Da udenrigs- og statsminister under besættelsen Erik Scavenius døde i november 1962, skrev den tidligere leder af modstandsbevægelsens pressebureau i Stockholm Erik Seidenfaden nekrolog. Seidenfaden var chefredaktør på Information.
Det gamle illegale blad havde et ambivalent forhold til besættelsestidens udenrigsminister. På den ene side bekæmpede man ham og hans politik som fejlagtig og nationalt selvødelæggende. På den anden side beundrede man Scavenius for hans civilcourage, hans konsekvens og hans vilje til at stå ved, hvad han havde sagt og gjort. Så Seidenfaden angreb den myte, som det meste af den øvrige presse hyldede, om kløften mellem den kolde og kyniske forstandspolitiker og det varmblodige danske folk, der tænkte og handlede med hjertet.
Seidenfaden skrev:
»Hvad man kalder Scavenius-politikken, var i det længste det danske folkeflertals politik. Den modsætning, man længe kunne operere med mellem begrebet Scavenius og det brave danske folk, var i den tid mere af psykologisk end politisk natur. Det indebar, at folk nok ønskede noget andet end den officielle politik og gennemgående accepterede, at dette andet ikke var muligt. At man ikke med hjertet ville acceptere, hvad fornuft eller bekvemmelighed tilskyndede. Scavenius blev i en vis forstand ens egen dårlige samvittighed ...«.
