RESUME: I går lykkedes det at finde et mystisk hul i jorden ved et af gemmestederne. En tunnel ned i ingenting, som ingen i byen tilsyneladende aner, hvad er for noget. Meget tyder på, at de danske myndigheder gemte skatten i netop dette område.
Ved morgenandagten på Sømandshjemmet talte de om Jesus. Om død og synd og frelse.
»Det er noget, der fylder meget i den kristne tro, at Jesus døde for os; at vi gennem ham kan få evigt liv, så vi har noget at se frem til«, sagde Mette Rosenlund, en ung frivillig på hjemmet, og i et kort sekund tænkte jeg, at jeg faktisk brugte min tid i Grønland på at søge noget lignende – i mindre skala.
For det var en noget mere verdslig plan, vi krabbede rundt efter – men parallellerne var der: Hvis døden skulle komme og en tredje verdenskrig lægge Danmark i ruiner, ville en lille stump af frelsen ligge skjult i de to kasser, som vi ledte efter. Der var selvfølgelig det tvist på historien, at indholdet i kasserne ingen værdi havde i dag – eftersom Danmark jo aldrig var blevet smadret i en atomkrig, og originaltegningerne altså stadig lå i en kælder i København. Alligevel flød der også en vigtig understrøm i vores fortælling – noget dybt og foruroligende, der er løbet gennem mennesket i tusinder af år:
Erkendelsen af, at alt om lidt kan være forbi.
Hvordan det mystiske betonhul i jorden, som vi havde lokaliseret, passede ind i den store sammenhæng, var lidt svært at overskue sådan en lørdag morgen, men det stod klart, at vi i hvert fald skulle undersøge det nærmere.
Jeg ringede til Stampe Villadsen fra Geodatastyrelsen. For snart mange år siden havde han fundet brevet, der beskrev hele planen om at skjule skatten, og jeg ville gerne høre hans mening om det mystiske hul. Gav det overhovedet mening?
Jeg fortalte ham, at lufthavnspersonalet ikke anede, hvad hullet var til, og at det nok var ældre end lufthavnen. At der ude midt i ingenting var to ringe af beton støbt lodret ned i jorden, blot for at ende i intet. Med et rustent jerndæksel og en lodret stang i vejret som dække for hullet.
»Så skulle de have gemt kasserne i betonrørerne«, spurgte Stampe Villadsen og tænkte sig lidt om.
»Det lyder ikke rigtigt. Det er jo ikke noget, man kunne lave på én dag«.
Og så alligevel. Sagen var den, at vi kun vidste, hvad statsgeodæt Chantelou havde tænkt sig at gøre, inden han tog til Grønland for at skjule kasserne i 1952. I sit brev skrev han om, at kasserne skulle »nedstøbes« to forskellige steder, men hvad han rent faktisk havde gjort, anede ingen. Heller ikke, om andre havde forberedt noget for ham inden ankomsten
Stampe Villadsen fortsatte sin tankerække:
»Det kunne jo godt være spændende, men så skulle de have forberedt det et år i forvejen«.
Vores plan for at opklare mysteriet stod klar, lysende og enkel – helt modsat de dunkle omstændigheder i 1952.
»Vi tager hen og prøver at stikke en spade i jorden for at se, hvad det er«, sagde jeg til Stampe Villadsen.
»Ja, det ville jeg også gøre«, lød svaret.
Et bor fra ’Terminator’
Jannik Kappel, en lokal gymnasielærer, som nu havde helliget sig skattejagten, hoppede resolut ned i hullet, så snart vi alle var samlet ved området syd for lufthavnen. Han knaldede skovlen i jorden og gik i gang. Spand efter spand efter spand med jord blev hejst op derfra og tømt ud på græsset, og da gymnasielærerens muskler syrede til, tog en ny mand hans plads. Graver og graver, skovlfuld for skovlfuld nærmede vi os en opklaring.
Dog alt for langsomt. Tempoet aftog gradvis, og modløsheden sneg sig ind.
»Det herovre er sådan noget hårdtstampet ler, som det nærmest er umuligt at komme igennem«, sagde den ingeniørstuderende William Vergo, som nu stod og svedte i hullet.
»Det er nederen at blive ved med at grave i den ene side, hvor det er nemt – og så slet ikke komme nogen vegne i den anden«.
»Altså, vi kan jo skaffe nogle vilde bor, hvis vi kan overtale Råstofskolen til at låne os dem«, sagde Jannik Kappel.
Første dag i byen havde jeg været ude og grave efter skatten sammen med netop Råstofskolens leder, Hans Hinrichsen, en idé tog form i mit hoved.
»De har et helt mineområde«, fortsatte Jannik Kappel.
»De har en dieselgenerator, og så har de sådan et bor, der ligner noget fra ’Terminator’«.
Jeg fandt telefonen frem og ringede op.
»Ja, det er Hans«, lød det i den anden ende.
»Hva’ så, har I fundet noget«, spurgte han, og jeg forklarede ham om det mystiske hul, og at vi havde brug for hans mineudstyr for at få svar på netop det spørgsmål.
»I er ved lufthavnen, siger du? Jeg kan være der om et kvarter«.
Hvem var Chantelou?
Røgslør på røgslør var lagt ud for at så få som muligt skulle kende til kassernes placering, og det besværliggjorde i høj grad vores mission nu 63 år senere. De gamle skibsrapporter fra 1952 beskrev kun dagene i Sisimiut i vage vendinger.
»10/7 kl. 8.30 afsejlede vi til forskellige stationer omkring Holsteinsborg. Statsgeodæten og Hanssuak blev sat i land og afhentet ved stationerne«, skrev kaptajn Henry Evald Steffensen i sin rapport fra sommeren 1952.
Få dage inden vi rejste til Grønland, fandt jeg ud af lidt mere om mændene bag den vilde mission. Jeg fandt frem til statsgeodæt Chantelous barnebarn Anne Chantelou, som skulle ligge inde med et omfattende arkiv fra bedstefaderens tid – deriblandt hans dagbøger.
»Men du kommer for sent«, sagde hun i telefonen.
»Jeg har lige foræret alle dagbøgerne væk«.
Jeg var lige ved at afskrive det som et blindt spor, da hun pludselig sagde præcis det, jeg havde brug for.
»Jeg har kun hans rejsedagbøger tilbage«, sagde hun.
Dét var netop det interessante – for måske han havde nævnt missionen i sin rejsedagbog fra dagene i Grønland for at skjule kasserne. Senere samme dag kørte jeg derfor ud til en tidligere landbrugsejendom nær Holbæk, hvor Anne Chantelou havde lagt bunker af materiale frem på stuebordet ved akvariet. En statelig herre med en baret på hovedet stirrede på mig fra en sort ramme, om hans hals lå tyk hvid pels, der lignede noget fra en isbjørn, hans hænder lå foldet i skødet – det var ham. Chantelou, mysteriets rod.
På bordet lå også en konvolut, og med den gamle statsgeodæts krøllede håndskrift stod der »Grønland 1951-1952«.
Side efter side havde han beskrevet turen med blæk. Hvordan han havde fået læsset kasser med »instrumenter« over fra militærskibet ’Heimdal’ og var sejlet til Holsteinsborg, det nuværende Sisimiut. Jeg kunne læse, hvilket tøj Chantelou havde pakket. Fire par sokker, tre undertrøjer, tre underbenklæder, to skjorter, to flipper, en pyjamas og seks hvide lommetørklæder.
Han måtte have haft god brug for netop lommetørklæderne, hvis han ellers talte sandt i sin dagbog – for i de afgørende dage, da han og topografen Hanssuak lavede målinger omkring Sisimiut, skrev hovedpersonen selv nærmest kun om sine skavanker:
»Stadig meget forkølet og ondt i halsen«, lød det den ene dag. Og igen 8. juli 1952: »Til mine andre plager kommer smerter i armene, antagelig efter myggestik«.
Ikke et ord om den hemmelige mission. Men jeg lærte lidt mere om den mystiske skikkelse. Anne Chantelou huskede, hvordan hun som lille havde fejret jul hos bedstefaderen. Den højt dekorerede statsgeodæt førte et hjem af den gamle skole, og der hvilede en streng stemning omkring ham. Ungerne fik at vide, at de ikke måtte levne og under ingen omstændigheder forlade julebordet for at gå på toilettet. Senere fik hendes storebror lov at lege med den store samling tinsoldater. Hun gjorde ikke, for den slags var jo ikke for piger.
At Chantelous bestemte husførelse ikke var forbeholdt hjemmet, erfarede jeg fra hans tidligere kollega Knud Poder, der som ung mand var med opmålingsmissioner i Grønland. Faktisk både i 1946 og 1954 – men ikke i det afgørende år 1952.
»Folk i almindelighed var nervøse for ham«, sagde Knud Poder om sin tidligere chef og underviser.
»Han synes, at folk skulle holde kæft og følge med. Der var én, der sagde Chantelou imod, og han blev sendt hjem. En mere fornuftig mand kunne have gydt olie på vandene«.
Meget tyder på, at der har været en lidt anspændt stemning, da de to dommedagskasser blev skjult, for de to hovedpersoner, Hanssuak og Chantelou, var hverken ligemænd eller perlevenner. Hanssuak følte, at chefen, Chantelou, behandlede ham dårligt, husker Knud Poder.
»Og det gjorde han vist også«.
Nu bliver det pinligt
På grund af de manglende oplysninger kunne vi kun sætte vores lid til, at Hanssuak havde efterladt sig tydelige spor i landskabet, dengang han nedgravede skatten i sin snotforkølede – og noget autoritære – chefs overværelse. Måske Hanssuak havde efterladt et mystisk støbt hul i jorden lige der, hvor man årtier senere besluttede at anlægge en lufthavn.
Jeg tog en walkie-talkie frem og tilkaldte lufthavnspersonalet. De skulle give mig et lift hen til terminalen, så jeg kunne hente Hans Hinrichsen og en gang for alle opklare mysteriet, fortalte jeg dem.
Kapitel 4. Ved lufthavnen i Sisimiut, Grønland, fører en mystisk tunnel ned i ingenting. Er det her, de danske myndigheder skjulte to kasser, som skulle hjælpe efter atomkrigen? politiken.tv / Martin Lehmann, Mikkel Vuorela & Nima Hajarzadeh
Herfra ændrede alt sig.
Budbringeren hed Albinus og hentede mig i en gul firhjulstrækker. Jeg satte mig på passagersædet.
»Nå, fandt I skatten«, spurgte Albinus.
»Vi har ikke fundet den endnu, for der er meget hård jord. Der er sådan et mærkeligt hul i jorden med to betonringe, der fører ned i ingenting«, svarede jeg og huskede på, hvordan hans kollega dagen forinden havde nægtet, at hullet skulle have noget med lufthavnen at gøre. Så sagde Albinus:
»Hvis der er en bombetrussel, plejer vi at køre den derop«.
»Hvis der er en bombetrussel ... kører man den derhen til hullet?«, gentog jeg tøvende.
»Ja«.
»Så den er bygget til bombetrusler?«.
»Ja«.
»Samtidig med lufthavnen?«.
»Ja«.
»Altså det hul med en jernplade på? Hvad siger du, det er til?«.
»Hvis de siger, at der er en bombe i en kuffert, kører vi den derop med gummiged og holder den der i 24 timer«.
Albinus dobbelttjekkede, om hullet vitterlig var lavet samtidig med lufthavnen i 1998. Det var det, bekræftede hans kollega i terminalen, og jeg følte mig som en klovn, der på vej ud i manegen får at vide, at konen er skredet, og cirkusvognen står i flammer.
I et hysterisk latteranfald takkede jeg Albinus for den nye information og stavrede derefter hen mod parkeringspladsen, hvor Hans Hinrichsen sad og ventede i sin bil.
»Det må du sgu undskylde, Hans«, fik jeg fremstammet, inden han kørte. Så trak jeg vejret dybt og gjorde mig klar til at overbringe nyheden til en museumschef, en gymnasielærer, to ingeniørstuderende og en fotograf, der havde smidt alt og ofret weekenden for helt svedende at grave et latterligt hul endnu dybere og endnu mere latterligt. Min telefon ringede – det var Martin, der sammen med de andre ventede ved hullet.
»Det er til bombetrusler. Det giver ingen mening at bore i det lort«, forklarede jeg diplomatisk.
Flokken sad apatiske rundt om hullet, indtil lufhavnspersonalet gav dem et lift. Så splittede vi op.
Tilbage på parkeringspladsen stod jeg så med Martin, fotografen. Et fly lettede bag os. Vi var på den.
Publiceret 4. august 2015
Dette var fjerde kapitel i jagten på den skjulte skat. Femte og sidste kapitel kan læses i morgen onsdag 5. august.
