Vi er allerede gået igennem det meste af Eckersberg-udstillingen på Statens Museum for Kunst, da overinspektør Kasper Monrad stopper op foran en blågrå væg.
»Det er her, maleriet skulle hæve hængt«, siger han.
Væggen er ikke tom. Der hænger allerede tre mindre malerier, som har det til fælles, at de forestiller gadescener fra Guldalderkøbenhavn og vækker undren. Hvorfor løber en flok mennesker for eksempel mod rækværket på Langebro en mørk aften? Er et menneske ved at lide druknedøden?
»Eckersberg røber det ikke for os. Det er her, han bliver en underfundig fortæller og hæver sig højt op over de øvrige guldalderkunstnere«, siger Monrad.
