»Alt, hvad jeg ved om moral, har jeg lært på fodboldbanen«, skrev Albert Camus, der stod på kassen for den algeriske universitetsklub R.U.A. Det skulle ikke undre, hvis det var fra den placering, at han kom på ideen om, at Sisyfos, der hver dag skulle trille den samme sten op ad bjerget, måtte være det lykkeligste menneske i verden. Ligesom målmanden, der kamp efter kamp er dømt til at hente bolden ud af buret, og alligevel spiller videre. Camus var en ener og får selvfølgelig posten som målmand for verdenslitteraturens tophold. Camus er nummer 1.
Franskmændene er i det hele taget gode til at se de store linjer i det skønne spil. Faktisk kan man aflæse store dele af det 20. århundredes åndshistorie i de måder, spillet selv er blevet læst på. Jean-Paul Sartre mente, at man på et fodboldhold var i stand til at afkode det bevæbnede oprørs gruppedynamik. Det kvalificerer ham uden videre til tjansen som forsvarsgeneral. Sartre er nummer 4 og får rollen som indpisker og agitator, der kan træde til, når de andre afviger for meget fra den rette vej.
Kulturteoretikeren Roland Barthes derimod var mindre militaristisk anlagt. Han så snarere sport som analyseobjekt par excellence, for den der ville forstå den moderne kapitalismes billedkarakter. I sporten, for Barthes vedkommende cykelsporten, ser vi myter blive skabt. Vi ser ’Den brune muskel’ stige op ad bjerget, og ’El Pistolero’ skyde forsvaret i stykker. Hvis Barthes var fodboldspiller, ville han være tilbagetrukken spilfordeler. Lige så elegant i sit spil som i sine analyser. En arkitekt a la Andrea Pirlo, der lægger afleveringer så fine som penselstrøgene på Mona Lisa, og scorer mål så listige som hendes smil. Barthes spiller sig ind som 10’er, banens uforudsigelige sydlandske createur, der støber kuglerne til angrebet.
De tyske hardlinere
I forhold til Frankrig har de i Tyskland som bekendt en tradition for det lidt hårdere udtryk. Både på banen og i bøgerne. Tag bare filosoffen Martin Heidegger, der afskyede meget i det moderne, men som ikke desto mindre kastede sin uforbeholdne kærlighed på en af denne nye verdens største opfindelser, den tyske skipper, kejser Franz Beckenbauer. Her var endelig den store ener, der kunne forløse den tyske (fodbold)kulturs potentiale og bringe overhistorisk ære hjem til Germania. Hvilket han så gjorde på det gigantiske Olympia Stadion i München 1974, mens Martin Heidegger, ikke langt derfra, i sin nabos hytte i Schwarzwald sad spændt (om end lidt irriteret) og fulgte med i tv-transmissionen, fordi hans eget apparat var gået i stykker. Rigtig venskabelig med teknologien blev den gamle bondetænker, der i sin ungdom pløjede op og ned ad den venstre kant hos det lokale FC Messkirch, aldrig. Retrospektivt må man nok sige, at en placering på den yderlige højrefløj havde været mere passende. Heidegger ligger som en fremskudt wing, der aldrig dækker op bagtil, selv ikke, når han har mistet bolden og udgivet nogle tekster, der bringer hele holdet i fedtefadet: Heidegger er holdets 11’er.
På den anden fløj, både historisk og positionsmæssigt, står det kultur-teoretiske lyn Siegfried Kracauer med 7’eren på ryggen og bider i græsset. For ham var stadionsport et æstetisk fænomen, der lod udøvere og tilskuere blive del af en hypnotiseret storkrop. Fornuftsfjendtlig praksis på linje med fascismens stramt koreograferede massemøder. Fodboldspillet var i det hele taget på smalkost omkring krigen, specielt på den ikke-sovjetiske venstrefløj, og måltørken var massiv alle andre steder end på KGB-chefen Lavrenty Berias hold Dynamo Moskva, der på en eller anden måde altid endte med at vinde.
I Italien, der også har en stolt tradition for i al venskabelighed at ordne kampresultaterne på forhånd, mente Umberto Eco, som bestemt ikke brød sig om fodbold, at sport var opium for folket. En slags soma for de udmattede italienere, der var blevet trætte af De Røde Brigaders terror, en måde at beskæftige sig med verden på uden at beskæftige sig med verden. Storpolitik, med andre ord, for folk med små midler, og i hvert fald ikke noget for en romanforfatter, der giver sig af med vigtige ting såsom f.eks. middelalderen. Eco stryger ind som 6’eren på holdet, en korpulent generalissimo af den italienske skole, der aldrig forlader midtercirklen, men takler bolden væk fra dem, der forsøger at have det sjovt. Oprydderen, der klarer skærene, når æsteterne oppe foran har smidt klatten væk. En helt uundværlig balancespiller på et hold med så mange individualister som litteraturens verdenshold.
Engelsk midtbane-ekvilibrisme
Der er selvfølgelig også de forfatterskaber, som kan synes vanskelige at overføre til fodboldens sprog – Shakespeares for eksempel Der kan ikke være tvivl om, at ‘Macbeth’ og ‘En skærsommernatsdrøm’ ikke just spiller på samme banehalvdel. I dramatisk forstand gør det ham vel nærmest til boks-spiller. Han får nummer 8. Hvorvidt digteren selv kunne tage et par på fødderne har forskningen endnu ikke kunnet fastlægge, om end en passus fra ’King Lear’, hvor Hertugen af Kent svovler: »Du, din foragtelige fodboldspiller!«, kunne antyde et svar.
Og hvem skal så i angrebet? At stille uden en sydamerikaner på et internationalt tophold grænser til helligbrøde. Men hvem? Coelho er for vulgær, Borges for højpandet, García Márquez for nylig afdød og Vargas Llosa for konservativ. Jo, måske Julio Cortázar, om hvem man, som novelleskriver i hvert fald, kan sige, at han er en god afslutter. Ind i boksen med ham. Nummer 9.
Hvis man i fodboldspillets udvikling kan aflæse resten af samfundets historie i mikroform, som Hans-Jørgen Nielsen, der af strategiske hensyn må tage nummer 3 og stille sig over som venstre back, antydede i 1978, hvad ville så være lektien i 2014? Jo, at fart er gud, og at effektivitet ikke er mange guldkalve efter ham. Du får ikke mere end et par chancer i moderne fodbold, men dem, du får, dem har du bare at score på – som Morten Olsen aldrig forsømmer at gøre opmærksom på efter hver eneste landskamp, hvor Danmark har forsømt at gøre netop det, altså score på chancerne. Så er det godt, at man kan hive en ‘arbejdssejr’ hjem.
Talentfuldt fransk forsvar
Og dog. For som den franske økonom Thomas Piketty, der gennem en stærk dagsform kæmper sig ind i forsvaret som 5’er ved siden af Sartre, netop har ført bevis for, er det romantik at tro, at man kan arbejde sig til sejre nu til dags. Fodboldens gamle rentierer har taget det hele, assisteret af oliesheiker fra Arabien og rigmænd fra Amerika. Som i fodbolden, så i livet: Vejen til penge og hæder går igennem pengene selv. Så selv om hundene fra Atletico Madrid kom tæt på i Champions League i år, kan dette holdkort med en vis sikkerhed afsluttes med de forfærdelige ord: Aldrig igen et EM 92.
Hov, Jørgen Leth ryger for resten ned som højre back, en klassisk vandrende 2’er, hvor han forhåbentlig ikke skaber for mange problemer. Som enhver, der har set hans film om Michael Laudrup, ved, har han nemlig ikke forstand på fodbold.
Holdet stiller op i en klassisk 4-4-2 med større fokus på tradition og kontinuitet end egentlig fornyelse.
Publiceret 13. juni 2014
