Tidligt om morgen 10. februar 2005 sidder Henrik Sass Larsen i S-toget, da hans telefon ringer.
Det er Henrik Dam Kristensen. Den mangeårige minister fortæller sin yngre partifælle og allierede, at det bliver et nej. Henrik Dam Kristensen vil ikke stille op til kampvalg om formandsposten i Socialdemokratiet mod venstrefløjens kandidat, Frank Jensen. Han vil ikke videreføre fløjstriden i partiet. Han vil ikke være formand for Socialdemokraterne med de ekstreme krav og den voldsomme kritik, der følger med. Han kender vilkårene. Han har mærket efter. Han vil ikke.
Et par timer senere mødes den socialdemokratiske højrefløj – Morgenmadsklubben – på partinestor Klaus Hækkerups statelige kontor i stueetagen af Christiansborg med udsigt over slottets indre gård. Stemningen er anspændt, men rolig. Henrik Sass Larsen briefer partifællerne. De er stadig groggy efter den smertefulde vælgerlussing ved folketingsvalget to dage tidligere, der fik Mogens Lykketoft til at træde tilbage som formand, men de er helt enige om, at de skal finde en kandidat, inden Frank Jensen når at melde sig.
Da Henrik Dam Kristensen forsinket dukker op, forsøger Klaus Hækkerup og Jan Trøjborg at appellere til hans ansvarsfølelse. Men løbet er kørt. Dams mave har talt.
