Foto: Sirid Laursen

Omfavnelsen er det bedste våben

I det østlige Ukraine er omfavnelsen og kærligheden til din russiske bedstemor måske det bedste våben lige nu.

Ved ankomsten til Kharkiv i det nordøstlige Ukraine opsøger vi Sergei Zhaidan i en dunkel kælderbar, hvor han sidder i sit eget lukaf med en helliters fadøl i højre hånd dybt nedbøjet i en biografi om den russiske revolutionsskjald Majakovskij. Ud over at være Ukraines hippeste forfatter var Zhaidan blandt de ledende i Kharkivs Euromaidan, blev slået til hospitalsindlæggelse af prorussiske demonstranter og har siden fortsat aktivismen med en kunstnerekspedition ind i Donbas for at starte en dialog med de prorussiske ’partisaner’. Det var umuligt, siger han, så nu er han vendt 180 grader og har engageret sig i uddannelsen af den lokale fodboldfanklub til selvforsvarshær mod den ifølge Zhaidan truende invasion fra den russiske side af grænsen bare 40 kilometer nord for byen.

Konceptet er englesimpelt. Zhaidan skal genfortælle Kharkivs version af vinterens konfrontationer og kortlægge stederne, og næste dag skal Miss World genopføre historien med sangen og forsoningen som middel og mål.

Parallelt med begivenhederne på hovedscenen i Kijev opstod Kharkivs egen Euromaidan ved monumentet for nationalpoeten Shevchenko. I slutningen af februar bevægede den sig til Ploshda Svobody, Europas sjettestørste plads, hvor 200-300 pro-EU-pæiske demonstranter besatte stueetagen i den regionale administrationsbygning. I de følgende dage dannedes en prorussisk moddemonstration i skyggen af Lenin i den anden ende af pladsen. 1. marts voksede demonstrationen pludselig fra få hundrede til 10.000 – ifølge rygterne ved hjælp af provokatører smuglet ind i busser fra den russiske side af grænsen.

Prorusserne gik til angreb på proeuropæerne, men i modsætning til det tilsvarende sammenstød i Odessa 2. maj, hvor politiet bare så på, mens de to parter slog hinanden ihjel, greb politiet i Kharkiv på opfordring af den nyindsatte guvernør ind. Siden har der været forbløffende fredeligt i det fortrinsvis russisktalende Kharkiv. »But take care!«, siger Zaidan, konflikten lurer lige under overfladen.

At forvandle konflikt til tøven

En moderne engel har brug for disciple, så Miss World begynder sin genopførelse af historien med et forspil på trappen foran kunstakademiet, hvor eleverne i en pause har søgt ly for et voldsomt regnskyl. Og inden lærerkollegiet når ned og bortviser hende, af frygt for nye uroligheder, har englen fået en lille flok unge fans, der følger hende gennem resten af dagen.

Først går optoget til monumentet for Shevchenko, hvor Miss World iscenesætter sin egen syngende Euromaidan. De unge står lidt forsigtigt på afstand og tager billeder med deres telefoner.

»Deltog I ikke i Euromaidan«, spørger englen. De ser forlegent på hinanden. »Hvorfor ikke, ville I ikke af med Janukovitj og korruptionen, vil I ikke have demokrati?«. Jo, jo, siger de og ser ned i jorden. »Min mormor kommer fra Rusland«, siger en af pigerne, »I love her so much! og der var nogle af demonstranterne, der råbte ting mod russerne, det kan jeg ikke lide«, siger hun.

De andre nikker, i deres familier er der også både ukrainere og russere. »We want to live in peaceful together«.

Vi drager videre langs hovedgaden mod Frihedspladsen, der indtil 1991 hed Ploshid Dzershinsky efter grundlæggeren af KGB. Da vi nærmer os pladsen, ringer digteren Zhaidan og advarer: Der går rygter om en prorussisk demonstration foran Leninstatuen kl. 18. Det kan meget vel komme til nye sammenstød.

»Men klokken er kun halv 5!«, siger englen og fortsætter målrettet.

I den regionale administrationsbygning har Euromaidan-bevægelsen opgivet besættelsen, og hverdagen i forvaltningen fortsætter som før, men på trappen foran indgangen står en hel række kampklædte unge betjente, med bløde baretter, men med de skinnende sorte hjelme parat i favnen, støvler, lange knipler og skydevåben langs lårene, alt sammen i sort.

Scenen er som skabt til den hvide engel. Hun stiller sig op som den syvende i rækken, slår guitaren an og begynder at synge:

Rise up nations

Rise up and fall into love and peaces ...

De forbipasserende borgere standser, trækker mobiltelefonen og begynder at tage billeder. De unge betjente står først bare ret med spredte ben, som et backing-boyband, der blot venter på tegn fra englen til at bryde ud i kor. Så breder forlegenheden sig, uro i rækken, de ser på hinanden, som om de søger en ordre: Hvad gør vi? Vi kan vel ikke bare ...?

Der er tilsyneladende ingen overordnet til stede, de smiler forlegent til de fotograferende borgere eller forsøger at lade som ingenting, piller ved hjelmen, ser ned i fliserne. Første del af missionen er lykkedes: konflikten forvandlet til tøven, en sprække har åbnet sig, en pludselig mildhed, selv solen skinner ned på os.

Duet for to monologer

Miss World bukker for folket og går over gaden og videre som ensom hvid engel på den 10 minutter lange march over pladsen mod skyggen af Vladimir Iljitj, der i den sene eftermiddagssol lydløst strækker sig mod hende.

Da hun når frem, er den prorussiske demonstration begyndt at samle sig. Men hvis der er partisaner, ’grønne mænd’ eller tjetjenske lejesoldater iblandt, er de godt maskeret. I englens øjne ligner de knap hundrede mennesker småborgerfruer og forsvundne fuldmægtige fra sovjettiden. Ingen molotovcocktails, de fleste af damerne er væbnet med tasker og indkøbsnet, men foran brystet holder de demonstrerende en slags ’indkørsel forbudt’-skilt: en rød cirkel med et sort hagekors og en fed rød streg hen over.

Foto: Sirid Laursen

Idet englen stiller sig op for foden af Lenin og slår guitaren an, kommer en talsmand for prorusserne hen til hende, en ældre mand i fløjlsbukser, kortærmet skjorte, farfar-kasket og tykke briller i plastikstel som dem, afrikanske diktatorer uddannet i Moskva i 1970’erne bar, og i den anden hånd, som det mest foruroligende: en plastikpose fra Emporio Armani. Han indleder en monolog med englen, som en lakplade, der er gået i hak, så han uophørligt og monotont gentager ordet ’fascisme’: fascismens trussel, fascismens genkomst fra Vesten, fascismen hos det illegitime kupregime i Kijev. Englen forsøger at indføre et ord, men forgæves. Dette er ingen samtale, men en slags absurd agitpropteater. Så i stedet begynder hun at synge:

Burn all the borders and free all the

waters and fuck all the daughters

Of the partisans, slaughterers, preachers and soldiers and Putins and procurers and

Melt down as one

Og der står vi så, forenet i historiens mest absurde duet. I baggrunden kommer de stadig mere ophidsede fruer med skingre protestråb, ’bort!’, ’væk med sig!’ og svinger med deres tasker mod englen.

Klokken ca. 18.30, da englen syngende vandrer bort over pladsen, går den pro-russiske demonstration bag hende langsomt i opløsning, og det var så den konflikt: Det østlige Ukraine er ikke bare voldelige sammenstød og begyndende borgerkrig, men også den uvirkelige hverdag i Kharkiv.

Den rigtige vrede

Den splittelse, der truer med at dele Ukraine i to, handler ikke bare om, hvorvidt man vil tilhøre EU-ropa eller Rusland, om Putins og oligarkernes magt over for befolkningens afmagt og EU’s tøven.

I Kharkiv er splittelsen et sår, der rækker ind i det enkelte menneske. Det, at Julias elskede bedstemor er født i Rusland, gør, at hun bliver utryg, hvis nogen i en pro-EU-ropæisk demonstration, hun ellers sympatiserer med, kommer med antirussiske udråb. Hos mine unge disciple er der et blidt ønske om at favne både det ukrainske og det russiske. I den ømhed er der et håb for Ukraine.

Det farlige ved ømheden er selvfølgelig, at den giver sig udslag i en tøven over for offentligt at tage politisk stilling. Hvis alle som Julia og hendes venner bare er ren ømhed, havde Janukovitj stadig været præsident. En vis evne til vrede og – som hos digteren Zhaidan – villighed til at risikere et brækket kraveben er nødvendig, hvis verden skal ændres.

Det skal bare være den rigtige vrede, den, der kan hæve sig op over sig selv og se sammenhængen. At det ikke er den russisktalende nabo eller omvendt dem, der tænker på ukrainsk, der er fjenden, men korruptionen, magtmisbruget, Ukraines og hele verdens voksende sociale ulighed, og ikke mindst magthavernes og mediernes propaganda – både de russiske og de patriotisk ukrainske – der på hver sin måde udnytter den blinde vrede.

Kjolefald

Da det klare mørke stiger op over byen, lægger jeg min hvide kjole og går forklædt som en almindelig grå mand blandt menneskene gennem byen til den anden store plads, Ploshda Konstytutsii.

I den kølige, lidt blæsende aften sidder de unge på bænke under de spinkle træer i kanten af pladsen og sludrer og stirrer ind i pladsens umenneskelige rum, der er næsten øde, som et vakuum, der venter på noget, der kan forløse det. Kun alkoholikerne og de hjemløse sejler af og til sidelæns gennem tomrummet. Jeg standser et par, forsøger at få dem i tale, men de fleste har knap nok et sprog, de kan hævde er deres, de er for længst faldet ud af Historien, er hverken pro det ene eller det andet. De raver og råber, drikker sprit af en overskåren plastikdunk, tigger cigaretter og vælter. Men iblandt dem er to af de undtagelser, der giver Historien liv.

Den ene – en langskægget ranglet profetskikkelse med en plastikpose fuld af gamle reklamefoldere – er nærmest hævet over historien, hans tale er en endeløs (proeuropæisk) opremsning af tyske filosoffer og digtere og antroposofiske besværgelser.

Han trækker et reklameblad op af posen, slår op et tilfældigt sted og tyder min og Ukraines fremtid i en reklame for hakket kød. »Men hvad med revolutionen«, spørger jeg, »demokrati eller oligarki?«. »Wittgenstein!«, råber han, »Kleist! Rudolf Steiner!«.

Den anden er bare en stor dreng i begyndelsen af 20’erne, men allerede forslået af livet, med store huller i tandrækken og knuste fingre. Først tror jeg, han også er fuld.

»Njet!«, siger han og banker med knoerne på kranieskallen; han har en svulst derinde, i hjernen, han spillede klaver, gik på konservatoriet, Tjajkovskij, siger han, men så kom svulsten. Var han med i demonstrationerne?

»Da!«, råber han, ja. »Janukovitj, Dobkin, Putin, they criminals!«, råber han og fægter med sin knuste klaverhånd og holder den op i mit englefjæs. »Wot!«, råber han. Hånden blev knust i sammenstødet med prorusserne. »Criminals!«, råber han. Men den nyvalgte præsident, siger jeg, »Porosjenko?«. »Bah!«, råber han, »chocolate-criminal!«.

Ja, tænker jeg, blidheden er fin, Kharkivs paradoksale vilje til at favne alle modsætningerne er det eneste rigtige lige nu i det østlige Ukraine. Men når freden har sænket sig?

Den nyvalgte præsident Porosjenko er ganske vist pro-EU-pæer, men også han er et produkt af den gamle orden, der herskede under Janukovitj. Fred være med Ukraine, tænker jeg, men hvis det lykkes, så er det tid igen at knytte den knuste eller blide hånd og protestere, forlange mere demokrati, retfærdighed og en helt ny verdensorden.

»Spakojlni noitj«, siger jeg, spreder mine vinger og letter fra pladsen, byen og landet op i min syvende himmel.

Publiceret 28. juni 2014

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce