»Alt, hvad jeg ved om moral, har jeg lært på fodboldbanen«, skrev Albert Camus, der stod på kassen for den algeriske universitetsklub R.U.A. Det skulle ikke undre, hvis det var fra den placering, at han kom på ideen om, at Sisyfos, der hver dag skulle trille den samme sten op ad bjerget, måtte være det lykkeligste menneske i verden. Ligesom målmanden, der kamp efter kamp er dømt til at hente bolden ud af buret, og alligevel spiller videre. Camus var en ener og får selvfølgelig posten som målmand for verdenslitteraturens tophold. Camus er nummer 1.
Franskmændene er i det hele taget gode til at se de store linjer i det skønne spil. Faktisk kan man aflæse store dele af det 20. århundredes åndshistorie i de måder, spillet selv er blevet læst på. Jean-Paul Sartre mente, at man på et fodboldhold var i stand til at afkode det bevæbnede oprørs gruppedynamik. Det kvalificerer ham uden videre til tjansen som forsvarsgeneral. Sartre er nummer 4 og får rollen som indpisker og agitator, der kan træde til, når de andre afviger for meget fra den rette vej.
Kulturteoretikeren Roland Barthes derimod var mindre militaristisk anlagt. Han så snarere sport som analyseobjekt par excellence, for den der ville forstå den moderne kapitalismes billedkarakter. I sporten, for Barthes vedkommende cykelsporten, ser vi myter blive skabt. Vi ser ’Den brune muskel’ stige op ad bjerget, og ’El Pistolero’ skyde forsvaret i stykker. Hvis Barthes var fodboldspiller, ville han være tilbagetrukken spilfordeler. Lige så elegant i sit spil som i sine analyser. En arkitekt a la Andrea Pirlo, der lægger afleveringer så fine som penselstrøgene på Mona Lisa, og scorer mål så listige som hendes smil. Barthes spiller sig ind som 10’er, banens uforudsigelige sydlandske createur, der støber kuglerne til angrebet.
I forhold til Frankrig har de i Tyskland som bekendt en tradition for det lidt hårdere udtryk. Både på banen og i bøgerne. Tag bare filosoffen Martin Heidegger, der afskyede meget i det moderne, men som ikke desto mindre kastede sin uforbeholdne kærlighed på en af denne nye verdens største opfindelser, den tyske skipper, kejser Franz Beckenbauer. Her var endelig den store ener, der kunne forløse den tyske (fodbold)kulturs potentiale og bringe overhistorisk ære hjem til Germania. Hvilket han så gjorde på det gigantiske Olympia Stadion i München 1974, mens Martin Heidegger, ikke langt derfra, i sin nabos hytte i Schwarzwald sad spændt (om end lidt irriteret) og fulgte med i tv-transmissionen, fordi hans eget apparat var gået i stykker. Rigtig venskabelig med teknologien blev den gamle bondetænker, der i sin ungdom pløjede op og ned ad den venstre kant hos det lokale FC Messkirch, aldrig. Retrospektivt må man nok sige, at en placering på den yderlige højrefløj havde været mere passende. Heidegger ligger som en fremskudt wing, der aldrig dækker op bagtil, selv ikke, når han har mistet bolden og udgivet nogle tekster, der bringer hele holdet i fedtefadet: Heidegger er holdets 11’er.
