»Jeg siger nu noget, der godt kan lyde fjollet, men mindre demokrati er nogle gange en fordel, når man skal arrangere et verdensmesterskab. Når man har at gøre med en meget stærk magthaver, som kan træffe afgørelser på en måde, som Putin måske kan i 2018, så er det nemmere for os som arrangører, end når vi har at gøre med en nation som Tyskland, hvor der hele tiden skal forhandles på forskellige niveauer«.
Med den sidste tids afsløringer om korruption i verdensfodboldens top får man følelsen af et deja-vu. Har vi ikke før især inden for den professionelle cykling hørt, at nu ville der endelig blive ryddet op, og kort tid efter ruller dopingskandalerne så igen? Ligesom i Lance Armstrong-sagen ser vi nu igen, at topidrætten har så store problemer med at styre sig selv, at eksterne politi- og regeringsmyndigheder er nødt til at gribe ind for at rette op på den synkende skude.
Men hvorfor har topsporten så lang en snor, når for eksempel Volkswagen på grund af en enkelt fatal fodfejl lynhurtigt udsættes for hele det juridiske maskineri samt omgående udskiftning i toppen af direktør Martin Winterkorn?
Svaret skyldes paradoksalt nok idrættens autonomi, der ellers anses for en af folkestyrets bropiller i form af de frivillige foreningers evne og ret til at styre sig selv uden direkte statslig indblanding. Her kan almindelige borgere bygge bro og skabe tillid til hinanden. Der er ingen tvivl om, at den selvstændige idrætsbevægelse har en demokratiserende effekt på græsrodsniveau, men problemet er, at også et multinationalt selskab som Fifa nyder godt af en udstrakt selvstændighed, hvilket i praksis sætter det hinsides lov og ret. Ingen nationale eller overnationale instanser som EU har en egentlig kontrolinstans over for de magtfulde internationale sportsforbund.
