I det sene tusmørke kommer flygtningene gående inde fra Serbien. De går langs nogle jernbaneskinner, som krydser grænsen på et sted, hvor der er et hul på omkring 20 meter i det hegn, som Ungarn er ved at opføre for at beskytte sig selv mod den største flygtningestrøm i Europa siden Anden Verdenskrig.
Nu er de blevet standset af politiet, og sammen med omkring tusinde andre bliver de placeret på en mark, der ligger omkring 600 meter fra grænsen. Det bliver tiltagende mørkt, og enkelte forsvinder ud i markerne og væk fra politiet, der bevogter dem ganske bestemt, men uden at gribe til stave eller pistoler over for dem, der forsvinder i mørket. De tilbageværende på marken er nogenlunde rolige. De er flygtet fra Syrien til Tyrkiet til Grækenland gennem Makedonien og Serbien til Ungarn.
»Makedonien var forfærdelig. Betjentene slog på kvinder og på børn«, fortæller Tarek, der er 20 år. Han adskiller sig fra de andre ved at være yderst velklædt og tale flydende engelsk. Han levede indtil for nylig et behageligt og fornøjeligt ungdomsliv på Cypern, men da familiens hus i Homs i Syrien blev bombet, og familien flygtede til Tyrkiet, måtte han også rejse til Tyrkiet for at flygte sammen med dem. Han er den eneste, der taler engelsk, og er helt uundværlig på flugten.
»Mit liv er væk, men hvad skulle jeg gøre«, siger den unge mand, hvis lille niece hele tiden vil vise, at hun også taler engelsk. Her er rigtig mange helt små børn, her er mange ældre, her er handikappede, og de fleste er slidte, beskidte, udmattede og sultne.
