Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
DR TV-ARC/DR TV-ARC
Foto: DR TV-ARC/DR TV-ARC

50 år med 'Godaften, det er TV-avisen'

Når TV-avisen i denne måned fejrer 50-års jubilæum, er det i en langt mindre stiv og formel version end den første fra 1965. Men TV-avisen gør så meget for at være nærværende, at indholdet i indslagene mister dybde, mener to medieforskere, som Politiken har bedt om at se gamle og nye nyheder.

Efter en del tekniske problemer er vi klar og trykker ’play’. Frem på skærmen toner et sort-hvidt billede af et stiliseret gråt øje og logoet: ’tva – TV Avisen’. På lydsporet spiller en vibrafon et lille toneforløb, og så dukker en velklædt herre op med slips, stive flipper, lommetørklæde i brystlommen og en formfuldendt højdansk hilsen med burgøjservokal:

»God a-aften«.

Det er 15. oktober 1965, og centralt i billedet er studievært Eric Danielsens papirmanus til dansk mediehistories første tv-avis.

Her 50 år senere iagttager de to medieforskere, som Politiken har bedt om at kigge med, den knastørre oplæsning af topnyhederne: En sovjetisk forfatter fra hinsides Jerntæppet har fået Nobels litteraturpris. ’Mona-sagen’ er udsat. Regeringsforhandlingerne i Vesttyskland er brudt sammen ...

»Det er meget stift og formelt. Han lægger nærmest afstand til seerne«, konstaterer den nybagte cand.mag. i medievidenskab Signe Skou, nu ansat på Aarhus Universitet. Som 27-årig var hun ikke født, da TV-avisen blev det, og hun er vant til moderne nyhedsformidling med småkonverserende studieværter i to køn, firefarvede billeder og endnu flere platforme.

Hendes kollega professor Frands Mortensen er en veteran i dansk medieforskning. Han er som forsker vokset op med de tidligste TV-aviser, men også en 72-årig professor oplever formen på den første TV-avis som bedaget:

»Det slår mig, at det er så fantastisk autoritativt. Det er virkelig det officielle Danmark, der taler«, siger han.

Men da vi ser en moderne TV-avis bagefter, er de to medieforskere enige om, at nok er den yngste avis langt mere levende og dynamisk. Men der er noget andet, der er mistet undervejs.

TV-A efterår 1965

Men først ser vi den sort-hvide TV-avis årgang ’65, som vi har skaffet fra DR’s arkiv. Her er indslag om indekslån, undervisningspligt og kongeligt besøg fra Japan, oplæst med Eric Danielsens alvorstunge mimik og tilsat sort-hvide stillbilleder eller – når det går højt – filmklip af mænd på vej ind i retssale og andre officielle bygninger. Også det big brother-agtige logo i starten, øjet, repræsenterer det officielle Danmark, og kilderne er på samme måde repræsentanter for magtens Danmark:

»Vi ser ministeren, dronningen, formanden for hovedbestyrelsen i Dansk Arbejdsgiverforening, retsformanden ... men ikke ’almindelige’ danskere«, siger Frands Mortensen.

Det afspejles helt ned i de sproglige detaljer, påpeger han. Talesproget er passivt og spækket af ’omlægninger’ og ’renteforhøjelser’ og andre udtryk, der ikke afslører, hvem der beslutter at omlægge eller forhøje, ligesom man ikke hører, hvem der vil mærke det.

Til gengæld bemærker Frands Mortensen en »usædvanlig informationsdybde«. Man får svar på hvorfor. Først hører man for eksempel om de vesttyske regeringsforhandlinger. Derefter får man at vide, hvorfor forhandlingerne er brudt sammen:

»Vi får ikke bare nyheden«, bemærker Signe Skou, »vi får også baggrunden for nyheden. Til gengæld skal vi virkelig gøre os umage for at følge med. Det er en lang oplæsning med svære ord, uden at vi holdes i hånden med for eksempel grafik«.

Målgruppen er på papiret borgere i Danmark:

»TV-avisen er for alle. Officielt. Men med den form og det sprog forventer man klart, at folk er velorienterede«, mener ældste medieforsker, mens yngste savner, hvad hun er vant til fra sin tids tv-aviser: En levende studievært, der er i dialog med seeren, og som på seerens vegne stiller spørgsmål og forklarer, hvad nyhederne vil få af konsekvenser for den enkelte.

»Man skal som seer virkelig koncentrere sig og lytte for ikke at falde af, og der er ikke noget om folks hverdagsliv og de bløde værdier«, siger Signe Skou.

TV-A efterår 2015

Vi finder en nutidig TV-avisen på nettet, trykker ’play’ og får et billede af studiet med digitaluret, som tæller ned til 18:30:00. Herefter farer det gamle øje fra 1965 frem mod os, nu toptunet og med indbygget rød heftigt roterende globus. Stadig mens kendingsmelodien spiller, ryger vi direkte ind i begivenhedernes centrum i Kroatien, hvor skarer af desperate flygtninge forsøger at mase sig ind i et tog nordpå.

Først 38 sekunder inde møder vi studieværten, Tine Gøtzsche, i blå bluse med åben hals og et imødekommende smil – og så igen det velkendte: »Godaften«, inden hun ridser flygtningesituationen op, viser satellitkort og introducerer »min kollega Thomas Ubbesen« direkte fra Beograd. På grund af lydproblemer skal han stå med mobiltelefonen og tale med hende og seerne, og det morer de sig over sammen, mens Frands Mortensen på sit kontor i Aarhus kommenterer:

»Det havde været utænkeligt for 50 år siden. Dengang måtte man ikke lave fejl«.

Selviscenesættelse

Flere gange i løbet af udsendelsen lægger oplæseren op til senere indslag, hun henviser til TV-avisens egen hjemmeside og ’vores’ vejr, og avisens egne interviewer avisens egne, bemærker de to medieforskere.

Og da vi også er igennem sport og en slående mængde af vejr, er Frands Mortensen ikke i tvivl om den største forskel på dengang og nu, ud over selvfølgelig den teknologiske udvikling:

»Den moderne TV-avisen er enormt selvrefererende. Dens egen iscenesættelse spiller en kolossal rolle«, siger han.

Selviscenesættelsen afspejler moderne mediepolitik, pointerer Signe Skou: TV-avisen er nødt til at holde fast i seerne, så studieværten minder uafladeligt sine seere om, at der også sker noget spændstigt lige om lidt. Til gengæld forsøger den nyeste TV-avis i højere grad end den gamle at ramme ’alle’.

»Man skal stadig være nogenlunde velorienteret for at forstå det hele, men man holdes i hånden. Svære ting forklares med kort og grafik, og man bruger civile casepersoner til at trække det svære ned på jorden«, siger hun.

Det er stadig det officielle Danmarks overordnede politiske historier, der prioriteres, mener de. Helt tydeligt i et indslag om, at topskatten skal ned. Journalisterne fortæller, hvordan det vil ramme politikerne – og ikke seerne.

»I TV-avisen fra 1965 prøvede de at forklare årsagen til det, der sker. I dag viser de snarere, at der sker noget«, siger Frands Mortensen og konkluderer:

»Det er TV-avisens fornemme opgave at styrke borgernes muligheder for at tage stilling i et demokratisk samfund. Og det gør de ikke helt, fordi de vil underholde. Den gamle TV-avis gjorde det faktisk. Til gengæld kan man sige, at den kun gjorde det for de veluddannede«.

Publiceret 5. oktober 2015

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden