Resume: I begyndelsen af 1965 havde USA gennem længere tid udvidet støtten til Sydvietnam med stadig mere militært isenkram og stadig flere 'militære rådgivere'. Hidtil havde USA reageret på den kommunistiske oprørsbevægelse Viet Congs aktioner med spredte gengældelsesbombninger, men i Washington vurderede 'høgene' - blandt andre forsvarsminister Robert McNamara - at tiden nu var kommet til mere systematiske bombninger af Nordvietnam. Anledningen til at iværksætte en bombekampagne kom, da Viet Cong 7. februar angreb den amerikanske base i Pleiku. USA svarede igen med 'Operation Flaming Dart I', som kort efter blev efterfulgt af 'Flaming Dart II'. Og 2. marts 1965 indledte USA bombekampagnen 'Rolling Thunder', der skulle komme til at vare i mere end tre år. Fra marts 1965 til november 1968 kastede USA omkring en million ton bomber over Nordvietnam.
De vedvarende bombninger i Nordvietnam var kun lige begyndt, da præsident Johnson tillige besluttede at sende kamptropper til Vietnam. Kun et begrænset antal til at begynde med, ganske vist, men det var alligevel et skæbnesvangert skridt. Ambassadør Maxwell Taylor (USA's ambassadør i Saigon, red.) var blandt dem, der havde håbet, at bombningerne ville bremse diskussionen om kamptropper, men nu blev bombningerne faktisk et argument for også at sende tropper. Langdistance-bombemaskinerne krævede baser og landingsbaner af en vis længde, og disse baser blev oplagte sabotagemål. Derfor accepterede præsident Johnson den 22. februar general Westmorelands forslag om, at basen i Da Nang skulle beskyttes af to bataljoner fra marineinfanteriet.
Med sin fortid som general forstod Maxwell Taylor bedre end de fleste, hvordan de militære ledere i Pentagon tænkte, og hvordan deres opfattelse af konflikten og deres krav til præsidenten ville forandre sig, hvis amerikanske tropper blev direkte involveret. De militære chefer troede ikke på McNamaras ide om et gradvist øget pres, men i stedet for at stille krav om indsættelse af et stort antal soldater, der ikke ville blive imødekommet, accepterede de, at en lille styrke blev sendt til Vietnam – under forudsætning af, at antallet kunne øges efter behov. Taylor advarede præsident Johnson om, at det var en farlig fejltagelse at sætte marineinfanterister ind – ikke mindst fordi det afgjort ville øge risikoen for, at USA blev trukket ind i en landkrig. Blev man det, ville en sådan krig komme til at foregå på fjendens vilkår – og ikke på det amerikanske militærs. Maxwell Taylor frygtede ikke blot, at tilstedeværelsen af kamptropper i Vietnam ville gøre det meget svært at afvise krav fra de militære ledere om bevilling af stadig flere tropper: De risikerede også at ændre sydvietnamesernes opfattelse af det amerikanske engagement, der nemt kunne komme til at ligne en besættelse af landet og bringe mindelser om de tidligere franske koloniherrer.
