Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Foto: Fra bogen 'De hvide busser 1941-45'

Den lukkede dør - kz-syndromet og børnenes arv

Det er i disse uger 75 år siden, Danmark blev besat, og 70 år siden befrielsen. Vi bringer her et kapitel fra bogen ’De hvide busser 1941-45’, hvor Hans Sode-Madsen fortæller om at være barn af en kz-far, og om hvordan det prægede hans barndom.

I begyndelsen af oktober 1952 tog nervøsiteten til og udartede sig i retning af tvangsagtige forestillinger – hyppigt af uhyggelig karakter. Desuden turde jeg ikke være alene sammen med ældre mennesker, ikke gå ud om aftenen, ikke gå ind i f.eks. lader eller opholde mig i nærheden af høstakke osv. Jeg forsøgte at bekæmpe tankerne, som optog mig hele dagen uden afbrydelse, og som nu, modsat tidligere, gjorde mig bange for at være sammen med mennesker.

I 1959 sendte min far denne beskrivelse af sin tilstand til Direktoratet for Ulykkesforsikringen. Han ønskede at få erstatning for de mén, han havde pådraget sig under sit kz-ophold i perioden september 1944 til maj 1945. Ansøgningen inddrog indirekte den familie, som allerede i flere år havde delt hans skæbne.

Det ville være synd at sige, at der i mit barndomshjem herskede en afslappet og kærlig atmosfære. Hverdagen skiftede fuldstændig karakter, når min far kom hjem fra sit arbejde på Frederiksberg Politistation. Min mor og jeg vejrede som vejrhaner dagens stemning og humør. Med få undtagelser var den altid den samme. Døren til arbejdsværelset blev lukket, og i hjemmet opstod en knugende tavshed.

I barndommen og ungdommen var tavsheden og uvisheden de mest enerverende følger af livet med en tidligere kz-lejr-fange. Senere i voksenalderen stødte en regulær livskrise til. Den vender jeg tilbage til i slutningen af kapitlet.

Forløbet er skræmmende ens for børnene, men indtil for nylig har arven efter kz-fædre og -mødre været omgærdet af tavshed. Al bekymring og medynk har af letforståelige årsager været rettet mod kz-ofret. At arven også gik videre til børn efter aktive modstandsfolk, chauffører, læger, sygeplejersker og andre direkte medvirkende ved redningen af kz-fangerne med de hvide busser er ny viden. Eller rettere gammel viden, der nu bringes for en dag.

Så tidligt som i 1949 beskrev lægen Paul Thygesen sammen med en række kolleger det såkaldte kz-syndrom. Thygesen var ligesom en anden af artiklens forfattere, Jørgen Kieler, tidligere kz-fange, Thygesen i Neuengamme og udekommandoen Husum, Kieler i Neuengamme og udekommandoen Porta Westphalica.

Var Neuengamme slem, var de to udekommandoer ubeskriveligt værre. Der var med andre ord egne erfaringer at trække på, foruden fra de 1.300 overlevende fanger, der fra 1947 til 1953-54 indgik i en helbredsundersøgelse. Hvad der senere er kommet frem, forstærker kun resultaterne fra de tidlige undersøgelser.

Den legemlige nedbrydning var til at få øje på. Et vægttab på omkring 50 procent var ikke ualmindeligt. Kz-systemets menneskeforagt, tungt arbejde 12 timer i døgnet, elendig søvn og en lejrkost på ca. 1.000 kalorier, altså mindre end en tredjedel af det nødvendige, satte hurtigt sit præg på kroppen.

Da lejrkosten var ekstremt fattig på næringsstoffer, og da de livreddende Røde Kors-pakker kom uregelmæssigt frem – i udekommandoerne undertiden slet ikke, ofte plyndret på vejen af tyske overfanger – opstod en lang række sultsygdomme: Diarré, hyppig vandladning, hjerte- og lungelidelser som angina og tuberkulose, skarlagensfeber, bronkitis, dysenteri, plettyfus og en uoverskuelig mængde infektionssygdomme ramte hurtigt fangerne.

Naturlig selektion

Som lejrlægen i Buchenwald så taktfuldt udtrykte det, manglede danskerne den modstandskraft, der kom af at have været forskånet for den naturlige selektion – »Dann fehlt Ihre Nation die natürliche Auslese«.

Så godt som alle kroppens organer fik et uopretteligt grundstød. Tilliden til, at en hurtig vægtforøgelse efter hjemkomsten ville ændre på situationen, viste sig ikke at holde stik.

Kroppen reagerede med uovervindelig træthed – »efter arbejde går de fleste hjem og lægger sig, og nogle bliver i sengen om søndagen« – appetitløshed, svigtende kræfter, potensforstyrrelser, søvnproblemer og for tidlig aldring for blot at nævne en del af de reaktioner, der hyppigst optræder i spørgeskemaundersøgelsen.

Da søvnproblemerne helt klart var forårsaget af tilbagevendende angstanfald og voldsomme mareridt, blev man fra lægelig side hurtigt opmærksom på, at sultsygdommene også havde ramt de mentale processer. Formodningen blev til fulde bekræftet af såvel spørgeskemabesvarelserne som af individuelle interviews.

Rastløshed, irritabilitet og et ustabilt følelsesliv dominerede besvarelserne. Ligegyldige småting kunne udløse hidsighed, vrede eller sandt raseri hyppigt afløst af anfald af gråd og et krav om at være alene. Manglende evne til at koncentrere sig eller huske aftaler var ligeledes normale følgevirkninger.

Over det ustabile følelsesliv svævede en grundstemning af depressiv forladthed, hvor tanker om selvmord af og til dukkede op og af og til blev realiseret. En form for selvmedicinering bestod for eksempel i krav om, at der hele tiden skulle ske noget, kæderygning og et større eller mindre alkoholmisbrug.

Hvis den hjemvendte kz-fange var overrasket over sine egne labile reaktioner, var det for intet at regne mod overraskelsen og bestyrtelsen blandt familie, venner og kolleger. Den person, der kom tilbage, var helt forandret.

I kz-lejrenes inferno var erindringen om hjemmet, børnene og et fredeligt arbejde ofte blevet idealiseret, ved hjemkomsten accentueret gennem velkomstglæden. Efter et par ugers ferie – psykologhjælp, som vi kender den i dag, var på dette tidspunkt ikke til rådighed – var det alt andet lige tilbage på arbejdsmarkedet.

Tilliden til, at arbejde var den bedste medicin mod onde tanker, var stor. Her var man, som i hjemmene, uforberedt på kollegaens alment svækkede tilstand – han så for det meste normal ud, lidt tynd og gusten, men ellers sund. Det viste sig snart at være en forhastet iagttagelse, men man vidste ikke bedre.

Da det imidlertid blev tydeligt, at noget var galt, blev den manglende viden til alt held erstattet af tolerance. Hvor det var muligt, som i det offentlige, blev kollegaen placeret i det, vi i dag ville kalde et skånejob.

Min far blev for eksempel flyttet fra ordenspolitiet til et kontor for motorregistrering, en helt normal procedure. I andre, mindre kontorprægede erhverv, søgte den tidligere fange at råde bod på sin nedsatte arbejdsevne ved at skifte erhverv eller arbejdsart, eventuelt på nedsat tid.

Tidlig pensionering

Omkring en tredjedel af de undersøgte var imidlertid så invaliderede af kz-opholdet, at tidlig pensionering var eneste mulighed.

En række erstatningslove fra oktober 1945 og frem til februar 1995 åbnede for økonomisk kompensation og førtidspension. Løbende lovrevisioner og såkaldte hædersgaver skaffede efterhånden den enkelte en økonomisk håndsrækning tæt på en normal årsindtægt. Følelsen af social deroute lod sig derimod ikke gøre op i penge.

I 2013 udkom ’Modstandskampens børn. Forældrenes krig – børnenes arv’, en kommenteret interviewbog skrevet af journalisten Andreas Fugl Thøgersen. Hans Hertel kaldte den i sin anmeldelse med rette for »et usædvanligt stykke erindringsarkæologi, interessant og bevægende« og noterer, at der her præsenteres en ny vinkel på den tilsyneladende uendelige historie om Danmarks besættelse.

’Besættelse’ i ordets betydning af noget krampagtigt, uafrysteligt er bogens centrale emne.

Læge Sven Arvid Birkeland fra Rehabiliteringscentret for Torturofre etablerede i 2008 en samtalegruppe for børn af i alt 9 modstandsfolk. Mens det har været mere end vanskeligt at få såvel kz-fanger som hele hjælpepersonalet bag de hvide busser til at fortælle om deres oplevelser, har forventningen til, at deres børn skulle lukke op for de traumer, de tilsyneladende havde arvet fra forældrene, været så godt som fraværende. Men Birkelands samtalegruppe har åbnet vejen. Bedre sent end aldrig, for deltagerne tilhører årgangene 1940-1954.

De 9 forældre repræsenterer modstandens sociale og geografiske spredning, fra jyske kommunistiske arbejderfamilier, studenter og en købmand til sjællandske landmænd, nationalkonservative officerer og en bibliotekar. Forskellighederne til trods er erfaringerne ens, og kobler jeg mig selv, årgang 1942, på som søn af en politimand, kan jeg til punkt og prikke genkende historierne og hverken tilføje noget nyt eller anderledes.

Hvad var det så, der efter Birkelands forskning går i arv til de næste en eller to generationer? Sammenligner man listen over kz-syndromet og de arvede traumer, fremstår lighederne tydeligt. Teknisk set er der tale om sekundær traumatisering eller traumevandring.

Tavsheden blev et vilkår

Tavsheden er flere gange tidligere nævnt som den skal, der omsluttede det hele. Der blev normalt ikke talt om, hvad far eller mor havde oplevet i kz – et atypisk eksempel nævnes dog senere.

Interesserede spørgsmål var ikke velkomne og blev tiet ihjel. Men da alle vidste, at noget ikke var normalt, blev tavsheden påtrængende problematisk. Den blev omgærdet med en overdreven, næsten pinagtig hensyntagen, som alle måtte underkaste sig.

For at overleve stemningsskift, skænderier, besynderlig opførsel forårsaget af for megen alkohol og anden uforudsigelig adfærd, måtte man være på vagt for hurtigt at kunne forsvinde ind bag sin egen lukkede dør, fysisk og psykisk.

I længden gik det jo ikke. Følelsen af forladthed og ensomhed – legekammerater kunne for eksempel ikke komme med hjem – at være en lus mellem de to negle, som far og mor udgjorde, gav sig udslag i rastløshed og flugt ind i dagdrømme. Omsorgen for den hjemvendte blev ofte så stor, at der ikke rigtig blev plads til børnene. I de heldigste tilfælde var der en kærlig bedsteforældrefamilie, der kunne udfylde tomrummet.

For mit eget vedkommende var min mormor og moster på Bornholm en livreddende faktor. Før jeg kom i skole, tilbragte jeg lange perioder her, men kærlig omsorg kunne ikke udviske følelsen af at være deporteret, sendt bort af en mor, der for at holde hjemmet kørende føjede min far i hans krav om at være den eneste ene i familien. Der var med andre ord ikke plads til mig.

I forladtheden lå kimen til manglende selvværd og, værst af alt, angsten for nære sociale og dermed forpligtende kontakter. Uroen i hjemmet havde lært børnene kun at stole på sig selv. I barndommen var de ikke rigtig med i gruppen af legekammerater, senere i livet holdt de distancen til kolleger, venner og ægtefælle.

En lettilgængelig måde at nedbryde hæmningerne på var at ty til alkohol. Følgevirkningerne var, som det havde været i barndomshjemmet, manglende koncentration om det nære i hverdagen, sjusket omgang med sig selv og sit liv, og til sidst skilsmisse. Vejen til denne deroute kunne gå hen over tilbagevendende, uprovokerede angstanfald.

En livskrise på kanten af alvorlig depression var ikke ualmindeligt, tanken om selvmord heller ikke, men overraskende nok omtaler personerne i Birkelands samtalegruppe næsten ikke psykologhjælp som en mulighed. Om det er et tilfælde, eller om medlemmerne har følt, det var flovt, fremgår ikke.

Tavsheden var som ofte nævnt et dominerende vilkår for børnenes liv og et værn mod en påtrængende hverdag. Senere i voksenalderen omgærdede de sig selv med tavshed. I Birkelands gruppe møder man også det sjældne modsatte, nemlig en ned i mindste detalje fortalt erindring om kz-lejrens gru. Den 5-årige dreng, der blev udsat for et sådant grænseoverskridende psykisk overgreb, overlevede sine angstanfald og sit alkoholmisbrug gennem et så kontrolleret liv, at han aldrig gav sig lov til at slappe af. »At leve med traumer er at leve kontrolleret, det tror jeg aldrig, at jeg kommer ud over«.

Traumevandring

Man kan spørge sig selv, om Birkelands gruppe ikke er for lille til at være repræsentativ for begrebet traumevandring. Men på samme måde som følgerne af et kz-ophold har »næsten fotografisk lighed fra patient til patient«, er fortællingerne fra de 9 deltagere og erindringerne fra denne bogs forfatter også påfaldende identiske.

Det gælder også den livskrise, der på et tidspunkt omkring 40-50-års alderen har ramt de fleste os. Historien bærer vi med os, men hvordan kommer vi overens med den, og tilgiver vi de fædre og mødre, der lod traumerne vandre videre?

I Birkelands gruppe er nogle nået frem til at se på forældrenes valg ud fra et eksistentielt ståsted. De gik ind i modstandskampen, fordi det for dem var en personlig nødvendighed. At konsekvensen blev et traumatiseret, ustabilt følelsesliv, kunne ingen af dem forudse. Og havde de kunnet handle anderledes? På forældrenes vegne svarer børnene nej, og tildeler dem hermed en, med egne ord, heltestatus, der har gjort det muligt for dem at leve med historien og tilgive forældrene.

Andre, som jeg selv, har haft et mindre distanceret forhold til oplevelserne og har måttet tage turen over en depression til professionel hjælp fra psykolog eller psykiater. Indsigt er ikke nødvendigvis ensbetydende med tilgivelse, men er et bolværk mod fordømmelse.

Publiceret 13. maj 2015

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce