Den libyske oprørssoldat mangler næsten hele den nederste del af sin krop. Blodet strømmer langsomt ud af hans krop. Huden er ligbleg, og han gisper efter vejret. Hans indvolde er synlige, og begge hans ben er sprængt væk.
Den kun 17-årige dansker Omar og en anden libysk oprører trækker manden mod en ambulancevogn. Mortérerne regner ned over dem. En af granaterne rammer få meter fra dem og smadrer en bil, men Omar har så travlt med at redde sin kammerats liv, at han ikke når at tænke over risikoen for at blive lemlæstet eller dø. Inde i ambulancen holder danskeren fast i den såredes hånd og gentager den muslimske trosbekendelse.
»Jeg bekender, at der ingen gud er foruden Allah, og jeg bekender, at Muhammed er Allahs profet«.
Omar har aldrig set et menneske dø, men er alligevel ikke i tvivl om, at det er den unge mands sidste stunder, der udspiller sig foran ham.
