Weddellsælen glider af sted som en isbryder med skarpe tænder, der fungerer som et levende isbor. I bunden af en lukket Antarktisk fjord svømmer den 500 kg tunge sæl rundt med den selvsikkerhed, der følger med, når man er i fødekædens top – i sikkerhed for spækhuggeren længere ude på havet.
Men Weddellsælerne i den lukkede fjord har alligevel en svaghed. Ingen ved præcis, hvordan det sker, men en gang imellem kortslutter sælens fine navigationssystem i dens søgen efter huller af havvand mellem isblokkene. Så bevæger den sig hen over isen og strander til sidst i Antarktis’ ørkenområde kaldet Dry Valley, hvor den bliver frysetørret.
En række områder på det isfyldte kontinent ligner ørkener, hvor der er ekstremt lav luftfugtighed og derfor ingen is eller sne.
»Alt vandet fordamper fra sælerne samtidig med at temperaturen aldrig kommer over frysepunktet, og så kan de bevare udseende og indhold over flere hundrede år. Det er et fantastisk fænomen – et masseselvmord blandt sæler, som vi ikke kender forklaringen på«, siger Jonas Teilmann, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet.
