Af det likviderede Tredie Riges mange sælsomme personligheder er der én, der utvivlsomt i store kredse betragtes med en vis, hemmelig beundring til trods for de absolut ublandede følelser, hvormed hele den civiliserede verden omfatter det nazistiske Tyskland: ministeren for folkeoplysning og propaganda dr. Joseph Goebbels.
Det skal også uden videre erkendes, at dr. Goebbels’ arbejdsevne aftvang respekt.
Hans dag var besat fra morgen til aften med konferencer og møder, indimellem indstuderede han sine taler og skrev i krigens sidste 2-3 år hver eneste uge en alenlang, men ganske frisk og ubesværet artikel til Das Reich; han rejste meget inden for Tysklands grænser, strøede om sig med nye propagandapåfund og fandt endda tid til at drikke champagne hos prominente, kvindelige filmstjerner om natten og udvælge søde piger til den tyske filmindustri om morgenen.
Når man så har indrømmet dr. Goebbels, at han var en belæst og begavet mand, der talte et meget smukt sprog og momentvis kunne udfolde en ikke ringe, personlig charme, har han vist fået alt, hvad han med rimelighed kan forlange.
