Hvornår sluttede barndommen? Var det, da det nyslåede studenterkuld marcherede parvis ind i Frihedshallen i Sønderborg til lyden af Johan Svendsens ’Festpolonaise’, spillet af Sønderjyllands Symfoniorkester?
Eller var det året før, da jeg kyssede min kone for første gang i spisesalen efter juleballet på højskolen i Rønshoved? Eller da jeg i USA lærte at studere og sætte mig hurtigt ind i et stof?
Måske sluttede ikke blot barndommen, men også ungdommen, da jeg under en studenterdemonstration på Aarhus Universitet pludselig opdagede, at jeg var uenig med mine meddemonstranter – og enig med den minister, vi demonstrerede imod. Det var den radikale Helge Larsen, ’onde Helge’, som han blev kaldt af de demonstrerende barnerøve.
Det drejede sig om hans forslag om at sikre studentermindretal et forholdsmæssigt antal pladser i de styrende organer. – I dag ville alle give ham ret. Men dengang blev det fremstillet som et frygteligt overgreb af de herskende kadrer og kommissærer på universitet, der hellere ville sidde på det hele.
