Hun husker den formiddag i rækkehuset. Hendes mor er oppe på førstesalen, så det er stedfaren, som åbner døren, da det ringer på.
De ved godt, at faren skal komme og hente hende den lørdag. Sarah er 8 år.
Hun husker ikke de præcise ord. Men hun ved, at hun skal sige til sin far, at hun ikke vil se ham mere. Hun slår alle følelser fra og går ud på dørtrinnet og siger det.
»Jamen Sarah, vi har da altid ...«, indvender faren. Han når ikke længere, så tier han. Som en, der indser, at han har tabt, men ikke forstår hvorfor. Sarah forsvinder hurtigt indenfor. Hvad hun derefter gør, er sort i hendes hukommelse.
Før den lørdag er gået en månedlang kamp mellem forældrene om samværet med Sarah. Hun er et af de mange skilsmissebørn, som oplever, at forældrene med myndighedernes hjælp kæmper om hende. Hendes forældre blev skilt i 1980’erne, og i dag kan hun se tilbage og fortælle, hvordan hun oplevede det.
Sarah er 5 år, da forældrene bliver skilt. Inden da husker Sarah, at moren er den, der står for det meste af opdragelsen. Hun er også den, Sarah kommer til, når hun er ked af det. Faren laver sjove ting med hende, spiller spil eller kører på cykelture med hende siddende i barnesædet foran.
Forældrene skændes. Og moren fortæller en dag til Sarah, at de skal flytte fra det fælles hus, bare de to. Hun fremstiller det som noget spændende, så Sarah bliver ikke ked af det.
De flytter, umiddelbart inden Sarah skal i skole. De bor nu i en lejlighed, og Sarah har lange dage på fritidshjemmet. Sarah synes, at verden er et skræmmende sted at være. Hun kommer let til at græde, og hun har ofte mareridt om hekse og er bange for mørke.
Faren ser hun indimellem i weekenderne. Sarah kan ikke huske hvor ofte. Men hun husker, at han en dag skælder hende ud, fordi hun ikke gør, som han siger. Og at de ligger i sengen og tegner hinanden på ryggen med en finger – og griner, når de ikke kan gætte, hvad den anden har tegnet.
Sådan kunne det egentlig være gået længe, men noget sker. I begyndelsen ser Sarah kun små tegn. At moren, en dag hvor de sidder sammen i morens seng, fortæller, at hvis der sker moren noget, så er det bedst, at Sarah bor hos sin onkel og tante frem for hos sin far. Sarah kan ikke forstå hvorfor, for han er jo hendes far. Men hun spørger ikke.
Om sommeren, da Sarah er 7 år, er hun på spejderlejr. Mens hun er der, skal faren besøge hende. Det glæder hun sig til, og da hun skriver et postkort til sin mor, beder hun moren give faren besked om, hvor på lejrpladsen hun bor. Men da hun har skrevet kortet, tøver hun. Hun tænker, at det vist ikke er smart at nævne noget med faren over for moren. Hun ved ikke hvorfor – hun kan bare mærke det. Kortet sender hun aldrig. Og faren finder hende også alligevel.
Et par år efter skilsmissen møder moren en ny mand. Han køber Sarah en hånddukke, en hund, som bliver hendes yndlingstøjdyr. Hun kan mærke, at moren er glad for Sarahs begejstring for hunden. Efter noget tid flytter Sarah og hendes mor ind hos den nye mand i et rækkehus i en anden by. Sarah begynder i sin ny skole midt i 2. klasse.
Det kommer ikke på tale, at hun skal besøge sin far. Der kommer et postkort fra ham, mens han i perioder arbejder i udlandet. Sarah husker, at moren siger, at det måske er bedst, at Sarah holder op med at se ham, hvis han alligevel ikke er interesseret i hende. Sarah forstår det ikke. Hvorfor ville han sende et postkort, hvis han ikke er interesseret i hende? Men hun spørger ikke. Når man er 8 år, er der mange ting, som man må affinde sig med, at de voksne ved bedst.
En dag siger moren, at hun tror, at stedfaren er ked af, at Sarah ikke kalder ham far. Så en eftermiddag, hvor stedfaren er nede i kælderen, skal hun kalde på ham. Bag hende står moren. Det byder Sarah sådan imod. Helt inderst inde. Men hun gør det alligevel; kalder ’far’ ned til ham.
Med tre myndigheder som våben
Ved siden af Sarahs verden med tøjdyr, skolekammerater og en ny far eksisterer en helt anden. Den kan man læse i dokumenter fra myndighederne. En verden, hvor Sarahs mor og far er begyndt en kamp om hende.
Sarahs far skriver til Statsamtet. Det er februar, og han har ikke fået lov at se sin datter siden november, hvor Sarah og hendes mor er flyttet. Faren vil have myndighederne til at fastsætte et samvær. Han skriver, at han ellers har set sin datter omtrent en weekend hver måned siden skilsmissen.
Der går en måned, før moren svarer myndighederne gennem en advokat. Hun skriver, at datteren knap nok kender sin far, fordi han aldrig har vist nogen stor interesse for hende. Hun skriver, at hendes ny mand ønsker at adoptere barnet. Og at faren tidligere har søgt om at få børnebidraget sat ned, og at en adoption måske kan være tilfredsstillende for faren, fordi han så bliver fri for at betale.
Omkring det tidspunkt bliver moren og hendes nye mand gift. Moren tager sin mands efternavn, og det får Sarah også. Hun bærer nu ikke længere sin fars efternavn.
Forældrene går til møder i Statsamtet. Faren afviser, at han nogensinde har tænkt på at opgive barnet. Moren forklarer, at hun tidligere gerne ville have haft farens aflastning, men at faren kun har haft datteren 4-6 gange om året. Sidst i maj er der en samværsretssag. Det er nu et halvt år siden, faren har set Sarah. Moren møder med sin advokat. Faren har accepteret et tilbud om konfliktmægling, men moren mener ikke, at det vil have noget formål. Moren siger, at Sarah har sagt, at hun ikke vil besøge faren, »for hun kender ham jo ikke«. På mødet bliver det aftalt, at en børnesagkyndig skal tale med barnet.
Den børnesagkyndige beskriver efter samtalen, at Sarah godt nok oplyser, at hun ikke ønsker at se sin far, da hun ikke kan lave det, som hun plejer at gøre hjemme, og at hun får det dårligt efter besøg hos ham. Men hun skriver også, at Sarah virker »som en noget neurotisk pige, der ikke kan forholde sig til en loyalitetskonflikt, men reagerer indadvendt, at hun først og fremmest ikke vil gå imod sin mor og dennes mand, og at det ikke synes, som om hun har en dybfølt antipati mod faren«.
I begyndelsen af juli kommer Statsamtets resolution: Faren får ret til samvær lørdag i lige uger i de første tre måneder og derefter første fredag i hver måned klokken 17 til søndag klokken 19. Faren vinder altså nu, syv måneder efter at han sidst har set sit barn.
Men sejren skal vise sig kun at være på papiret. To dage senere klager moren via sin advokat til Familieretsdirektoratet over afgørelsen. Og 12 dage senere skriver faren til fogedretten. Han har forsøgt at hente sin datter som aftalt, men Sarahs stedfar har i telefonen meddelt, at de er bortrejst.
Fogedretten skriver til moren, hvilket to dage senere udløser et harmdirrende brev. Hun har ikke nægtet at udlevere barnet, barnet har blot været på en længe planlagt ferie. Fogedretten har skrevet, at politiet kan effektuere resolutionen. Det ser hun som en helt uretfærdig trussel.
»Har jeg slet ingen retsbeskyttelse?«, raser hun.
Moren synes, at faren overreagerer, når han inddrager fogedretten. Det primære formål fra farens side »er og bliver CHIKANE«, skriver moren.
Men på et møde i retten, hvor morens advokat møder op på hendes vegne, bliver det indskærpet, at hun skal overholde resolutionen. Alligevel er Sarah de næste måneder ganske simpelt ikke hjemme, når faren skal hente hende.
En dag er Sarah, hendes mor og nye far samlet ved spisebordet i stuen. Moren siger, at Sarahs far måske bedre ville forstå, at Sarah ikke vil se ham, hvis hun siger det til ham selv. Hun siger det mere henvendt til sin nye mand end til Sarah, men Sarah forstår, at det vil være godt, hvis hun selv siger det. Så da han står der uden for døren den lørdag formiddag for at hente hende, ved hun, hvad hun skal gøre. Hun går ud og siger det og skynder sig væk.
En 8-årig i retten
I sagsakterne kan man se noget, som Sarah i dag ikke selv kan huske. En dag skriver hun et brev til sin far. På brevpapiret er en lille elefant, som sender små røde hjerter op i luften. Det er tituleret til faren med hans for- og efternavn: »mor og far har fortalt mig at der liger et brev om at du vil komme og hente mig en lørdag. det synes jeg ikke du skal. for jeg vil ikke med dig jeg vil gerne være fri for dig. hilsen sarah«, står der med sirlig børneskrift.
Et sted i alt det her har 8-årige Sarah sin hverdag. Om sommeren er hun, moren og hendes nye far på ferie sydpå, og en dag bryder Sarah grædende sammen i ferielejligheden.
Hun er helt utrøstelig, og hun kan ikke forklare, hvad hun er ked af.
I efteråret er endnu et retsmøde i fogedretten. Her fremlægger moren en kopi af det brev, Sarah har skrevet til faren. Moren bestrider at have »tilskyndet barnet til at indtage denne holdning«. Forældrene bliver i retten enige om, at »fogeden får lejlighed til at tale med barnet uden parternes tilstedeværelse«. Herefter bliver sagen udsat, mens Sarah bliver hentet.
Hun har musik i skolens kælder den formiddag, og hun bliver glad, da moren afbryder timen for at hente hende. Sarah hopper glad ved siden af hende ned ad gangen, spændt på hvad de mon skal.
Glæden må have fået en brat ende, da hun møder faren, fogeden og advokaten. »Sarah gav under samtalen udtryk for, at hun ikke ville besøge sin far, idet hun sagde, at hun ikke kunne lide at være hos ham, og at hun i øvrigt ikke kunne lide ham. Hun sagde også på forespørgsel, at dette ikke var noget, som hendes mor havde sagt, hun skulle sige, men at det var hendes egen mening«, står der i sagsakterne.
Sarah husker, at damen spurgte, om det nu var noget, hendes mor havde sagt, at hun skulle sige, og hun husker også, at hun nåede at tænke, at hendes mor nok ville få at vide, hvad hun svarede, så hun afviste, at det var noget, som kom fra hendes mor.
Forældrene får »meddelt indholdet af samtalen«, uden at Sarah er til stede. Men faren vil selv tale med barnet, hvilket moren ikke har noget imod. »Forespurgt af rekvirenten gentog Sarah, at hun ikke ønskede at besøge ham«. Så giver faren op.
Sagen er dog ikke slut. Moren forsøger stadig at få farens samværsret ophævet, dog uden held. Familieretsdirektoratet vil ikke fravige lovens udgangspunkt om, at et barns kontakt til begge forældre skal søges bevaret. Afgørelsen kommer i januar – et år efter, at faren bad myndighederne om hjælp.
Sarahs far har altså stadig ret til at se sin datter en weekend hver måned, det nytter bare ikke noget. Det er over et år siden, at Sarah har været på besøg. Og ikke mange måneder efter flytter hun med sin mor og nye far til en anden del af landet.
En anden far et helt andet sted
Sarah bor nu i helt nye omgivelser, hun har ikke længere sin fars navn, og de taler aldrig om ham. Det er, som om han aldrig har eksisteret.
Hun begynder at tvivle på, hvad der i virkeligheden skete. Ville hendes far hende ikke? Eller tog moren hendes far fra hende? Men en mor gør jo altid det bedste for sit barn. Så når Sarah føler noget andet, er det måske hende, der er noget galt med?
Hun taler aldrig med nogen voksne om, hvad der skete, men hun fortæller i smug til nogle veninder; at hun har en anden far, som hendes mor og hendes nye far har taget fra hende. Hun føler, at der er sket noget helt forkert. Og at hun på en måde er medskyldig. Hun sagde jo selv, at hun ikke ville se faren, så måske kunne hun selv have sagt fra?
Samtidig føler hun, at hun ikke kan være bekendt at tænke dårligt om moren og den nye far, som hun har sin hverdag med. Sarah opdrager på sig selv. Hun har det jo godt, så hvis hun gør sig lidt mere umage med at føle og tænke det rigtige, så kan det være, at det hele falder i hak. I Sarahs klasse er der en dreng, hvis far er død. Og Sarah tænker, at det må være rarere, for drengen har lov til at tale om faren og til at være ked af det, mens Sarah må gå alene med det hele.
Da hun er 12-13 år, er der tale om, at den ny far skal adoptere hende, og Sarah er til et møde på kommunen med sin mor, som siger, at »Sarah kan ikke huske noget fra den tid«, og Sarah forstår, at det er bedst, hvis hun lader, som om hun ikke husker noget. Adoptionen går dog ikke igennem, for Sarahs biologiske far modsætter sig.
Ellers dukker farens eksistens aldrig op. Da Sarah skal konfirmeres, skal kirken se hendes dåbsattest, og den bliver returneret fra kirken i et brev stilet til Sarahs mor. Sarah åbner det i smug. Hun må se sort på hvidt, at hendes biologiske far engang var hendes far, at han virkelig eksisterer. Hun forsøger at lukke brevet igen, men moren kan se, at det har været åbnet. Hun bliver vred og skælder ud. Til sidst siger hun: »Du kan da bare sige, hvis der er noget, du vil spørge om«. Hun er stadig vred, da hun siger det, og Sarah får ikke indtryk af, at hun rent faktisk kan spørge.
I det hele taget foregår der meget i Sarahs tanker, som de voksne ikke hører om. De ser en velopdraget og pligtopfyldende pige, som ikke tiltrækker sig megen opmærksomhed og endnu mindre bekymring.
Mens hun går i gymnasiet, går hun selv på kommunens folkeregister. Hun bryder helt sammen, da hun skal sige til damen, at hun leder efter sin far. Hun græder så meget, at hun får farens adresse udleveret uden at betale det gebyr, de normalt opkræver. Adressen gemmer hun omhyggeligt. Efter nogle måneder ringer hun til Oplysningen for at finde farens telefonnummer, men de kan ikke finde det. Ikke, at hun ville have turdet ringe.
Efter studentereksamen tager Sarah til udlandet og arbejder. Mens hun er der, fylder hun 19 år, og moren og den nye far spørger, om de ikke skal prøve med adoptionen igen. Det tager lang tid, før Sarah svarer. Hun har en snert af modvilje mod sin biologiske far, en tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville hende. Men hun har alligevel ikke lyst til adoptionen. Det føles forkert. Samtidig kan hun ikke overskue at sige fra. Da hun endelig svarer forældrene i et brev, begrunder hun sit accept af adoptionen med, at det er praktisk i forhold til arven. Hun har ikke lyst til at gøre adoptionen til noget med følelser. Hun vil ikke overgive sig helt.
Den nye far kører hende til Statsamtet, da hun senere er hjemme i Danmark og skal skrive under, så adoptionen kan gå igennem. Sarah vil bare have det overstået. Han venter i bilen, og da hun kommer ud, giver han hende et smykke: »Jeg er glad for, at vi har fået det, som vi altid har følt det«, siger han. Hun ville ønske, at han ikke havde købt det smykke, og at han ikke sagde de ord. Samtidig synes hun, at det er tarveligt af hende at have det sådan. Sarahs biologiske far har igen modsat sig adoptionen, men det ved Sarah ikke noget om.
Et tungt tæppe af fortielser
Hun bliver optaget på universitetet og flytter hjemmefra. Aftenen før hun fylder 20 år, sidder hun i sin lejlighed og læser, da hun kan høre brevsprækken gå. Det er en rar forstyrrelse i den ellers tunge læsning. På måtten ligger et brev uden frimærke, som hun åbner. Det er fra hendes far. Hendes rigtige, biologiske far.
Brevet er kort og venligt. Han ønsker hende tillykke med fødselsdagen og skriver, at han gerne vil tale med hende, og at han ikke håber, at henvendelsen er for »urovækkende«. Han vedlægger en kopi af et langt brev, som han sendte til hende to år tidligere, da hun fyldte 18 år. Hun læser, hvordan han har savnet hende, men har lært at leve med savnet. Det er på en gang uvirkeligt og meget virkeligt. Hun ved ikke, hvordan hun skal forholde sig til brevet, men hun ved, at han skal have et svar. Dagen efter fejrer hun sin 20-års fødselsdag med moren og den nye far. Hun fortæller dem ikke om brevet.
Det tager hende noget tid at svare på farens brev, og hendes brev er på en gang nysgerrigt og afvisende: »Jeg betragter dig altså ikke som min far«, skriver hun i brevet, hvor hun dog også skriver, at hun før har tænkt på at kontakte ham. Og at han er velkommen til at skrive tilbage.
De skriver sammen i nogle måneder, før de mødes. De begynder med at give hånd. Og det er ikke et afsnit af ’Sporløs’, hvor alt falder på plads. 12 år er længe, især når man er 20 år. De skal først til at lære hinanden at kende. Men til Sarahs lettelse kan faren godt tale om alt det, som skete dengang.
»Det var noget værre lort«, siger faren.
»Og det værste var, at det gik allermest ud over dig, som havde allermindst skyld i det«.
Det er første gang, nogen har anerkendt, at det, som skete, var forkert over for Sarah, og hun er glad for, at han ikke har travlt med at frasige sig skyld, og at han siger det på en måde, som frikender hende.
Der går et halvt års tid, før hun fortæller til sin mor, at hun har kontakt med faren. Hun skriver et langt brev, hvor hun fortæller, hvordan hun har oplevet sin barndom. Hun undskylder meget, hvis hun gør moren ked af det, men hun vil ikke være med til at opføre et skuespil om den pæne familie længere.
Brevet udløser et drama. Moren er såret og fortørnet og skriver tilbage, at Sarah da er velkommen til at tale med sin far, »det er der ingen, der forhindrer dig i«. Hun skriver, at hun beskyttede Sarah mod, at faren ville have hentet hende med fogeden, og at Sarah har misforstået noget, hvis hun tror, at faren ville have taget sig af hende. Sarah ønsker ikke at gøre forældrene kede af det, så hun tager hjem på besøg. Men moren virker ikke interesseret i, hvordan Sarah oplevede det, som skete. I stedet føler Sarah, at hun får at vide, hvordan hun skal opfatte det. Derefter bliver der lagt låg på, og når Sarah er på besøg, er det stadig ’mor og far’. Og Sarah nævner ikke sin far igen, selv om hun bliver ved med at se ham.
Der går tre år, hvor Sarah ser sin far og samtidig ser ’mor og far’, men Sarah kan ikke holde til dobbeltspillet. Hun begynder at gå hos en psykolog, og en dag inviterer Sarah moren med til en samtale hos psykologen. Moren indvilliger.
Men samtalen går ikke godt. Sarah har ikke forventet, at moren ville sige undskyld. Men hun håbede, at moren var ked af, at Sarah oplevede, at hun blev manipuleret og gjort fortræd. Men moren går i forsvar. Under hele samtalen omtaler hun kun Sarahs biologiske far, som hun engang var gift med og valgte at få barn med, ved hans fulde navn.
Sarah kan ingen forståelse spore. Hun er bange for, at hun altid, når hun taler med sin mor, vil blive suget ind i en verden, hvor fordrejninger og fortielser ligger som et tungt tæppe over hende.
Hun tænker sig grundigt om, og så sætter hun sig ned og skriver et brev. Denne gang kan hun selv tydeligt huske, at hun skriver. Og denne gang er det moren, hun skriver til.
Et kort brev, hvor hun forklarer, at hun ikke længere vil se sin mor.
Forsøger stadig at reparere
Sarah er i dag midt i 30’erne. Det er over 10 år siden, at hun har set sin mor. Hun ser jævnlig sin far og er glad for at tale med ham, men deres forhold er stadig påvirket af alle de år, de ikke så hinanden.
Hun har søgt aktindsigt i sin egen sag, men det blev først afvist, med den begrundelse at hun juridisk set ikke er part i sagen. Med farens hjælp har hun dog fået alle dokumenterne udleveret. Hun har forsøgt at få adoptionen ophævet, men det har stedfaren afvist.
Hun forklarer, at hun stadig forsøger at »reparere« det barn, hun var dengang.
»Hvis jeg kunne, ville jeg sende en ekspedition tilbage til den 8-årige pige og passe på hende og fortælle hende, at det, de voksne gør, ikke er okay«.
Sarah mener, at en konsekvens af hendes historie er, at hun har haft svært ved at stole på sin egen virkelighedsopfattelse og sin evne til at mærke, hvad der er godt for hende. Hun hverken kan eller vil lægge det hele bag sig.
»Det fundament, man står på i livet, bliver jo bygget op gennem ens barndom. Det, som skete, vil altid være en del af min identitet. Og det er næppe tilfældigt, at jeg hverken har kæreste eller børn. Jeg har en form for kernefamiliefobi. Hvor andre synes, at kernefamilien er noget godt og trygt, forbinder jeg den også med noget forløjet, selv om jeg med min fornuft ved, at de fleste familier ikke er sådan«.
Sarah har brugt meget tid på at prøve at forstå sin mor. Og hun tror ikke, at moren handlede i ond vilje. »Jeg tror, at hun selv troede på, at det var for min skyld – og at hun mener det den dag i dag«.
Sarah synes, at myndighederne er blinde over for, at selv om krigen tilsyneladende stopper, når man skærer den ene forælder ud af barnets liv, så efterlader man barnet med sår og savn, de ikke har nogen at tale med om. Og hun synes, at man bør være varsom med at involvere barnet.
»Hvis sagen reelt handler om en konflikt mellem forældrene, bliver den ikke løst af, at myndighederne snakker nok så mange gange med barnet. Måske kan det endda give barnet en følelse af at være medskyldig«.
Og selv om hun gerne så, at myndighederne greb tidligere og mere aktivt ind med konfliktmægling, fremhæver Sarah, at det først og fremmest er forældrene, der har et ansvar. Og hun opfordrer forældre til at sætte sig ud over deres egne følelser – og se barnet.
»For noget af det mest tankevækkende ved min historie er, at alle parter – min far, min mor, myndighederne – virkelig mener at have gjort alt, hvad de kunne, til barnets bedste«.
Publiceret 13. september 2014
