I mørket mærker jeg mine ben spjætte mod loftet. Fingrene banker i madrassen i takt til indianske stortrommer, og jeg kan høre skrigene fra to kvinder, der ligger på hver sin madras ved siden af mig. Det her er et trip ud i uopdaget landskab med en psykedelisk væske og en terapiform, jeg ikke kender virkningen af. Jeg har fået at vide, at jeg skal tænke på formålet – formålet med at drikke en traditionel medicindrik fra Amazonas-junglen – nu ligger jeg med gabet vidt åbent og kan ikke gøre andet end at observere mit sind blive suget ind i en vægtløs verden af flettede farver og figurer.
Nede i min mave bobler et plantebryg kaldet ayahuasca. Sammen med 15 andre søgende sjæle ligger jeg ligger i en ladebygning som deltager i et weekendophold og tror, at jeg er her for at lære mig selv bedre at kende. Først opleve, dernæst beskrive oplevelsen. Så kommer jeg i tvivl om formålet – er vi her for at trippe eller for at deltage i en terapeutisk behandling af vores lidelser?
Min tilgang til arrangementet viser sig at danne et opgør med mine egne forestillinger, og i løbet af de 13 timer, selve ceremonien varer, bliver jeg både imponeret og forfærdet over de syn og lyde, der møder mig.
Ayahuasca er ikke til at spøge med. Alligevel har drikken de seneste år spredt sig fra Sydamerika til verdens rigeste lande, omtalt som et af de ypperste remedier i selvudviklingens tegn. Derfor er jeg taget med min spirituelt interesserede mor til retræte på Djursland, hvor de guider deltagere ved arrangementet ‘Healing Weekend’ i en terapeutisk selvudvikling og til at drikke en hallucinerende væske, der indgår som redskab til at »hjælpe mennesker til at finde deres sande essence«.
