De fleste unge kender nok følelsen af ikke at høre til. Det gør jeg i hvert fald.
Især i mine teenageår havde jeg en konstant følelse af, at jeg ikke passede ind nogen steder. Med puberteten kom oprøret og behovet for at definere mig selv i forhold til andre. Jeg vidste ikke, hvem jeg var, men så var jeg i hvert fald ikke ligesom de andre.
Jeg er en del af en generation uden nogen fælles fortælling. Generation Y kalder de os. Børn af velfærden og væksten. Vi har aldrig manglet noget. Vi har aldrig oplevet krig eller klassekamp. De store historier er slut, er der nogle, der siger. Vi er en generation af individer. Vi skaber vores egen fortælling.
Da jeg var 16 år, købte jeg mit første kamera og begyndte at fotografere. Jeg blev kendt som ham med kameraet, der altid tog billeder, og den rolle har jeg spillet med på siden dengang. Pludselig var jeg nogen.
MED KAMERAET om halsen satte jeg mig her i foråret for at stille skarpt på unge som mig selv, der gør det modsatte. De, der vælger ikke at tage stilling som et valg i sig selv. Når der er så meget, som vi skal, må det være en kunst at lade være. At sige nej til ambitioner og succes.
Jeg ville møde de unge hjemløse og dem, vi andre bare går forbi på gaden. Outsiderne og taberne. Dem med misbrugs- og psykiske problemer og dårlige relationer. Hvor skulle jeg gå hen? De fleste, jeg kender, har gang i deres karriere, har sunde parforhold og får likes for deres statusopdateringer på Facebook.
»Du skal tage ud i 24 timer. Slå hjernen fra – du skal slet ikke tænke i de 24 timer. Du skal slukke din telefon. Du skal kun sige JA fra nu af. Du må kun være i Københavns gader«.
Sådan lød beskeden fra en af Politikens fotografer. Efter de 24 timer tog jeg 24 timer til. Og det var sådan, jeg mødte jer.
FØRST MÅTTE JEG forbi grønlænderne på Christianshavns Torv og drankerne på Enghave Plads. Stofmiljøet på Halmtorvet og i Nordvest. Jeg gik på opdagelse i Sydhavnen og spurgte folk, om de vidste, hvor jeg kunne finde de unge hjemløse, som jeg havde læst om i avisartikler og statistikker. Jeg var forbi herberger og morgenmadscafeer, og jeg sov selv på gaden i håb om at støde ind i jer.
En varm eftermiddag i maj gik jeg en tur igennem Kongens Have, og det var første gang, jeg mødte miljøet omkring ‘Haven’. I sad i en rundkreds under træet tæt ved statuen og drak øl. Nogle havde taget et anlæg med, og I lagde ikke mærke til, at jeg satte mig ned.
DET FØRSTE, jeg så, var, hvor meget I skiller jer ud fra de andre miljøer, som jeg har mødt rundt omkring i byen. I er først og fremmest meget unge. Nogle af jer er ikke ældre end min lille kusine, der lige er blevet konfirmeret. Andre er noget ældre. I sover på gaden og har jeres tasker pakket med tæppe og sovepose. Jeg lagde mærke til farvet hår i pink og lilla. Læderjakker med nitter og slagord. Dreadlocks og hjemmelavede tatoveringer. Jeg kan huske, at der sad to punkere og flettede fingre, og deres piercinger mødtes i et metallisk tungekys.
Mange af jer var fulde og dansede eller sloges til musikken. I røg pot og tegnede på hinanden. En var klædt ud som Snehvide med sort paryk og rød læbestift og en anden som piraten Jack Sparrow.
JEG FOTOGRAFEREDE næsten ikke de første par uger, men havde altid kameraet hængende om skulderen, så I vidste, hvorfor jeg var der. Jeg lærte jeres navne og historier at kende.
Nogle af jer går i folkeskole og bor stadig hjemme. Andre er løbet hjemmefra og vil aldrig se jeres forældre igen. Der er jer, der kun sover på gaden en gang imellem, og der er andre, der ikke har andet valg og sover der altid. Flere af jer har et stort forbrug af alkohol og hash og stjæler fra butikkerne. I er alle sammen forskellige, men alligevel hænger jeres historier sammen. Og så kommer I alle sammen i ‘Haven’.
Min første aften med jer endte i en lille lejlighed ved Hareskoven. I havde inviteret mig med til fest, og om morgenen gik vi død på sovesofaen i en bunke af tøj og kroppe.
Jeg kan huske, at jeg var som forelsket lige fra begyndelsen.
»Du lærer hurtigt nogle tricks, så du kan overleve på gaden«
»Mit navn er Oliver, og jeg er 16 år. Jeg gik ud af 9. klasse før sommerferien. Det er cirka tre måneder siden, jeg begyndte at komme i miljøet. Jeg var ude og gå tur med mine forældres hund i Kongens Have, og så kommer der to punkere over til mig og spørger, om jeg vil med hen og sidde med dem ved statuen sammen med andre alternative. Jeg kan huske, at jeg var meget stille lige i starten, men de var søde og kom hen og snakkede med mig. Først mødte jeg Yusef og Frede og de andre punkere. Og så Hugo, Jazz og Hannah. Da jeg tog hjem, sagde de, at jeg bare skulle komme igen og jeg tænkte: ‘Ja okay, så kommer jeg’.
Jeg kommer faktisk i ’Haven’ hver dag nu. Jeg plejer at tage derind ved ettiden, fordi det er der, folk begynder at dukke op. Vi er vel omkring 100 stykker i alt, og nogle kommer jo med S-toget helt fra forstæderne og Jylland. Stort set alle har et kælenavn herinde. Der er f.eks. Hugo, Jazz, Romer, Burger. Selv hvis de får en bøde, så bruger de stadig deres punkernavne. Mursten er mit navn herinde. Jeg fik det af Silke, og hver gang hun ser mig, råber hun »Hva så, Mursten?!«.
Om sommeren sidder vi i Kongens Have eller ved trapperne ved Byretten, hvis ikke vi bliver smidt væk, men om vinteren sætter vi os ned i SHITHOLE. Det er nede ved togene i den ene ende af Nørreport. Så sidder vi dernede og prøver at undgå at blive kolde. Vi er helt sikkert en gruppe, men der en masse forskellige typer inden for gruppen. Groft sagt er der emoerne, der er juggalos, og så er der os punkere. Vi kan godt hygge os og drikke sammen, men det er emoerne, der ligger lavest i hierkiet. De kan sagtens være flinke nok, men for det meste bliver de gjort til grin, og nogle siger, at de hader dem.
Jeg har været punker siden 9. klasse. Det er et oprør mod systemet. Det handler om ikke at give en fuck for noget som helst. Jeg er stort set ligeglad med alt. Punkerlivet handler om, at man skal leve den ud.
Du lærer hurtigt nogle tricks, så du kan overleve på gaden. Man lærer at spørge folk, om de kan undvære nogle småpenge eller en cigaret. Nogle nætter bliver jeg så træt, at jeg ikke orker at tage hjem til mine forældre og sove. Hvis jeg bare har nogle mennesker til at holde øje med mig og mine ting, har jeg sgu ikke noget imod at ligge og sove på gaden. Jeg har altid mit tæppe og min taske med. Så lægger jeg hovedet på tasken eller tager jakken af og bruger den som hovedpude.
Mine forældre har meget imod den måde, jeg lever på. Især min mor synes stadig, at det er helt forkert. Jeg er vokset op med, at man ikke kan være lykkelig uden penge, og mine forældre er mega-kapitalistiske. Deres lykke afhænger af penge, men jeg har fundet ud af, at man sagtens kan være lykkelig, selv om man er en fattigrøv«.
»Jeg har aldrig tilhørt nogen gruppe«
»Jeg hedder Roland og er 18 år. Det er et halvandet år siden, jeg startede med at komme i ‘Haven’, og jeg har stort set været der hver dag siden. Det var en af mine barndomsvenner, som introducerede mig for gruppen i Kongens Have.
Det, der betyder mest for mig ved Kongens Have og Byretten, er, at jeg bare kan komme og være mig selv. Jeg har det ikke så fedt derhjemme, men du kan jo altid finde nogen, der har det værre.
Her er folk ligeglade med, hvem du er, og hvad andre synes om dig. Du kan altid finde nogen at snakke med, og du vil altid føle dig velkommen. Jeg er en person, der har flyttet rundt hele mit liv, og jeg har aldrig før tilhørt nogen gruppe. Der er aldrig nogen, der har ringet til mig og spurgt, om jeg har lyst til at være sammen – det har altid været mig, der skulle ringe til andre.
Da jeg mødte folk fra ‘Haven’, var der lige pludselig nogen, der begyndte at lægge vægt på, hvordan jeg havde det. Det at kunne snakke med mennesker, der har samme form for smerte indeni, har hjulpet mig meget mere end en psykolog. Det er blandt andet det, der gør, at jeg bliver ved med at komme.
Folk vil altid reagere, hvis man begynder at drikke for meget eller tager for mange stoffer. Vi tager hånd om hinanden. Jeg ved, at hvis jeg har drukket for meget og flipper helt ud og går kold, så vil de andre hjælpe mig. Det er i hvert fald bedre end på Strøget, hvor folk bare skrider fra hinanden.
Vi holder til ved Byretten, fordi der er læ, og fordi der er trin at sidde på. Man må jo egentlig ikke sidde her, så hvis politiet kommer, sætter vi os ned til springvandet og venter lidt, og så hopper vi tilbage hertil. Der er mange, der tager stoffer her, og jeg tror egentlig, at Byretten er et sted, hvor folk tager hen for at komme lidt væk fra hverdagen. Det er jo egentlig her, folk bliver dømt om dagen, men når mørket falder på, kan folk gøre, hvad de har lyst til.
Jeg ser solen stå op hver dag. Jeg sætter pris på at se solen gå ned og stå op igen og så opleve det mørke, der er imellem det. Det har sin egen rytme. Det er, som om verden starter forfra. Det er der, jeg begynder at tænke over tingene. Jeg føler, at jeg er meget tættere på øjeblikket, når jeg er i natten. Det er der, mennesker er sig selv«.
»Det er friheden, der tiltaler mig«
»Jeg bliver kaldt Romer, og jeg er 23 år. Jeg har været hjemløs siden februar.
Jeg er opvokset i Fredericia og kommer fra en rigtig arbejderfamilie. Jeg har aldrig fået i hoved og røv, men måtte arbejde, hvis jeg ville have noget.
Dengang var min mor alkoholiker, så jeg skulle tage mig af min lillebror. Jeg hjalp til derhjemme og fik et avisjob, fordi vi ikke havde så forfærdeligt mange penge.
Når jeg var ude hos mine bedsteforældre og få aftensmad, så lærte jeg at give hånd, bukke og sige tak for mad på én gang. Det har nok også påvirket mig til den, jeg er i dag.
Da jeg var 17, fik en af mine kammerater en lejlighed i Fredericia, og jeg begyndte at være meget hos ham. Det var druk lige fra morgenstunden af. På et år brugte vi en af vennernes børneopsparing på 130.000 kr. på øl og hash.
Til sidst flød dagene bare sammen. Jeg blev sendt på misbrugscenter af kommunen, fordi de mente, at jeg var alkoholiker. Jeg flyttede hjemmefra, fordi min mor ikke kunne klare at se på, at jeg drak så meget, som jeg gjorde. Jeg pakkede alt mit lort og flyttede ned på en gård uden for Haderslev med to kammerater. Det var skønt at få sluppet de sidste lænker, der var om en.
Efter fire måneder blev jeg smidt ud af gården, fordi der var problemer med lejekontrakten. Jeg pakkede en taske med min sovepose, et Trangia-grydesæt og nogle basale ting, som jeg skulle bruge for at overleve. Derefter levede jeg på gaden og samlede pant.
Jeg begyndte at komme mere og mere i København, fordi storbylivet tiltalte mig mere end landet. Jeg blev introduceret til Kongens Have igennem Hugo, som tog mig med herind en dag. I starten kendte jeg ikke andre end ham – alle de andre har jeg mødt herinde. Det var også i ‘Haven’, jeg mødte min kæreste, Hannah.
Jeg har kun det tøj med, som jeg har på: en T-shirt, et par bukser, to trøjer, et par sko og et par sokker. Og så har jeg et tæppe, en bog og noget sygrej i tasken i tilfælde af, at mine bukser skal gå i stykker.
Jeg ved aldrig, hvor jeg skal sove henne. Finder jeg et sted, hvor jeg kan sove indendørs, eller skal jeg sove foran byretten igen i nat? Det er nok den største bekymring, jeg har. Og så, om jeg har penge nok til næste dag.
Det kan også godt skræmme mig, at i storbyen er der nogen, der kan komme og tage alle dine ting, når du ligger og sover.
Man skal virkelig passe på og sørge for, at ens ting ikke ligger spredt. Så længe jeg ikke bliver overfaldet, er jeg sådan set skideligeglad med at sove på gaden. Det kan dog godt være lidt irriterende, når man bliver vækket ved, at nogen sparker til en og siger, at man ikke må sove der. Så skal jeg op og pakke mine ting sammen for at finde et nyt sted at sove.
Min mor ved godt, at jeg lever det liv, som jeg gør. Hun mener, at det er mit valg. Jeg er glad for, at hun ser sådan på det, så jeg ikke behøver at føle, at jeg skuffer hende.
Jeg synes ikke, folk skal have ondt af mig, for jeg har selv valgt at leve, som jeg gør.
Det er friheden, der tiltaler mig. Jeg kan gøre præcis, hvad jeg har lyst til. At man ikke bare er en zombie, der går på arbejde, fordi man skal have nogle kroner hjem, så man kan holde hus, have og børn og alt det pjat. Så længe jeg ikke er en umiddelbar belastning for samfundet, så har jeg det fint med at være hjemløs.
Jeg ved godt, at det ikke er nogen sund livsstil, jeg lever, men jeg tænker egentlig mest bare på, at jeg skal have det sjovt, for det er nu, jeg lever. Så op i røven med, om jeg dør et par år før«.
Publiceret 15. august 2014