Motorcyklens lyskegle viste os uden om de grøfter, kanaler og små bump, som dukkede op af mørket. Jeg var nervøs for dronerne, som jeg havde hørt summe over området hele dagen. På nettet havde jeg set klip af, hvordan dronerne zoomer helt ind på oprørere i Afghanistan og Pakistan. Selv i mørket kan de skelne menneskeskikkelser og deres våben. Jeg forestillede mig, hvordan en 20-årig amerikaner i et kontrolrum i Texas sendte et missil efter vores motorcykel, mens han spiste nachos med ostedip.
Efter et kvarters zigzag-kørsel nåede vi frem til et typisk afghansk lerhus. Jeg regnede med at sætte mig med fire-fem talebanere i det forholdsvis lille hus, men da jeg trådte ind i et af rummene, blev jeg mødt af et overvældende syn. Omkring 30 Taleban-krigere sad tæt i et rum, som tilsyneladende var en almindelig afghansk dagligstue med et stort tæppe og flere madrasser. Lokalet flød med våben. Miner, håndgranater, dysekanoner, RPG'ere (skulderbårne raketgranater, red.), kalasjnikover og tunge maskingeværer. Jeg genkendte Leesan og Adel, der sad imellem alle de andre. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre af mig selv og gik derfor rundt og hilste på hver enkelt af dem. Alle gengældte pænt mine hilsener.
»Vil du interviewe os om vores planer nu?«, spurgte Leesan.
»Gerne«, svarede jeg, tændte mit videokamera og gik i gang med at udspørge ham om den forestående mission.
