Det er lige før, hendes foragt kan føles i den nydelige koncertsal, før hun åbner munden. Socialdemokratiets partiformand Mette Frederiksen har i en god times tid siddet på en høj 7’er-stol på kunstmuseet Louisiana i en aftenpassiar, hvor et par hundrede gæster er mødt frem for at høre om statsministerkandidatens liv, hendes politik og bredere visioner for det land, hun forsøger at komme til at regere i.
Samtalepartneren er den tyske journalist Marc-Christoph Wagner, som er fast vært på de såkaldte Louisiana Live-arrangementer og arbejder som korrespondent for den store tyske tv-kanal ARD. Han har netop læst en passage op fra en tale, som den tyske forbundspræsident Joachim Gauck holdt i den schweiziske by Davos for det internationale jetset af beslutningstagere.
»Et samfund, der forstår sig selv som et solidarisk samfund, vil også handle solidarisk over for flygtninge. Hvis vi unddrager os denne forpligtelse, kan det godt være, at det har finansielle fordele. Men vi ville miste noget andet, som er meget værdifuldt: nemlig agtelsen for os selv og overensstemmelsen med os selv«.
Marc-Christoph Wagner når dårligt nok at spørge, før Mette Frederiksen selv går i gang med at svare på en måde, som giver mere end et fingerpeg om, hvad hun mener om den førte udlændingepolitik i nabolandene mod nord og syd, der indtil for nylig brandede sig selv med slagord om henholdsvis den »humanistiske stormagt« og »åbne armes« land.
»Ved du hvad«, siger Mette Frederiksen og fortsætter:
»Hvis jeg nu skal være en lille smule fræk den anden vej, så er sandheden vel den, at det rene humanistiske synspunkt, det har vi forladt alle sammen. Der er ikke nogen, der udøver en rendyrket humanisme. Vi danskere har da levet i generationer i bevidstheden om, at vi har det bedre end de fleste andre. Det med at gøre sig til moralsk overdommer, det kommer jeg i hvert fald ikke til at gøre over for andre. Jeg vil egentlig også frabede mig, at han gør det«.
I den forløbne time har hun allerede argumenteret hårdt for sin vej i den kamp mellem realisme og humanisme, som for øjeblikket udfolder sig i partiet. Hun har åbent sagt, at hendes parti nok rummer de mest bredspektrede holdninger til asyllovgivningen. Og hun har bekendt sig til den stramme udlændingepolitik, der længe blev efterspurgt af de københavnske vestegnsborgmestre – og som Frederiksen for ikke så mange år siden var en stenhård kritiker af. Hun har talt om ansvaret for at bevare det danske velfærdssamfund og det deraf følgende socialdemokratiske ønske om at dæmme op for indvandringens omfang. Mette Frederiksen har liret tal af om de 48 milliarder kroner, som asylansøgere ser ud til at koste frem til 2020.
Strammerkursen er dybtfølt
Mens hun taler, ved Mette Frederiksen godt, at der er en ubehagelig meningsmåling på vej for Socialdemokratiet. På det tidspunkt ved hun ikke, at resultatet er så grelt, at man skal tilbage til tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) brudte efterlønsløfte for at finde fortilfælde. Men hun argumenterer engageret for, at strammerkursen skam skyldes en dybfølt overbevisning, som ikke er båret af spekulation i at hente tabte vælgere fra Dansk Folkeparti tilbage.
»Der er kun en vej i politik, og det er at stå ved, hvad man mener«, siger hun.
Sådan har hun sagt i lang tid.
’Fordi vi mener det’ er en sætning, der er blevet hamret ind i vælgerbefolkningen lige siden Mette Frederiksens jomfrutale som partiformand på S-kongressen i september. Hvad partiet så konkret mener, har det af og til været svært at få svar på. Slagnummeret om at ville opføre statslige flygtningelandsbyer har det f.eks. knebet lidt med at få uddybet. Men det kan uden videre slås fast, at Frederiksen både retorisk og politisk har flyttet sit parti ved at lægge stemmer til den asylstrammerpakke, som i nogle uger har vakt international opmærksomhed i en sådan grad, at FN’s generalsekretær Ban Ki-moon i denne uge sagde fra.
Revner i sammenholdet
I partiets interne liv er der samtidig tale om et skridt, som lige så stille er begyndt at slå revner i det ellers hidtil bundsolide fundament, som Frederiksen har nydt godt af i sin formandstid.
Et eksempel på disse revner kunne betragtes i en mail fra samme aften i en erklæring fra den socialdemokratiske partiforening i nordjyske Dronninglund, der hold generalforsamling i torsdags.
Vi tager på det kraftigste afstand fra Socialdemokratiets samarbejde med Venstre-regeringen, DF og de øvrige borgerlige partier. Især familiesammenføringer, beslaglæggelse af værdier og flygtningelandsbyer vækker harme
Socialdemokraterne i Dronninglund
»Vi tager på det kraftigste afstand fra Socialdemokratiets samarbejde med Venstre-regeringen, DF og de øvrige borgerlige partier. Især familiesammenføringer, beslaglæggelse af værdier og flygtningelandsbyer vækker harme«, hedder det.
Hildo Rasmussen, der er næstformand for partiforeningen i Dronninglund, har fulgt Mette Frederiksens politiske rejse gennem mange år. I dag er han imidlertid skuffet over kvinden, som i 2001 kickstartede sin folketingskarriere med stenhårde markeringer imod den strammerlinje i Socialdemokratiet, der dengang blev personificeret ved daværende indenrigsminister Karen Jespersen.
»Da vi fik Mette, var vi sikre på, at der kom mere af det, jeg kalder socialdemokratisk politik. Men det er godt nok skuffende, at hun er gået med til det«, siger han om tilslutningen til smykkeloven.
Alene står han ikke. Partiforeninger, byrådsmedlemmer, kredsformænd i en lind strøm fra f.eks. Rudersdal, Allerød, Bornholm og Lolland er i den seneste tid gået i rette med Frederiksens asylpolitiske kurs. Sorø Partiforening bekendte klart kulør i en henvendelse til partiledelsen i denne uge. Byrådsmedlem og lokalformand Annette van der Star fra Sorø Partiforening er blevet overrasket over Frederiksen.
»Jeg synes, at vi skulle have tonet rent flag og sagt, at det kan godt være, at I ønsker den lov, men det gør vi altså ikke. Her må jeg sige, at Mette Frederiksen skuffer mig«, siger Annette van der Star.
Formentlig gælder det også hos mange af de traditionelt røde socialdemokrater i København. Ganske vist besvarede partiets københavnske formand, Jan Salling Kristensen, torsdag en uges henvendelser med en sms om, at han holder ferie, og at asylpolitikken bliver diskuteret »intenst i disse måneder, men vi holder drøftelserne internt«. Gruppeformand Lars Weiss fra Københavns Borgerrepræsentation vil dog gerne sige, at smykkeloven ligger »langt fra det socialdemokratiske hjerteblod«.
Tidligere folketingsmedlem Lene Hansen, der også har været borgmester i Brønderslev, forudser en større holmgang i partiet, når lokalforeningerne skal holde generalforsamlinger til foråret.
»Der er en diskrepans mellem vores værdier, som bl.a. kommer til udtryk i det, Mette siger i sine taler, og den politik, vi tilslutter os i øjeblikket«, siger hun.
»Vi har vel alle en grænse«
På gruppemødet i tirsdags, da tre medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe brød partilinjen og stemte imod smykkeloven, advarede Frederiksen sine interne kritikere imod at spekulere i sympatitilkendegivelser på de sociale medier. Hun skrev selv en opdatering på sin facebookprofil – uden at argumentere nærmere for partiets tilslutning til familiesammenføringer eller muligheden for at konfiskere værdigenstande.
Opdateringen havde torsdag formiddag fået likes fra 394 følgere, hvilket ikke er meget for en partiformand. Til sammenligning kunne udlændingeminister Inger Støjberg (V) notere 6.082 likes, da hun i mandags på Facebook meddelte, at hun drog af sted til Bruxelles for at forklare EU-parlamentet om smykkeloven. Tidligere minister Mette Gjerskov (S), der var et af de tre medlemmer, der stemte imod, argumenterede i sin opdatering imod lovens kontroversielle indhold:
Vi har vel alle en grænse, og min går her. Jeg kan ikke stemme for, at vi adskiller forældre fra deres børn i over tre år. At vi beder politiet ransage asylansøgere for at finde værdier
Mette Gjerskov, socialdemokratisk folketingsmedlem
»Vi har vel alle en grænse, og min går her. Jeg kan ikke stemme for, at vi adskiller forældre fra deres børn i over tre år. At vi beder politiet ransage asylansøgere for at finde værdier«, skrev Gjerskov, der torsdag formiddag havde fået 2.649 likes på facebookbarometeret.
Hun forklarer, at hendes bagland direkte har efterlyst en kritisk stemmeføring:
»I udgangspunktet handler det her også om, at mit bagland har sagt, at nu kan vi ikke bare tie stille med det. De har sagt, at du må ikke tie stille, du må sige det højt, klart og tydeligt«, siger Gjerskov.
Mens socialdemokraterne diskuterer med sig selv, går Alternativets formand Uffe Elbæk og slikker sig om munden. I de sidste to uger har to socialdemokratiske byrådsmedlemmer fra henholdsvis Faaborg-Midtfyn og Jammerbugt Kommuner skiftet S-rosen ud med Alternativet.
»Der er flere, der har givet udtryk for ønske om det«, siger Elbæk.
Støtte fra tidligere minister
Mette Frederiksen og den øvrige ledelse står dog langtfra alene med deres synspunkter. Tidligere minister Jytte Andersen ser anderledes på sagen. Hun kalder Mette Frederiksen for en »modig pige, som tør og ikke går i flyverskjul«. Jytte Andersen peger på, at flygtningeudfordringen i dag er i en helt anden skala end under f.eks. Balkan-krigene i 1990’erne.
»Jeg synes faktisk, at der er meget, der taler for opstramninger på forskellig vis. I hvert fald, hvis man vil bevare vores samfunds idé med, at når man er her, har man fuld og lige adgang til skole, sundhed, sociale ydelser og de universelle rettigheder«, siger Jytte Andersen.
Borgmester Jan Petersen fra Norddjurs Kommune er på samme hold. Han mener, at det er svært at forholde sig til debatten, som den føres lige nu. Blandt andet fordi den føres »under hylende sirener om racisme fra middel- og overklassen, der har humanitære synspunkter«. Selv ville han have stemt for loven:
»Også selv om der er en bagside, jeg ikke kan lide. Nemlig at det bliver sværere at integrere. Men det er simpelthen for at få kontrol over mængderne«.
Tidligere minister og mangeårigt folketingsmedlem Karl Hjortnæs roser generelt S-ledelsen for at have håndteret asylproblematikken rigtigt i et vanskeligt dilemma, som han udlægger sådan her:
»Der er tale om en balance mellem to hensyn, som i virkeligheden er modsatrettede og vanskelige at forene i praktisk politik. På den ene side hensynet til at hjælpe folk, der er i nød og flygter fra krig og elendighed og gerne vil have et liv og en fremtid i et andet land. På den anden side de problemer, det giver os både økonomisk og praktisk med at få dem integreret i vores samfund og vores måde at indrette tingene på«, siger Hjortnæs.
Trods sin generelle ros gætter Hjortnæs dog på, at han selv ville have stemt imod i tirsdags, hvis han stadig havde været valgt på tinge.
»Jeg har det meget svært med, at børn – og jeg understreger udtrykkeligt børn fra nul til cirka 14 år – ikke kan blive familiesammenført med deres forældre inden for en længere tidsramme. Og jeg har det svært med at inddrage folks smykker«.
Publiceret 31. januar 2016
