Folk kigger mistroisk på mig i tjek-ind køen i Delhis lufthavn. Det virker, som om de alle sammen er i tvivl, om de høfligt skal fortælle den lyshårede pige, at hun må være gået forkert. For denne kø gælder flyet til Karachi, Pakistan. En dame foran mig i køen i en sort gevandt, som dækker alt andet end hendes hænder og hoved og med et tilhørende gråt tørklæde over håret, spørger mig venligt, hvor jeg skal hen. Jeg forklarer hende, at jeg skal deltage i min venindes bryllup i Karachi. Hun virker tilfreds med svaret.
Jeg kan godt forstå mine medpassagerers forvirring. Jeg skiller mig ud. Jeg kan ikke få øje på andre blegansigter i køen. Pakistan er ikke et land, der tiltrækker mange danske turister. Det opdagede jeg allerede, da jeg skulle søge visum til Pakistan, og det gik op for mig, at der ikke findes turistvisum til landet. Ikke for danskere i alt fald. Men mod fremvisning af en bryllupsinvitation fra Zainab lykkedes det.
Jeg mødte Zainab, da vi begge to studerede på et masterkursus i udviklingsstudier på School of Oriental and African Studies i London. Vi boede på samme kollegium, hvor vi mangen en aften har diskuteret udviklingspolitik, sladret om vores lærere og vores medstuderende - især drengene - mens rødvinen flød i stride strømme. Den eneste forskel var, at Zainab drak juice i stedet for vin, og selv om hun var en af de mest ivrige deltagere, når snakken faldt på drenge, var det efter et 'nok-sladre-men-ikke-røre'-princip, som jeg ikke kan påstå, at vi andre altid holdt os til.
Zainab er pakistaner og lever i overensstemmelse med islam. Ikke på den der Taleban-burka-sharia-måde, som kan være så svær for os danskere at acceptere eller forstå. Hun er en selvstændig, højtuddannet kvinde med løsthængende hår og et sprudlende humør. Hun er bestemt en af de smukkeste piger, jeg kender, og hun gemmer ikke sin skønhed under slør og lange gevandter som kvinden foran mig i køen. Men hun beder fem gange om dagen, og hun holder sig fra alkohol.
