Olietankeren virker enorm nede fra den lille trawler. Nabil står på dækket med nakken knækket helt bagover og ser op på de orange skikkelser, der står badet i projektørlys og kigger ud over rælingen. Det er, som om de ligger fortøjet ved en meget høj mole, der stikker op midt ude i havet, tænker han.
Søfolkene i de orange kedeldragter råber ud i natten, at de vil hjælpe dem i land. Men en syrisk flygtning ved navn Hossam – en ung mand, der taler et godt engelsk og fører ordet på vegne af flygtningene i smuglerbåden – afviser tilbuddet.
»Mange tak, mange tak, men vi har ikke brug for jeres hjælp«.
Nabil følger tavs med i den råbende kommunikation. Han er ikke sikker på, om det er den rette beslutning at afvise sømændenes tilbud om at komme om bord på tankeren. Men samtidig er han også enig med de andre i, at de ikke kan løbe nogen risiko, når de nu er nået så langt. For omtrent 7 timer siden fik de kontakt til kystvagten og oplyste, hvor de befandt sig. Kaptajnen slukkede da motoren, og de gav sig til at vente på, at et skib fra den italienske flåde ville komme dem til undsætning.
