Hun husker den formiddag i rækkehuset. Hendes mor er oppe på førstesalen, så det er stedfaren, som åbner døren, da det ringer på.
De ved godt, at faren skal komme og hente hende den lørdag. Sarah er 8 år.
Hun husker ikke de præcise ord. Men hun ved, at hun skal sige til sin far, at hun ikke vil se ham mere. Hun slår alle følelser fra og går ud på dørtrinnet og siger det.
»Jamen Sarah, vi har da altid ...«, indvender faren. Han når ikke længere, så tier han. Som en, der indser, at han har tabt, men ikke forstår hvorfor. Sarah forsvinder hurtigt indenfor. Hvad hun derefter gør, er sort i hendes hukommelse.
