Foto: Sirid Laursen

Hvem af os er Europa?

Måske findes Europa ikke endnu; måske skal det opfindes, i mødet og samarbejdet mellem alle de mennesker, der ønsker at kalde sig europæere.

Lad os kalde ham Denys. Han er 36 år, har boet i Kijev hele sit liv, han ved alt om storbyen og stort set intet om det frodige, men ensformige landskab af langstrakt bølgende marker, stepper, flodsænkninger, søer, vi farer igennem på vores rejse rundt i Ukraine. En gang i timen udbryder han »Look, how beautiful!«, og hver anden standser han bilen og stiger ud for at trække den friske luft gennem en cigaret, mens jeg plukker en blomst og spiller en sang for de forbipasserende biler, en fritgående ko eller den gamle babusjka med jordbær til salg på sit tørklæde i vejkanten.

De første 14 år af sit liv var Denys borger i Sovjetunionen, de næste foreløbig 24 har han levet i den endnu uafgjorte vaklen mellem oligarki og demokrati, Rusland og Europa, som Ukraine har befundet sig i siden Sovjetunionens kollaps. Han er fraskilt, har en datter på 12 og var en af de hundredtusinder, der lod sig rive med og dag efter dag vinteren igennem tog ind til Maidan for at demonstrere mod den korrupte regering. Denys er nok ganske typisk, lad os kalde ham ukraineren. Og vi, hvem er vi? Vi er vel europæerne, er vi ikke?

Efter nogle år som sælger i et firma, der handlede med bl.a. Sverige, forsøger han nu at skabe sig en karriere som oversætter. Han har oversat mine beretninger om indgreb i verdens brændpunkter, og da jeg for nogle måneder siden skrev til ham, at nu kunne vi ikke længere overlade Europas fremtid til politikerne, nu måtte vi selv gøre noget, sagde han ja!

Han har arrangeret alt det praktiske i forbindelse med Miss Worlds rejse rundt i Ukraine. Han skulle være tolk og formidler i tilfælde af misforståelser. Men efter den første dags aktion på Maidan er han med ét blevet bange. Siden de sidste demonstrationer i marts havde han holdt sig væk fra pladsen. Og da han nu pludselig var der igen og så våbnene hos de folk, der patruljerer på pladsen, som var den en selvstændig stat, og mærkede hadet og deres totale afvisning af Miss World, er han som ramt af et traume.

På vejen til Dnipropetrovsk på grænsen til Donbas i det østlige Ukraine siger han, at han aldrig i sit liv, heller ikke under demonstrationerne, har været så rystet. Jeg stod ved siden af de folk hver dag på Maidan, jeg så dem, da de fik fat i en af Janukovitjs betjente, smadrede ham, tvang ham ned på knæ og satte en pistol mod hans nakke ... Dengang vidste Denys, hvem han var sammen med: folket, og hvem de var oppe imod: Janukovitj-regimet og korruptionen. Nu ved han pludselig ingenting. Hvem kan han stole på? Han har selvfølgelig fulgt udviklingen i Donbas, men kun via medierne. Nu har han med ét følt splittelsen på og i sin egen krop. »They could have killed you, Nielsen!«.

En engel alene

Næste morgen er vi stået tidligt op for at gennemføre englens umenneskelige plan om i søndagens løb at dukke op ved så mange valgsteder som muligt. Denys ser forslået ud, han har ikke sovet, mumler han og klamrer sig til bægeret med kaffe. Da vi står ud af bilen for at nærme os det første valgsted, bliver han stående. »Okay«, siger han, »you go and do your stuff, and I stay here by the car«. »Hvad mener du?«, siger jeg, »det her er vores fælles mission, du har sagt ja, vi kan ikke undvære dig!«. Min valgtale virker ikke. »This day is full of tensions«, siger han, valgstederne vil være bevogtet af militsia, 80 procent af borgerne i byen er primært russisktalende, mange sikkert ’prorussiske’, »and those people won’t like your white dress, Nielsen«.

»Let’s go!«, siger jeg og går, alene. Allerede på andendagen er vores forsøg på at skabe et nyt lille Europa splittet mellem den endnu ikke helt frigjorte ukrainer og den EUpæiske engel, der tager sine vinger for givet, fordi hun er født med dem: Fulgt af kameraet stiger hun op ad trappen til det første valgsted – Universitetet for Togvidenskaber – og mellem indgangens pompøse grå søjler i sovjetisk stil tager hun opstilling og begynder at synge om had, forsoning og fjenden, vi er nødt til at elske, for de søndags-valgklædte middelklasseborgere, der kommer op ad trappen.

Alle ser på englen, men ingen vover at reagere. Ved kantstenen 20 meter borte holder en politibil. Men ingen stiger ud, så nu vover englen sig indenfor, først i forhallen, hvor en ældre opsynsmatrone fra sovjetimperiets tid kommer hen og udstøder en kommando på russisk og peger mod udgangen, hvad englen heldigvis ikke forstår, hun går syngende ind i valglokalet.

Her er hverken militsia eller OSCE-valgobservatører, men en håndfuld lokale valgtilforordnede, hver med sit lille skilt på brystet. De skæver foruroliget til den syngende engel, går ligesom tilfældigt forbi hinanden, hvisker. Pludselig kommer en flok soldater i uniform ned ad en trappe, standser som på kommando, så skiller den yngste sig ud og marcherer hen mod englen. Og hvad gør hun? Smiler. Soldaten stikker hånden inden for uniformsjakken og trækker ... sin mobiltelefon. Han vil have en selfie, med Miss World.

Pludselig er alt muligt. Efter den første soldat kommer turen til resten af delingen og derefter lederen af de valgtilforordnede, en selvsikker kvinde af den slags, der i EUropa for længst er partileder. Hun giver hånd og præsenterer sig, læser den lyseblå flyer med tekst på både russisk og ukrainsk, som fotografen undervejs har delt ud, så takker hun englen for det gode budskab og smiler til kameraet. Endelig rejser selv matronen sig fra sin sovjetrest af et kontrolbord og kommer til englen, denne gang fulgt af en ældre veninde, de har ingen mobiltelefoner, de vil have en gammeldags autograf.

Og sådan fortsætter valgdagen i Dnipropetrovsk: mod forventning og frygt. Sandheden om situationen i Ukraine netop nu er, at ingen kender den. Når et samfund rykkes ud af sin orden og ind i en slags undtagelsestilstand, bliver alle i en vis forstand fremmede, også for sig selv. I stedet for den relative tryghed, der er i at leve i en givet orden – uanset om den er ’folkevalgt’ eller mere eller mindre dikteret af oligarker og korrupte politikere – er der pludselig uvisheden, frygten for, hvad der vil ske. Ingen ved på forhånd, hvordan de vil reagere. Og det hjælper ikke at spørge dem, man må iagttage dem, eller – som englen – kalde dem frem.

Dræbte i Odessa

Uvished avler frygt og paranoia over for alt, der er den mindste smule fremmed. Men undtagelsestilstanden avler ikke kun vold. I de fleste mennesker, også i det østlige Ukraine, giver uvisheden sig udslag i en forsigtig tilbageholdenhed, der, når man provokerer den tilstrækkelig nænsomt, kan slå ud i en blidhed, der er uset i et velordnet samfund som Danmark.

Hver gang englen fulgt af sin fotograf vender levende tilbage til bilen, er vores ukrainer lettet og også en smule stolt af sit land og dets folk. Men ikke desto mindre: Han bliver ved bilen, frygten bliver siddende i ham på resten af rejsen.

I Odessa kender han ingen, der har deltaget i de revolutionære begivenheder, så morgenen efter ankomsten går vi til byens musikkonservatorium. Her finder vi dirigenteleven Mischa. Han er reserveret, skeptisk. Fra lokalerne omkring os lyder Tjajkovskij, men under den klassiske fernis lurer spændingerne. Deltog han i demonstrationerne? Det vil han ikke svare på, men han ved, hvad der skete:

Parallelt med begivenhederne på hovedscenen i Kijev opstod der også i Odessa en EuroMaidan-bevægelse, der mødtes hver aften på pladsen over den berømte Potemkintrappe med udsigt over Sortehavet. Efter russernes annektering af Krim begyndte en prorussisk moddemonstration at samles i en park lidt højere oppe i byen. 2. maj blev de angrebet af nationalister fra Potemkintrappen, som fik uventet støtte af berusede fans af byens fodboldklub. Prorusserne blev tvunget bort og gik demonstrerende gennem byen til det monstrøse fagforeningshovedkvarter fra sovjettiden. ’Patrioterne’ fulgte efter, og her splintres historien og sandheden i tusind påstande. Men tragedien er uimodsigeligt én: Det kom til et blodigt sammenstød, ’prorusserne’ tog tilflugt i sovjetbygningen, nogle skød, nogle kastede molotovcocktails, bygningen gik i brand, mennesker sprang ud af flammehavet, og da natten var omme, var der 49 døde og en udbrændt bygning.

Miss World beslutter at gentage hele historien, men alene, som forsonende engel. På Potemkintrappen synger hun, men ingen lytter, det historiske nu er sporløst forsvundet, og trappen er igen bare en seværdighed i et Odessa befolket af nyrige russiske turister. Først sidst på eftermiddagen, da der kun er én vej tilbage: den, der fører til den udbrændte sovjetbygning, vender spændingen tilbage: »I can’t stop you from going there«, siger Denys, »but this place is probably even more sacred than Maidan«. Det vil være bevogtet af prorussere, måske endda af nogle af de berygtede partisaner og Putins indsendte provokatører.

»I’ll go there«, siger englen, hun giver ikke op, aldrig. Men hvis et nyt Europa skal opstå, er det i samarbejdet mellem alle dem, der ønsker at være europæere, så nu lytter hun til ukrainerens advarsel. Hun beslutter at nedlægge sit våben, den sorte guitar. I stedet køber fotografen en buket blomster, og med dem i hånden går englen i ensom skikkelse over den kolossale plads mod fagforeningshovedkvarteret.

Lysene i natten

Foran den udbrændte kolos med dens gabende sortsodede vinduesåbninger er rejst et alter af ikoner, stearinlys og billeder af de døde, omgivet af blomster og i aftensolen blegt flakkende stearinlys, det hele bevogtet af en flok mennesker. De betragter englen, der nærmer sig – dette spinkle mandlige væsen i hvid kjole med et blåt silkebånd på skrå over livet.

Det føles, som om vi ser hinanden i øjnene, nogle enkelte skiller sig ud af flokken og kommer frem mod mig, men standser så og betragter mig. Jeg knæler ned foran det første arrangement af blomster og lys og lægger min buket og begynder at synge. De står lidt og lytter, så kommer først en gammel mand og efter ham nogle yngre og et par kvinder, alle snavsede, hærgede, af livet, tydeligvis fattige, hen og slår kreds om mig. En af mændene spørger på gebrækkeligt engelsk, hvad jeg synger om. Hadet, siger jeg, og at vi alle må overgive os, til fjenden og til hinanden, hvis vi vil have fred og kunne leve sammen. Han oversætter til de andre, på russisk, og de nikker.

Der er ingen tvivl om, at dette er de berygtede ’prorussere’, de udgør et tilfældigt udsnit af de mennesker i Odessa, der ønsker at høre til Rusland. Jeg er inkarnationen af det billede af Europa, som den russiske kirke og præsident Putin for tiden forsøger at ophidse dem med som det værst tænkelige: en mand i sminke og hvid kjole. Men de fordømmer mig ikke, hverken mig eller nogen anden. Den ældste af mændene beder mig blive, til det bliver nat, og alle stearinlysene oplyser mørket, det er meget smukt, siger han, »oychyn krashiva!«.

Og ud på aftenen, i skæret fra de tusind stearinlys, giver jeg en stille a cappella-koncert, en messe for de døde og de endnu levende – nu nærmest som en præstinde, en Jeanne d’Arc. Jeg tager deres hænder, og så står vi en stund der, jeg blidt syngende, de tavse, med hinanden i hænderne og overgiver os til hinanden, uanset og på trods af de utilgivelige ting, vi hver især måtte have gjort og være blevet udsat for.

Så slipper vi hinanden, min fotograf Sirid lægger en stor pengeseddel i plastikkrukken med almisser til de sårede på hospitalet. Og jeg forlader dem, det er mit privilegium: vingerne, jeg er mere fri end de, jeg kan rejse, videre.

Publiceret 16. juni 2014

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce