Foto: Jacob Ehrbahn

Til masterclass med Mr. True Detective

Nic Pizzolatto er forfatter af tv-serien ’True Detective’. I sidste uge holdt han en masterclass på Filmskolen. Det blev til fire timer om Pizzolatos tilgang til serien. Politiken var med og bringer her et sammendrag i fem akter.

I

Jeg lever mit liv i rædsel.

Om morgenen, når jeg vågner, tænker jeg ikke: Oh my God, mit liv er en drøm! Min første tanke er: Åh. Hvilket nyt helvede venter mig i dag?

Jeg anede ikke, ’True Detective’ ville blive så stort. Og ærligt talt har jeg det meget underligt med det.

Jeg har åbenbart valgt den værst tænkelige måde at lave tv på, fordi vi med anden sæson begynder helt forfra med nye karakterer. Vi havde lige fundet rytmen i første sæson, så var det slut. Men jeg har fra første færd set ’True Detective’ som en serie med en færdig, afrundet historie for hver sæson.

’True Detective’ er som en roman. Det er det, tv-serien kan. Når man gør et narrativ serielt, er der mulighed for at lægge alle mulige temaer, symboler og karakterarbejde ind ligesom en roman med mange lag.

I mit første tv-job skrev jeg to afsnit af ’The Killing’ – og producerede dem selv. Det var min tv-skole. Jeg kom med input og ideer, men der var hele tiden nogen, der affejede mig med: »Jeg har skrevet til tv i 20 år, så ...« Ok. Fint nok med din erfaring, men din ide er stadig virkelig dårlig, tænkte jeg. Jeg var ikke tilfreds med første sæson af ’The Killing’ og bestemte mig for, at hvis jeg skulle lægge navn til noget, ville jeg have mere kontrol.

Jeg skrev ’True Detective’ alene og i totalt vakuum. Jeg ville have en helt færdig pakke, som ikke skulle udvikles og ændres til døde af andre med prøveafsnit og afstemninger.

Så jeg holdt fast i ’True Detective’, indtil jeg vidste, jeg ville kunne lave den selv.

Kommer du med færdige manuskripter til to fulde afsnit og en klar ide til hele serien og siger, at både Matthew McConaughey og Woody Harrelson gerne vil være med, skal du være den værste lortesælger i verden, hvis du ikke kan sælge din ide. Vi fik en del tilbud og sagde nej tak mange gange. Og jo mere du siger nej i Hollywood, des vildere er de med dig.

Jeg arbejdede som en gal, og som om det var det sidste, jeg ville komme til at lave i mit liv. Jeg stak mine klamme fingre i alt. Jeg var til stede under alle optagelser og i hele klippearbejdet.

Det, jeg ville fortælle om i ’True Detetive’, er kulturen. Det er den, der er den sande rædsel, og den, der afføder både seriens helte og skurke. En kultur, hvor der sker forfærdelige ting, uden at folk tager sig af det. Det hele kunne lige så godt have foregået på en kaffebar, men så havde jeg aldrig fået den solgt. Der var nødt til at være virkemidler, som folk kan genkende, og som giver et naturligt momentum. Derfor smed jeg alt i gryden, også virkemidler, jeg ellers hader, i en genre, jeg elsker.

Altså ’en seriemorder’. Og ’to strømere, der kører rundt i en bil og snakker’. Jeg fucking hader ellers de klicheer!


II

Jeg blev foreslået en masse unge og hotte filmstjerner, men af en eller anden grund lignede de alle sammen drenge med skægstubbene malet på. Også dem på 35. Jeg ville have rigtige mænd. Ikke macho, men nogen, der har prøvet noget og kender til ansvar, fiasko og succes. Man skulle kunne se det i deres ansigter.

Så så jeg filmen 'Lincoln Lawyer', som var Matthews første i mange år, hvor han ikke var en romantisk komediefyr, og jeg tænkte: Han er da fantastisk!

Matthew læste manuskriptet og sagde ja, han ville gerne spille Cohle. Præcis som jeg ønskede det!

Woody var på ønskelisten fra starten, men rygtet gik, at han aldrig ville lave tv igen, og at han ikke kunne lide at spille politimand. Han kunne godt lide manuskriptet, men det var Matthew McConaughey, der fik ham overtalt til at være med.

Foto: EHRBAHN JACOB

Da Matthew og Woody sagde endeligt ja, tænkte jeg: Nu kører det sgu.

Så snart de havde sagt ja, skrev jeg dialogen i første og anden episode om, for at den skulle passe til deres rytme. Det er langt nemmere at skrive, når man ved, hvem skuespillerne er og kender deres kadence.

Det overraskede mig, hvor fedt det er at arbejde med skuespillere. De er de eneste, der går lige så meget op i karakterarbejdet som forfatteren. Alle andre er skideligeglade.

Tidligt i forløbet var HBO bekymrede for, om folk ville kunne lide Rust Cohle. Om han var for negativ. De ville have mig til at give ham en hund. Eller en plante, ligesom lejemorderen i Luc Bessons 'Leon'. Noget, han kunne tage sig af, så han virkede menneskelig.

Jeg sagde: Lad nu være med at komme med jeres frygtbaserede analyser af, hvad publikum kan lide, for I aner det ikke. Og publikum ved det heller ikke. Folk kan lide det, jeg fortæller dem, de skal kunne lide. Det er mit job at vise dem, hvad de ikke vidste, de ville have.

Det er en kæmpe myte i Hollywood, at man skal kunne lide karaktererne. Fuck det!

Den største serie i HBOs historie, ’The Sopranos’, er om en gigantisk psykopat. Tony Soprano er ikke en antihelt, der er intet heltemodigt over ham overhovedet. Men man kan stadig sympatisere med ham.

Karakterer skal være fascinerende. Og det er de, når de er universelle og særegne på samme tid. Cohles tanker om eksistensen er fortalt og oplevet unikt fra hans synspunkt, men alle kan genkende dem. Karakterer betyder alt. Det er karaktererne, der gør, at folk ikke kan slippe skærmen med øjnene. Folk tror, det er mordgåden, men det er det ikke. Det er karaktererne. Det er dem, der fascinerer. Det kan ikke understreges nok!

Den første dag skød vi en scene til tredje afsnit, hvor Matthew og Woody stopper bilen på en bro. De står ud, og man ser dem nede fra vandet stå sammen på broen. Altså det skud af Matthew og Woody i politiuniformer. Wow. Hvorfor har ingen sat de to sammen før? Jeg tænkte: Folk går amok.

Vi havde et fantastisk samarbejde.

På et tidspunkt under optagelserne spurgte Matthew:

»Bliver det som i manuskriptet, eller bliver det bare en masse fucking pæne billeder?«.

Jeg svarede: »Så ville jeg hellere sætte ild til hele lortet«.

Det ville jeg! Det var ikke, fordi jeg ligefrem havde en karriere, jeg kunne ødelægge. Jeg havde det sådan: Frist mig ikke, for så selvmordsbomber jeg hele lortet. Jeg har ikke erfaring nok til at være rigtig bange!

I den sidste tid havde vi lange samtaler i deres campingvogne over en flaske vin om karaktererne, seriens temaer og om at være fædre og ægtemænd.

Folk snakker så meget om antihelte. Jeg ser ikke Cohle og Hart som antihelte. De er mænd med fejl, og som mand bryder jeg mig ikke personligt om Harts uærlighed. Cohles pessimisme og hans ide om, at han kan se uden illusioner er i sig selv en illusion.

Når folk siger: »Rust Cohle sætter ord på det, jeg fucking tænker«, tænker jeg »Hvor er det trist for dig«. Cohle er lige så fuld af lort som dem, der siger, at Jesus bliver vred, når du onanerer. Han narrer sig selv lige så meget, som Hart narrer sig selv, bare på en anden måde.

Jeg er åbenbart draget af den slags mennesker og emner. Jeg har nu selv et stabilt familieliv, men har også en række fortabte år bag mig.


III

Der har været uendelig meget snak om ’True Detective’ på nettet. Nogle sammelingner den med ’Twin Peaks’, og det er nok meget godt, men det føles alligevel lidt overfladisk. Altså ja, der er mange træer med. Jeg synes stadig, ’Twin Peaks’ er fantastisk, men den handler om det overnaturlige. Sammenligningen gør mig ilde til mode, for hele pointen i ’True Detective’ er, at det overnaturlige ikke findes.

Og nej, jeg har ikke brugt Robert W. Chambers’ 'The King in Yellow' som kildemateriale eller inspiration. Jeg har ingen bevidste referencer til andres værker, men bruger de abstrakte koncepter om en ond kraft, The Yellow King, det forbandede sted Carcosa og ideen om at stille spørgsmål til blinde overbevisninger, vi har om Gud, død, tro og universets natur – som så mange har gjort det før mig. De koncepter er fælleseje. Jeg kan slet ikke lide Chambers bog. Der er en grund til, at folk ikke har læst den. Til gengæld kan jeg godt lide ideen om en historie, der kan drive dig til vanvid eller til en form for fordrejet oplysthed alt efter synsvinklen.

Jeg tror, at det, der får folk til at knytte alle de overnaturlige referencer, er, at de med rette har sanset en form for kosmisk skræk i serien. Fornemmelsen af at leve i et kødædende univers. Dilemmaet om bevidsthed og verden som en smeltedigel, der på sigt vil brænde dig helt ned til dit nøgne selv – og hvad der er dér på bunden – det har altid interesseret mig.

Når alt det er sagt, så ser jeg faktisk selv mest komedier, og det sjoveste, jeg så sidste år, var ’Klovn’. Min kone og jeg så alle afsnittene og filmen på fem dage. Alt det, jeg nævnte med karakterernes vigtighed og deres fejl, gælder også i komik. Se bare Caspers rolle. Han er det her overfladiske røvhul, men så får han selvhad. Det bedste er der, hvor han har fået langt skæg og er deprimeret. Han kan gå fra at være helt melankolsk og sårbar til raserende på et øjeblik. Og så når man i filmen frem til, at han har sex med en mand. Selvfølgelig! Det var det, det hele førte frem til; det var der alt sammen i første sæson!


IV

Selv om ’True Detective’ er en langsom fortælling, er der hele tiden fremdrift på grund af det begrænsede perspektiv, publikum har. Et perspektivvalg, man ellers sjældent ser på tv. I ’True Detective’ ser man kun det, en eller begge mænd oplever. Det virker nærmest klaustrofobisk, og folk er ikke bevidste om, hvor den presserende følelse kommer fra, for på overfladen virker det, som om det går langsomt.

De fleste mordgåder benytter et omni-perspektiv, en alvidende vinkel. Men hvorfor ser man så ikke morderens perspektiv? Det føles meget mere naturligt kun at se det, karaktererne ser.

Ligesom i en roman skal hvert kapitel have sin egen form og struktur, og sammen skal de danne en metastruktur.

Jeg overvejede for hvert afsnit, hvad det centrale dilemma var, så de på en måde fik hver sin subgenre:

Tredje afsnit handler f.eks. om tro, ikke bare religiøs tro, men også troen på romantisk kærlighed, familie og så videre. Ottende afsnit er horror, men på dette tidspunkt er karaktererne forhåbentlig så veletablerede, at det nærmest bliver humanistisk horror. Afsnit fire er action. Fjederen er her blevet så spændt, ikke bare i mordgåden, men i de to mænds relation, at når der endelig er action, så lod vi den køre helt ud og vare i 20 minutter.

Foto: EHRBAHN JACOB

Det var bevægende for mig at lave afsnit syv, hvor de to mænd mødes igen, beskriver deres liv, og man opdager, at de faktisk slet ikke lever. De er alene, der er ingen kærlighed i deres liv. De lider under at være den her type mænd, som kulturen omkring dem har skabt. Den kvindeløse verden, de befinder sig i, er slet ikke et ungkarleparadis. Det er dystopia, cancer. Det er Carcosa.

Der har været alle mulige spekulationer, men jeg har ikke lavet om på slutningen i ’True Detective’. Den er, som jeg oprindeligt skrev den. Jeg kunne aldrig finde på at arbejde sådan her: »Oh my gosh. En masse mennesker har kapret mit show online. Jeg må hellere skrive slutningen om, så den passer til deres version«. Men det var altså ikke en happy ending, som nogle siger. Cohle og Hart fik ikke has på den systematiske ondskab – de overvandt ikke kulturen. Det med, at lyset vandt, hvorfor er det mere værd, end at Cohle siger, at mørket vandt? Det er to sider af samme illusion.

Jeg er optaget af kulturer. Jeg er optaget af landskaber, hvordan de former os, og vi former dem. Og opløsningen af det, man kaldte den amerikanske drøm. Jeg lever den nu, men jeg har selv aldrig troet på den.

Verden er i opløsning i kanterne. Jeg kan se det overalt. Steder, der før var byer, er nu reduceret til en spritbutik, en våbenhandler og en pantelåner. Lige uden for storbyerne er der vildt og kaotisk. Vores verden er en refleksion af, hvem vi er, og vi er en refleksion af den verden, vi har skabt. Det samme gælder for karakterer og deres miljø, tænker jeg. Det er en verden, hvor det at gøre det rette ikke altid er muligt. Kun at vælge det mindste onde. Som jeg selv har det med livet.


V

Der er tre måder at få knust sit hjerte på som forfatter.

Hvis du opnår dit mål, men folk hader resultatet.

Hvis du ikke opnår dit mål, og folk hader det.

Eller du opnåede ikke dit mål, men det var populært.

Jeg kan kun leve med den første.

Men 50 millioner har nu set ’True Detective’. Det er derfor, jeg står her nu og ikke er tilbage og undervise på college. Og nu er den store udfordring at håndtere al den succes. Hvordan undgår man at blive fucked up af succes? Hvordan bliver man ved med at skabe som kunstner, uden at blive fucked up? Altså, du får succes, og så står folk pludselig og tilbyder dig kokain ...

Jeg har ændret mit liv så lidt som muligt. Jeg bor stadig på landet med min familie i en lille bjergby med 8.000 indbyggere. Jeg tager sjældent til L.A., kun når det er absolut nødvendigt. Jeg bliver tilbudt at lave en masse film, men jeg ved bedre end at regne med noget. Jeg ser det som en date. Man spiser middag sammen, man har det sjovt, man fatter interesse, man følger hende hjem, hun gifter sig med en anden, og du har ikke en skid at skulle have sagt.

Mange har opfordret mig til at instruere selv. Måske gør jeg det en dag. Mine egne ting.

Jeg kæmper hver dag, for at succesen ikke at skal tage det autentiske ud af min kunst. Kæmper for ikke at tænke anderledes om mig selv. Altså ikke at jeg tænker, at jeg er fantastisk, men jeg skal huske, at al larmen og cirkusset ikke er virkeligt. Det er ikke mit liv. Alt det lort, folk skriver om mig, er ikke mig. Mine nære forhold og mit arbejde, det er mit liv.

Enhver, der siger, at deres kollegers anerkendelse ikke betyder noget, er fulde af lort. Du skal ikke angle efter det, men gud, hvor føltes det godt at blive nomineret til en Emmy.

Alle de her øjeblikke, som burde være fulde af lykke, er lige så fulde af skræk og rædsel for mig. Jeg er meget bedre til fiasko. Det havde jeg i 35 år. Fiasko er nærmest betryggende! Succes tvinger dig til at finde ud af, hvem du er. Og så prøver folk sjældent at pille en fiasko ned.

Rædslen handler om selve arbejdet. Alt sådan noget med, at fremmede vil sige forfærdelige ting om mig, tager jeg som noget, jeg må vænne mig til. Det er ikke det. Det er i mit skrive-vakuum. Fyldt med endeløs selvkritik og selvforagt. Den konstante erkendelse af, at jeg bare ikke lever op til opgaven, der får mig til at gå tilbage og skrive om og skrive om og skrive om. Det driver mig til vanvid. Det er her, jeg tænker, at jeg egentlig bare burde køre ud over en skrænt. Lad dog dette hollywood-eventyr få en ende.

Det er virkelig det, der stresser mig: at være alene i det rum med det blanke stykke papir. Du vil ikke gøre dig selv til grin, og du vil gerne ære det, du allerede har lavet, og dem, der var med. Men den del af dig, der har samme integritet, som du havde som barn, og motiverer dig til de kreative anstrengelser, ser noget i verden, som gør, at du kan skabe en ny virkelighed – om det så er komedie eller drama – og gennem fiktionen vise din opfattelse af verden.

Hvis du kan bevare den og arbejde med så meget integritet, du kan, oven i al larmen fra verden omkring dig, så ... nej. Hvis der er nogen, der har opskriften, så giv mig den!

Publiceret 23. august 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce