Dugdråben
»Hun er en af de roller i forestillingen, jeg holder allermest af. Hun giver liv til alle blomsterne i Sukkerfeens rige.
På et tidspunkt danner blomsterne en lang diagonal, og så kommer hun flyvende ned fra hjørnet og laver en Rond de Jambe en L’air. Det er et trin, hvor man springer med det ene ben hængende i luften, mens man roterer det andet ben for til slut at ende på scenen i en attitude, som er, at man står på det ene ben, mens det andet er strakt højt tilbage. Det trin ser bare super imponerende ud, og piger laver det ikke så ofte, for det er meget kraftfuldt og kræver, at man har et godt spring.
’Nøddeknækkeren’ er en meget ikonisk forestilling. Der er rigtig mange børneroller med, og det kan virkelig sætte tingene i perspektiv at se deres glæde. De har ikke den der bekymring om, at de skal præstere. Jeg dansede også selv med i den, da jeg var 14 år. Jeg var sne og følte mig lidt voksen, fordi jeg skulle lave nogle af de samme trin som de voksne dansere og stå sammen med dem i det samme kostume.
Men min egentlige debut var som 9-årig, da jeg spillede engel i ’Et folkesagn’. Jeg var med i 10 sekunder, hvor jeg bare sad oppe på et stillads sammen med en anden pige. Jeg holdt et kors, mens hun havde foldede hænder, og jeg var meget stolt over, at det var mig, der holdt korset.
Jeg kan huske, at instruktøren sagde: »Alle roller er vigtige, for det er det, der skaber helheden«, så jeg kom hjem til mine forældre og proklamerede, at forestillingen ikke kunne gå uden mig. Dengang drømte jeg allerede om at blive solodanser. Jeg var slet ikke i tvivl, og der var heller ingen bekymring bag. Jeg tænkte bare: Det kommer til at ske.
Jeg kom ind på balletskolen som 8-årig. Under optagelsesprøven bliver man valgt ud til et 3-ugers balletkursus, og jeg kan helt tydeligt huske et moment undervejs, hvor jeg sad på mine forældres køkkenbord og blev så ked af det. Min mor spurgte: »Er du okay? Du skal kun gøre det, hvis du har lyst«. Men mit svar var bare: »Jamen, tænk nu, hvis de ikke tager mig«. Jeg græd ikke, fordi det var svært eller hårdt, men fordi jeg slet ikke kunne overskue ideen om, at jeg ikke kunne få lov til at blive her. Vi startede 16 på holdet, og nu er vi 3 tilbage.
Balletskolen er en eventyrfabrik. Jeg gik rundt på gangene med mine idoler, og det var så vildt, når de kom og talte med mig og gav mig deres gamle tåspidssko. Jeg var superfan af Gudrun Bojesen som barn, og jeg synes stadig, hun er helt genial. Men nu deler vi roller«.
Marcipanhyrdinden
»Hun er meget staccato og specifik i sine bevægelser. Kostumerne er pink, og hele koreografien er også meget pink og feminin og blandt andet sådan noget med at vise sine ben. Jeg kan især godt lide et trin, hvor hun står på tå i femte position, og så skifter hun bare ben, så hun sætter det ene bag det andet, hvorefter hun går ud i anden position og så tilbage i femte igen. Det er så simpelt, men det virker virkelig godt, at benene kører som en symaskine, mens overkroppen er helt blød og overskudsagtig.
Som danser har jeg haft flere meget store oplevelser i en ung alder. Min første solorolle var som 17-årig, da jeg dansede eleven i ’Enetime’ (ballet af Flemming Flindt, red.) på en stor turné i San Francisco og i Lincoln Center på Manhattan. Den handler om en lærer, som slår sin elev ihjel, og så er der en pianist, som observerer det hele. Rollen var så meget mig. Der er hele det dramatiske element, som jeg generelt holder meget af, hvor hun først er totalt oven på situationen, hvorefter magtspillet vender og det går op for hende, at der er noget galt. Flere har siden sagt til mig, at det var der, jeg blev opdaget, men på det tidspunkt tænkte jeg bare: Mega nice rolle!
Jeg kommer heller aldrig til at glemme Erik Bruhn-konkurrencen i Canada. Det er en stor international balletkonkurrence, hvor balletmesteren for de fem bedste balletkompagnier i verden vælger to unge dansere ud, som de tror på. I mit tilfælde var det så Nikolaj Hübbe, som valgte mig og min gamle holdkammerat Andreas Kaas. Vi endte begge to med at vinde det hele, og det var så sindssygt. Salens 4.000 publikummer råbte og skreg, og Nikolaj stod midt på scenen og græd.
Og så var det også virkelig vildt at blive udnævnt som solist sidste år. Jeg får lidt mere i løn og en anden titel på papiret, men det er mere anerkendelsen i det, der betyder sindssygt meget. Jeg ser det mere, som at det er skønt, at de tror på mig, end at det er et pres. Men selvfølgelig vil jeg gerne gøre det godt og præstere, og jeg er nok et af de mest kritiske mennesker, jeg kender.
Nogle gange har jeg fået at vide, at det ville være godt for mig at gå uden for teatret og holde lidt fri, for jeg elsker det, jeg laver, og da jeg var yngre, var jeg altid inde i den der balletsal. Det er jeg stadig, men jeg er også blevet bevidst om, at der skal være en balance«.
Blomst
»Som blomst er det formationerne, der er sjove. Man skal virkelig åbne øjnene, for hvis den forreste pige ikke stiller sig på den linje, hun skal, følger de andre piger med. Det er ret svært, hvis jeg den ene aften har lavet soloting, for der koncentrerer jeg mig meget om det, jeg skal lave, men som blomst skal man hele tiden være opmærksom på de andre, og det er kun den måde, det kan køre på.
På scenen elsker jeg at glemme tid og sted og bare være der og opleve. Så er alt andet ligegyldigt. Selvfølgelig giver scenen, publikum og lyset noget, men det kan også sagtens ske i en prøvesal. Det er det der magiske nu.
Der er heller ikke noget bedre, end når publikum glemmer at trække vejret. Jeg oplevede det især meget, da jeg i 2013 dansede en af mine drømmeroller som Julie i ’Romeo og Julie’ af John Neumeier. I dødsscenen vågner Julie op, og det eneste, der ligger på scenen, er Romeo. Ellers er der fuldstændig stille, mens Sergej Prokofjevs musik bare skærer i hjertet. Så har Julie et øjeblik, hvor hun står helt fremme på scenen, og uden at gøre noget fortæller hun, at hun ikke vil mere, og publikum trækker ikke vejret. Det er en af de oplevelser, som er gemt i min lille skattekiste.
Det er blandt andet det, ballet kan. Man har ingen ord, kun kroppen og noget musik. Det rammer mig, og det kan også ramme publikum på et helt andet plan, fordi de ikke får fortalt, hvad de skal føle. Der er ikke nogen, der siger: ’Nu vil jeg dø’, men man forstår det alligevel, og det bliver universelt.
Som danser har jeg opnået den der dare to do nothing. Når man står på en scene foran 1.200 publikummer, der alle sammen kun kigger på én, kan man godt føle et behov for at gøre noget, fordi man så gerne vil fortælle, men udtrykket virker ofte stærkest, når det bliver helt råt. Et af de største komplimenter, jeg har fået hidtil, er, at jeg er modig, fordi jeg tør lade øjeblikket stå«.
Snefnug
»Det er en korpsrolle, og som snefnug har jeg et Grand jete-spring, som er superballetagtigt, for det bliver brugt meget. Det er et stort spagatspring, og man skal helst kunne tage et billede, hvor benene er i 180 graders split oppe i luften, mens overkroppen er lige, samtidig med at man smiler.
Det er et element, man altid øver sig på i slutningen af en træningstime, og jeg har bare altid godt kunnet lide det der med at springe og hænge i luften. Det har en fed dynamik og kraft. Men det er ikke nok bare at være højdespringer, det skal være graciøst, og publikum skal aldrig synes, at det ser hårdt ud.
Da jeg dansede ’Svanesøen’ forleden aften, stod min påklæder og ventede på mig, da jeg kom ud i kulissen mellem mine soloer, og hun var helt chokeret, for jeg står nogle gange totalt krøllet sammen og er lige ved at kaste op. Bagefter sagde hun: »Og så går du bare ind på scenen igen og smiler og ligner en million«. Men det er jo hele ideen med ballet. Det skal ikke se svært ud, det skal bare ske.
Som balletdanser har man altid ondt et eller andet sted, og i forhold til smerte er jeg nok mere hardcore end gennemsnitsdanskeren. Jeg har været meget forskånet for skader, men jeg lever af min krop, så risikoen er der selvfølgelig. Men det er ikke noget, jeg tænker på i hverdagen, for hvis jeg skulle have det hængende over hovedet, ville jeg ikke kunne komme igennem.
Når man træner, står man og ser sig selv i spejlet hele tiden og finpudser teknikken, og nogle gange kan man godt blive frustreret over, at intet fungerer, og at ens venstre ben ikke lige sidder 10 centimeter højere. Jeg gad f.eks. godt, at man kunne tage min højre skulder af som på en barbiedukke og sætte den ind igen, for den drejer lidt indad, og jeg får det at vide hver dag.
Men det er på de hårde dage, man virkelig oplever kærligheden til arbejdet og kunstarten, fordi man bliver ved, og så har jeg en fandenivoldskhed, som ikke tillader mig selv at give op.
En forestilling som ’Svanesøen’ har været utrolig spændende, men også et pres og fysisk meget hård for mig at danse.
Der har været momenter undervejs, hvor jeg har sat mig ned på gulvet i kulissen, fordi jeg har været for udmattet til at stå op, og bare lyttet til musikken.
Så har jeg talt ned: Nu er der 8 takter, til jeg skal ind, og nu er der 4, og så har tanken nogle gange strejfet mig: Hvad nu hvis jeg bare lader være med at gå på scenen? Men så kommer musikken, og så rejser jeg mig alligevel og går ind og nagler den og får det der adrenalinkick, som betaler alt tilbage«.
Publiceret 11. december 2015
