Det var en lun og mørk septemberaften i 1971. Ved Brabrand Sø vest for Aarhus kom tre store drenge kørende på knallert uden lys, tydeligvis på hjemmebane, og da de kom til sivskoven, der omkranser søen, smed de knallerterne og gik det sidste stykke. Ved søens bred lå der en lang række halmballer, og et flydende rør førte ud til en slamsuger, der lå et stykke ude. Den var indkøbt af Aarhus Kommune, hed ’Brasen’ og var gul. Drengene tog hver to halmballer, trippede over rørene ud til slamsugeren, slog en rude ind til styrehuset og fordelte halmen i styrehus og motorrum. Derefter hældte de nogle liter medbragt knallertbenzin over halmen, gik lidt væk, lavede en lille lunte af papir, satte ild til den og smed den ind i styrehuset.
Ilden flammede voldsomt op, knitrede og buldrede, nøjagtig som på film; drengene skyndte sig i land og stod lidt og kiggede på slamsugeren, der var omspændt af flammer. Derefter kørte de hjem i en fart.
En af drengene hed Jens Gregersen. Han var 19 år og boede i Viby tæt på Brabrand Sø. De sidste 30 år har han boet på den lille ø Vorsø i Horsens Fjord og holdt øje med naturen og fuglelivet, som er enestående. I den anledning besøgte jeg ham for nogle uger siden for at lave tv, og min yngste søn var med. Han bor i en kolonihave tæt på Brabrand Sø, og da Jens Gregersen hørte det, blev han fjern i blikket og voldsomt snakkende, og inden længe var de to uden for rækkevidde. For det er jo Jens’ sø, og det er Malthes sø, og begge elskede den og vidste alt om den.
