Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Skattefif for de ultrarige: Bare sig, at du lige har købt en Picasso

De lækkede Panama-papirer blotlægger kunstmarkedets grimme hemmeligheder. Og de kan for eksempel få stor betydning i en sag om, hvem der er den sande ejer af et værdifuldt maleri skabt af den italienske kunstner Amadeo Modigliani.

Helt tilfældigt opdagede en jødisk kunsthandlers barnebarn, at et værdifuldt maleri, som han mente nazisterne havde stjålet fra hans bedstefar, var havnet hos en af kunstverdenens mest magtfulde familier, men bevisbyrden i sagen har været vanskelig at løfte.

Værket, der er kendt som ’Siddende mand med stok’, er skabt af den italienske kunstner Amadeo Modigliani. Han døde fattig, fordrukken og syg af tuberkulose for knap 100 år siden; i dag sælges hans malerier for op mod 1,1 milliarder kroner. Portrættet af en elegant mand med moustache, der sidder på en stol og hviler hænderne på sin spadserestok, menes at have en værdi på op mod 163,5 millioner kroner.

For nogle år siden sporede efterforskere maleriet tilbage til milliardærfamilien Nahmad, som købte værket på en auktion i 1996. Kunsthandlerens barnebarn fik sine advokater til at underrette Nahmad Gallery i New York City om, at maleriet tilhørte ham, og at han var berettiget til at få det returneret. Han bad om et møde, hvor de kunne diskutere sagen. Retsdokumenter viser, at galleriet aldrig svarede. Barnebarnet lagde sag an, og i dag, fire år senere, strides parterne fortsat om, hvem der er maleriets retmæssige ejer.

Familien Nahmad har over for New Yorks forbundsdomstol og delstatsdomstol hævdet, at de ikke længere ejer maleriet. Det gør offshore-selskabet International Art Center, der er registreret hos et mindre advokatfirma i Panama.

Men hemmelige dokumenter, som den internationale sammenslutning af undersøgende journalister (ICIJ), Süddeutsche Zeitung og andre medier er kommet i besiddelse af, peger på, at offshore-selskabet er oprettet for at dække over, at Nahmad-familien stadig har maleriet i deres besiddelse.

Familien Nahmad har stået i spidsen for International Art Center i mere end 20 år, fremgår det af dokumenterne. Selskabet er et vigtigt element i familiens kunstforretning. David Nahmad, familiens overhoved, har været eneejer af selskabet siden januar 2014.

Da David Nahmads advokat, Richard Golub, præsenteres for oplysningerne om, at International Art Center (IAC) optræder i Panama-papirerne, siger han, at »hvem der end ejer IAC, er irrelevant. Det vigtigste er, hvad sagen drejer sig om, og om sagsøgeren kan bevise sin påstand«.

Da Mossack Fonseca i 1995 stiftede International Art Center, forsynede advokatfirmaet samtidig sine klienter med redskaber til i al hemmelighed at kunne gennemføre dyre kunsthandler med værker af van Gogh, Rembrandt, Chagall, Matisse, Basquiat og Warhol.

Også andre kunstsamlere ejede selskaber, der var registreret hos Mossack Fonseca, herunder den spanske kunsthandlerfamilie Thyssen-Bornemisza, den kinesiske mediemogul og kunstsamler Wang Zhongjun og Picassos barnebarn Marina Ruiz-Picasso.

Der nævnes nok kunstværker i dokumenterne fra Mossack Fonseca til at fylde et mindre museum. Papirerne afslører, at købere og sælgere benytter sig af de samme dunkle smuthuller i det globale finanssystem som diktatorer, politikere, svindlere og andre, der gemmer sig bag anonyme offshore-selskaber.

I de seneste år er priserne på kunstværker steget markant, og transaktionerne sløres ved hjælp af offshore-selskaber, stråmænd, frihandelsområder, manipulerede auktioner og privatsalg. Mens anonymiteten helt lovligt kan bruges til at undgå negativ omtale, ikke at hæfte juridisk og gøre det nemmere at drive virksomhed på tværs af grænser, kan metoden også udnyttes til skatteunddragelse og til at skjule et maleris ejerskabshistorie.

Kunstboom

De gyldne tider på kunstmarkedet – og de mange forbindelser til de mere uigennemsigtige dele af det globale finanssystem – er et vidnesbyrd om, hvordan de superrige bruger deres penge. Kunst er blevet et værdifuldt aktiv, som den globale elite ivrigt benytter sig af til at skjule deres penge et sikkert og bortgemt sted. I 2015 tegnede kunsthandlen sig for mere end 455 milliarder kroner ifølge handelsbladet Art Market Report, og markedet for den dyreste kunst har oplevet størst vækst.

I 2013 havde milliardærer bundet mere end 213 milliarder kroner i kunst.

»Den bærende kraft bag kunstmarkedet er ophobningen af store formuer«, siger Michael Moses fra det internationale konsulentfirma Beautiful Asset Advisors, der monitorerer kunsthandlen. »Hvis de superriges formuer vokser hurtigere end nogen andre formuer – og det gør de – har de flere penge at bruge på kunst«.

Hos Nahmad-familien har man siden 1960’erne målrettet spekuleret i de dyreste europæiske malere fra det 20. århundrede ud fra ideen om udbud og efterspørgsel.

»Der findes temmelig lidt kunst i verden i forhold til antallet af mennesker, som ønsker at købe den«, har den 69-årige David Nahmad udtalt til det amerikanske erhvervsmagasin Forbes. Når familien erhverver et nyt værk af en af de særligt eftertragtede mestre, opbevarer de det i frihavnen i Genéve, mens værdien stiger.

»Monet og Picasso er ligesom Microsoft og Coca-Cola. Vi ved, at afkastet på dem er mindre end på samtidskunst, men de er mere sikre«, tilføjede David Nahmad.

Han bror, Giuseppe (Joe) Nahmad, der døde i 2012, var den første i den gamle syriske bankfamilie, der for alvor begyndte at investerede i kunst. Som hans nevø Helly Nahmad forklarer i Forbes, var han i alle henseender kun interesseret i at købe stort ind:

Kunst er blevet et værdifuldt aktiv, som den globale elite ivrigt benytter sig af til at skjule deres penge et sikkert og bortgemt sted

»Når onkel Joe købte en kuffert, købte han ikke bare én kuffert. Han købte tyve«.

På samme måde har Nahmad-familien tilsyneladende opkøbt Picasso. Deres samling tæller cirka 300 Picasso-malerier til en værd af omkring 5 milliarder kroner, og 200 af dem skulle være opkøbt hos Picasssos gallerist Kahnweiler. Man skal angiveligt være medlem af Picassso-familien for at kunne blære sig med en større privatsamling af den spanske maler.

Når dyre kunstværker skifter hænder, ender de ofte i såkaldte freeports, der er en slags frihandelszoner. Så længe et kunstværk er opmagasineret i en freeport, betaler ejeren hverken importafgift eller andre afgifter. Kritikere er bekymrede for, at freeportsystemet kan bruges til skatteunddragelse eller hvidvaskning af penge, eftersom der ikke holdes øje med de præcise fortegnelser og transaktioner. Den ældste freeport med den største mængde kunst ligger i Genève. De mange lagerbygninger menes at rumme nok kostbarheder til at kunne måle sig med hvilket som helst museum i verden.

Kunstdynastiet

Familien Nahmad var oprindelig et bankdynasti af sefardiske jøder, der kom fra Aleppo i Syrien. I 1948 flyttede Hillel Nahmad sin kone og otte børn til Beirut.

Tre af sønnerne – Giuseppe, David og Ezra – flyttede senere til Milano og begyndte i 1960'erne at beskæftige sig aktivt med kunsthandel. Giuseppe, familiens patriark, havde smag for dyre sportsbiler, og ifølge hans bror David var han en overgang kæreste med Rita Hayworth. Han var desuden den første, der behandlede kunstmarkedet som et futuresmarked ved at opbygge et lager af kunstværker, som så skulle sælges på det helt rigtige tidspunkt med størst mulig fortjeneste.

Giuseppe døde i 2012. David overtog rollen som familiens overhoved. Både han og hans storebror Ezra navngav deres sønner Hillel efter deres bedstefar. Begge bliver kaldt Helly. De er sammen om at styre familieforetagendet.

Brødrene David og Ezra råder over en formue på 21 milliarder kroner ifølge Forbes. De er bosat i Monaco og har desuden ejendomme i andre lande. Ud over at handle med valuta og kunst er David Nahmad tidligere verdensmester i backgammon. Hver af deres sønner ejer et kunstgalleri, som er navngivet efter dem: Ezras søn er ejer af Helly Nahmad Gallery i London, mens Davids søn har et galleri med samme navn i New York.

Dokumenterne fra Mossack Fonseca vidner om, at familien Nahmad var blandt de første, der opdagede fordelen af at oplagre kunst i offshore-selskaber.

Giuseppe stiftede International Art Center SA i 1995 gennem den schweiziske bank UBS og Mossack Fonsecas afdeling i Genève. Selskabet har muligvis eksisteret i en anden form inden da. Det fremgår nemlig af dokumenterne fra Mossack Fonseca, at International Art Center købte pastelmaleriet ’Danseuses’ af Edgar Degas i oktober 1989.

Familien Nahmads forretning, der strækker sig på tværs af lande og involverer adskillige medlemmer af familien, er skræddersyet til offshore. Familiens overhoveder er bosat i tre forskellige lande, de har gallerier på tværs af Atlanten, og størstedelen af malerierne er oplagret i Schweiz. Familien har derfor brug for en form for siloinddeling, hvor offshore-selskaber kan være særligt behjælpelige.

International Art Center er ikke det eneste selskab, som familien har registreret hos Mossack Fonseca. Giuseppe Nahmad har også stiftet Swinton International Ltd., der blev registreret på De Britiske Jomfruøer i august 1992.

I 1995 gav Swinton International David Nahmad fuldmagt til at forhandle salget af fem kunstværker, som selskabet ejede – et oliemaleri af Picasso, ’Danseuses’ af Degas, to oliemalerier af Henri Matisse og et oliemaleri af Raoul Dufy. Nogle af malerier blev efterfølgende solgt gennem auktionshuset Sotheby’s, som oplyste, at de kom fra en »privat samling«. To af malerier var ejet af International Art Center.

Ejerforholdene i IAC var oprindelig delt op i ihændehaveraktier, hvilket gjorde det umuligt at finde ud af, hvem den egentlige ejer var. I 2001 valgte bestyrelsen med hjælp fra Mossack Fonsecas bestyrelsesmedlemmer at udstede 100 aktier til Giuseppe. I 2008 blev de 100 aktier fordelt mellem David og Ezra Nahmad. Et år senere delte Ezra sine aktier med sin søn Hillel – hvilket David ikke gjorde.

Noget tydede på, at der var opstået splid mellem David og hans søn, da Forbes i 2007 skrev et portræt af familien. I artiklen siger David »med bekymret mine«: »Min søn er ret begejstret for offentlig omtale. Det er jeg ikke«.

AP
Foto: AP

Hans søn Hellys fritidsbeskæftigelser gjorde ham muligvis uegnet til at være aktionær i International Art Center. Som hans onkel Giuseppe havde han dyre vaner: modelkærester, en hel etage med dyre lejligheder i Trump Tower, venskaber med filmstjerner samt hasardspil. I betragtning af familiens historie var det formentlig ikke noget alvorligt problem, før anklagemyndigheden i New York i april 2013 tiltalte ham for at have spillet en central rolle i en sag om forbindelser til den russiske mafia, hasardspil og hvidvaskning af penge for op mod 650 millioner kroner.

Helly, der i løbet af efterforskningen var blevet aflyttet af politiet, havde i en samtale forklaret, hvordan familiens kunstforretning kunne bruges til at skjule penge.

»Nogle gange skal banken have begrundelse for en pengeoverførsel«, sagde han under en samtale fra 2012, fremgår det af retsdokumenter. »Vi siger bare, at du vil købe et maleri, hvis de kræver en begrundelse – hvis du forstår? Så siger man bare, at man lige har købt et Picasso-maleri eller sådan noget«.

Der blev aldrig fundet beviser for, at planen blev sat i værk. Samtalen blev aldrig brugt af anklagemyndigheden, og Nahmads advokat sagde senere i et interview, at det ikke havde noget med Modigliani-sagen at gøre.

Helly Nahmad erklærede sig skyldig i erhvervsmæssig hasardspil i november 2013. Og fik et års fængsel. Han skulle betale en bøde på 42 millioner kroner og gik desuden med til at give afkald på et maleri af Raoul Dufy. Han tilbragte fem måneder i fængsel.

Krig og kunst

Modiglianis ’Siddende mand med stok’ blev beslaglagt af nazisterne i 1939. Oscar Stettiner, den fransk-jødiske kunsthandler, der menes at have været maleriets oprindelige ejer, måtte flygte fra hjembyen Paris før nazisternes invasion og måtte efterlade sin kunstsamling.

Da byen faldt, konfiskerede tyskerne samlingen og udnævnte en franskmand til »midlertidig administrator«. Han bortauktionerede kunstsamlingen ved fire store auktioner til gavn for Det Tredje Rige, og siden skiftede ’Siddende mand med stok’ hænder adskillige gange. Retsdokumenter viser, at en amerikansk officer i oktober 1944 købte maleriet på en café for 25.000 franc.

I 1946 sendte Stettiner en ansøgning i Frankrig i et forsøg på at få maleriet returneret. Han døde to år senere uden at have fået svar på sin henvendelse.

Men Nahmads advokat Richard Golub har i løbet af sagen forsøgt at så tvivl om historien. Hans påstand har været, at Stettiner overhovedet ikke ejede maleriet.

I 1958 endte Modigliani-maleriet i en privat samling. Her var det gemt af vejen indtil 1996, hvor International Art Center købte det ved en auktion på Christie’s for knap 20 millioner kroner, fremgår det af dokumenter indsendt til domstolen i New York. Maleriet blev udstillet på Helly Nahmad Gallery i London i 1998 og Museet for Moderne Kunst i Paris i 1999. Seks år senere var det med i en Modigliani-udstilling på Helly Nahmad Gallery i New York.

Firmaet Modex Corporation, der specialiserer sig i at generhverve kunstværker stjålet af nazister, opdagede maleriets historie ved et tilfælde, da en medarbejder var i færd med at gennemgå en række dokumenter i et fransk ministerium. Modex var med til at indlede retssagen med henblik på at få maleriet returneret til Philippe Maestracci, Oscar Stettiners barnebarn.

11. februar 2015 skrev Nehemiah Glanc, en af familien Nahmads advokater i Modigliani-sagen, en mail til International Art Centers advokat i Genève. På papiret stod Glanc opført som selskabets advokat, men han manglede nogle vigtige detaljer om selskabet, før han kunne fortsætte, fremgår det af de lækkede dokumenter.

»Vend tilbage hurtigst muligt med oplysninger om, hvem der er bemyndiget til at signere på vegne af IAC«, skrev han i sin mail.

Hvis familien Nahmad havde skrevet under på dokumenterne som ejerne af IAC, ville de formentlig have mistet den retsbeskyttelse, som selskabet sikrede dem.

Advokaten i Genève satte Glanc i kontakt med Anaïs Di Nardo Di Maio i Mossack Fonsecas afdeling i Genève. Di Nardo kunne skaffe underskrifter fra Mossack Fonsecas bestyrelsesmedlemmer i Panama, så længe Glancs klienter var villig til at betale for det. Det gik han med til.

Et dokument underskrevet af Mossack Fonsecas bestyrelsesmedlemmer kostede knap 210 kroner.

I takt med at sagen skred frem, blev der sendt adskillige mails frem og tilbage mellem Glanc og Mossack Fonseca, viser dokumenterne. Hver gang der kom en begæring fra International Art Center, skulle bestyrelsesmedlemmerne skrive under.

I september 2015 blev sagen om Modigliani-maleriet afvist af højesteretsdommeren Eileen Bransten i delstaten New York. Hun mente, at sagsøgeren ikke havde udtaget stævningen mod IAC korrekt, eftersom stævningen var fremsendt til Nahmad Gallery i New York frem for selskabet i Panama. Hun anførte desuden, at den egentlige sagsøger burde have været en bobestyrer udpeget af domstolen og ikke barnebarnet Maestracci. To måneder senere blev der igen lagt sag an i delstatens højesteret med bobestyreren som sagsøger.

Stævningen af familien Nahmad var et forsøg på at koble familien sammen med International Art Center. I stævningen beskrives firmaet som familieforetagendets alter ego, »der har til formål at skjule de sagsøgtes identiteter samt skjule indtægterne«.

Mens sagen fortsætter, er Modiglianis portræt ’Siddende mand med stok’ fra 1918 fortsat gemt af vejen i en freeport i Genève.

Oversættelse: Christoffer Østergaard

Følgende har bidraget til denne artikel: Alexandre Haederli, Juliette Garside, Frederik Obermaier og Bastian Obermayer.

Publiceret 11. april 2016.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

Forsiden