En kølig forårsmorgen for 6 år siden satte Lars Lilholt sig ind i en bil sammen med sin kone, Ninna, og kørte fra det stråtækte hjem ved Gudenåen i nærheden af Ry mod det lokale lægehus. Han havde truffet en beslutning. Lilholt kørte den morgen af sted for at hente sine 30 år gamle journaler fra samtalerne hos en psykiater i Kattesundet i Aalborg.
En port af papir, der førte ind til det kaos, som i mange år var hans tilværelse. I 3 år i 30’erne søgte han hjælp hos en psykiater og talte om sin angst for nærhed og for at blive forladt. Om overdreven brug af euforiserende stoffer, fobier og mareridt. For inde i Lars Lilholt hærgede imaginære knive, mens der uden for ham var vejskilte på gaden, som han ikke turde gå under af frygt for at få dem i hovedet.
På turen hjem fra lægehuset læste Ninna op af journalerne om perioden med angst, mens han selv sad bag rattet. Lars Lilholt lyttede til psykiaterens diagnose, og det gik op for ham, hvor dårligt han egentlig havde haft det dengang, han tog flugten ind i musikken.
I dag har Lilholt lagt angsten bag sig. Alligevel er meget forblevet det samme i den 62-årige musikers liv.
