Foto: Gregers Heering/Gregers Heering

På rejse med verdens største majestæt

400 meter langt. 75 meter højt. Kan fragte over 18.000 containere. Og styres med et lille joystick. En journalist og en fotograf tog på rejse med verdens største skib, danske Majestic Mærsk. Det er der kommet en ny bog ud af.

Forfatter og journalist Kirsten Jacobsen og fotograf Gregers Heering sejlede med verdens største skib i over en måned - fra Hongkong til Spanien. Dette er et uddrag fra en ny bog 'Majestic Mærsk - 32 døgn om bord på verdens største skib':

Taiwanstrædet

2. døgn

Klokken er 1:35. Efter snart et døgns konstante moves holder kranvognene stille, og metal-dinosaurerne rejser deres lange halse mod himlen til farvel.

Maskinchef Michael Thomassen Sort og hans mestre har længe været på plads i maskinen. Dick og Peter står på kommandobroen. Dick er i stadig i shorts, men med fire distinktioner i båndet på den nystrøgne, hvide uniformsskjortes skulderstropper.

Peter har sat det stive bånd med tre guldstriber på den forvaskede kedeldragt. Lasse og Roman, også i kedeldragter med striber i stropperne, holder radiokontakt med broen fra hver sin ende af skibet og koordinerer de filippinske matroser og folkene inde på kajen.

Langt nede på det sortladne hav vipper fire trinde kinesiske slæbebåde rundt om Majestic som kække mus, der vil flytte en elefant.

»Vi har trænet en uge i en simulator, før vi kom om bord på Majestic, så vi kan sagtens lægge til og fra kaj uden brug af alle de slæbebåde«, siger Dick, »men de kinesiske havnemyndigheder kræver det. De vil vel gerne tjene de ekstra penge«.

»Good morning, Captain«, hilser lodserne, som netop er kommet om bord i deres korrekte sorte uniformer og spejlblanke sorte sko.

Der er mørkt på broen bortset fra et rødt neonlys og en smal spot, som kan tændes og slukkes over det gammeldags søkort af papir. Der er noget fuldstændig uvirkeligt over sceneriet; over den automatiske telefons røde øje, der lyser som en varm hilsen til robotstemmen, Hal, i Stanley Kubricks 46 år gamle Rumrejsen år 2001; over det dæmpede lys og de to enorme, mørke brovinger; over hovedmotoren, der brummer i det fjerne.

Det har taget over en time at starte den op.

»Okay, let’s go steam light«, siger Dick i telefonen til maskinchefen.

Peter står i baggrunden med et krus kaffe, Alexander Turtur Nambatac passer det lille, gammeldagsudseende ror, som kun bruges til navigation i havn, og gentager lodsernes og kaptajnens meldinger. På åbent hav korrigeres kursen på verdens største skib med en lillefingerstor sort joystick.

Lysene ude over containerne slukkes …

Klokken 2:35 løsriver Majestic sig fra kajen i Hongkong. Vi er fri … og bakker ud. To af slæbebådene på vandoverfladen trækker, de to andre skubber. Det rykker i skroget som ved et voldsomt hikkeanfald.

Klokken 3:03 er vi vendt og på vej ud i det begsorte mørke med Hongkongs flimrende metropolaura agter.

»You are leaving a bit too early for the fireworks, Captain. It is tonight«, siger de kinesiske lodser, »Captain, slow ahead, please, 1-5-5«.

Alexander gentager meldingen.

Efter en god times tid forlader lodserne igen Majestic ad en spinkel rebstige og hopper adræt over åbent vand ned på den gyngende lodsbåd.

Ret som hun går …

Vi er på åbent hav, og efter morgenmaden prøver Gregers og jeg at trænge længere og længere ind i det, Dick kalder skibets sjæl.

Klokken 14 har Michael inviteret på rundtur rundt i maskinen. Jeg hader allerede mine sikkerhedssko, der gnaver, er stive og hårde at gå i, og har lagt mærke til, at både Peter, Lasse, Michael og Svend har købt deres egne mere komfortable modeller.

Maskinchefen sidder foran sin pc og venter på os i kontrolrummet, tilbyder en hurtig kop kaffe, griber så sit høreværn, 'hørebøfferne', og giver os andre små gule ørepropper af skumgummi. Maskinlarmen overdøver alt, men ørepropperne fjerner den allersidste chance for at høre, hvad han fortæller, så jeg hiver dem ud.

Heden slår som en damphammer.

Maskinen er ganske enkelt uoverskuelig stor og i mange etager.

Den 53-årige Michael synes upåvirket af varmen og larmen, mens vi i hastigt tempo skridter ståltrappe op og ståltrappe ned gennem enorme mennesketomme rum adskilt af tunge ståldøre. Vi møder førstemester Svend, som stikker os et trøstens ord:

»Der gik en uge, før jeg fandt ud af, hvordan man finder rundt her«.

Et virvar af kølevandspumper, olietanke, generatorer, brændstofpumper, stærkstrømskabler, metalskabe med alskens blinkende og brummende teknik, rør med sølvisolering af astronauttypen, den lange, glatte aksel i sin tunnel, oversize dæksler og sukkende ventiler glider forbi som en uendelig strøm.

Der er to af alt, identisk. En radiatorlignende maskine renser og omdanner det salte havvand til drikkevand. Majestic har en tankkapacitet til frisk vand på knap 650.000 liter.

Og … Pludselig ligger den der - den første af to - så mystisk og smuk, at man næsten ikke kan løsrive sig. Den, det handler om hernede: hovedmotoren! Som en kolossal, bleggrøn kinesisk drage med mange ben og følehorn trækker den vejret med afmålte prust og støn. Det ser ud, som om den sover, men kroppen bevæger sig i en tilbageholdt slowmotion. Som i en fremtidsfilm lige før katastrofen bryder løs. Eller som et kunstværk af den svensk/danske billedhugger Ingvar Cronhammar.

»Jeg er overhovedet ikke interesseret i at vide, hvor mange knob skibet skal sejle«, forklarer Michael, »telegrafen – det er altså de to håndtag, der får motoren til at køre rundt - står på omdrejninger, så kommandoen sættes i omdrejninger ...«.

Han kan se på mit tomme blik, at der er brug for en manual for dummies, og begynder mere pædagogisk:

»Hvis du har en propel … Ja, der er altså det samme som en skrue med gevind. Du kan have et gevind med en stigning på en tomme per omgang, og for hver omdrejning bevæger skibet sig x antal meter. Så kan du selv regne ud, hvor mange omdrejninger der skal til, for at skibet bevæger sig i en bestemt hastighed, ikke? Derfor regner man omdrejninger og knob som værende det samme, da de er ligefrem proportionale«.


Gregers og maskinchefen er på vej op i skorstens-casingen, eller på landkrabbedansk: skorstensbygningen..

»Kom nu, du kan godt«, opmuntrer Michael.

Men ved synet af det uendelige antal trappetrin opad, daler jeg ned på kanten af et dæksel og får vejret, mens den utrættelige duo allerede er på vej videre og nu kravler dybt ned i lastrummene, som efter Hongkong er tomme og ligner en dyster katedral med billedbibelske knipper af indfaldent lys.

Gregers er ikke til at stoppe, og da han endelig kommer op igen, stråler hans øjne om kap med solen, mens Michael lover at sætte sig et roligere sted en dag og forklare mig, hvordan maskinen fungerer.

Svend kommer ind i kontrolrummet.

»Maskinmestre og styrmænd har altid været en delt befolkningsgruppe, og det er da ikke blevet bedre her. Vi er splittet op, fordi maskine og bro ligger så langt fra hinanden. Ingen af os gider ikke bruge tre-fire minutter hver vej af vores pause på at gå frem og tilbage, så kaffepausen klokken ti og klokken 15 bliver holdt her i maskinen. Derfor får vi ikke set folkene fra broen så meget«.

Det Østkinesiske Hav

3. døgn

I løbet af natten har der været fem alarmer i maskinen, bl.a. er der målt for meget salt i ferskvandstanken, og temperaturen kan ikke reguleres i vagtkamrene, de såkaldte fængselsceller.

Omkring solopgang duver Majestic på dønningerne af det rosenfarvede Østkinesiske Hav, der er glat som olie. Fra Monkey Island kan vi se ned på ryggen af en masse havfugle; men som ved en almægtig gudehånds fingerknips ændrer lyset og havet sig. Tågen kommer drivende, temperaturen er faldet til otte grader, og pludselig kan vi ikke se tre rækker containere frem.

Vi ligger højt før næste rykind af last i Pusan og Kwangyang i Korea og Ningbo, Shanghai og Yantian i Kina.



Der hviler en fridagsstemning over D-dækket på denne flydende ø af stål. Popmusik strømer fra kamrene ud i fællesgangen. Filippinere med bare fødder i plastsandaler og kulørte bandanaer om hovedet spæner op og ned ad trapperne med deres vasketøj i store hvide plastkurve.

En støvsuger brummer i det fjerne. Tony ordner fællesarealerne. De filippinske matroser, malere og svejsere, som er hyret via vikarbureauer i Manila, skal holde fri om søndagen; men mange ville hellere arbejde hver eneste dag og få betaling for overtid, for alle er her at for at tjene mest muligt.

Lige efter morgenmaden, hvor der er spejlæg, bacon og pølser på buffeten, »så ved vi, det er søndag«, forsvinder Gregers igen ned i maskinens neonoplyste, brummende kontrolrum, iført sin mørkeblå kedeldragt og sikkerhedsskoene og med kameraerne over skulderen.

Hernede kommer ingen hviledagen i hu - endsige holder den hellig. I stedet planlægger Michael og Svend dagens opgaver sammen med maskinmestrene Radu Bogdan Iordache fra Rumænien og Omkar Shekhar Manohar fra Indien, de danske juniormestre Kristian Vejby Larsen og Lars Michael Lerskov Andersen.

Den filippinske elektriker, Ariel Jr. Pacheco Cabral, er også på vagt, for han tjekker to gange i døgnet temperaturen på hver eneste kølecontainer, og ved maksimal belægning kan der være 600 om bord.

Men lige nu er hovedagendaen skibets separator – en slags centrifuge, der groft sagt fjerner skidtet fra det tunge brændstof, bunkeren. Der er vrøvl med en ventil i rørsystemet.


Vi er otte timer foran tiden i Danmark.

Lasse, som har skiftet til afslappede joggingbukser og grøn T-shirt, har vagten på broen fra otte til 12 og igen fra 20-24 ugens syv døgn. Inden sin morgenvagt har han løbet 28 km på løbebåndet i motionsrummet.

Der venter to døgn til søs, før vi når Sydkorea.

Skroget knager og brager i bølgerne. Majestic går 16 knob op mod vinden, der har rejst sig sammen med tågen og blæser 30 knob, men føles som det dobbelte. Vind og sø kommer ind fra styrbord og presser os en smule mod bagbord, så kursen justeres med to hak på den lille joystick.

En tankbåd fra China Shipping sejler forbi, næsten alarmerende tæt på.

»Reglerne er, at man passerer andre skibe med en sømils afstand«, forklarer Lasse, som dog ikke kontakter tankbåden. Kineserne fejrer nemlig stadig nytår og har natten igennem underholdt hinanden løssluppent og ureglementeret på kanal 16, der ellers er reserveret til Mayday, Mayday, Mayday – altså skibe i havsnød.

»De burde faktisk slå over på en anden kanal, men siden i aftes har de snakket sammen i timevis og sunget lange sange på skift på kanal 16«, siger Lasse med et smil.


Jeg sætter mig forsigtigt på kanten af broens polstrede ekstrastol, der ofte bruges af lodserne, for første gang én lænede sig tilbage, væltede stolen bagover. Det viste sig, at den kun var limet og ikke skruet fast i gulvet, da Majestic forlod værftet.

Den enorme pult er dækket af blinkende radarskærme og alarmer, skibstelefonens ulmende lampe, myriader af forskelligfarvede knapper og de gammeldags søkort, hvor ruten stadig tegnes ind med blyant og lineal.

Majestic kan også selv byde på underholdning af en mere enerverende slags. Siden afsejlingen fra Hongkong er der gået selvsving i alarmsystemet, der cirka en gang i minuttet hyler torturlignende højt og pulser truende rødt, og fra stolekanten kan jeg hjælpe Lasse med at afbryde fejlalarmerne ved at trykke på 'stop buzz' plus 'ACK' (acknowledge).

»Det kræver en softwareopdatering, og hvis vi ikke afbryder hver eneste alarm inden for ét minut, går generalalarmen på skibet, så det er godt, at vi er på vej til Korea. Nu kan de selv komme fra værftet og reparere det, mens vi ligger i Pusan«, siger Lasse.

Publiceret 18. april 2015

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce