Den vestjyske nat er flad og sort, tom som kachotten. Man skimter en ensom lygte på en staldbygning eller en knallerts røde baglys bevæge sig væk ad en sidevej og sortne bort i den blinde nat. Hvis man er vokset op på egnen, ved man nok, at hér gemmer mørket en brakmark, dér et nedlagt landbrug og dér den bygning, hvor man i drengedagene sagde, at der lå et bordel. Men intet af dette kan man forvisse sig om ved indkørsel til Ølgod under nat; der er intet for øjet at se, intet at høre, intet røber, at overalt omkring dig, bag mørket, i indhegninger af stål og jern, trækker tusinder af varme væsener med ben og tryner og klove og kløer vejret. Den sorte nat er så stille.
Det var en sådan nat i det forgangne år, en julinat, hed og lummer, at lyskeglerne fra en fodervogns forlygter fangede et sæt øjne, et rovdyr, i marken nær Vestkærvej på Horne-kanten lidt syd for Ølgod. Det er almindelig skik, at foderet leveres til minkfarmene ved nattetid, og Bent Kristensens runde var begyndt, som de altid gør, ved 11-tiden, omtrent da de sidste lys slukkes, og mørket lægger sig over markerne. Klokken var hen ved halv 2, da Bent så to blå øjne i marken. Den slags øjne kan forklares, det var vel nok en ræv, måske en huskat på nattejagt, men idet Bent drejede ind på Dejgårdvejens grus og græs, så han, at det var en vildfarelse. Han stoppede vognen. Dejgårdvej var levende.
Oksana, en blid ung kvinde, og Valerii, en hård og munter mand med slaviske træk og rundt hoved, var kommet til Danmark fra Ukraine og havde knoklet, som man gør, når man intet ejer; boet i vindblæste huse og brugt lange nætter på at gøre rent for dårlig hyre. Efter fem år havde de sparet en halv million kroner op; nok til at tage et banklån, der i januar 2013 kunne købe dem en gammel minkfarm på Horne-egnen. Nu lå de og sov i stuehusets mørke, mens telefonen ringede.
Bent fornemmede nok, at han var den første til at forstå, at det var galt fat, og da familien Pavlovskii ikke tog telefonen, var der dårligt andre muligheder end at sætte i gear. Fodervognen, dette tonstunge køretøj, bevægede sig roligt over det knasende grus i retning mod Pavlovskiis gård, hjulene drejede langsomt omkring og tre snese mink mastes til døde under de brede dæk. Bent nåede gårdspladsen og trykkede hornet i bund. Så ringede han op til Oksana endnu en gang, mens hornet hylede. Hun tog den. »De render herude, alle minkene«, sagde han. »Kom ud«.
