Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Mads Nissen/Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com

Godsejer: »Der er eddermame plads til forbedringer«

Det Konservative Folkeparti fejrer sin 100-års fødselsdag med en livstruende krise. Næsten ingen stemmer på partiet længere. Men hvad er der galt, spørger vi nogle kernevælgere.

Brigadegeneral Michael H. Clemmesen er godt nok i tweedjakke, men ellers lever han ikke rigtig op til mine forestillinger om en konservativ prototype. Det er tweed på den krøllede, slipseløse måde. Og ud over det lidt hvasse blik er der ikke meget kæft, trit og retning over ham.

Jeg går lige til biddet og spørger ham, hvad der er de vigtigste konservative dyder.

»Det kan siges med to ord«, svarer han. »Anstændighed og sund fornuft. Og så at handle ud fra erfaring ... Nå, det blev tre ord ...«.

Anstændighed. Hvad vil det sige at være anstændig?

»For eksempel er det afgørende at være anstændig over for de mennesker, man har i sit brød«, siger Clemmesen.

»I dag har man outsourcet kontakten til sine medarbejdere, så chefen ikke får beskidte hænder. Jeg får kvalme af at høre udtrykket human resource!«.

Han vrænger det ud: human resource.

»Det er ikke sådan, bankdirektør Varnæs ville have handlet«, fortsætter han. »Det skal gøre ondt at afskedige folk, for så tænker man sig om. Og finder en anden løsning«.

Det bliver ikke sidste gang under min tur ind i den konservative verden, at figurer fra tv-serien ’Matador’ fremhæves som forbilleder. Selvfølgelig hverken Røde eller Fede, men bankdirektør Varnæs eller – når Michael H. Clemmesen tænker efter – den frisindede og kultiverede baron von Rydtgers, der gemmer frihedskæmpere på sit loft.

Foto: NISSEN MADS

Det er tydeligt, at Clemmesen føler sig konservativ helt ind i knoglemarven. Også selv om han allerede som ungkonservativ i 1962 blev smidt ud af Det Konservative Folkeparti.

»De mente ikke, jeg var højreorienteret nok«, forklarer han, da vi har sat os i den kryptlignende foyer til Rigsarkivets læsesal, hvor to hvidhårede mænd sidder ved hver sit bord og tygger stille og tænksomt på deres medbragte mad.

Michael H. Clemmesen er ikke bare militærmand, men også historiker, og han tager sig lige nu en pause fra granskningen af nogle gulnede forsvarsdokumenter. Strengt taget er han pensioneret, men han arbejder stadig for Forsvarsakademiet.

Og han har skrevet en blog om »dansk konservatismes intellektuelle anæmi«, så måske kan han hjælpe med at forklare, hvorfor Det Konservative Folkeparti, som i dag fejrer 100-års fødselsdag, er så eftertrykkeligt på spanden.

Det begyndte allerede at gå galt i 1980’erne, da de konservative »efterabede« Margaret Thatcher, den britiske jernlady, og forvandlede sig til et liberalistisk højreparti, foredrager Michael H. Clemmesen.

Det er nonsens, at en konservativ skal være liberalist. En sand konservativ er antiideologisk

»De konservative kigger altid over Nordsøen, når de har glemt, hvem de er. Men det er nonsens, at en konservativ skal være liberalist. En sand konservativ er antiideologisk. Grundlæggende er man pragmatisk. En konservativ har ikke noget præsteskab«.

Det var Poul Schlüter, der var partiets leder i de skæbnesvangre 80’ere, og jeg kigger mig omkring for at se, om han er med på et af de to monumentale billeder af danskernes historie, som maleren Hans Chr. Rylander har skabt til denne krypt. Det hele er med: Karen Blixen, soldaterne fra 1864, Frederik IX med tatoveret overkrop, H.C. Ørsted, mordet på Erik Klipping i Finderup Lade ... Men Schlüter, de konservatives første og eneste statsminister, hvor er han?

»Jeg har heller ikke kunnet finde ham«, siger brigadegeneralen. »Men Stauning er deroppe«, peger han. »Og det er sådan set ham, jeg respekterer mest på den væg ...«.

Holm-Jørgensen & Søn

Sølvtøjet er stillet frem i villalejligheden i Charlottenlund, ikke mange meter fra det sted, hvor Mærsk Mc-Kinney Møller havde sit enorme hus. Sukkerskål, flødekande og lysestager. Småkagerne hviler på kongeligt porcelæn.

Foto: NISSEN MADS

Kaffen bæres i mere ordinære krus hen til bordet af pensioneret forsvarsadvokat Finn Holm-Jørgensen og hans søn Jacob Rørdam Holm-Jørgensen, som er adjunkt i nuklearmedicin. De har begge lyseblå skjorter på. Seniors er ternet, juniors stribet.

Finn Holm-Jørgensen meldte sig for nylig ud af de konservative i protest mod, at Gentoftes mangeårige konservative borgmester Hans Toft nægtede at anlægge en vandresti langs Øresund.

Jeg var en smule rød i kammen. Jeg synes, den her kommune er blevet lidt forstyrret ...

»Jeg var en smule rød i kammen. Jeg synes, den her kommune er blevet lidt forstyrret ...«, siger advokaten, som også undrer sig over, at Toft lader kommunens bilister parkere på cykelstier og ved busholdepladser.

Alligevel melder Finn Holm-Jørgensen sig nok snart ind igen. Han hører trods alt hjemme i det parti.

Det gør Jacob Rørdam ikke længere. Han meldte sig ud for godt syv år siden og er nu medlem af Liberal Alliance.

»Det generede mig, at Konservative altid talte om, at »ansvaret skulle tilbage til borgerne«. Og så gjorde de det modsatte. De tog mere og mere ansvar fra borgerne. Staten skal regulere, staten skal overvåge ...«.

Ude i entreen er forsvarsadvokatens kone, Elisa Graae, ved at trække i pels. Jeg spørger, om hun ikke har lyst til at være med til at sludre om de konservative?

Foto: NISSEN MADS

»Det klarer de to mænd udmærket alene«, siger hun og smiler, mens hun sætter en snor på den lille rødhårede hund Tolle. Så er hun væk, og jeg må nøjes med at spørge de efterladte mænd, hvad det vil sige at være konservativ?

»Det er sådan noget med at fokusere på dannelse«, begynder junior. »At ønske en evolutionær udvikling af samfundet og ikke en revolutionær. Det handler meget om snusfornuft. Om ikke at handle overilet. Og bakke op om uddannelse og forskning ...«.

»Nu lyder du som en interesseorganisation«, afbryder senior.

»Og føre en miljøpolitik, der er faktabaseret og langsigtet«, fortsætter Jacob Rørdam uanfægtet. »Nu er jeg meget kraftig tilhænger af atomkraft, og fordi man synes, ordet ’kernekraft’ lyder slemt, så bruger man den mest svinende energiform ...«.

Foto: NISSEN MADS

Finn Holm-Jørgensen sidder med lukkede øjne, mens hans søn opremser konservative kendetegn. Så bliver det hans tur.

»At være konservativ handler om at tage udgangspunkt i det bestående og have gode begrundelser for at lave det om«, sammenfatter han.

»Det ligger i den konservative grundnatur at være en elefant, der ikke svajer ved det første vindstød«.

Derefter taler han om jurastudiets dalende kvalitet og om det tåbelige i at hæve strafferammerne for vold og voldtægt, når enhver med fornuften i behold kan se, at det ikke afskrækker forbryderne.

»Men skattepolitik står ikke højt på min dagsorden. Jeg tror heller ikke en skid på, at der nogensinde kommer skattelettelser. Nu er Søren Pape ganske vist kommet med et udspil om erhvervsbeskatningen. Det er et velment forslag, men det er fuldstændig urealistisk«.

Det er det tætteste, Finn Holm-Jørgensen kommer på en kritik af den nuværende K-formand. Den gamle forsvarsadvokat lægger vægt på en »urban tone«. Han bruger også udtrykket »høvisk tale«. Og nu vender sønnen tilbage til det med staten, der »krænker borgernes handlefrihed«.

Jeg vil for eksempel gerne have legaliseret cannabis, fordi det er dokumenteret, at kriminaliseringen er mere til skade end til gavn

»Jeg vil for eksempel gerne have legaliseret cannabis, fordi det er dokumenteret, at kriminaliseringen er mere til skade end til gavn ...«, siger Jacob Rørdam.

»Jeg tror faktisk, at jeg personligt er enig«, siger den pensionerede forsvarsadvokat. »Men jeg er ikke sikker på, at partiet ...«.

Hvordan viser det sig i dagligdagen, at man er konservativ?

»Man er ridderlig, man holder døren for damerne. Og så skilter man ikke med, at man er rig«, siger junior.

»Jeg tror faktisk, konservative spiser pænere end andre«, supplerer senior. Som barn skulle han sidde med tallerkener under armene ved middagsbordet for at lære den korrekte spisestilling.

»Man sidder ikke med albuerne oppe i truget ...«.

Golfbanen blev hans skæbne

Anders Vestergaard meldte sig ud af Konservative i mandags. Han er medlem af byrådet i Hørsholm. Nu sidder han der for Liberal Alliance.

Jeg taler med ham på første sal i Kokkedal Golfklub, hvor han har foreslået at mødes. Han elsker at spille golf og fortæller allerede i telefonen, at han er tidligere danmarksmester. Det var som junior i 1981, viser det sig. Cirka på samme tid sluttede han sig til de konservative.

Foto: NISSEN MADS

»Jeg er opvokset med det konservative dna«, siger han.

Så hvorfor skifte parti? Fordi han blev mere og mere uenig med de konservative, både nationalt og lokalt. Et lavpunkt var kampagnen op til det seneste folketingsvalg. Det var den med ’Stop nazi-islamisme’ og andet i samme hylende toneart.

»Jeg troede, den kampagne var målrettet BT-segmentet. Det var STOP, STOP, STOP ... Men jeg tænker positivt. Jeg tænker vækst, integration, fremdrift«, siger Anders Vestergaard.

Men det var nok især de lokale sammenstød med partiet, der blev afgørende. Først ville borgmesteren fælde en masse træer i udkanten af golfbanen. Anders Vestergaard stemte imod. Så ville borgmesteren tillade bilkørsel på en sti op til det nye hotel på Kokkedal Slot. En sti, der løber lige op ad golfbanen.

»Og borgmesteren sagde: »Ved du hvad, Anders, hvis du vil have din goodwill tilbage, så stemmer du ja!«. Det var dråben. Det var imod sund fornuft. Og det var imod konservativ politik«.

Man kan sige, at Anders Vestergaard har valgt golfklubben frem for sit gamle parti. Og så kan han i øvrigt godt lide Liberal Alliance, forsikrer han. De er bedre til at sælge varen, mener politikeren, som i det civile er direktør for Patientforeningen.

»Liberal Alliance er en isme, en bevægelse. Der er en dynamik, der siger SLAM. Hold da kæft, mand, det er en fest. Og hvor vil du helst sidde henne, på Frilandsmuseet eller på Roskilde Festivalen?«.

Den frustrerede godsejer

Fotografen og jeg parkerer en frostklar morgen foran den hvide hovedbygning på Gunderslevholm Gods, som snart har ligget her i det bølgende landskab på kanten af Susåen i 300 år. Det er lidt nord for Næstved.

Foto: Mads Nissen

Godsejer Claus Neergaard – en mand i sidste ende af 50’erne med buskede øjenbryn og en pletfrit hjertelig attitude – fører os igennem en rigt udsmykket forhal, hvis loft bæres af søjler udformet som titaner, der bærer himlen på deres skuldre. Og videre ind i den opvarmede ende af det lille slot, hvor dagligstuen befinder sig. Her er en åben kamin, bogreoler, sofaarrangement og en grammofon. Der ligger en plade med Anne Linnet Band på den.

Godsejeren forsvinder ud i køkkenet og er et øjeblik efter tilbage med porcelænskopper og Nescafé.

»Jeg tror, der ligger noget i det konservative, som appellerer til det almindelige, fornuftige menneske ...«, begynder Claus Neergaard.

Det oplever han for eksempel til middagsselskaber, når »smarte og progressive« borddamer udstøder små »orgiastiske skrig« i forbløffelse over, at de rummer konservative tilbøjeligheder, når de tester sig på nettet.

Og Claus Neergaard har styr på den rene konservative vare. Han er formand for Højres Fond, som blev etableret for at skrabe penge sammen til Det Nye Højre, et parti, der blev til i en slags protest imod, at det gamle Højre og De Frikonservative for 100 år siden fusionerede og blev til Det Konservative Folkeparti.

Det Nye Højre er for længst gået bort. Men fondet lever endnu. I formålsparagraffen står der, at det uafhængigt af politiske partier skal »fremme sand og retlinet konservativ politik«.

Hvis det konservative appellerer så bredt, som du siger, hvorfor har Konservative så aldrig været mindre end i dag?

»Hvis man er alt for føjelig og midtersøgende, så har man heller ingen kant. Og det kan være, det er det, folk mangler. At det simpelthen er for fornuftigt og måske næsten for kedeligt at have de holdninger ...«, foreslår godsejeren.

Han breder et A4-ark ud foran sig. Det er en liste med bud på den konservative deroute og gode råd til, hvad der kunne give partiet den nødvendige hjertemassage. Et 18-punkts program for, hvordan det hele kunne glide mere effektivt og en anelse billigere.

Skolerne, trafikken, sygehusene, arbejdsmarkedet, miljøet. Han når hele vejen rundt.

De konservative burde også tage sig sammen og mobilisere lidt borgerlig anstændighed over for de flygtninge, der lige nu kommer til landet, foreslår Claus Neergaard.

Altså, det kan ikke være rigtigt, at der står tomme hoteller ovre på Vestkysten, og så lader du dem bo i telt. Der står en tom skole herovre

»Altså, det kan ikke være rigtigt, at der står tomme hoteller ovre på Vestkysten, og så lader du dem bo i telt. Der står en tom skole herovre«, siger han og vifter med en hånd.

»Og de bor i telt. Det er modbydeligt! ...«.

Jeg fornemmer, at du er skuffet over de konservative?

»Jeg er frustreret, vil jeg sige«.

Når jeg ser din liste, tænker jeg næsten: Hvorfor melder du dig ikke ind hos Socialdemokraterne?

»Arh ... jeg er heller ikke særlig langt fra den højre side af partiet. Der var kun få ting, jeg var uenig med Helle Thorning om, og en af dem var valget af Dan Jørgensen som fødevareminister ...«.

Har du overvejet at skifte parti?

»Ikke ved at rykke til venstre«, siger godsejeren.

Som runder af med en jubilæumshilsen til det parti, han trods alt stadig er medlem af:

»Jeg siger bare: God vind. Og der er eddermame plads til forbedringer!«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce