Nabil sidder svimmel på køjesengens kant og holder med en udstrakt arm fast i kahyttens dørkarm. Han har sorte rande under øjnene, og hans trøje er fuld af gullige og mørke pletter, som havde den været brugt til at tørre det beskidte skibsdæk af med.
»Det er som døden«, siger han til veninden Angela, der ligger i køjesengen over for ham og er lige så medtaget af søsygen.
’For You Lucky Las Vegas’ lyder påskriften på den billige kinesiskproducerede trøje, som Nabil havde indkøbt særligt til turen. Den er langærmet og hvid, sådan at han ikke ville blive forbrændt, når han sad på dækket.
Men Nabil har endnu ikke mærket solens stråler, og trøjen er ikke længere hvid, efter at han har siddet i et overfyldt lastrum med en fæl stank af fisk, og hvor dusinvis af flygtninge brækkede sig på hinanden.
