Det var kun et kort øjeblik. Det var anden gang, jeg var på reportage i Afghanistan sammen med en mandlig kollega fra Politiken. Vi havde været ude og se på et vandingssystem oppe i bjergene, to timers kørsel nord for Kabul. Og da vi skulle tilbage til hovedstaden, gik vi igennem en lille landsby, hvor kvinderne arbejdede ude i marken.
En lille dreng var blevet sendt af sted som fortrop for at varsle, at nu kom der en flok udlændinge, deriblandt flere mænd. Og da min kollega gik forbi kvinderne, havde de enten stillet sig med ryggen til vejen og trukket tørklædet op om hovedet eller sat sig på hug i afgrøderne. Så kunne han ikke se dem, og de kunne ikke se ham.
Jeg kom gående med mine kameraer som den sidste i flokken, og da jeg havde passeret kvinderne, rejste en af dem sig pludselig op og piftede stille efter mig. Jeg vendte mig om og så direkte ind i et blik, der gav mig lyst til at stoppe op. Og snakke med kvinden – om alt det, der sikkert foregik inde bag blikket.
I Afghanistan skal man være i bevægelse, af sikkerhedsmæssige grunde må man ikke gøre holdt for længe på ét sted, så vi var nødt til at komme videre. Men jeg blev ved med at tænke på, hvad en kvinde som hende – og andre afghanske kvinder – mon drømmer om.
