hårdt for Lea at vidne i sin egen sag. Hun glemmer aldrig den dag, da hun skulle møde i Retten i Herning og de to tiltalte mænd stod foran bygningen og røg og hun skulle gå forbi dem. Hun mælede ikke et ord, men var som is indeni.

Dommeren og de to domsmænd fandt en novemberdag i 2012 de to mænd skyldige og idømte den ene seks måneders ubetinget fængsel plus halvandet år betinget, mens den anden fik en rent betinget dom. Af dommen fremgår det, at de to mænd, der erklærede sig uskyldige, blev bedømt mildere, fordi det hele var sket 20 år før.

Men retten lagde vægt på, at Lea havde givet »en sammenhængende og troværdig forklaring«.

»Retten udelukker, at forklaringen om disse seksuelle overgreb (...) er bevidst opdigtede, og har foruden hendes fremtoning lagt vægt på, at hun ikke ses at have noget motiv hertil, samt de lægelige udtalelser«, står der i dommen.

Retten hæftede sig også ved Leas mors vidneudsagn om, at hendes datter markant havde ændret væsen efter den tid, hvor overgrebene skulle have fundet sted.

Det vejede også med i dommen, at den ene af mændene var dømt for noget tilsvarende året før i sagen om Leas barndomsveninde, plus at der havde været politiefterforskning mod ham i et par andre sager om overgreb mod små børn – de sager havde dog ikke ført til dom. Desuden havde den anden lidt ældre mand i retten erkendt at have begået incest mod sin datter for mange år siden, men på grund af forældelsesfristen kunne der ikke rejses sag om det.

Mændenes forsvarere rasede over dommen i Lea-sagen. »Der er tale om mere end begrundet tvivl«, sagde den ene i retten og pegede på, at såkaldte genfundne erindringer er et omtvistet begreb. Den anden forsvarer var »mildest talt overrasket«, fordi det er »forurettedes forklaring alene, der ligger til grund«.

Begge forsvarere ankede derfor sagen til landsretten.

2012-15. Ventetid

Det er to et halvt år siden, at de to mænd blev fundet skyldige. I al den tid har Lea frygtet at skulle møde op i retten og gennemgå det hele på ny.

Men sagen er i mellemtiden vokset fra at være en mindre byretssag om seksuelle overgreb på børn til en principiel landsretssag om brug af genfundne minder som bevismateriale.

Siden dommen i Herning har der været fastsat retsmøde i landsretten i Viborg hele fem gange. Cirka med et halvt års mellemrum hver gang. Bureaukratisk bøvl er hovedårsagen.

Fem gange er Lea blevet indkaldt med nogle måneders varsel. Og lige så mange gange er retssagen blevet aflyst og udskudt igen. Og lige så mange gange har Lea oplevet, at frygten for at skulle møde op og vidne om sine oplevelser igen har ført til, at hendes tilstand er blevet forværret.

»Jeg bliver presset af angst hver gang, og jeg kan ikke forstå, at det skal trække ud så lang tid. Mine flashbacks bliver hyppigere i de perioder, hvor jeg tror, at nu sker det. Jeg kommer over i en tilstand, hvor jeg lever på to planer: i dag og dengang overgrebene skete. Det mudrer sammen. Det er svært at få en hverdag til at fungere«.

At der er gået alt for lang tid, fremgår af et svar fra Rigsadvokaten til Lea for tre uger siden, efter at hun havde klaget. Her »medgiver« Statsadvokaten, der er anklager i den kommende ankesag, »at det tidsmæssige forløb af sagen samlet set har været langvarigt«.

Statsadvokaten peger på, at der har været store vanskeligheder med at skaffe det nødvendige materiale, og på den baggrund beklager både Rigsadvokaten og Statsadvokaten den lange sagsbehandlingstid. Men Rigsadvokaten mener alligevel ikke, at der er grundlag for kritik af Statsadvokatens arbejde.

Forsvarerne for de dømte vil ikke bare have deres klienter frifundet. De vil have sagen tilbage til byretten til ny dom, for de mener, at der blev begået flere fejl.

En af de to forsvarere, advokat Jakob Fastrup, melder hus forbi med hensyn til, at det skulle være ham og hans kollega, der kaster grus i maskineriet. På forsvarernes anmodning skal Retslægerådet se på psykiaterens arbejdsmetoder. Jakob Fastrup mener, at »det er velkendt, at en behandler kan være med til at snakke noget frem i en person; noget, der ikke er sket, men som personen kan komme til at tro på, som om det virkelig havde fundet sted«.

»Vi undrer os over, at disse genfundne erindringer ikke for længst blev forelagt Retslægerådet til en vurdering af, om alle forskrifter for arbejdet med genfundne erindringer er fulgt. Det er enestående, at min klient er dømt på det mest spinkle, man kan forestille sig, og som der i mange år har været stor diskussion om«, siger Jakob Fastrup.

Advokaten finder det også »dybt betænkeligt«, at retten lagde vægt på en skriftlig erklæring fra Leas psykiater om hendes troværdighed.

»Vurderingen af et vidnes troværdighed bør altid foretages direkte i retten og ikke på grundlag af mere eller mindre subjektive erklæringer. Kun lægeerklæringer om rent lægefaglige forhold tillades normalt fremlagt i retten. Troværdigheden er det op til retten selv at vurdere«, siger Jakob Fastrup.

Forsvarsadvokaten er dog enig med Lea Vesterby Olesen i, at det er »helt ude i skoven«, at sagen tager så lang tid. Han har to gange skrevet til landsretten for at få mere gang i processen.

»Det belaster alle parter. Også min klient, der ikke kan komme videre med sit liv, før der er en afslutning«, siger Jakob Fastrup og konkluderer, at »når alt går galt, virker systemet tilsyneladende ikke«.

2015. Psykiateren

Leas psykiater, Magnus Petersen, er heller ikke i tvivl om, at de evindelige udsættelser af retssagen, hvor han hver gang skal ruste Lea mentalt til at møde fortiden igen, belaster hans patient så meget, at »det kan ende med at gøre hendes psykiske problemer endnu værre«.

Han mener, at anklagemyndigheden har været med til at forsinke sagen. Blandt andet har Statsadvokaten anmodet om journalmateriale, som ville kræve Leas skriftlige samtykke – men det samtykke forelå ikke, og sagen gik i stå. På et andet tidspunkt modtog Statsadvokaten Leas somatiske journal, men det skulle have været den psykiatriske.

Magnus Petersen understreger, at han ikke er den, der ringer rundt og sørger for, at der kommer skub i papirgangene.

»Jeg har også en tavshedspligt, så jeg skal ikke fare ud og forklare forskellige myndigheder om, hvad mine patienter siger«.

Han understreger, at det heller ikke er hans rolle som terapeut at få Lea til at erindre så mange hændelser som muligt »for at få nogen dømt«.

»Terapiens formål er først og fremmest at styrke patienter i at leve med overgreb, man ikke kan lave om på. Terapien skal også sørge for, at hvis der bliver gået for tæt og for hårdt på erindringerne, kan det medføre retraumatiseringer, som vi skal forberede patienterne til at kunne rumme«.

Magnus Petersen kunne, da terapien med Lea startede for otte år siden, allerede dengang mærke, at der måtte være sket noget slemt i Leas liv. Hun har posttraumatisk stress i svær grad, fastslår han.

»Anoreksien er en måde at få styr på følelser på og klare en indre belastning. Hvis man hele tiden er optaget af en tvangstanke som at tabe sig, så gør de andre pågående følelser ikke så ondt«, forklarer psykiateren. Han understreger, at han ikke har gjort noget for at lede Lea hen til de minder, der gør ondt, og har fulgt Retslægerådets retningslinjer for god behandlingsskik ved genfundne minder, hvor man ikke må lægge fortolkningsmuligheder frem for patienten.

2015. Bachelor

Forleden tog Lea sin bacheloreksamen efter at have genoptaget sociologistudiet.

Som hun nogle dage før sagde til Politiken, ville hun ikke – trods en halvlammende eksamensangst – være tilfreds med andet end et 12-tal eller et 10-tal. Det blev en 7’er. Men en trods alt stolt Lea skrev samme dag:

»Perfektionisten er ikke tilfreds, og den der nye karakterskala har jeg ikke vænnet mig til. Men jeg kommer stærkt igen med specialet«.

Det kommer fra en kvinde, der i dag bor på et botilbud for mennesker med spiseforstyrrelser, og som skal have hjælp til mange ting i hverdagen stadigvæk.

Det kommer også fra en kvinde, som i dårlige perioder i detaljer kan huske revnerne i fliserne på vejen i barndommens Nr. Bork hen til det tidligere plejehjem med manden med nisselandskabet i rødt pap og sneen af vat. Og hun må endelig ikke træde på revnerne.

Det kommer fra den kvinde, der på grund af sine tvangstanker tæller meget og gør meget rent og selv kan grine lidt ad, at hun sætter sine bøger op i mange systemer: først efter farve og højde og så forfatterfornavn og -efternavn og til sidst ISBN-numre.

Og det kommer fra den kvinde, der ved fotograferingen til denne artikel var mest nervøs for, at billederne skal give indtryk af, at hun er beskidt.

»For sådan føler jeg mig«.

Seneste dato for retssagen i landsretten er 28. september og tre dage frem. Igen bliver hun nødt til at berede sig i god tid sammen med sin psykiater.

»Mit indtryk af retssystemet er, at det ikke kan håndtere mennesker, der har det svært. Man er bare et sagsnummer. Hvis jeg ikke havde haft en psykiater og et bosted, ved jeg ikke, hvordan jeg var kommet igennem det her«.

»Gid han var død«

Leas mor, Esther Olesen, forklarede forleden Politiken i telefonen, at det værste af alt er afmagten: »Da Lea begyndte at åbne sig for nogle år siden og fortælle om det, der skete dengang, var vores første tanke, at vi ikke havde passet godt nok på vores datter. Men vi vidste jo slet ikke, at hun var deroppe i lejligheden med de der mænd. Hun kom altid hjem, som hun skulle, så vi havde ingen mistanke«.

At hendes datter tilsyneladende tav i alle årene, fordi hun af mændene blev truet med, at familiens hus ville blive brændt ned og alle ville dø, fylder hende med sorg. Leas mor kan godt huske, at børnene dengang fortalte, at de legede lege, som sunde børn egentlig ikke skal lege.

»Da Leas depression begyndte i gymnasiet, spurgte jeg hende, om der var sket noget dengang nede på det gamle plejehjem, som kommunen havde haft mistanke om. Hun sagde nej. Det er så hårdt at tænke på, at Lea har levet alene med alt det i de mange år«.

Få dage efter denne telefonsamtale sendte Leas mor en mail til Politiken med flere tanker om datterens og familiens skæbne. Hun fortæller her om det svære ved at »se en, man elsker, blive skrællet af lag for lag og indimellem være så langt væk fra den, man kender ... den man troede man kendte«.

»Konsekvensen er blandt andet, at Lea igennem de sidste tre et halvt år kun har været i Nr. Bork to gange, og det har været til bedsteforældrenes begravelse«, konstaterer Esther Olesen.

Og så slutter hun med en episode, hun er kommet i tanker om. Året efter kommunens mistanke om, at der var hændt pigerne noget slemt, var der en eksplosion på det gamle plejehjem, hvor den ene af de mænd, der 20 år senere blev dømt, havde eksperimenteret med gas. Der var et interview med ham i fjernsynet, hvor han sad forbundet i hospitalssengen. Leas mor fortæller:

»Lea var 8 år. Hendes kommentar, da hun så ham, var: Gid han var død«.

Det kan Lea godt huske i dag. Især mandens stemme genkendte hun på tv.

Og så kan hun for resten ikke længere fordrage grønne Kajkager.

Publiceret 18. juli 2015

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts