Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Er det altid mørkt i Nakskov?

Københavnske medier inklusive Politiken bliver beskyldt for at tegne et falsk billede af provinsen. Men hvad sker der, hvis man tager til Nakskov – en af landets mest udskældte byer – og lader folk selv bestemme, hvad der kommer i avisen?

Jeg stiger ud af bilen på Axeltorv og regner vel så småt med at se en kontanthjælpsmodtager stå og hamre en tom ølflaske i synet på sin kone, mens barnevognen er ved at trille ud foran en bil. Det her er jo for fanden Nakskov.

Men jeg får ikke øje på andet end et velnæret postbud, en turistfamilie i Birkenstock-sandaler og så Christian X på sin hest, skuende over mod Det Gamle Apotek.

Det er ikke altid, virkeligheden passer til éns forventninger. Og det er, hvad det her handler om.

Jeg er her, fordi folk på det seneste er begyndt at protestere, når medierne tegner et billede af dem, de ikke kan genkende. For nylig blev en masse mennesker rasende, da Politiken ledsagede en fotoserie fra Langeland med udtryk som udkant, rådden banan og et sted, resten af verden er kørt forbi. Før det har christianitter og nakskovitter reageret på forvredne fremstillinger.

Men det er jo sådan, medierne nærmest altid arbejder. Det ligger i vores dna. Vi koncentrerer os om det hjørne af virkeligheden, der er mest spektakulært.

Vi kalder det at vinkle en historie. Og når først den er vinklet – hvilket oftest sker hjemmefra – er det sjældent, vi ændrer kurs, uanset hvad vi måtte få øje på. Og bagefter kan end ikke 200 ophidsede langelændere få os til at indrømme, at vi har tegnet et skævt billede.

Sådan er det bare. Det nye er, at folk går til modangreb.

Men hvorfor er jeg lige taget til Nakskov? Jo, bortset fra at Lolland for tiden er transitsted for flygtninge og dermed også er overrendt af journalister, har Nakskov, siden skibsværftet lukkede i 1986, været det sted, vi journalister tog hen, når vi skulle bruge en historie om røven af 4. division. Nakskov er nok den mest stigmatiserede by i landet.

Så jeg tænker, at folk i Nakskov nu selv skal have lov til at tegne et billede af deres by. Så må vi se, hvad der sker.

Se så lige de her fotos!

Jeg finder Søren Rosenberg på et arkitektkontor på 1. sal i Det Gamle Apotek. Han er en ung langskægget multimediedesigner og indfødt nakskovit.

»Når jeg siger, jeg bor og arbejder i Nakskov, spørger folk, om jeg kommer fra en belastet familie. Og hvordan kan jeg have et arbejde? Men hvis jeg lyver og siger, jeg er fra Bornholm, så siger de: Nej, hvor fedt! Selv om Bornholm på mange måder har de samme problemer som Nakskov«, siger Søren Rosenberg.

Bornholmerne har været gode til at sælge deres ø som et altid solbeskinnet paradis, hvor gaderne flyder med røgede sild og Krølle-Bølle-is. Det er den stil, man siden foråret har arbejdet hårdt på at efterligne på Lolland-Falster. Lige siden TV 2 viste en dokumentarserie, der var skåret efter den klassiske elendighedsskabelon. ’På røven i Nakskov’ lød titlen.

Lolland-Falster gik til modangreb, men på den kærlige måde via en facebookgruppe, der hed Lovestorm. Man overøste omverdenen med positive historier.

»Vi konkurrerer faktisk med Bornholm om at have flest solskinstimer«, siger Søren Rosenberg, som er en del af kærlighedsstormen.

»Men normalt blærer vi os ikke så meget ... Vi tænker ikke over, at det kan være en nyhed, at der er åbnet otte nye butikker hen over sommeren ...«.

Han folder et avisudklip ud. Det er et par år gammelt og fra Politiken. Overskriften lyder: ’Nakskov kæmper for at komme videre’. Artiklen er illustreret med en mosaik af fotografier, der alle er taget i en tom afskallet hal på Nakskov Skibsværft.

»Det er typisk«, siger Søren Rosenberg.

»Man fokuserer på det elendige og viser ikke, at der er rykket nye virksomheder ind i resten af de gamle værftsbygninger ... Det irriterende er, at det er en hemmelighed, hvor pisselækkert det er i Nakskov«.

De skal bare lære at drikke god vin

For at prøve hvordan det er ikke at være forudindtaget, er jeg taget til Nakskov uden andre aftaler end den med Søren Rosenberg. Jeg beder ham om at vise mig videre til et andet menneske, der kan sige noget nyt om byen.

Han tager mig med ned ad gågaden til Sydhavs Druen, byens eneste vinhandel. Den bestyres af Bjarne Hagen, som oprindelig er fra København, men tidligere har boet mange år i Østjylland. Han fremviser en flaske lokal isvin og holder en lille tale om egnens fortræffeligheder. Og om udfordringerne.

»Vi skal lære folk i byen, at kvalitet koster lidt penge«, siger Bjarne Hagen. »En stor del har ikke så mange penge, og folk er vant til at gå i Netto og købe tre flasker vin for 80 kroner«.

Det er så her, en fyr med Kim Larsen-kasket indfinder sig i butikken. Det er Jesper Ejrup, en guitarist, sanger og producer, som er vokset op i Nakskov, men de seneste 10 år har boet i København og andre steder endnu længere ude i verden.

»Nu flytter jeg herned igen«, proklamerer Jesper Ejrup.

»Jeg har lejet en villa på 350 kvadratmeter, hvor man må larme. Jeg vil lave et studie. Jeg skal kun betale knap 7.000 om måneden. Halvanden times kørsel, og så er der 80 procent rabat. Det er sgu cool nok ...«.

»Men det er ikke på grund af pengene, jeg flytter tilbage«, fortsætter han. »Det er roen. Jeg elsker stress og 200 kilometer i timen fra torsdag til søndag, men når jeg gerne vil grave mig ned, kan jeg godt lide duften af byg og hvede og humle og sukker ...«.

Gratis omgang på Sarajevo

Jeg går hen på Sarajevo tæt ved stationen. Restauranten blev åbnet af en bosnisk flygtning for cirka 18 år siden. Jeg bestiller en burger hos Rasim Salihovic, der har arbejdet her nærmest fra starten. Han flygtede fra Tuzla under Balkankrigen.

»Det er gået ned ad bakke med omsætningen de seneste par år«, oplyser han.

Inden jeg får taget første bid af burgeren, dukker Philip Rasmussen op. Han er arkitekt, chef for Søren Rosenberg og meget opsat på at fortælle mig sin version af Nakskov.

»Vi er især pissesure over traileren til ’På røven i Nakskov’«, siger han.

I traileren bekendtgør en drankeragtig speakerstemme, at folk i Nakskov har dårligere tænder end resten af danskerne. Og sjældent fast arbejde. »Vi lever med truslen om, at vores børn bliver fjernet, og at vi dør alt for tidligt ... Vi er på røven«, rasper speakeren.

»De havde lagt det her gråvejrsfilter hen over det hele«, siger arkitekten.

»Senere var Jesper Theilgaard hernede og fortalte, at det er varmere på Lolland end på Sjælland. Vi måtte føre bevis for, at det var et totalt forvansket billede«.

Pressen må da gerne kaste sig over fattigdommen i Nakskov, understreger Philip Rasmussen. Det er bare irriterende, når der ikke tages andre ting med i byportrættet.

»Jeg siger ikke, at det er fedt at være fattig i Nakskov, men her kan man i det mindste få tag over hovedet. Og her er jo ingen social uro, selv om der er store grupper af indvandrere. Jeg oplever faktisk, at byen er enormt rummelig over for indvandrere og folk, der lever på kanten ...«.

Folk i Nakskov har også været ude med mad og tæpper til de mange flygtninge, der lander i Rødby.

Jeg har tygget af munden og vil betale. Rasim Salihovic nægter at tage imod mine penge. Har hele byen rottet sig sammen om at give et godt indtryk?

Vi havde godt af et los i røven

Philip Rasmussen tager mig med ned på havnen. Mens vi skridter hen ad kajen, holder han et foredrag om, hvor meget gang der er i Nakskov.

Trafikken på havnen er større end nogensinde. En mængde små og mellemstore virksomheder er rykket ind på det enorme værftsområde. Vestas lukkede for nogle år siden en vingefabrik i byen, men åbner den snart igen. Sukkerfabrikken kører også fint. Og faktisk er antallet af langtidsledige nu lavere end i Gentofte.

»Det er en helt igennem normal tilstand i byen. De voksne går på arbejde, ungerne går i skole, og i fritiden kan de hygge sig på byens nye multibane eller tage i den nyåbnede svømmehal til 80 millioner ...«, agiterer arkitekten.

Jeg skriver mig disse ting bag øret og siger farvel, for der var noget, jeg glemte at spørge musikeren Jesper Ejrup om. Jeg finder ham i hans kolonihavehus i udkanten af byen. Han har endnu ikke overtaget den enorme villa.

Jesper Ejrup sidder og finjusterer en mintgrøn Fender Stratocaster. Om nogle timer skal han spille på Anne’s Bodega inde på gågaden.

»Hvordan ser du på mediernes jævnt hen nedslående skildringer af Nakskov«, spørger jeg.

»Jo, mediebilledet har nok været lidt negativt. Men ’På røven i Nakskov’ var sgu sjov«, siger han, mens vi går og nipper til nogle brombær i haven.

»De tv-programmer gav folk et los i røven og skabte en modreaktion ...«.

Senere på Anne’s Bodega får jeg en snak med Anne Jørgensen, den ene halvdel af parret, der ejer bodegaen. Hun er blond og bramfri og flyttede tilbage til byen for 8-9 år siden efter 7 år i København.

»Man vender altid tilbage til Nakskov. Og nu flytter jeg ikke herfra igen«.

Anne fikser en forlængerledning til Jesper Ejrup og hans band. Fortsætter så:

»Nakskov kommer op igen. Bare vent og se, når Femern-forbindelsen kommer, og Vestas vender tilbage. Det er rigtigt nok, at de unge er nødt til at flytte væk for at få en uddannelse, men flere og flere med job flytter herned fra København, fordi husene er så billige ...«.

Så må vi opgive, for nu fyrer Jesper Ejrup op under Fenderen. Medrivende bluesrock. Og så pludselig Kim Larsens ’Blaffersang’ ...

... Det er koldt og jeg er langt hjemmefra/ og jeg savner min mor og min far/ kære bilist/ ta’ mig op/ ta’ mig op ...

Da jeg bagefter sidder og bladrer mine noter igennem, har jeg svært ved at se, hvordan en bevidst uvinklet artikel kan være spændende. Handler det overhovedet om noget? Rutinemæssigt tjekker jeg arkitektens påstand om, at der bor andet end tabere og arbejdsløse i Nakskov.

Jeg finder ud af, at tallet for fuldtidsledige i København er 5,6 procent. På Lolland er det 5,2 procent. I øvrigt skinner solen hvert år 7 timer mere i Nakskov end i København.

Publiceret 16. september 2015

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce