Med tre dage tilbage til at finde skatten var det med en vis glæde, jeg kunne overbringe nyheden til Christine Løventoft – den lokale museumsleder, som var blevet en afgørende hjælper i vores jagt efter skatten.
»Vi har jo samlet et search team«, fortalte jeg hende, mens hendes grå firehjulstrækker slog et sving ved grillen på Sisimiut Havn og gassede op. To aftener forinden var vi stødt på en flok ingeniørstuderende på byens hovedgade, og de havde straks meldt sig parate til at deltage i jagten. Nu havde jeg tilkaldt dem for at hjælpe med at undersøge det nok mest interessante af mulige gemmesteder.
Der var bare en enkelt forhindring i vejen. De to kasser skulle efter planen gemmes et ubeboet sted – og det sted, vi skulle hen, havde da også været ubeboet tilbage i 1952. I mellemtiden var der imidlertid blevet bygget en lufthavn lige op og ned ad det punkt, vi ledte efter. I princippet kunne kasserne være blevet sprængt i smadder, da man anlagde landingsbanen, men faktisk var selve punktet placeret på en lille halvø syd for anlægget, og det var den, vi skulle undersøge.
To unge gutter stod og ventede på os ved parkeringen – Esben Pedersen og William Vergo – og to mere var på vej. Vi vadede ind i terminalen, og jeg fik fat i en af medarbejderne i de gule neondragter.
