De første møder vi lige uden for banegården i Giessen. Tre lange og ranglede teenagedrenge hænger op ad en mur i en smal gyde. Her kan de sidde i skygge, mens togene fløjtes i gang bag dem. Verden haster videre omkring dem, og minutter bliver til timer på det store ur foran stationen. Trioen sidder uden at foretage sig noget. De er fra Eritrea, siger de. De vil egentlig ikke snakke. Eller fotograferes. Hvad den ældste dog alligevel giver tilladelse til med et ligegyldigt skuldertræk under sin kasket. Så går tiden da med det. Den yngste dreng vender ansigtet væk. For en sikkerheds skyld.
På hovedgaden i Giessen træder de konstant ud af den hvide tyske normalitet. Brune ansigter, den særlige gangart, man antager, når man går for at gå. I nogenlunde takt med urenes visere. Flygtningene går, men kun for at få tiden til at gå.
»Der er jo intet for os at gøre. Vi kan vente på det næste måltid, vente på, at de får set på vores sag, vente på måske at blive sendt videre. Bare vente«, siger en ung fyr fra Afghanistan.
Tiden gik i stå for de 8.000 flygtninge i byen, en times kørsel nord for Frankfurt am Main, da de efter dage eller uger på nervepirrende rejser ankom hertil. Nu udgør de en tiendedel af befolkningen i den gennemsnitlige tyske provinsby med dens brostensbelagte gader, gamle kirker, fortovsrestauranter bag deres blomsterkasser og store fadøl på de ternede duge sådan en fredelig eftermiddag i højsommeren.
